Væg, valg og have

På denne søndag må der gerne falde et haveindlæg. Faktisk er det svært for jer at undgå sådan et fra min side i dag. Det står selvfølgelig frit for alle at lade være med at læse det. Valget er jeres.

Ligesom det har været på alle landets valgsteder i dag. Jeg har stemt på Danmarks største valgsted, hvor vi denne gang var 23.743 stemmeberettigede, og 64,8 % af os* har gjort det. Altså, jeg har jo ikke forsøgt at stemme selve Viborg Stadionhal ind i Europa-Parlamentet, men det var der, det foregik. Jeg er tilfreds med mit kryds. Jeg har taget kandidattest, fire forskellige endda, og har hver gang været mest enig med kandidater, jeg IKKE ville stemme på, og har derfor stemt noget andet. Dét er også at stemme med hjertet.

Bagefter lod jeg Morten om at spartle vægge, mens jeg smed et par stykker tarte flambée fra i aftes i rygsækken og kørte i kolonihaven.

Dér er jeg også tilfreds, må jeg sige. Finere end lige nu bliver den have aldrig. Og igen er målestokken er min egen. Haven vinder ingen præmier for hverken æstetik eller sirlighed, men MIT havehjerte er glad. Stem med hjertet, ikke!

Jeg har gravet det allersidste lille manglende stykke og luget det allerførste, hvor ukrudtet pibler igen. Jeg har rykket spandevis af knæhøjt skvalderkål og andet skrammel op fra bede, kanter og under hækken. Så har jeg plantet en bakke sukkermajs og den eneste tilbageværende hokkaidoplante.

Her er det på sin plads at opgøre mine tidlige tab: Den anden indkøbte hokkaido er død i sin potte, inden den nåede at komme ud i jorden. Én agurkeplante valgte at dø, så snart den kom i mine hænder, og hang med alt fra det øjeblik den blev anbragt i plantesækken. En anden agurkeplante er begyndt at efterligne den, så måske var jeg lige hurtig nok med plantning af sarte planter i år. Derfor overvejer jeg at anskaffe en ny af hver og håbe, høsten står mål med startudgifterne.

Men lige nu er der pæææhnt derude! Se, løg og kartofler i sort jord!

* gennemsnitsstemmeprocent for alle kommunens 17 valgsteder.

Støv for alle pengene

Støv for alle pengene er titlen på en dansk film fra 1963 med blandt andre Dirch Passer. Den skabte mig et tidligt biograftraume, så jeg længe efter blev passet hos mormor og morfar, når resten af familien kørte til Otterup Kino for at lade sig underholde af tidens folkekomedier. Jeg skulle ikke! Der var noget med en flyvemaskine, der faldt ned i en lade, meget forskrækkeligt. Jeg var fire år og forstod ikke den del af underholdningen. Alle parter har sikkert haft fordel af den efterfølgende pasningsordning; mine forældre og ældre brødre kunne nyde biografturen i fred, mormor og morfar fik fornøjelsen af et enkelt barnebarn, og jeg fik udelt opmærksomhed. I øvrigt er jeg kommet mig over traumet.

Tilbage til nutiden. Vi har også støv for alle pengene i denne påske. Dagene går ret ens. Vi bryder ned, rydder op, kører affald væk, om aftenen laver jeg tarte flambé, og så ser vi fjernsyn i sengen, inden vi vælter om på skjoldet og sover. Næste dag det samme med ganske få afvigelser. Det er egentlig ganske rart.

De første dage havde vi hjælp af vores unge, som havde sjov med helt lovlige ødelæggelser. Det er sandelig også lykkedes mig at lægge nogle timers arbejde i kolonihaven, hvor jeg har lagt to sorter kartofler, sat fire slags løg og sået fire typer salat. Der var i øvrigt også støvet.

Vi er godt med alle steder. Jeg vil ikke sige, det begynder at ligne noget, for det gør det ikke. Billederne taler for sig selv.

