29. april 2020 | den store bunke |
Sådan en lille en her får man, når man har været i blodbanken for at donere knapt en halv liter af sit røde brændstof, som andre kan få glæde af.
Jeg har været bloddonor i næsten 40 år og har givet blod mere end halvtreds gange. Det kunne være blevet til langt flere tapninger, hvis ikke kontoen havde været lukket i de perioder, hvor jeg var gravid eller ammede. Men da var jeg selv den, der havde mest brug for mit gode blod.
I tidens løb har seancen i blodbanken ændret sig mange gange. Engang gik man nærmest bare ind og stak armen ud, og nålen blev stukket ind. Senere blev man først spurgt om en masse ting, og endnu senere fik man stukket et clipboard med blanket og kuglepen ud og skulle krydse de samme – og endnu flere – spørgsmål af i ja- og nejrubrikker. Der kom flere restriktioner i forhold til tandlægebesøg, indtaget medicin og berejste områder. For tiden besvarer man spørgeskemaet digitalt og underskriver med sit fingeraftryk.
Det gjorde jeg i dag. Et af spørgsmålene går på, om man har rejst uden for de skandinaviske lande og Tyskland siden sidste tapning og i givet fald hvornår. Jeg kom i tanker om, at vi var i Costa Rica i november sidste år og skrev det i svarrubrikken. Og tænkte ikke mere over det, før sygeplejersken kaldte mig ind til standardinterviewet, hvor man gennemgår svarene med donoren. Og så viste det sig, at Costa Rica faktisk er et af de områder, der giver 6 måneders karantæne efter hjemkomsten.
Så de ville slet ikke have mig i blodbanken i dag. Tak fordi du kom, men vi kan først bruge dig efter 1. juni, var beskeden.
De var dog så søde at give mig et stykke chokolade for ulejligheden. Så sådan en lille en her får man også, når man har været i blodbanken og IKKE doneret en lille halv liter af sit røde brændstof.
28. april 2020 | Udpluk |
- Når der kommer digital post fra rigspolitiet i e-boks, betyder det som regel en bøde. Og dét betyder, at man skal gå ud og købe sig selv noget lækkert for det samme beløb, som bøden lyder på. Det gjorde jeg i dag.
- Den allerførste dag tilbage på arbejde efter fem uger stort set uden kørsel har jeg tilsyneladende haft travlt med at komme hjem igen. Og politiet har haft travlt med at stå med stopuret og har noteret, at jeg kørte 59 km i timen et sted, hvor jeg kun måtte køre 50. Det er altid de laveste begrænsninger, der er de mest luskede.
- Jeg skal også til at holde øje med at være opmærksom på at tænke over, at jeg har en cykel. Den kan ikke køre ret hurtigt. Den kan jeg tage frem en dag.
- På den anden side skal jeg have madpakke med, fordi kantinen er lukket indtil videre. Det kan godt blive for meget at balancere med på cykel.
- Jeg kan jo bare køre ordentligt og efter reglerne i min bil. Og skulle det glippe lidt for mig, husker vi, at jeg må købe lækkerier til mig selv for et beløb, som rigspolitiet fastsætter.
- I en helt anden genre: Jeg har sat georgineknoldene i jorden i dag. Nu er jeg spændt på, om de kommer op igen.
26. april 2020 | At have have |
Jeg har gået og holdt mig i skindet siden påske, konstateret rim på græsset om morgenen, studeret meteorologiske forudsigelser. Jeg har sagt til mig selv igen og igen, at det var for tidligt at plante ud i drivhuset. Formanet mig om, at det jo ikke haster. At jorden ikke er varm nok. At der skal være tocifrede grader. Og jeg har holdt mig.
Siden skærtorsdag har vores nye, flotte mobile drivhus (fra Urban Greenhouse, hvis du er interesseret) stået klar på terrassen, og næsten lige så længe har der også været kapillærkasser og plantesække i det. Solen har skinnet og skinnet, og jeg har endda haft shorts på i haven flere gange.
