30. april 2018 | den store bunke |
Den gode del af fortællingen er den fantastiske vandretræningstur, vi havde med Utah-holdet i går. Femten kilometer rundt om Hald Sø i det kuperede og smukke istidsterræn, op og ned i bakker og gennem skov i områder, hvor ikke mange færdes til daglig. Det var første gang, vi var samlet, og det ser ud til at være en flok gode mennesker, der nok skal få en eventyrlig uge sammen. Kemien virker god.
Den ærgerlige del af fortællingen kom, da vi i slutningen af turen vadede gennem et vandløb, der var lidt dybere, end jeg havde troet. Jeg var kæk, da jeg tog støvler og stømper af og vadede over åen i vand til midt på lårene. Først da jeg igen havde fået fodtøj på, slog det mig, at jeg havde mobiltelefonen i lårlommen på mine bukser.
Heldigvis så der ikke ud til at være sket noget med den.
Men så manglede lyden, da jeg tog et billede.
Senere var der kun lyd, når jeg satte hovedtelefonerne til.
Genstart hjalp ikke.
Så blev den for en sikkerheds skyld begravet i en pose ris nogle timer.
Måske ville en systemopdatering hjæl….
Dér døde telefonen. Lige da æblet var tonet frem skærmen.
Det var på det tidspunkt, jeg blev den kedelige version af mig selv. En udgave, jeg slet ikke kan lide.
Hele aftenen kunne jeg ikke tænke på andet end konsekvenserne af telefondød. Hvordan og hvad nu og hvad med og hvad gør jeg og snart Utah og mine data og numre og noter og hvordan er det nu med sikkerhedskopiering og forsikring og kan jeg låne en telefon og jeg må sikre mig, at min mor har Mortens nummer og hvorfor tænkte jeg mig dog ikke om og så videre. OG så videre. OG så videre.
Jeg vågnede endda klokken 01.45 i nat og tænkte med det samme ’åh nej, der er jo sket det forfærdelige’ og lå og stirrede hul i mørket. Indtil jeg heldigvis faldt i søvn igen. Og vågnede 25 minutter før alarmen var sat. På iPaden.
Så meget skal det altså hyle mig ud af den, at en gadget forulykker! Den reaktion er jeg faktisk ikke vild med. Men det er jo næsten min ene arm, og det er godt nok længe siden, jeg har været helt uden telefon og ikke engang har haft en aflagt mobil at sætte simkortet i.
Så blev det næste dag.
Selvfølgelig var mine spekulationer overdrevne og unødvendige.
Jeg har lånt en midlertidig telefon, den druknede kan måske genoplives, og hvis ikke, har jeg to forskellige veje til en ny. Værre er det ikke. Verden står endnu.
Men jeg vader aldrig tankeløst over en rivende flod igen uden at have telefonen højt løftet over hovedet!
28. april 2018 | den store bunke |
Tre gange har jeg nu pillet en rede under konstruktion ned i kolonihavehuset. Samme sted, over døren ind til køkkenet.
Eller ’jeg’ og ’jeg’ … ret beset har jeg kun selv gjort det én gang, ellers har jeg fået Morten til det. Men altså, tre gange, samme sted. Første gang var, da jeg trak skatkortet, anden gang var en uges tid senere, hvor solsorten var gået i gang igen, men kun havde nået at støbe fundamentet, hvorfor jeg selv godt turde pille redeligheden ned. Tredje gang var i formiddags, da vi var forbi med et par plantesække. Det var det mest omfattende byggeri hidtil, men heldigvis havde jeg min helt med til at fjerne det, og heldigvis var der ikke lagt æg.
Men det må høre op! Der er IKKE givet byggetilladelse, og det bliver der heller ikke. Som vagtværn har jeg genansat en gammel kending, som ellers var sendt på pension på grund af uduelighed.
Skræmmeuglen!
Den var aldrig pengene værd, skønt den fik flere chancer, end rimeligt var. Find vagtuglens tvivlsomme CV her, her og her.
I flere sæsoner har den stået gemt væk på en hylde i kolonihavehuset, faktisk lige over for solsortens drømmebolig. Nu har jeg imidlertid trukket uglen helt frem i frontlinjen som den centrale og upassérbare forsvarskæmpe. Solsorten må IKKE komme ind på den byggegrund igen. Jeg bekriger fugle med fugle!
Men det er SIDSTE chance! For både uglen og fuglen!
27. april 2018 | den store bunke |
Det var i hvert fald, hvad jeg tænkte i sidste uge, og i starten gik det også meget godt med både at få nået OG dokumenteret alle mine gøremål. Som kolonihaveklargøring og mosfjerning i alle vores græsplæner.
