30. november 2017 | den store bunke |
Bemærkede I det manglende r i det sidste ord? Det mangler ikke.
På lørdag skal jeg prøve noget nyt – et arrangement, der bedst kan sammenlignes med bedsteforældredag i børnehaven, bare omvendt.
Det er endnu ikke et år siden, min mor flyttede i plejebolig, og dermed er hun stadig undervejs i det første års gang på plejecenteret. I overmorgen er der julefrokost på Caféen for beboerne i Hus 3 og 4 og deres familie, og det har mor heller ikke prøvet før. Hun syntes, det ville være trist at sidde der alene, og jeg var den af os børn, der havde mulighed for at deltage.
Så på lørdag sørger jeg for at ankomme til Vesterbo tids nok til, at vi kan begynde at gå hen på Caféen (vel 80 meter) en halv times tid, før det starter – det vil ’vi’ gerne for at få en god plads. Der skal såmænd også nok blive rollatorkaos, når vi nærmer os klokken 12.
Der vil blive serveret ribbensteg med rødkål og det sædvanlige tilbehør, risalamande med kirsebærsovs og noget med ’en lille én til halsen’. Senere er der kaffe og kage, og under middagen vil Carl Jensen spille på harmonika sammen med en på et strengeinstrument, muligvis en guitar, det vidste mor ikke helt (efter på lørdag ved jeg meget mere, det lover jeg!). Carl Jensen er bedemand i sit civile liv – det var ham, der spillede til mine forældres guldbryllup, og det var ham, der begravede min far. Ved sådan et arrangement som på lørdag servicerer han således flere af sine kundegrupper samtidig; det er meget smukt og helt.
Ellers ved jeg intet om, hvad der kommer til at ske. Hvis noget overhovedet. I de to huse er der tilsammen højst 24 beboere – færre i nedgangstider, det går sommetider stærkt med udflytningen, og så har de vel alle sammen nogle slægtninge med, så vi kan godt blive mange i Caféen. Jeg er meget spændt og har næsten ingen fordomme. Jeg forestiller mig, at det i hvert fald bliver en dag fuld af gode historier, og at jeg kommer til at betragte en hel del, mens jeg tænker mit.
Måske bliver der stof både til eftertanke og til larmende beretninger her.
Jeg glæder mig faktisk, kan jeg mærke nu.
29. november 2017 | den store bunke |
Så er den gal igen: Punkterne har hobet sig op på Huske at-noten på min telefon. Måske var det bare at starte fra den ene ende og fortsætte til den anden ende og ganske enkelt få tingene gjort. Men sådan fungerer det ikke helt. Punkterne er ikke listet i en prioriteret rækkefølge, men mere i en … sådan … vilkårlig orden, så kronologien i det skal jeg også tage stilling til.
Tage georginer med hjem – Jeg gravede dem dygtigt og helt efter bogen op i kolonihaven, inden der kom frost, men de ligger stadig i huset deroppe, og jeg bør altså snarest svinge ind omkring og tage dem med hjem til vinteropbevaring et frostsikret sted. Snarest, blev der sagt!
Gøre kalenderlys – DET HAR JEG FAKTISK GJORT!
Gøre adventskrans – Den skal bruges nu på søndag, men skal adventslysene indgå i noget overdådigt eller stå rene og minimalistiske i år? Jeg ved det ikke endnu … Men det er også først på søndag.
Flytte reoler – Av, den var værre! Tre sektioner ABC-reoler i værkstedet skal flyttes en skabsfrysers bredde til venstre for at få plads til – ja, godt gættet – en skabsfryser. Men først skal der findes et andet sted til nogle kæmpestore MDF-plader. Og inden reolen kan flyttes, skal den også lige tømmes – og bagefter fyldes igen. Der står ikke noget om på min liste, hvornår det hele skal gøres. Men måske inden vi fylder fryseren, der nu står midt på gulvet, for meget op med noget dådyrkød, der skal hentes hos slagteren … i morgen?
Skrive ønskeseddel – Jaaerhh, det siger sig selv.
Skrue i solbriller – Mine gamle RayBans, som jeg fik i fødselsdagsgave, da jeg blev 40, har tabt den ene stang igen, og jeg må kunne få sat en lille skrue i hos en optiker. Jeg skal bare huske det. Hmm. Det er 18 år siden jeg fyldte 40, så måske skulle de solbriller bare ryge ud nu? Nej. Bare nej.
Lakridsspecier – Vi bagte dem for nogle år siden, og de var ret gode, så jeg vil finde opskriften frem igen. Jeg har set den fornylig, en udrevet side fra et blad, som jeg har foldet sammen og lagt ind i en bog. Men hvilken?
Beskrive bord – Jeg har en idé, som nogen måske kan gribe og udvikle videre på, så det funktionelle møbel, jeg har i tankerne, også bliver flot. Jeg skal bare lige formulere en beskrivelse, jeg kan give videre.
Sortere strømpebukser – Få det nu bare gjort! Og smid alle de hullede ud straks!
Nå, jeg tror, jeg vil starte med at lede efter den småkageopskrift. Det virker vigtigst.
27. november 2017 | den store bunke |
Vi spillede Hint i lørdags, både det hvide og det nye røde. De er sjove begge to. To af kategorierne fra det hvide er erstattet af to andre i det røde, og nogle mener, at det røde er lidt sværere, men det synes jeg egentlig ikke. Det handler stadig om at gøre givne emner begribelige for sine holdkammerater, og det involverer stadig både held, gæt, viden, strategi og tidspres.