Men det går planmæssigt, og bagefter bliver det godt.

God påske til jer, der både har sofa og fri.

Undtagelsestilstand

Selv om huset skal i undtagelsestilstand, kan man godt gøre undtagelser.

Og fordi hele stuen, også hyggen, lige om lidt bliver pakket ned og væk (fordi rør), har jeg stillet sådan en lille, hyggelig undtagelse i en solstråle i køkkenvindueskarmen.

Jeg tog mig endnu en gravedag i kolonihaven i dag, for det skal jo også gøres, og jeg følte mig ikke rigtigt klar til starte på nedpakningen i dag. Men i morgen…

Solen skinnede, jeg har fået farve i kinderne, og jeg er næsten færdig med at grave. Og så tog jeg tulipaner med hjem. Jeg ved ikke, om de springer ud, eller de alligevel er plukket lidt for tidligt. Men så er der flere, hvor de kommer fra. Og vasen kom også i undtagelsestilstand: Hele stuen kommer i kasser, undtagen vasen.

Tulipanerne bliver røde, og bladene knirker, som friske tulipaner skal.

I mit vindue.

Når det flasker sig

Sommetider passer alting helt perfekt sammen.

Som når der kommer en heftig byge, mens jeg sidder indenfor på arbejde og kigger ud af vinduet, og det så når at blive tørvejr og endda solskin, da jeg rammer kolonihaven efter fyraften og klæder om til medbragt arbejdstøj for at male bagvæggen på havehuset anden gang.

Som når der lige akkurat er maling nok tilbage i spanden til hele væggen og ikke til så meget som én planke mere.

Som når jeg bagefter lige går en runde i haven og både får tomater, salat, en lille squash og lidt broccoli med hjem i cykelkurven sammen med en buket af de lyserøde georginer.

Sommetider er noget også liiige ved at blive sært.

Som når jeg i frokostpausen på arbejde fortæller om mit projekt med at få malet væggen færdig, og min unge kollega interesseret spørger “Hvad har du af beklædning?” – og det viser sig, at han ikke spørger om, hvad jeg har på, når jeg maler, men hvad væggen er bygget af.

Et stykke med bart

Igen i dag var det havens dag. Det er fem år siden, vi overtog kolonihaven, og således er Haven Sæson 6 netop gået i gang. Dermed er det meste efterhånden blevet rutine, vi ved hvad vi skal, og der er ingen overraskelser. Det kan lyde kedeligt, men det er det ikke. Det er tværtimod godt, trygt og dejligt gammelkendt. Og det bedste: Der kommer mad ud af det.

Hvad der heller ikke er nogen overraskelse i, er at jeg hvert efterår ikke får gravet køkkenhaven inden vinteren. Således også denne gang. Det betyder – igen, at jeg må grave om foråret, inden jeg kan så. Det øverste grønne lag skal lige vendes ned i jorden, så det i det mindste ser ud, som om der er bar, sort jord.

I år lader foråret og såtiden vente på sig, og jeg har ikke købt så meget som ét frø eller én læggekartoffel. Men jeg har påskeferie, så det var oplagt at starte gravemaskinen. Som er mig og min havespade. Fiskars Classic. Helt analog fræsning.

Det regnede ikke i Viborg i dag, og jeg orkede at grave et okay stykke, mens jeg lyttede til Anne B. Ragdes Liebhaverne og ind i mellem varmede mig ved medbragt termokaffe. For det var altså koldt, og da tæerne på min venstre fod var blevet til is, kørte jeg hjem.

Om tre uger har jeg ferie igen, og så er det nok varmere og mere gravevenligt og såbart. Der når jeg resten. Nok.

I denne påskeferie bliver der ikke mere kolonihavearbejde. I morgen rejser jeg til København og besøger ældstebarnet. Det bliver noget helt andet og lige så dejligt.