Saksen?

Mig i kolonihaven med stor tænkeboble hængende over hovedet, mens jeg gik undrende fra containeren tilbage til broccolien og salatbedet, hvor jeg kom fra:

“Hvor er saksen? Jeg havde da en saks med ud, hvor kan jeg have lagt dén??!”

Så kom jeg til at kigge nærmere på min hånd, og tænkeboblen brast.

Udgivet i At have have - Tagget med , - Skriv en kommentar.

Hampen Sø rundt

I dag gik jeg rundt om Hampen Sø. Og hvis denne lille fortælling engang bliver søgt frem af glade vandreaspiranter, der med de rigtige søgeord håber at få information om en ny og spændende rute, må jeg hellere straks oplyse, at I ikke finder professionel beskrivelse her. Jeg havde amatørsko på. Men her er alligevel en brugbar oplysning: Der er lige under fem kilometer rundt om Hampen Sø. Det er et stykke data, jeg ikke selv kunne finde, da jeg undersøgte lidt på forhånd. Men nu har jeg målt. Det er omkring syvtusind skridt af den længde, mine ben tager.

Lad mig i stedet starte et andet sted. Jeg besøgte min mor i dag. Det var en uheldig dag rent trafikmæssigt at køre til Fyn, for i morges væltede en lastbil på motorvejen ved Middelfart og lækkede olie ud over hele vejbanen. Derfor var motorvejen spærret i østlig retning til et stykke ud på eftermiddagen. Det vidste jeg ikke, da jeg kørte hjemmefra, men Morten ringede (fra et jagtrevir i Sverige af alle steder) og fortalte det, da jeg stadig havde en times kørsel til Lillebælt, så jeg tænkte at det havde de nok løst, når jeg nåede så langt.

Det havde de ikke.

Der er ingen alternative veje til Fyn i år, fordi den gamle bro er lukket på grund af restaurering, så der var ikke andet at gøre end at glide ind i den kø, som startede små ti kilometer før Lillebæltsbroen. Det stykke vej to det så to timer at tilbagelægge, så min tur tog mere end fire timer, hvor den normalt tager lidt under to. Heldigvis havde jeg både kaffe og vand med, der var Mads & Monopolet i radioen, bagefter havde jeg lydbog, og jeg skulle ikke på toilettet. På den måde gik det godt, og jeg er god til at være der, hvor jeg er.

Hovedvej A13 er en væsentlig del af min rute til Fyn og har været det i 28 år. Og stort set hver gang, jeg i alle de år har passeret skiltet mod Hampen Sø nord for landsbyen Gammel Hampen, har jeg tænkt, at dér kunne man også stoppe op og gå en tur rundt en gang. Det er blevet ved tanken.

Men i dag smed jeg traveskoene i bilen, da jeg kørte hjemmefra, og havde en tanke. Dagen skred med nogle timer på grund af den væltede lastbil, men jeg havde ikke nogen bagkant. Morten er som nævnt i Sverige, så ingen ventede mig hjemme. Lige dét at ingen vidste, hvor jeg var, gav jeg dog lige en ekstra tanke, da jeg på hjemvejen gjorde alvor af at stoppe op og gå rundt om søen. I de svenske krimier, jeg ynder at have i ørerne – og også havde i dag, er det både dumt og dumdristigt at gå alene på øde stier uden at have en livline til baglandet. Men vissevasse, tænkte jeg også.

Det er en smuk tur, og med sine knapt fem kilometer er den også overkommelig. Den er varieret, både smalle stier og brede skovveje. Der er også en badestrand på nordsiden. Og vejret var smukt og varmt.

Der kan jeg godt stoppe op en anden gang. Så er der lidt ny luft inden de sidste halvtreds kilometer hjem til Viborg, som er de kedeligste og mest søvndyssende på hele turen.

 

Du er fuld af fis, have!