Vi spillede de unge mod de gamle, for det er bedst, at man inden for hvert hold har en nogenlunde fælles begrebsverden. Det er for eksempel svært, hvis én skal nynne 80’er-hits, og den der skal gætte er født tyve år senere. Ja, det kan skam også være udfordrende at finde fælles tankesæt, selv om man er jævnaldrende, for nogle kort er svære. At lyde som forlystelserne i Tivoli eller som menuen juleaften, for eksempel. Eller at mime noget, man ikke ved hvad er. Eller at lægge figurer, der skal få holdet til at sige fem bestemte ting fra en tur på kasino.
Jeg mimede en del den aften. Efterfølgende har Lasse rost mine “overraskende gode mimeevner”. På den måde ser man også nye sider af hinanden.
Blandt andet skulle jeg mime fodboldlandsholdet. Peter Schmeichel var forholdsvis let, Morten Olsen og Michael Laudrup var svære, men blev gættet. Jeg var lidt frustreret over, de ikke gættede Stig Tøfting på min ellers fortrinlige plæneklipperimitation, men allermest forundret var jeg over Mortens pletskud på min første mime, og det var det sidste, jeg sagde til ham, inden jeg sov:
“Tænk, at du gættede Nicklas Bendtner på, at jeg lynede mine bukser ned…!”
25. november 2017 | den store bunke |
Vores hus er fyldt med parallelliv i disse dage, vi har skiftende ekstra logerende, vi er på skift ude og hjemme, men lige nu på denne lørdag formiddag sidder jeg på den plads i stueetagen, hvorfra man kan overskue alt, også tilværelsen – ja, det er store ord på en novemberdag, jeg ved det – med computeren og er alene i en solstråle. Jeg har Mads & Monopolet i radioen, kaffe i kruset og gode ideer i hovedet. Jeg skal bare bestemme mig for, hvilken der skal bruges først.
Tidligt onsdag morgen låste en træt regionsmedarbejder sig ind af vores hoveddør for at snige sig til nogle timers fortjent søvn efter at have talt stemmer og kommunikeret valgresultater hele natten. Det var ugens første parallelfærden.
I aftes lagde vi lokaler dels til den 20-åriges forfest med drengene inden en gammel elev-fest på gymnasiet, dels til et par trailløbere, der tankede overnatning her inden et løbsarrangement på disse kanter i dag. Den 14-årige tankede biograf og Black Friday inde i byen, og selv havde jeg frivilligtjans på Paletten til Huxi Bach. Han var i øvrigt god.
Da jeg kom hjem, var alle enten gået i seng eller til fest, og da jeg stod op, var de fleste taget til trailløb eller var på vej på jagt, og resten sov. Siden er der blevet ryddet op efter ungefesten ovenpå, og senere på dagen kommer både løbere og jægere hjem – de sidste har dyr med, er der netop indløbet besked om. Det bliver en hyggelig aften, hvor alle for en gangs skyld er hjemme samtidig.
Derfor sidder jeg nu alene her på min måske yndlingsplads og er tilfreds med tingenes tilstand, mens jeg overvejer, hvad jeg skal.
Jeg kan rydde op i en kasse børnebøger, der står ovre i hjørnet og venter på netop dét. Jeg kan skrive en juleønskeseddel. Jeg kan gøre køleskabet rent. Jeg kan ringe til min mor. Jeg kan sortere strømpebukser. Jeg kan lave en beskrivelse af en design-idé jeg har. Jeg kan støvsuge. Jeg kan vaske tøj. Jeg kan tage i kolonihaven og se på noget vinterklargøring. Jeg kan køre ud og købe ind til aftensmaden.
Jeg kan også lave en kop kaffe mere og bare være lidt stolt af, at jeg har lavet en liste over alt det, jeg kan. Her i stilheden mellem alle de andres aktiviteter.
God lørdag til jer, der ved hvad I gør.
Og til jer, der ikke gør.
23. november 2017 | den store bunke |
Af de ualmindeligt mange bøger, jeg har læst og lyttet, er det forbløffende få, jeg har fortalt om og anbefalet her. En af dem, der slap igennem anbefalingsnøglehullet på bloggen, er Glasslottet af Jeannette Walls, som jeg lyttede til for snart tre år siden – og tænk at der allerede er gået tre år, men det er en helt anden snak. Jeg skrev om den her. Jeg var begejstret.
Nu er den filmatiseret, og jeg så den i går. Det er altid farligt at have læst bogen, der ligger til grund for en film, for dels kan man altid savne detaljer fra det skrevne forlæg, som ikke er med i filmen, og dels fortolker instruktører somme tider vel frit. For nogle uger siden så jeg Snemanden, der er baseret på Jo Nesbøs roman af samme navn, og den film var i den grad noget skrammel, som jeg skyndte mig at glemme og lade, som om jeg aldrig havde set. Ikke engang internationale stjerneskuespillere kunne redde den i land. Jeg har for resten ikke set den! Jeg kan kun huske bogen!
Jeg var derfor ret spændt på Glasslottet, også fordi Maria Månson i Filmselskabet på DRK ikke gav den så god en medfart i sin bedømmelse. Det var heller ikke mange, der havde fundet vej til sal 4 i Fotorama i aftes: Mit selskab og to mere. Det var mest synd for alle dem, der ikke var der.
For altså. Efter min mening er filmen fuldstændig, som den skal være, og meget tro mod sit forlæg, som er den selvbiografiske fortælling om forfatterens opvækst. Filmen var lige så livsbekræftende, hjerteskærende og forstemmende som bogen, og da lyset blev tændt, havde jeg den samme følelse, som da jeg var færdig med bogen. Det er godt, tænker jeg.
Jeg kan kun sige: Se den.
