13. juni 2016 | den store bunke |
I weekenden var vi til studenterfejring i Helsingborg. Sara tog studenten, som de siger derovre. Det var sådan en fin og trevlig weekend med festligheder, solskin og hygge. Og denne gang vidste vi, hvad svenske studentertraditioner indebærer, og hvad vi kunne forvente.
For to år siden blev storesøster Anna student, og svenske studenter bliver fejret så markant anderledes end danske, at hele dagen dengang var et konstant bombardement af nye og overraskende indtryk for os danskere, som jo ellers nok ved, hvordan man fejrer studenter. Et orgie af rødt og hvidt, jo. Men nejnej, blåt og gult var det självklart. Jeg skrev om det her.
Dette billede fra i fredags opsummerer en stor del af det anderledes i ét billede: Skiltet, en fyldigere studenterhue, gule og blå bånd om halsen med blomster, champagneflasker og tøjdyr. Men billedet rummer også det universelle: En ung, glad pige i hvid kjole med verden og fremtiden for sine fødder.
For to år siden lavede jeg en fartbøde, da vi kørte hjem. Det gik så godt hen over Fyn. Lige det havde jeg ikke tænkt skulle være en tradition, der hørte sammen med svenske studenterfester, og derfor kørte jeg hele vejen som Jørgen. Jørgen var den meget, meget dygtige buschauffør, som bragte mig og en flok andre kvinder til Frauenlauf i Berlin for nogle uger siden. Han kørte simpelt hen så behageligt, at jeg sjældent har oplevet magen. Ingen heftige accellerationer eller hårde opbremsninger, bare smooth, smooth, og måske derfor sov jeg så godt om natten ned gennem Tyskland. Jørgen har en filosofi: “Vi vil jo helst undgå at køre ind i nogen, og så kan vi jo lige så godt holde afstand.” Sådan gjorde jeg mig umage for at køre. Og jeg fik ingen bøder.
Til gengæld ligner jeg en omvendt panda i ansigtet, fordi vi gik her i lørdags. Syv kilometer langs Øresund med solen lige ind i krydderen, og med solbriller på. Nu er jeg hvid om øjnene og hen over næsen, og rød i resten af ansigtet. Det minde vil jeg alligevel hellere have med hjem end en hilsen fra en politimester i en politikreds, jeg er kørt igennem.
Her er flere svenske minder.
30. april 2016 | Udpluk |
• Var på vandreskoindkøb i en butik, hvis to ligeværdige fokusområder er jagt og hvidevarer. Den er Harry Pottersk i sin opbygning – som de telte, de bor i ved Quidditch-mesterskaberne. Man går ind gennem en smal facade og fortsætter gennem en passage med vaskemaskiner, den vider sig ud i et større rum med flere hvidevarer, og til sidst træder man ind i en gigantisk hal med alt til jagt. Alt. Og man kan intet se udefra.
• Har fået vandrestøvler. Nu mangler jeg bare at vandre.
• Kaskaderende var et ord, vi hørte i radioen og efterfølgende slog op. De første mange hits ved googlingen indgik i forbindelsen kaskaderende flæsning. Det er noget med et balletskørt. Sådan kan man blive oplyst uden at forvente det.
• Elsker at have en kæreste, der er lige så hurtig og villig til at slå alt op, som vi kommer til at komme en lille smule i tvivl om, som jeg selv er.
• Hørte, at det var international arbejd-nøgen-i-haven-dag i dag. Var bange for, at de andre i haveforeningen måske var af den slags, som fejrede det, og besluttede at vente med at tage i haven til i morgen. Så viste det sig, at dagen falder den første lørdag i maj, og udfordringen er dermed udskudt til næste lørdag. Det bli’r spændende.
• Var ude at løbe i kuperet terræn i skoven. Der kom en mand løbende bagfra og råbte ”Nu skal du ikke blive forskrækket!”, og da han løb forbi mig i højt tempo, sagde han smilende “Det er en sej bakke, den her, synes du ikke?”, og jeg havde lige nøjagtigt luft til at svare: “Hhhhhhhhhhhhh….”
• Sverige skiftede fra venstrekørsel til højrekørsel den 3. september 1967. Var et af de mange emner, vi kom omkring over aftensmaden. Jeg kan faktisk godt huske det. Er jeg den eneste, der kan det?