Men det har været koldt om natten. Nogle nætter frostgrader. Og der er ingen grund til hastværk. Vel? Og jeg har holdt mig tilbage.
Lige til i dag. I dag turde jeg godt. Jeg kørte i plantecenter og fortabte mig. Og nu har jeg plantet tre forskellige tomatsorter og en forsigtig agurk – jeg regner med at supplere med endnu en type agurk senere, når vejret nok alligevel bliver lidt varmere. Jeg har også plantet krydderurter: rosmarin, oregano, salvie og timian. Og mynte, hvis vi nu skal have mojitos en dag.
Jeg er virkelig glad for dagens indsats og nyder at kigge ud i drivhuset – lige inde fra stuen.
19. april 2020 | den store bunke |
I morgen møder jeg ind på min arbejdsplads og geninstallerer en slags almindelig hverdag. Det er blevet bekendtgjort, at alle der hidtil har arbejdet hjemme, skal møde ind på virksomheden mandag, forudsat vi kan overholde de gældende sikkerhedsregler. Og det kan vi sagtens, selv om en hel del bliver helt anderledes, end da vi var der sidst.
Jeg har ikke været der i 37 dage, og jeg skal af med alle de nye vaner, jeg har tillagt mig den tid, jeg har varetaget mit arbejde hjemmefra. Det starter allerede fra morgenstunden, hvor jeg skal op en hel time tidligere, end jeg har vænnet mig til. For jeg skal nå at tage bad, tørre hår, male mig i ansigtet, tage præsentabelt tøj på, lave madpakke, spise morgenmad, pakke bilen med skærme og andet arbejdsgrej og køre på arbejde. Jeg har kun haft brug for at gøre en fjerdedel af de ting i de sidste fem en halv uge, nemlig tage bad (endda kun hver anden dag) og spise morgenmad. Det tager ikke lang tid. Det er helt skræmmende at skulle vænne mig til nye, gamle rutiner igen.
Det skal nu nok gå. Håber jeg. Vi får se. I bliver de første til at få det at vide, hvis ikke.
Jeg har gjort mig umage for at nyde dagen i dag, nærmest som når jeg har haft ferie og forbereder mig på at skulle i gang igen. Jeg har nydt solen og naturen. Morten og jeg gik en lang tur i Viborg Naturpark, hvor jeg også var en af dagene før påske. Det var også en dejlig tur i dag – området kan varmt anbefales. Rød rute er små otte kilometer i flot og varieret terræn.
Hjemme igen stenede vi med hver sit. Lyttede bøger, fedede den i haven, lavede ingenting, lavede puslespil, hentede takeaway og spiste alt for meget. Det har været en god dag. Bortset fra ’spiste alt for meget’.
Vi ses, i morgen.
17. april 2020 | den store bunke |
Det femteseneste. Vi tog en udflugt til Næsbydale Badehotel, hvor vi nød udsigten og en takeaway-platte udendørs i det flotte vejr.
Det fjerdeseneste. Husketavlen. Man sender et billede af den til den, der skal købe ind på vejen hjem. Det er tit de her ting, vi mangler.
Det tredjeseneste. Jeg spillede Zoom-banko med afdelingen. Det var rart at se kollegerne – hjemme hos dem selv. Og at vinde en pose Dumle og en plade Marabou med Daim. Som jeg først indkasserer, når virtuel erstattes af virkelighed.
Det næstseneste. Her er vildsvinekølle under langtidstilberedning i ovnen. Morten var på kontoret og bad om at måtte se til svinet.
Det seneste. Det er et skærmbillede fra Fællessang for Dronningen på DR torsdag aften. Ældstesønnen (min, ikke hendes) bor på Parkkollegiet i Aarhus, på selve den kollegiegang hvor Prinsesse Margrethe boede, da hun læste på universitetet. Fredag aften var DR forbi, da kollegianerne sang med fra altanerne. Og i to korte sekunder, mens Oh Land sang Påskeblomst! hvad vil du her? fra en lille båd, lykkedes det at få et glimt af Niels.
Så var der ikke flere billeder.
