Så var jeg efter Morten, da han smed en håndfuld krummer i køkkenvasken.
“Arj, ikke i vasken! De skal da i skraldeposen. Hvordan tror du lige, de kommer op af vasken igen?”
Så kiggede han på mig og svarede: “På samme måde som hår og tandpastaklatter kommer væk fra vasken i badeværelset, tror jeg.”
Nå.
I Viborg er der Hærvejsfestival, og alle jeg kender er beskæftiget med enten løb, cykling, march, øl eller musik eller det hele. Eller noget med studenterfejring. Eller noget med at larme neden for vores vinduer om natten.
Jeg fandt en fredelig lomme i kolonihaven i eftermiddag og nåede at så et par rækker spinat, inden regnen drev hen over byen og drev mig ind under halvtaget. Jeg satte mig i ly med et par krus kaffe og overvejede, om jeg nogensinde ville slippe derfra uden at blive gennemblødt. Det gik.
Om lidt kører vi til Herning og hører Duné, Go Go Berlin og Dizzy Mizz Lizzy og kommer først hjem, når både regn og larm er færdigt i Viborg.
Note til mig selv: Uanset hvor tom og indbydende vaskehallen virker, og uanset at der holder absolut ingen i kø foran dig , så kør aldrig, aldrig, aldrig direkte ind i bilbadeværelset, når det er måneder siden, bilen sidst har været der, og du kører over hundrede kilometer om dagen i al slags insektvejr og ellers parkerer bilen i en parkeringskælder fuld af svaler, der flyver i skideflugt hen over bilernes tage.
Stop altid, altid, altid op ved spandene med børster og sæbevand og brug insektfjerner og fælgrens og hvad tankpersonalet ellers betænksomt har stillet til rådighed.
En rå standardvask uden forarbejde gør det ikke! Hundrede kroner borte med skyllevandet.
I går var vi til en indflytterfest, hvor værtinden havde samlet, hvad hun kaldte sin inderkerne. Vi kendte kun få af de andre, og den slags kan jo blive til hvad som helst. Det blev en af de sjove og berigende oplevelser, hvor ukendte mennesker folder sig ud i løbet af aftenen og viser sig at rumme andet og meget mere end det allerførste indtryk, man fik, og hvor man selv bliver udfordret og er klogere, når man går, end da man kom. Mellemmenneskelig interaktion, når den er bedst.
Vi tager til Amsterdam i sommerferien. Fylder min Aygo med fire mennesker og næsten ingen bagage, for det er der ikke plads til, og så går det mod Holland, til tulipaner (er de egentlig ikke afblomstrede i august?), oste og kanaler i en grøn og skøn by. I dag har vi fået bekræftelse på vores airbnb-bookning. Vi skal bo i en Beautiful apartment med et amazing view. Det bliver godt, tror jeg. Udlejeren hedder Tabaksblat, det er altså også et fint navn. Men det bedste er, at med indkvartering på plads er der kun tilbage at glæde os.
Jeg ville lave et kryds og bolle-spil på stubben fra det piletræ, vi fik fældet i kolonihaven for et par uger siden. Det så jeg i Politiken i dag, at man kunne. Man skulle bare male to streger den ene vej på træstubben og to den anden vej og finde fem sorte og fem hvide sten, og så kunne man sidde i et par magelige stole og være nærværende og fredfyldte over et spil kryds og bolle. Det skal vi da ha’, tænkte jeg og forestillede mig, at jeg i stedet for maling kunne save fire ridser i stubben. Det kunne jeg bare ikke. Fukssvansen dansede henover den stenhårde overflade uden at få greb. Så der bliver ikke noget af nærværende og fredfyldt.
Det, der blev noget af, var at tage blomster med hjem til spisebordet. Fine, ikke? Papirkaos skyldes, at den selvstændige er tæt på årsafslutning i firmaets regnskab. Det giver en lang søndag med bilagsbunker og intens koncentration.
Så er det godt med blomster.
Jeg er tæt på at hejse hvidt flag i kampen mod de spirespisende duer i kolonihaven. I år har de fået smag for rucola. De lader lige spirerne komme et par centimeter op over jorden, og så slår de til og kapper toppen, hele rækken helt lige som efter en snor. Også omkampen vandt de, bedst som jeg ellers troede, at de ikke havde opdaget den nye række, jeg havde sået, og som nåede at stå så fin og lysegrøn og lovende. Indtil duerne angreb igen.
Hjemme på tagterrassen har vi sat alle krukkerne i bur, og dermed har vi vundet krydderurterne tilbage. Skræmmeuglen er fyret. Den har haft flexjob som vagt ved baljen med forglemmigejer og har klaret det nogenlunde.
Nu har den fået en tredje chance for at vise sit værd. Den er sat ud for at vogte Lasses bønner, som pibler op nu. Siden den nu har sådan en sørgelig lille skræmmeradius, har jeg lavet andre fugleskræmsler af snor og plastikstrimler. Over bønnerne i den anden side af klatrestativet og over den rucolarække, som duerne allerede har mejet ned. Måske kan det komme igen.
Morten og jeg tændte op i den mexicanske stenovn, satte os på terrassen og delte to glas øl i skumringen. Det var stemningsfuldt og dejligt. Mens vi sad der, kom der i hvert fald ingen duer. Håbet lever.
MEN DET ER DIN SIDSTE CHANCE, UGLE!!
Fejler du, kommer du med ud i jagtskoven og bliver skudt.