• I øvrigt er vi begyndt at overveje Strassbourg som sommerferiedestination. Frankrig, Vogeserne, Alsace, familieferie, Lille Hviden. Det kunne godt blive godt. Flere udtalelser indikerede imidlertid, at det kunne blive endnu bedre, hvis et par af os gik i gang med øve os på vores fransk.
• And now over to something completely different: Hvad skal to veninder bruge en majlørdag i Berlin på, når vi stadig skal have kræfter til at løbe ti kilometer kl. 18 lørdag aften og i øvrigt har været i Berlin et par gange og dermed set det mest indlysende? Er der nogen, der vil dele ud af hemmelige perler?
16. januar 2016 | den store bunke |
Så køn en dag det har været til at lade ting falde ind på deres rette hylder. Sol fra morgen, koldt og klart. Langsomme gøremål.
I den forløbne uge har der været fokus på Lauras afrejse til Stockholm. Det har været dejligt at have hende i Viborg de seneste dage, og samtidig har det været både mærkeligt og spændende at sende hende ud på nye eventyr i udlandet. I Sverige, som jeg holder så meget af, – landet og sproget. Hun skal studere, bo på kollegium, cykle i Stockholm, tale svensk, indtage en ukendt hovedstad. I dag har hun bevæget sig op gennem et svensk landskab, der var koldt og klart og fuldt af sol. Som her. Nu er hun fremme og sikkert i fuld gang med at suge de første indtryk af sin nye by.
Herhjemme har dagen været oprydningsdag på den langsomme måde. Vi har bidraget alle tre. Sovet længe, vågnet langsomt, vasket sengetøj, gjort rent, vasket gulve, nørdet med arbejdsopgaver og overspring, bagt boller. Fået hjemmet tilbage til hverdag. Ladet ting og tanker falde på plads. Reflekteret. En forsigtig tur ud i det kolde og klare med løbesko og lydbog. Langsomt.
Sidst på eftermiddagen, i sofaen i mørkningen med nybagte boller og tændte stearinlys, har mit største problem været, hvordan jeg kunne lytte til lydbog, øjenlæse papirbog og skrive samtidig. Det kunne jeg ikke.
Men jeg kan glæde mig over alt det, der er blevet lagt på plads i dag, i skabene og i mit hoved.
10. januar 2016 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Alle tiders kokketeam er samlet i nogle få dyrebare dage. Laura er i Viborg i en lille uge, indtil hun rykker til Sverige til kjöttbullar, knäckebröt og Kalles Kaviar, og hun og Lasse laver mad sammen. De må få alle de maddage, de overhovedet gider.
Det er så godt. Jeg stornyder det. I dag lavede de chili con carne.
3. september 2015 | den store bunke |
De svenske bukke har udsigt til kugleregn på denne tid af året. Ikke bare de svenske jægere kravler til vejrs i deres tårne og skruer falkeøjne og kikkertsigte på; også danske mænd i grønt er rejst over vandet for at krybe i skjul med årvågne blikke og fingre på aftrækkere. Min egen jægersmand tog af sted tidligt i morges, gennemimprægneret og fuldt udrustet til en række dage med gode naturoplevelser med gode kammerater. I grønt med et strejf af orange. Fordi sådan er jagtens dresscode.
Det betyder, at jeg er græsenke. Det har også et strejf af grønt. Jeg slog ordet op, som jeg så tit slår ord op for måske lige at blive klogere på deres betydning og oprindelse og hvorfor-hedder-det-egentlig. Græsenken overraskede mig.
Det vidste jeg faktisk ikke. At en græsenke oprindeligt er en ’pige der er blevet forført i det fri og derefter forladt’. Nå. Men det er da synd. Det er heldigvis ikke, hvad der er overgået mig, så jeg skal da bare se at nyde at være hende, der en kort tid lever alene fordi hendes jægersmand er bortrejst til Sverige. Det står mig endda frit for at plukke og kombinere med et af de beslægtede ord i den lange liste, som ordnet.dk præsenterer for mig. Græsgrevinde, det er da lige mig.
Noget af det, græsgrevinder beskæftiger sig med, er at bestille lydbøger på biblioteket. Jeg var tæt på at rende tør for lytteratur til de daglige køreture og – endnu værre – kørte også på reservetank med hensyn til inspiration. Så kiggede jeg på må og få i Politikens tillæg Bøger fra i søndags og reserverede, hvad jeg fik lyst til, og hvad der kunne fås. Nu er det bare at vente og høre efter, når den tid kommer.
Og rydde et hjørne i fryseren til svensk dyrekød, måske? Håbet er grønt, og jeg har sagt knæk og bræk.