Tak for brevet, tror jeg

Kommunen har sendt mig digital post. Jeg forstår mit navn og rådhusets åbningstider.

Brevet lægger hårdt ud med overskriften “Årsopgørelse af lån til betaling af stigninger i grundskylden”. Jeg kender alle ordene, men er ikke i stand til at foretage en meningsfuld afkodning. Nederst er der anført et beløb på 203 kroner og 82 øre. Jeg har ingen anelse, om det er penge, jeg skal modtage, betale, har haft eller nogensinde vil få.

Men vi blev enige om, at hvis vi skylder nogen noget, har samme nogen nok snablen så meget nede i vores kasse, at de bare kan tage dem selv.

Jeg er voksen. Jeg ejer et hus.

Er det klogt?

Ting min mor har lært mig

Hæld wc-rens i toilettet et godt stykke tid før du gør badeværelset rent.

Da jeg gjorde rent på badeværelserne i dag, undskyldte jeg – igen – i tankerne overfor min mor, at jeg bare hældte rengøringsmidlet ned ad toiletkummens sider og lige med det samme gav mig til at skrubbe med børsten. Jeg ved jo, at det skal have tid til at virke. Alle de lørdage i min barndom, hvor vi ikke kunne bruge toilettet i halve timer, fordi mor allerede var gået i gang med lørdagsrengøringen. Hvis vi ikke havde nået at forrette inden, måtte vi bare holde os. Ellers gik der jo dyrebar wc-rens til spilde.

Kender I det, at man gør nogle ting på en bestemt måde, fordi man har lært det engang og aldrig har stillet spørgsmål til, hvorfor det skal gøres sådan, eller om den grund, man engang fik, egentlig var korrekt?

Jeg har lært alle mulige ting af min mor. For eksempel:

Sæt fade, der har været brugt til gærdej, i blød i KOLDT vand. Bruger du varmt vand, stivner melet og bliver næsten umuligt at få af.

Jeg hørte mig selv udbryde: Nejnejnej – koldt vand!!! mod Morten en dag, da han satte sådan et fad i vasken og åbnede for den varme hane. Han reagerede forundret og næsten forarget. Og okay, han er vokset op i et bageri og har virkelig gode argumenter for, at det ikke gør nogen forskel – deres redskaber er tilsyneladende altid uden problemer blevet rene med varm iblødsætning. Nånå.

Æg skal koge i 12 minutter. Blødkogte 9.

Altså, læg æggene i koldt vand i kasserollen. Tænd pladen, sæt uret til 12 minutter og skru ned, når vandet koger. Blødkogte æg tager ni minutter. Men okay, mor har ikke lagt information ind om, at komfurer kan være forskellige. Eller at man senere ville udvikle induktion og anden hurtig opvarmning. I må nok prøve jer frem. Jeg tager stadig udgangspunkt i 9 og 12.

Stryg skjorternes skulderstykke først.

Den er i hvert fald sikker. Først bærestykket over skuldrene, derefter manchetterne og så ærmerne, først på den ene side og så på den anden. Så er det det ene forstykkes tur, derefter ryggen og det andet forstykke. Endelig kraven, først ydersiden og til sidst indersiden, fordi det er den, der vender udad, når kraven foldes. Jeg har skullet stryge mange af min fars skjorter, og der var ikke nogen nem snydevej med mor på sidelinjen.

Der er helt sikkert mange flere rutiner, der ikke fortjener den blinde tillid, jeg udfører dem med. Hvis I oplever mig gøre noget sært, så spørg eventuelt om det er noget, jeg har lært af min mor for et halvt århundrede siden.

 

Af sted, af sted med pas og pund

Engang var jeg i Rom. Det var med gymnasiet, og da jeg kom hjem, erklærede jeg, at jeg ikke ville til Rom igen, før jeg havde lært noget italiensk. Så gik jeg på aftenskole og lærte italiensk – og så gik der 30 år, før jeg kom til Rom igen.

Der skulle jeg da bare være taget af sted noget før.

Engang var jeg i London på firmatur med mine kolleger og tænkte, at dertil skulle jeg i hvert fald igen. Heldigvis har jeg tre børn, som alle fik en dannelsesrejse i konfirmationsgave af deres mor, og alle tre rejser gik til London. Det var dejlige én-til-én-ture, hvor vi så seværdigheder og shoppede i præcis det omfang, den enkelte konfirmand havde lyst til. Jeg anbefaler alle at rejse alene med deres teenager. Bagefter erklærede jeg, at næste gang, jeg kom til London, ville jeg på pub. Det er næsten otte år siden, jeg sagde sådan.

Der skulle jeg da bare være taget af sted noget før.

