Ja tak

“Har vi lyst til at grille mine jatak-kongerejer med nye kartofler til?”, spurgte jeg Morten i en sms midt på eftermiddagen. Det er cirka det tidspunkt, vi ofte får vendt, hvem der tager ansvar for aftensmaden. Lige så tit er der radiotavshed, og så må vi improvisere, når vi begge er kommet hjem. Vi er aldrig blevet sådan helt gode til at få taget madplaner alvorligt.

I dag følte jeg lidt, det var min tur, for i går modtog jeg ved samme tid en besked med ordlyden “Jeg skal nok fikse maden i dag”, og den førte til lækker squashsuppe med rødspætteruller. Jeg var ikke presset i forhold til, at det skulle være lækkert, bare at det skulle være.

Svaret på det indledende spørgsmål var selvfølgelig … ja tak.

For nogle uger siden sprang jeg på et af de tilbud, hvor en butik på sin Facebookside udbyder et begrænset parti et-eller-andet til en favorabel pris. Man skriver ja tak i en kommentar og angiver, hvor mange man gerne vil hente i butikken – og det gør man så. Hvis det for eksempel er en stor pose store rejer, og man er mig, smider man dem i fryseren til en passende lejlighed.

I dag.

Omkring kolonihaven og grave en passende mængde kartofler op, og så lige røre en dip af creme fraiche, mayonnaise, hvidløg, salt og peber, lidt Dijonnaise og citronsaft, sætte en anden til at grille, – så er aftensmaden fikset.

Så fejrede vi med et glas vin, at vi kunne spise på terrassen. Det må man gerne på en tirsdag aften, der er den anden vellykkede arbejdsdag efter sommerferien.

Ja tak til det.

En Ballerup mere

Hov. Midt i al vores påskehalløj med at flytte indbo ud og hive gulve op købte jeg en Ballerup Master Mixer mere.

Jeg blev kontaktet af en bekendt, der var ved at rydde op i sin fars hus, fordi det var solgt og skulle tømmes. Der var en gammel Ballerup, de skulle af med, og han spurgte, om det var noget for mig. Min Ballerup-kærlighed er rygtedes.

Jeg har længe tænkt, at det kunne være fint med en ny røreskål, fordi den gamle var lidt skæv efter et styrt engang i 60’erne, og en ny dejrulle, fordi ovennævnte uheld har slidt ujævnt på gummiringen på den gamle. Men ligefrem en HEL maskine og dobbelt af alt det andet?

Den korte fortælling blev, at bekendten og jeg enedes om en god pris mod straks-afhentning. Jeg slap det hjemlige værktøj, hentede tvillingen og installerede den direkte i containeren sammen med de andre møbler.

I kampens hede og den sidste måneds håndværkerrod har jeg næsten glemt, at jeg har den, og jeg har ikke fået testet andet end røreskålen. Kabinettet på nyanskaffelsen er cremehvidt og har en revne, konstaterede jeg, da jeg stillede den ind i containeren, men ellers har jeg ikke undersøgt hverken den eller dens tilbehør. Der er det hele med, så det ud til, men jeg har det jo i forvejen. Det ender nok med, at jeg plukker nænsomt i det og skiller mig af med resten. Og glæder mig over en mere blank og mere uskæv røreskål. Den seneste portion bolledej blev rørt i den. Den passer til den æggegule darling, og jeg tror egentlig, jeg beholder begge skåle. Sådan to otteliters røreskåle fylder jo ikke alverden, vel?

Den cremehvide fætter står ude i containeren og bliver først fundet, når stuen er færdig, og containeren engang skal tømmes.

Det var en fin påskehandel.

En ret vi ikke må glemme

Her taler jeg hverken om ligeret, brugsret eller stemmeret.

Snarere livret.

Vi havde rester til aftensmaden i dag, lidt vildtragout tilovers fra forleden, og jeg var lige inde for at købe to-tre småting, vi manglede for at gøre den til en fuldendt andendagsoplevelse. Da jeg trådte ind i supermarkedets kølige grøntsagsafdeling, fik jeg øje på en kurv med mangoer, og så fik jeg akut lyst til ceviche. Engang var den jævnligt på menukortet, fordi det var den eksotiske livret for flere af mine børn. De er flyttet hjemmefra nu, og det er da alt for længe siden, jeg har lavet ceviche, gik det op for mig.

Det besluttede jeg mig på stedet for at gøre i morgen og fyldte kurven med de ingredienser, jeg kunne huske, der skulle bruges. Masser af citrusfrugter, mango, tomater, frisk koriander og laks. Avocado var udsolgt, så det må jeg ud efter i morgen, og det passer fint med, at jeg også skal bruge (viste opskriften, da jeg kom hjem) rødløg og rød peber.

Jeg glæder mig allerede til i morgen. Og hvis I lige pludselig også trænger til flot, farverig og virkelig velsmagende søndagsmad, finder i inspiration og opskrift lige her.

Kold hvidvin passer forrygende til. Det kom også i kurven i dag.

