1. april 2016 | den store bunke |
Eftermiddagens solskin indbød til at drikke en kop kaffe på terrassen. Når det sker, kan det gå to veje for mig: Jeg kan blive distraheret af et eller andet, så kaffen står og bliver kold, eller jeg kan synke ned i en stol i en solstråle med noget gadgetværk eller et bundt kloge tanker og få nydt kaffen. I dag gik det til adspredesiden. Jeg fik øje på ynkelighederne i urteburet og gav mig til at pille vissenpindene af. Timians krukke er frostsprængt og skal skiftes ud. Purløg spirer igen, det samme gør estragon og måske salvie, det er ikke helt til at afgøre endnu.
Mynten er et kapitel for sig. Mynte er umulig at styre. Den sætter lange, lange underjordiske rødder, og hvis man ikke holder den i en afgrænset beholder, overtager den verdensherredømmet. Jeg har engang haft et helt krydderurtebed, hvor mynte udråbte sig selv til konge og undertvang alle de andre mere fredsommelige gevækster. Denne her holder jeg både i krukke og i bur, men jeg kan se, den har vildskaben intakt. Det virker som om den har drønet sine lange underjordiske udløbere rundt og rundt og rundt nede i potten for at finde et sted at slippe ud og indtage verden. Men der er lukket. Der er ingen smuthuller.
Men det er derfor, det er hele vejen rundt langs kanten, de små grønne skud pibler op. Og dét er tilladt!
Der er håb for sommerens mojitos.
11. februar 2016 | At have have, den store bunke |
I dag var dagen, hvor der slog spirende forår ned i mig. Det var lyset, der gjorde det. Når himlen klokken fem om eftermiddagen stadig ser sådan ud og der altså fra nu af stadig er dagslys tilbage, når jeg vender hjem til min borg fra udenbys arbejdsdonteri, så længes jeg.
Jeg længes efter grønt. Jeg længes efter, at urteburet rummer liv og ikke bare visne rester af noget, jeg ikke længere kan skelne navn og anvendelse på. Var det virkelig den overfrodige mynte der til venstre, som gav fylde til mægtige mojitos en sommeraften i fjor? Og rosmarin og salvie, esdragon og timian, som vi måtte bure inde, fordi fuglene barberede det ned til korte stilke? Nu værdiger hverken de eller jeg det et blik. Jeg vil have, at det skal være grønt og frodigt igen. Og fra i dag tror jeg igen på, at foråret kommer. Når det kommer. Først skal der vistnok være frost og kulde igen. Men det kommer. Og så bliver det godt.
Hortensiaerne har aldrig mistet troen. Aldrig givet op. De er ellers virkelig blevet behandlet dårligt. Ignoreret. De blev købt til fødselsdagspynt i kolonihaven for to et halvt år siden af en 50-årig, der holder meget af hortensiaer, og siden fik de lov til at passe sig selv i deres midlertidige, permanente plastikpotter. De stod oversete i et vildtvoksende bed gennem to somre og vintre, fordi vi til stadighed ikke fik ryddet det bed, hvor de skulle plantes. På “vi ved ikke, om I overhovedet bryder jer om os, men vi er her, og vi tilgiver jer og elsker jer alligevel”-måden satte de igen og igen nye skud og overlevede. Sidste sommer hentede jeg dem hjem på altanen, hvor de siden har stået endnu mere ubeskyttede – dog i lerpotter, men alligevel – igennem vinter og frost og storm. Urokkelige mens havestolene er føget omkring dem. Og nu er de på vej igen.
Håbet er grønt.
Det skal NOK blive forår.
5. juli 2015 | At have have |
Se lige, hvor fint krydderurterne har fået lov at stå, efter at de er kommet bag net og beskyttet for de glubske fugle.