27. februar 2014 | den store bunke |
Jægersmændene med ledsagere samles til jagtmiddag en gang om året. Værtsskabet går på omgang, og næste gang er det hos os. En af jægerne havde en ny kæreste med sidste år. Ulla hed hun. Det kan være en udfordring at være ny i en sammentømret flok, men jeg synes, at jeg året før, hvor jeg var ny, havde gjort hvad jeg kunne for at tage presset fra alle nye i al fremtid ved at trække en træls østers ved forretten, brække mine indvolde ud på badeværelset lige efter desserten og blive fragtet hjem i en taxa af min stolte kæreste. Ulla kom ikke i nærheden af at gøre mig kunsten efter sidste år.
Nu nærmer vi os vildtmiddagen, selskabet er ved at blive kaldt sammen, og i går forlød det, at ’Ulla nu hedder Vibeke’.
Min første forvirrede tanke i forsøget på at forstå oplysningen var: “Har hun været ved numerolog??”
Bagefter fattede jeg, at det var hele mennesket, som var blevet et andet.
25. februar 2014 | Heldige mig |
Jeg har hentet min mors konfirmationssmykker hos guldsmeden. Der er blevet sat en lås på armlænken, og ringen er gjort to numre mindre. Havde min mor som konfirmand tykkere fingre end jeg som midaldrende? Og smykkerne er pudset fint blanke. Trekvart århundredes skuffefalmet er væk. Jeg kan pynte mig.
Det andet armbånd, jeg fik med hjem i julen, er af bronze, sagde guldsmeden. Jeg vidste ikke, man lavede smykker af bronze. Jo jo, sagde han, der er firmaer, der har specialiseret sig i bronzesmykker, museumskopier. – Museums…? Nå, okay.
Jeg er ikke ret god til at gå med smykker. De dingler, rasler, klemmer, hænger i, og tit glemmer jeg simpelt hen at tage dem på. Oftest bærer jeg kun et par enkle ørestikker.
Indtil nu. Måske har jeg mors ring på for altid. Måske var det lige kækt nok med to størrelser ned. Måske skal jeg ikke tage den på en varm sommermorgen, som ender med vand i fingrene hen mod aften.
Nå, det går nok. Sæbe er et godt fingerringglidemiddel. Hvis jeg vil have ringen af. For den er jo så fin.
24. februar 2014 | den store bunke |
Da jeg ventede mit første barn i 1992, købte jeg en rød- og hvidstribet bluse i kraftig bomuld og med god plads til en voksende mave. Og – skulle det vise sig – af virkelig holdbar kvalitet.
Jeg havde den endda på den dag, hun blev født. Teksten under billedet henviser til, at det var min egen fødselsdag. Vi havde gæster, som vi senere på dagen var nødt til at overlade til deres eget selskab, da veerne tog til. Vi satte kylling i ovnen og trak et par flasker rødvin op til dem, inden vi kørte af sted til sygehuset.
Pigebarnet, som blev født den aften, er glad for genbrugstøj og har fundet skatte i både min og sin mormors garderobe. Den rødstribede har hun haft i flere år og bruger den flittigt. Dette billede er kun en uge gammelt.
Og er det virkelig rigtigt, at jeg selv havde den i skabet i alle de år, mens hun voksede op? Ja da! Jeg brugte den da også af og til. Det er en dejlig bluse, blød og rummelig. Hvis hun ikke havde annekteret den, havde jeg sikkert stadig haft den på ind i mellem.
23. februar 2014 | den store bunke |
Folk, der lever i og af turistbranchen, kan grundlæggende møde kunderne på to måder. Lad os sige, at turisten har et problem, han skal have løst, og han har måske selv del i, at problemet er opstået.
Han kan blive mødt med: “Det var godt nok dumt af dig, – lad os løse det” eller “Det var godt nok dumt af dig, – nu har du gjort min dag besværlig”.
Eksempel 1. Da vi var på Kreta i efterårsferien, henvendte vi os flere gange i receptionen med forespørgsler. Vi ville leje en bil, vores internetadgang fungerede ikke, vi havde tabt en mobiltelefon i en bus, vi ville gerne have et værelse til rådighed den sidste dag inden sen afrejse, vi var kort sagt bare almindelige turister. Hver gang blev vi mødt med imødekommenhed og et hjælpsomt “I will heeeelp you”, også selv om vi af og til havde vores tvivl om, hvorvidt receptionisten havde forstået, hvad vi sagde.
Eksempel 2. Kæreste og co. er lige vendt hjem fra skiferie i Østrig og er ved to episoder, i liftkortkontor og i restaurant, blevet mødt med en holdning, der var gennemsydet af dels “du kan da sige dig selv, at det er virkelig besværligt for mig at ændre på det her virkelig idiotiske, som du har gjort med din liftkortoptankning hjemmefra!”, dels “I må virkelig forstå, at vi har travlt, så I kan da ikke få jeres mad samtidig – og I kan ikke betale med kreditkort her, det burde I da virkelig have sagt jer selv”.
De kunne have sagt “Det var godt nok dumt af dig, – lad os løse det” og “Vi har travlt i dag, men vi lover at gøre hvad vi kan”. Så havde stemningen været en helt anden fra starten.
Det er så lidt, der skal gøres anderledes. Men det er den bedste investering, som ikke koster noget.
22. februar 2014 | den store bunke |
På billedet ser man lyd på vej ind i ørerne på en kvinde, der støvsuger. Man ser ikke lyden, men nu har I fået at vide, at den er der. Ledningerne antyder det også. Man kan ikke se, at hun støvsuger, men nu ved I det. Oplysningen er kun interessant i det omfang, at det er kedeligt at støvsuge (synes kvinden), men når man får et skud lydbog samtidig, gør det ikke noget, at der er mange kvadratmeter at støvsuge, at der virkelig trænger, og at det derfor tager et stykke tid.
Støvsugning, cykling, løb og havearbejde er ideelle forhold til at høre bog. Det der betager mig for tiden er Karl Ove Knausgårds Min Kamp. Der er seks bind, og jeg er ved anden bog. Der har været megen hype og megen debat om værket i Norge. Man har diskuteret, hvor tæt man kan gå på personerne i en selvbiografi. Knausgård skriver aldeles uden filter. Personerne omkring ham – og han selv – er beskrevet med deres rigtige navn og fuldstændig hudløst og til tider stærkt udleverende.
Men for mig er det bare deres interne norske og familiære udfordringer. Jeg læser det som den fremragende roman, det er. Han skriver bragende godt. Råt, følsomt, reflekterende, dokumentarisk, detaljeret. Fantastiske formuleringer og et smukt og flydende sprog. Jeg er begejstret.
Der er skrevet meget om Knausgård også, og der ligger masser af anmeldelser på nettet. Jeg har ikke læst ret mange, vil nødigt have spoilers om de kommende bind, men jeg er ret sikker på, at jeg med tiden og måske nødvendige pauser undervejs kommer igennem hele værket.
Det kan endda være, jeg bliver nødt til at støvsuge lidt grundigere, løbe et par kilometer ekstra eller lægge flere kartofler for at beholde headsettet på lidt længere.
