30. april 2016 | Udpluk |
• Var på vandreskoindkøb i en butik, hvis to ligeværdige fokusområder er jagt og hvidevarer. Den er Harry Pottersk i sin opbygning – som de telte, de bor i ved Quidditch-mesterskaberne. Man går ind gennem en smal facade og fortsætter gennem en passage med vaskemaskiner, den vider sig ud i et større rum med flere hvidevarer, og til sidst træder man ind i en gigantisk hal med alt til jagt. Alt. Og man kan intet se udefra.
• Har fået vandrestøvler. Nu mangler jeg bare at vandre.
• Kaskaderende var et ord, vi hørte i radioen og efterfølgende slog op. De første mange hits ved googlingen indgik i forbindelsen kaskaderende flæsning. Det er noget med et balletskørt. Sådan kan man blive oplyst uden at forvente det.
• Elsker at have en kæreste, der er lige så hurtig og villig til at slå alt op, som vi kommer til at komme en lille smule i tvivl om, som jeg selv er.
• Hørte, at det var international arbejd-nøgen-i-haven-dag i dag. Var bange for, at de andre i haveforeningen måske var af den slags, som fejrede det, og besluttede at vente med at tage i haven til i morgen. Så viste det sig, at dagen falder den første lørdag i maj, og udfordringen er dermed udskudt til næste lørdag. Det bli’r spændende.
• Var ude at løbe i kuperet terræn i skoven. Der kom en mand løbende bagfra og råbte ”Nu skal du ikke blive forskrækket!”, og da han løb forbi mig i højt tempo, sagde han smilende “Det er en sej bakke, den her, synes du ikke?”, og jeg havde lige nøjagtigt luft til at svare: “Hhhhhhhhhhhhh….”
• Sverige skiftede fra venstrekørsel til højrekørsel den 3. september 1967. Var et af de mange emner, vi kom omkring over aftensmaden. Jeg kan faktisk godt huske det. Er jeg den eneste, der kan det?
• I øvrigt er vi begyndt at overveje Strassbourg som sommerferiedestination. Frankrig, Vogeserne, Alsace, familieferie, Lille Hviden. Det kunne godt blive godt. Flere udtalelser indikerede imidlertid, at det kunne blive endnu bedre, hvis et par af os gik i gang med øve os på vores fransk.
• And now over to something completely different: Hvad skal to veninder bruge en majlørdag i Berlin på, når vi stadig skal have kræfter til at løbe ti kilometer kl. 18 lørdag aften og i øvrigt har været i Berlin et par gange og dermed set det mest indlysende? Er der nogen, der vil dele ud af hemmelige perler?
12. marts 2016 | At have have |
Dette her er en løbetrøje. Det kan den i hvert fald bruges til. Det er den faktisk allerede blevet brugt til. Min søde kæreste købte den med hjem til mig fra sin skiferie i Norge, og jeg er både fin og glad i den. Ikke hurtig. Fin og glad.
En af dens gode egenskaber er, at den er af uld. Fineste merinould, og det betyder, at den vil holde mig varm, når jeg om lidt lader den være mit inderste af mange lag og tager ud i kolonihaven og ligner en, der er ved at gøre haven forårsklar. Det er noget med at beskære noget hindbærbusk, som nok skulle have været beskåret i efteråret, og fjerne nogle visne staudetoppe og se, om der gemmer sig noget forår nedenunder. Det er også noget med at drikke kaffe (note to self: husk at tage vand med, thi der er næppe åbnet for den centrale hane endnu) og skridte matriklen af og tænke innovative tanker om kommende afgrøder og vurdere, om der skal være kartofler her eller der, mens jeg tygger på et halmstrå. Eller en vissen staudetop.
Jeg kiggede lige til de allerallersidste rester af sidste års høst. Kartoflerne har tilsyneladende fulgt et og andet instinkt. De bittesmå gnallinger, som kun egnede sig til at blive til brunekartofler og derfor aldrig blev brugt, fordi ingen orkede hverken at skrælle eller pille, har fået storhedsvanvid og vil være avlskartofler! De vil i jorden? Men så siger vi måske dét. De kan få et ydermandat og komme i en siderække, når jeg engang skal lægge kartofler, så kan de få lov at bevise deres værd.
Der er jo tid nok til at beslutte, om der skal være kartofler her eller der, for temperaturen er endnu ikke til underjordiske gerninger, men i en ulden norsk undertrøje kan man udholde at skridte matriklen af både på kryds og tværs, mens der fostres overjordisk kloge tanker i øverste etage.
14. februar 2016 | At have have, den store bunke |
Her er ruten, man tager, når man søndagsordner efterladenskaber.
Der skete det, at vi på sengekanten blev ringet op af kassereren i kolonihaveforeningen. Hun ville lige minde os om, at det var ved at være oppe over at få betalt årskontingentet, og så ville hun godt høre, om vi kom i dag og betalte.
Derfor gik min rute først til en pengeautomat. Vores haveforening er nemlig ikke digital. På nogen måde. Ikke noget onlinehokuspokus. Intet hjemmesidepjat. Der er ikke engang en mail, man kan skrive til. Når man skal betale, bærer man pengene hen til kassereren. I kontanter. Så får man en håndskrevet dagsdatokvittering, og sådan er det bare, og det kan ikke ændres. Er der meddelelser til havefolket, for eksempel invitation og dagsorden til generalforsamling og præmiefest, bliver der rullet et stykke papir sammen og proppet i det postrør, som hænger på indersiden af havelågerne. Basta.
