30. maj 2017 | den store bunke |
Jeg er dygtig til at sove.
Måske skal jeg passe på med at sige det på den måde. Det kunne være hybris, og jeg kunne blive ramt af nemesis og herefter ligge søvnløs og roterende nat efter nat til mine dages ende. Men nu er det gået godt med soveriet i næsten tres år, så jeg forestiller mig vel bare, at det fortsætter sådan.
Lægge mig til at sove. Sove. Vågne næste morgen. Det er mønsteret i store træk. Jeg er glad og dybt taknemmelig for mit gode sovehjerte. Om jeg snorker eller skærer tænder er det andres udfordring at håndtere. Jeg sover.
Men jeg tror ikke, at jeg snorker.
Sommetider sover jeg med ørepropper for at skabe mig et dæmpet rum uden udefra kommende lyd. Det kan være gadestøj, andres snorken eller fremmede lyde, når man sover nye steder, – jeg lukker bare lyden ude.
Man kan godt gøre sovelyd til noget sejt og attraktivt. Min venindes søn har opfundet mange nye fantasirige begreber gennem tiden – det var for eksempel ham, der kaldte en kaktus for en ’stiktus’ og prutter for ’bærøg’, og engang han som lille havde sovet til middag sammen med sin mor, vækkede han hende og udbrød begejstret: “Mor! Du sover som en LØVE!!”
Det er både sødt og sjovt. Det giver enhver snorken en ekstra dimension af sejhed. Giv det en tanke næste gang, du ligger i en løves hule og prøver at falde i søvn. Måske kan du bilde dig selv ind, at det er lidt sejt, og at du bliver passet på?
28. maj 2017 | At have have, Køkkenskriverier |
Det her…. det er det bed i kolonihaven, som jeg sidste år i august skrød over, at vi endelig havde fået gennemgravet og finsorteret og plantet lupiner og figenbusk i. I dette indlæg pralede jeg uhæmmet af, hvor pænt det var. Nu ser det så sådan her ud. Man skal kigge godt efter for at finde figenpindene og lupinskuddene. Jeg havde jo ikke tænkt over, at når først alle tulipaner og narcisser satte blade og gav sig til at blomstre, ville det være umuligt at luge, så tæt som jeg havde lagt løgene. Og jeg havde da slet ikke forudset, at der stadig ville være så mange ukrudtspirer tilbage i den finsigtede jord. Det bed havde jeg sat mig for at få styr på i dag.
I stedet lugede jeg her. I dette hjørne af haven har ukrudtet haft en særlig evne til ikke at kunne hænge fast på mit falkeblik. Men nu er der pænt. Lidt. Ikke?
Så kunne jeg ikke nå mere, for jeg fik en besked hjemmefra teksten “Vi savner dig…” og dette billede.
Derfor ser bedet foran huset stadig ud som på det øverste billede. Men nogle timer senere så køkkenbordet sådan ud.
25. maj 2017 | den store bunke |
På sådan en Kristi Himmelfartsdag, hvor man går og smågør forskellige huslige og havelige ting som for eksempel at rydde op i skuret, ompotte potteplanter, studse to kugleklippede takstræer, støvsuge, pudse sølvtøj og vaske vasketøjskurvene tomme – kan man godt hen på eftermiddagen blive lidt rastløs, fordi det er for godt vejr til at mure sig inde på førstesalen for at sortere dynebetræk, og der er for lidt tid tilbage af dagen, til at det giver mening at køre ud i kolonihaven og sætte noget i gang dér, og man ikke rigtigt gider løbe en tur.
Men så kan man spørge sin kæreste, om han vil med ud at cykle en tur, lige netop i dét øjeblik hvor han skulle til at stene på sofaen. Og han siger ja. For vi har både nye cykler og nye omgivelser at udforske.
Det blev en fin tur i frisk vind og eftermiddagssol ud til Vedsø – lokaliteten giver sikkert kun mening for læsere, der kender mit lokalområde – hvor der både var kvæg og geder og pænt.
For god ordens skyld: Vi var to om at lave alle de ting, jeg nævnte øverst i indlægget.
24. maj 2017 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
En uventet snak opstod blandt kollegerne. Om Nutella. Jeg ved ikke helt, hvordan det startede. Nogle sagde Adr, hvad er Nutella egentlig lavet af? – Garanteret noget kræftfremkaldende! Andre udbredte sig om, hvorvidt der skal smør under Nutella eller ej. Nogle kunne aldrig finde på at købe det; andre har det som en lille hemmelig last på linje med kun at læse ugeblade hos frisøren.
Jeg var fuldstændig klar i mit standpunkt: Det eneste tidspunkt, Nutella smager godt, er om eftermiddagen, når man er i kibbutz!
Der er en hel verden knyttet til Nutella om eftermiddagen i kibbutz. Når vi voluntører kom hjem om eftermiddagen fra arbejdet i appelsinplantagen, i børnehusene, på fabrikken, i spisesalen, hentede vi en dyb tallerken med Nutella i køkkenet sammen med et brød, vi havde kappet i skiver i den store skiveskærer, og så slog vi os ned på græsplænen med den daglige eftermiddagssnack og snakkede. For mig er det billedet af solskin, dovne eftermiddage, fællesskab, arbejdskluns fra fælleslageret, frynsede cowboyshorts, unge voksne i starten af tyverne, frihed, verdensvenner, muligheder, foråret 1981.
Og Nutella. Tykke lag på skiver af hvidt brød. Det er ikke så sært, flere af os tog adskillige kilo på i de måneder, vi var der.
Men altså; udover om eftermiddagen i kibbutzen behøver I ikke beregne Nutella til mig.
23. maj 2017 | den store bunke |
I weekenden var jeg i sommerhus med to veninder. Vi var kolleger for ti-femten år siden og har altid haft en forrygende kemi. Nu er vi vidt forskellige steder arbejdsmæssigt, men ses tre-fire gange om året på skift hos hinanden.
Det er aldrig kedeligt. Aldrig nogensinde kedeligt. Det er tosset sjovt. Vi ryger og drikker og snakker og griner og er så skøre, som vi overhovedet orker. Denne gang dansede vi også, kan jeg se på fire billeder, jeg fandt på min telefon dagen efter, men som jeg ikke har nogen erindring om at have taget. Det ligger nogenlunde på samme niveau hver gang, hvor meget vi drikker. Der er ingen grund til at udbasunere, hvor meget, men det sker, at vi dagen efter ikke kan huske alt, hvad vi har snakket om.
Så er det godt, jeg har været så fornuftig at tage noter.
I dag fandt jeg denne note på min telefon. Den øverste, lige over voksennoten med budgettet, er tilføjet i lørdags. Jeg ved ikke, hvad der er gået forud for notatet, men jeg kan godt se, den er vigtig. Det var i hvert fald godt, jeg fik det skrevet, ellers havde jeg ikke vidst, at jeg skulle… dét, jeg skal.
