31. august 2014 | den store bunke |
I går var:
Dobbelt 50 års fødselsdag på Dollerup Mølle, nyistandsat og brugsfærdig til netop denne dag. Det var fest på høje hæle i undersmukke omgivelser, det var forrygende mad, vin, 140 gæster, stemning, musik, taler, indslag, dans.
Der var ikke sparet på noget, og det var godt og festligt med overraskelser undervejs. Som da Frank Hvam blev introduceret og standuppede for fødselarparret og gæsterne. Herligt. Normalt er jeg ikke til Hvam og Klovnkomikken, men i aftes gjorde han det godt og ramte lige der, hvor jeg var godt underholdt.
Da vi ud på natten var trætte af at feste og danse til veloplagt seksmandsband, var det dejligt at kunne ringe efter ældste søn. De er godt givet ud, de gange jeg har kørt rundt med ham til fester hos gymnasiekammerater i oplandet.
I dag er:
Sove længe, sen morgenmad, joggingtøj og bare fødder, grus i øjnene, avis, vasketøj, papirarbejde for den af os, der skal lave momsregnskab. Langsom, langsom dag, hvor jeg klokken halv seks stadig har det, som om den kun er tolv. Jeg bliver muligvis overrasket, når dagen pludselig slipper op for mig, men endnu er det fedt bare at lade mig føre med strømmen af det, der falder mig ind at give mig til. Det vil sige så godt som ingenting indtil videre.
Spændet mellem to yderligheder gav en god balance til weekenden. Og nu skinner solen.
28. august 2014 | At have have, den store bunke |
Hvis jeg nu var sådan en, der lod mig stresse af alle de ting, jeg under normale omstændigheder ville have fået gjort, ville denne sommer og især august have været slem ved mig.
Okay, jeg ER sådan en, der under normale omstændigheder stresser over selvpålagte pligter, jeg ikke får udført.
Men så er det, jeg arbejder hårdt på at lære udenad, at lige præcis dét skal jeg ikke.
Og denne tid er ikke normale omstændigheder. Det er små fire uger siden, vi flyttede ind i ny lejlighed, og vi har stadig ikke tømt alle flyttekasser. Samtidig er der kommet færre timer i døgnet.
Jo, der er!
Jeg vil gerne tømme de sidste flyttekasser og blive færdig, inden halvfærdige og midlertidige løsninger bliver permanente, fordi vi vænner os til altings “indtil videre”-placering. Jeg vil gerne bage lige så mange madpakkeboller til fryseren, som jeg plejer. Jeg vil gerne blogge, læse blogs, læse avis, følge med i verdens gang, spille Candy Crush lige så meget, som jeg plejer. Jeg vil gerne være en nærværende kæreste og mor. Jeg vil gerne bo rent og være i bund med vasketøjet. Jeg vil gerne holde kolonihaven fri for ukrudt, plænen fin og hækken trimmet.
Men det er jo under normale omstændigheder. Og det er det ikke nu, sagde vi. Vi sagde også, at jeg er brandgod til at være præcis dér, hvor jeg er.
Og lige nu er det ved computeren ved langbordet i køkkenet med terrassedøren åben og udsigt til en solbeskinnet gård, hvor svaler og gråspurve kvidrer. Dagens indkøb er endnu ikke stillet i køleskabet, men vaskemaskinen er sat i gang, og om lidt fodrer jeg Ballerupen med gær, vand, mel og hvad jeg ellers finder af dejegnede ingredienser i de store køkkenskuffer, hvor midlertidig allerede er blevet permanent.
På vejen hjem var jeg i kolonihaven. Det er nok haveforeningens mest forsømte. Men vi fik jo en flidspræmie sidste år og ved, at så går der alligevel tre år, før vi kan kandidere igen. Så det er, som det er, og skidt med, at græsset er langt og fyldt med svampe, at det hele er groet til, så man ikke kan se grøntsagsrækkerne mere, at spinaten breder sig som ukrudt, at salaten går i stok, og snerlerne snor sig om alt. Vi kan – og det er det vigtigste – hente løg, gulerødder, rødbeder, pastinakker, salat, kartofler, hindbær, tomater – og faktisk også jordbær, fordi jeg har plantet en tosset sort.
Jeg messer, at jeg er god til at prioritere min tid. Og skrive lister. Så mens Ballerupen ælter dej, skriver jeg en prioriteret to do-liste. Det første punkt er Nyde nuet og udsigten.
25. august 2014 | den store bunke |
Det var i hvert fald min plan, da jeg gik til frisøren. Men det kunne hun ikke, og så blev det helt omvendt.
Mit hår er ikke sådan godt hår. Pjevset, har frisøren engang sagt om det. Der kunne hun nu godt have fundet et lidt mere følsomt ord, syntes jeg dengang. Og stadig. Men jeg har en værdifilosofi, der siger, at man i stedet for at ærgre sig over uheldigheder, som man alligevel ikke kan ændre på, skal fokusere på de træk, man godt kan lide. Hvis man for eksempel ikke bryder sig om sine fede knæ, må man i stedet glæde sig over sine pæne skuldre og fremhæve dem. Små greb, der flytter opmærksomheden, også i egenopfattelsen.
Så jeg glemmer pjevset hår og glæder mig over, at mit hår har sådan et fint farvespil i gråt og sølv. Det sagde frisøren selv.
23. august 2014 | Køkkenskriverier |
En kombination af et par hokkaidoer, vi fik foræret, en datter, der har fået opereret et par visdomstænder ud og derfor mest er til flydende kost, persille og limegrønt skærebræt gav farvemættede billeder.
Suppen smagte endda rigtig godt. Selv den meget lidt suppespisende 17-årige og den ellers kræsne 10-årige spiste med velbehag. Opskriften fandt jeg lige her.
18. august 2014 | den store bunke |
Dagens hjemlån fra biblioteket. Begge har været reserveret længe, og nu kom de.
Jeg vil så gerne læse Stillidsen, som så mange har talt og skrevet så godt om. Jeg ved bare allerede, at 19 timer og 36 minutters lyd har langt lettere gang på min jord end 837 analoge sider. Det er ærgerligt, men det er et faktum, sådan som mine læsevaner er blevet. Jeg læser mere i bilen end på sofaen.
Knud den store får jeg helt sikkert læst. Stillidsen er der nok størst sandsynlighed for, at jeg får læst, hvis jeg får den i eje, eller nogen tager sig sammen til at indlæse den til mig.
Alligevel glæder jeg mig stadig til dem begge to.