Men nu bliver det. Min kollega tog til London (med en kommende konfirmand) i går, og der var så meget snak om det, at jeg blev så Londonhungrende, at jeg kiggede i kalenderen og skrev til Morten “Ska’ vi ikke?”. Han blev straks lige så hungrende og svarede “Det ska’ vi da!”

Siden i går har jeg købt flybilletter og reserveret hotel, og når jeg også lige har fået konfirmeret med chefen, at jeg spenderer en feriedag på det, er det bare at fylde på med glædelse.

Vi skal bo lige midt i kortet, og bare vi skulle af sted noget før.

En ko på kassen

Nytårsaften åbnede værten en kasse rødvin, som han havde haft liggende i næsten tyve år. Margaux fra 1999. Château Marquis d’Alesme Margaux, for at være helt præcis. Vinen var god, og det var en rar – og lidt andægtig – følelse at være udvalgt som medsmager af en særlig skat fra gemmekassen.

I listigt samarbejde med husets frue luskede vi trækassen ud af huset og med os hjem med et særligt formål for øje. Ti dage inde i januar fyldte værten nemlig rundt, og i lørdags festede vi for hans halvtreds år. Planen var, at han skulle have sin vinkasse tilbage i gave – som kokasse.

Det er ikke så mystisk, som det lyder. Her i byen bor en kunstner, som udover farverige malerier på traditionelt lærred også maler sjove køer på vinkasser. Det koncept kalder han – naturligvis – Kokasser. Han hedder Jesper Sørensen, og du kan se alle hans malerier her.

På vejen hjem nytårsdag kørte vi omkring Jesper med kassen og et par stikord, hvorefter han fik frie hænder med penslerne. Og se, det blev godt!

Det er ikke tit, det vækker begejstring at få én på kassen, men fødselaren blev meget, meget glad.

Mus og mig

Jeg har mistet et rum i mit hus.

Der er en mus, så jeg kan ganske enkelt ikke bruge rummet længere.

Vores hus er fra den tid, hvor man helt naturligt anlagde sauna i forbindelse med et badeværelse. Energikrisen var ikke opfundet endnu, og alle ville sidde og privatsvede i små bræddeklædte rum, der lugtede af finske fjelde. På samme måde som alle nogle årtier senere ville sidde og boble i spabad. Indtil de alligevel ikke fik dem brugt.

Vores sauna har ikke været anvendt til det oprindelige formål i mange år. Dem vi købte huset af brugte det også bare som depotrum, selv om ovnen stadig sad på væggen. Vi pillede den ned og stuvede alt vores pulter derind. Vinterjakker, lange rober, rygsække, kufferter, soveposer, telt, papkasser med børnebøger og gamle breve, ekstradyner, klapstole, al den slags som er dejligt at have pakket af vejen fra den daglige færden.

Det har fungeret rigtig fint.

Forleden aften ville jeg hænge en kjole derind. Da jeg åbnede døren til saunaen, faldt noget ned fra en hylde, roterede om sig selv nede på gulvet og pilede i skjul. Jeg skreg højt og KNALDEDE døren i, så Morten, der sad i stuen nedenunder, tydeligt kunne høre, at der skete noget usædvanligt oppe i badeværelset. Musen er sikkert blevet lige så forskrækket som mig og har hvinet lydløst inde i sig selv, mens den reddede sig væk.

De der kender mig ved, at jeg har det stramt med smådyr, kryb og fugle. Jeg er god til mange ting, men ikke dét. Væsener der er hurtige og uforudsigelige og når som helst helt uventet kan springe, hoppe, flyve, pile lige ud i hovedet på mig gør mig sindssygt utryg. Jeg er ikke stolt af det, men det er sådan, det er.

Heldigvis er min kæreste en klippe og en helt.

Jeg fik Morten til at tage alle de tasker og alt det tøj ud, som jeg mente at kunne få brug for langt ud i fremtiden, og næste dag installerede han to musefælder på gulvet derinde og ladede dem med mel. Det virker, siger hans erfaring.

Nu er der gået to dage. Melet er spredt lidt, men ingen fælder er klappet. Vi (Morten) banker hårdt på døren og råber op, så de levende kan fortrække den anden vej, inden vi (Morten) linder på døren og kigger ind for at tilse skafottet.

Noget kunne tyde på, at musen er forduftet, siger min helt beroligende. Jeg synes, det er en noget forhastet konklusion at drage. Det er ALT for tidligt at stole på stilheden.

Jeg har i hvert fald indstillet mig på, at jeg aldrig mere kan bruge pulterrummet. Derfor er der heller ikke noget illustrerende billede af fældeopstillingen. Jeg kan ikke komme derind.