30. juni 2013 | den store bunke |
Vel er det ikke mig, der har taget den hårde tjans i den forløbne uge med at blive student, køre studenterkørsel og feste igennem. Alligevel har det været en uge, der trak på energien med mange afslutninger og arrangementer.
Tirsdag – studenterhuepåsætning og sammenkomst.
Onsdag – dimission fra 9. klasse og afslutning af folkeskolen
Torsdag – afslutning i 3. klasse og farvel til indskolingen og sfo
Fredag – dimission på gymnasiet
Lørdag – besøg af mor og bror i kolonihaven (de første hjemmelavede nye kartofler høstet, en begivenhed, der formodentlig vil kunne bære et blogindlæg for sig selv)
Søndag – studenterbrunch
Nu har jeg trukket mig tilbage og kastet øjnene på vaskemaskine og hjemmeliv og bagværk til fryseren. Jeg propper en bog i ørerne, løber måske en tur – senere – og har det lidt som antennen på bilen: Der er ikke meget signal i dag.
Jeg ved ikke, hvornår, hvem eller hvorfor…. Det er risikoen ved en offentlig parkeringskælder, og det gode er, at der ikke er hærværket værre denne gang.
26. juni 2013 | den store bunke |
Facebook flyder over med nyslåede studenterforældre i disse dage. Eller nå nej, det er jo nyslåede studenter. De kommer ud fra eksamenslokalet med 10 eller 12 i sidste fag. Alle sammen. Så får de sat huen på, hvilken farve og hvilket bånd den nu har, og bliver fotograferet med et læs roser i favnen. Og så ryger de på Facebook. Altså på deres forældres profil.
Og jo, jeg har også selv postet en enkelt student. Fordi jeg er skidestolt af knægten, som har arbejdet i tre år og virkelig fortjener den ros og de skulderklap og gaver, som bliver ham til del nu. Men jeg flasher ikke hans karakterer. Ikke fordi der er noget i vejen med dem. Jeg synes bare ikke, det er min opgave at række ham frem og sige “Se, hvor dygtig min dreng er!” til mine venner. Det må han selv gøre. Og det gør han ikke.
Igen: misforstå mig ikke. Jeg er stolt af ham! Men jeg har bemærket, at det kun er de høje karakterer, der bliver flashet. Ingen 02, 4 eller sågar 7 ryger på Facebook med et Sejt, Sønne! Eller Sådan, Putte! Det er da synd for Sønne og Putte, at de ikke er så pralbare.
Det er nærliggende at tro, at alle de studenterforældre, der ikke smækker et tal i hælene af studenterbilledet, ikke har noget af prale af. Tro mig, det er ikke tilfældet. Vi synes bare, at præstationen er flot og fantastisk i sig selv, og vi glæder os over glæden og lettelsen i deres ansigter over, at de nu må slippe tøjlerne og bare feste.
Og midt i al huehypen skal vi huske, at der er andre der afslutter noget uden at det kommer ret meget i medierne.
Om lidt skal jeg tage afsked med folkeskolen efter 15 års parløb. Yngste søn dimitterer fra 9. klasse, trykker inspektøren i hånden og får afgangsbevis. Fuldstændig hatteløs, men med en ikke mindre imponerende indsats end studentstorebror.
Dobbelt stolt.
25. juni 2013 | den store bunke |
Den 19-årige blev student i dag. Historie var sidste fag, og i 24 timer har han forberedt sig på Imperialisme, afkolonisering og menneskerettigheder, til han var helt rundforvirret og næsten glemte at sove. Han var inde, kom ud med røde varme kinder og gik rastløst frem og tilbage på gangen, hvor alle hans mennesker var mødt op med roser, kameraer og en studenterhue. Han blev kaldt ind, kom ud og var glad, lettet og tilfreds.
“Hvad giver I ham?”, havde folk spurgt.
“En kuffert…”, svarede jeg.
“Nå…”, sagde folk og gad ikke engang skjule, at så blev der nok tale om en skuffet student.
“… fuld af øl og whisky”, fortsatte jeg.
Og så syntes folk, det var den fedeste gave, de havde hørt om.
Studenten syntes det også.
23. juni 2013 | den store bunke |
Vi har været til Molsfest.
Molsfest er en af de dejligste traditioner, en sommerkomsammen, som gode venner lægger sommerhus til, og vi er en stor flok, som er kommet der gennem mange år. I starten var det forældregenerationen, som sov i huset, og så kom alle børnenes venner (det var os) og slog telte op på grunden, spiste helstegt lam og Grethes hjemmelavede og helt guddommelige is med marcipan og jordbær, drak usigelige mængder fadøl og larmede til den lyse morgen, sov lidt og tilbragte så det meste af søndagen på stranden, mens vi skiftedes til at hente fadøl og spise lammerester.
Senere fik vi alle sammen børn og havde dem med, og der var børneaktiviteter om eftermiddagen, og ellers foregik det som beskrevet ovenfor.
Temaerne er skiftet i løbet af årene i takt med, hvilke livsstadier vi var på. Der var de år, hvor vi blev færdige med vores uddannelser og fik job rundt omkring i landet. Der var det år, vi alle sammen fik stationcars. Der var det år, vi snakkede om sengevæderbørn. Der var det år, samtalerne handlede om flexlån. Så begyndte vi at snakke om synshjælpemidler. Så var der andre skavanker at snakke om. Så blev børnene store, og det var os, som var forældregenerationen, der var af sted uden børn igen og ikke behøvede så store telte længere. I år sov de fleste af os i vores biler nede ved stranden. Og i år var det Endomondo og løbetracks, vi snakkede om.
Det var skønt, skønt, skønt og hyggeligt. Som altid. Og selv om alle Molsfester er forskellige, var der også i år de allervigtigste ingredienser.
Der var de bedste, bedste mennesker.
Der var lam.
Der var fadøl.
Der var værelse med udsigt og bølgesus.
Udsigten ved fodenden var såmænd også fin.
Og det er langt, langt væk.
22. juni 2013 | den store bunke |
Højskolebarnet har forladt højskolelivet og bevæget sig ud i det virkelige liv. Læs: Roskilde Festival og sommerhuslandet. De sidste dage er der pakket ud, vasket, genpakket og forberedt. I går blev der imprægneret telt på tørreloftet.
Og der kunne man jo faktisk godt holde ferie, egentlig. Hvis campingvejret så lidt for listigt ud. Ingen regn og ingen blæst, kun lidt fygesne om vinteren.