Vi kan aldrig helt huske, hvornår man skal betale kontingentet. Sidste år var vi for tidligt på den, og i år var vi åbenbart tæt på at komme bagud. Hvornår er det egentlig, spurgte jeg, da jeg stod i mit løbetøj hos kasserersken i dag og netop havde modtaget den klargjorte håndskrevne kvittering. ”Ja, det er fra den femogtyvende januar til den femtende februar, og det står også i loven. I har jo et lovhæfte”, sagde hun, mens jeg tænkte på, hvor vi mon har gemt de vedtægter, som vi åbenbart ligger inde med. Men altså, mellem den femogtyvende januar og den femtende februar. Det husker vi fra nu af. Og det virkede, som om det er bedst at bringe hende pengene i starten af perioden. Der er jo ingen grund til, at kassereren skal sidde og vente i tre uger og til sidst alligevel føle sig nødsaget til at ringe og minde os om det, vel?
Lettet, både på samvittigheden og på pengefronten (selv om det faktisk er latterligt billigt at leje grønne sommerglæder) løb jeg videre for at hente en bil, som vi efterlod i nat efter årets jagtmiddag i jagtkonsortiet. Det er noget med tre retters menu af velovervejet og veltillavet hjemmeskudt, hjemmedyrket, hjemmeplukket, hjemmealtmuligt og dertil velvalgt og velsmagende vin. Efter det kører man ikke hjem. Både på grund af omtalte vin og fordi man efter al den mad har virkelig, virkelig godt af at komme ud og spadsere i nattekulden.
Her stopper den dokumenterede rute. For herefter kørte jeg hjem og lavede intet andet end at lytte lydbog, sidde i en solstråle og spille Candy Crush og bage et overdrevet stort bjerg af boller. Som jeg nu skal smage på.
Meget, meget fin søndag.
11. februar 2016 | At have have, den store bunke |
I dag var dagen, hvor der slog spirende forår ned i mig. Det var lyset, der gjorde det. Når himlen klokken fem om eftermiddagen stadig ser sådan ud og der altså fra nu af stadig er dagslys tilbage, når jeg vender hjem til min borg fra udenbys arbejdsdonteri, så længes jeg.
Jeg længes efter grønt. Jeg længes efter, at urteburet rummer liv og ikke bare visne rester af noget, jeg ikke længere kan skelne navn og anvendelse på. Var det virkelig den overfrodige mynte der til venstre, som gav fylde til mægtige mojitos en sommeraften i fjor? Og rosmarin og salvie, esdragon og timian, som vi måtte bure inde, fordi fuglene barberede det ned til korte stilke? Nu værdiger hverken de eller jeg det et blik. Jeg vil have, at det skal være grønt og frodigt igen. Og fra i dag tror jeg igen på, at foråret kommer. Når det kommer. Først skal der vistnok være frost og kulde igen. Men det kommer. Og så bliver det godt.
Hortensiaerne har aldrig mistet troen. Aldrig givet op. De er ellers virkelig blevet behandlet dårligt. Ignoreret. De blev købt til fødselsdagspynt i kolonihaven for to et halvt år siden af en 50-årig, der holder meget af hortensiaer, og siden fik de lov til at passe sig selv i deres midlertidige, permanente plastikpotter. De stod oversete i et vildtvoksende bed gennem to somre og vintre, fordi vi til stadighed ikke fik ryddet det bed, hvor de skulle plantes. På “vi ved ikke, om I overhovedet bryder jer om os, men vi er her, og vi tilgiver jer og elsker jer alligevel”-måden satte de igen og igen nye skud og overlevede. Sidste sommer hentede jeg dem hjem på altanen, hvor de siden har stået endnu mere ubeskyttede – dog i lerpotter, men alligevel – igennem vinter og frost og storm. Urokkelige mens havestolene er føget omkring dem. Og nu er de på vej igen.
Håbet er grønt.
Det skal NOK blive forår.
20. januar 2016 | At have have, Heldige mig |
Solen skinnede insisterende over sneglitrende marker, da jeg kørte hjem fra arbejde, og jeg kom sådan til at savne kolonihaven. Der er selvfølgelig langt fra et vinterfrosset Narnia til forårsdage med frøposer og flisejern og endnu længere til spinathøst og sommerhat.
Men kun i virkeligheden. I tanken er der ikke. Jeg kørte omkring haven i håb om at nå at fange lidt nedgående sol på sneklædte grene og trippe lidt rundt på en uberørt isknitrende plæne.
Jeg nåede det ikke helt. Solen var næsten forsvundet, da jeg svingede ind ved have 44, og et par harer havde allerede taget tripningen. Men det var godt at være der et par minutter, se til at alt var i orden og drømme lidt om forår og denne sæsons afgrøder.
Jeg tror, jeg vil sætte grønkål i år. Det kan endda blive stående til næste vinter og glæde mig, hvis jeg skulle blive grebet af akut havesavn en frostklar januardag i 2017.