Så stak tiden af.
Jeg gjorde alt muligt, men jeg dokumenterede det ikke, og så ved alle, at det ikke fandt sted. Eller gjorde det? Nu udsender jeg i hvert fald en lille billedserie med highlights fra de hemmelige dage.
Vi havde vores mødre på besøg. Den ene blev hentet og bragt med taxa fra Randers, den anden blev hentet og bragt af sin datter, hvorfor jeg den dag kørte 647 km og passerede Lillebæltsbroen fire gange. Det var første gang, mødrene mødtes, og vi havde en hyggelig – og lidt trættende – dag.
Morten og to af vores venner var til løbeskydningskonkurrence i Aarhus. Ligesom skiskydning, bare uden ski. De var tilmeldt som Team GGM – Gnavne Gamle Mænd. Den mest gamle af dem vandt den indbyrdes konkurrence, det var dejligt vejr, og ingen var rigtigt gnavne.
Yngsten fyldte 21 og blev fejret med flag, gaver og brunch. Og havde bestilt Tarte au citron som fødselsdagskage. Og fik en frituregryde i gave, som skal testes i aften.
Så var der ikke mere ferie.
Men siden har vi været til jagtmadlavning. Det foregår på den måde, at jægersmændene i konsortiet laver mad sammen, og imens går jægerkonerne tur og opdaterer hinanden på siden-sidst-i-andedammen-og-verden. Det er en fortrinlig ordning. Her er vi gået sydpå og har en storslået udsigt over Viborg i ryggen.
Så kan jeg ikke huske mere, for jeg har ikke taget billeder.
18. april 2018 | At have have |
En halv time før jeg skulle under skalpellen ringede telefonen. Akutpatienter gjorde, at man var nødt til at aflyse min operation.
Nå. Øv. Det var godt nok et kort varsel. Det passede mig ellers så godt lige i dag. Det er ganske vist et lille, harmløst indgreb, men så ville snittet have været overstået, og jeg ville have haft fin tid til at holde mig i ro.
Men farvel da, rekreationsdag i en stol i haven med sol i ansigtet og lovlig laven ingenting.
Så skulle jeg finde på noget andet at bruge dagen til. Heldigvis stod der mange spændende opgaver i kø på min huskenote.
Først støvsugede jeg to biler.
Så gik jeg i gang med at fjerne mos i rækkehusgræsplænen. Vi har sørme meget mos!
I løbet af eftermiddagen spurgte jeg mig selv flere gange, hvorfor jeg overhovedet var gået i gang. Der blev bare ved med at være mos, der kunne krattes væk.
Jeg blev ikke engang færdig med hele plænen, og så stor er den altså heller ikke. Men jeg har ni (9, nine, neuf, nove!) sorte sække med mos stående allerede.
Og jeg ved, hvad jeg skal lave i morgen. Hvor jeg heller ikke skal rekreere.
17. april 2018 | At have have |
Nej. Det passer ikke. Det var bare, fordi det gav en sjov, rimende remse, jeg skrev den overskrift. Jeg såede lige så meget sidste år og årene før.
Men det er rigtigt, at jeg har haft en skøn dag i kolonihaven. Og nu er haven tilsået.
Nej. Det er heller ikke rigtigt. Der er plads til mere, og der kommer mere i jorden. Men det haster ikke. Bønner kræver en noget højere jordtemperatur, end vi har nu, og kål, squash og hokkaidogræskar må også godt plantes lidt senere.
Men ellers er jeg færdig. Jeg har lagt to kartoffelsorter og sat tre slags løg, sået dild, rødbeder, skorzonerrødder, spinat, pastinak og fire slags salat. Så hvis der ikke kommer mad på bordet og i forrådskamrene, er det ikke min skyld.
Jeg har lagt kimen til den fineste rigdom, jeg kender. At kunne høste kurve fulde af frugt og grøntsager og hele sommeren og efteråret hente ingredienser og inspiration til aftensmaden i sin egen køkkenhave. Dét er rigt!
I morgen er det min tredje feriedag, og der holder jeg havefri. Jeg skal have fjernet et lipom, som lægen der forundersøgte mig hellere ville kalde aterom, og med et par sting på ryggen skal jeg efterfølgende ikke foretage mig noget, der anstrenger mig det mindste. Når jeg kommer hjem efter operationen, forestiller jeg mig havestol på rækkehusterrassen, tæppe, kaffe og kloge tanker, mens jeg ser græsset gro. Måske vil jeg lytte til andres kloge tanker og proppe en lydbog i ørerne. Det bliver også en god dag.