Laver du mad i dag, så gør jeg i morgen

… sagde jeg i går.

I aftes blev der så stillet lækkersmækkert lam foran mig, og alle ved jo, at lam forpligter. Ja? Eller?

I hvert fald var det min kokketur i dag, og jeg googlede ’Hvad skal vi spise’. Og der ved Arla altid lige hvad.

I dag sagde Arla, at vi skulle spise grønt. Overhovedet ingen tvivl om dét. Meget grønt! Det hed Grønkålswrap med krammekål, og kælekålen var endda også af den grønne type. Så jeg kørte forbi min frosthvide kolonihave og plukkede grønkål nok og forsøgte at grave i den frosne jord. Jeg kan afsløre, at minustemperaturer ikke gør noget gavnligt for optagning af pastinakker, og at det heller ikke er smart at have glemt sine handsker hjemme.

Men op kom rødderne, og mine kolde fingre fik varmen igen langt senere.

Det tog faktisk op mod et par timer at blende, røre, skrælle, snitte, presse, bage, stege og rulle, så ret nem hverdagsmad var det sådan set ikke. Og vi har da heller aldrig fået noget, der ligner. Kål og abrikos, pærer og pastinak, skyr og sennep pakket ind i grønne pandekager.

Det var både anderledes, pænt, velsmagende og mættende. Jeg er faktisk mæt endnu. Smagene fungerede rigtig godt, som de siger i Bagedysten. Altså, når de mener det.

I morgen spiser vi ude, i overmorgen kommer posten med FiskeFredagsfisk, så det varer lidt, inden jeg spiller Arlaroulette igen og lander på grøn.

Et hævetårn

Hvad? Mener hun havetårn? Nej, hun mener det, der står! Tårnhævning.

For måske halvandet år siden nævnte jeg, at jeg gerne ville have et stativ, så alle mine mange bageplader med boller til hævning ikke behøvede at fylde hele køkkenbordet, når jeg bager. Det drejer sig som regel om fire plader ad gangen.

Så skete der det, at der ikke skete noget. I lang tid fandt jeg ikke et stativ, og vindueskarmen var lang og bred nok.

Men SÅ skete der det, at Morten går på jagt med en smed, der kan konstruere den slags hverdagspraktiske gadgets. Nu er stativet i hus og afprøvet et par gange. Når det ikke er i brug, står det fint sammenklappet i skabet. Bagermadammen er glad.

Unik kogekunst

I dag fik jeg leverpostejmadder til aften.

I går fik jeg crostini med gedeost og løgmarmelade efterfulgt af en treretters gourmetmenu, hvor forretten bestod ravioli med tigerrejer på dampet torsk med persillecreme, grøn olie, æble og urter, hovedretten var krondyrfilet med presset kartoffel, rødbedesky, syltet løg, selleristuvning og jordskokkechips, og til sidst en dessert af pærekompot på frosne bunde af lys chokolademoussebunde med lime, små marengstoppe, mørk mousse og krystalliseret hvid chokolade.

Så trænger vi vist til et punktum.

Det smagte svimlende lækkert. Og det bedste og sjoveste er, at jeg selv var med til at lave det. Vi var i kokkeskole ved afdelingens sommerarrangement i firmaet. I selvsamme firma har vi en køkkenchef, der laver verdensklassemad, som vi nyder godt af hver eneste dag, og han driver desuden et cateringfirma, hvor han laver udsøgt til mad til fester og arrangementer. Og tilbyder kokkeskole.

Det var supersjovt – en lærerig, anderledes og hyggelig måde at være sammen med kollegerne på. Kokken havde tilrettelagt en treretters menu og sørget for råvarerne, og så blev vi delt op i tre hold, der skulle stå for henholdsvis forret, hovedret og dessert. I tre timer var der tryk på i køkkenet, hvor der blev arbejdet intenst ved alle stationer. Vi snittede og hakkede, piskede og blendede, sprøjtede, æltede og bagte, brasede og kogte, sukkede og jublede. Kokken anviste, vurderede og rådgav hele vejen som den absolut nødvendige livline, når vi tvivlede og ikke forstod opskriften, og han roste når vi gjorde det godt.

Det viste sig, at vi alle sammen – sammen – havde gjort det eminent godt. I fællesskab frembragte vi en gourmetmiddag, som er noget af det bedste jeg har smagt. Selvfølgelig smukt anrettet og indtaget ved et veldækket, hvidduget bord i godt selskab.

Jeg var på dessertholdet – jeg elsker dessert. Mine marengs var næsten helt ens, og jeg fik ros (“… når jeg tænker på de første marengstoppe, Birgitte lavede, og frem til hvad det endte med!”, var sådan cirka som kokkens ord faldt …).

Nå, men alle burde prøve at gå i kokkeskole hos Lars. Firmaet hedder UNIQ Cooking. Husk det til næste gang, I skal have unik mad til en fest eller leder efter noget til et anderledes firmaarrangement. Jeg får ikke noget for at anbefale ham. Jeg har allerede fået en unik oplevelse.

Velbekomme!