Når jeg tager ud i kolonihaven, ved jeg aldrig, hvad jeg får lavet, før jeg har lavet det. Jeg kan have planlagt, at jeg vil gøre noget specifikt, men når jeg tager derfra, er jeg tit kommet til noget helt andet – og er ikke engang begyndt på det, jeg kom derud for. Fordi jeg lige får ideer, når jeg går der.

Sådan gik det til dels også i dag.

I går var batteriet til plæneklipperen dødt, så der tog jeg løg op i stedet for at slå græs, og havde batteriet med hjemme til opladning. Derfor var planen plænen i dag. Og sådan blev det.

Derefter havde jeg flere overvejelser. Grave løgstykket igennem og sætte jordbærstiklinger? Luge grundigt? Grave kartofler op?

Så kom jeg til at tænke på tagrenderne. Hvornår havde jeg egentlig sidst renset dem? Og hvordan så de mon ud efter al den regn? Fyldt med birkeblade og snask?

Frem med stige og gummihandsker og i gang. På forsiden af huset var det ret nemt, bare snasket, og jeg kunne uden besvær grave renderne fri og spule igennem. Fint.

På bagsiden af huset er der lidt mere ufremkommeligt, og der har indtil for få uger siden stået et gammelt tjørnehegn, som nu er fjernet. Det har taget alt lys og luft fra huset og især har det drysset ned i tagrenden, som var decideret fyldt med jord, fordi det er mange år siden nogen har renset den. Jeg har i hvert fald aldrig været der.

Det var sådan set bare at manøvrere stigen på plads og vippe jorden ud over kanten med gummihandskebeklædte klør fem. Værre var det med nedløbsrøret. Der sad en prop, som jeg ikke kunne spule ud med haveslangen. Jeg endte med at afmontere hele røret, skille det ad og vippe en meter jordcylinder ud. Nu fungerer det.

Jeg følte mig både dygtig og ansvarlig.

I morgen gør jeg noget andet. Eller tredje.

Yndlingsgul

August måned bringer min yndlingsbuket. Gyldenris og solhat. Gule skønheder, hvis forskellighed passer perfekt sammen og giver det allerfineste sensommerlys i stuen. Selv navnene er smukke og klæder hinanden.

Min til alle tider yndlingsblomst er ellers solsikke. Den er bare en mere eksklusiv gæst i mine vaser, fordi jeg sjældent får købt solsikker, og hvis jeg endelig har sået nogle i haven, nænner jeg ikke at plukke dem. Solsikke er ophøjet og særlig, og jeg er ydmygt beundrende, når jeg har dem.

Men så er der heldigvis andre skønne, gule blomster, og lykkeligvis en stor rigdom af dem på mine jorder. I samtlige af mit voksenlivs haver har der stået solhat og gyldenris, og i flere tilfælde faktisk ikke så meget andet. Så var august velkommen. De to sammen er en pragtkonstellation af tyngde og lethed, og i min kolonihave er der lige nu en overflod, som jeg henter en ny buket hjem af, så snart den forrige begynder at vride kronbladene og drysse gult støv.

Heldige mig.

Plaster på ballonsåret

Vi kom ikke i luften i fredags. Allerede tidligt på formiddagen kom der en mail fra ballonskipperen, der meldte ’uegnet flyvevejr’. Det kan være svært at forstå, hvordan det kan være SÅ entydigt så mange timer før planmæssig afgang, når vejrudsigten ellers lover fint og tørt vejr, og når det nu var så fredeligt om aftenen, i hvert fald i Viborg. Men som vi alle sammen ved – i hvert fald os der har sunget børnesange – blæsten kan man ikke få at se, og muligvis har skipper stukket en finger i vejret og mærket hvirvelvinde i flyvehøjde.

Vi vil da også langt hellere til vejrs i egnet flyvevejr, så nu skal vi have kastet et nyt lod i kurven. Det kan snildt blive aflyst flere gange, og måske bliver det først næste år. Heldigvis gælder billetten et par år endnu.

Weekenden er i øvrigt fløjet af sted med blæst, fester og gæster – et storslået sølvbryllup i lørdags, og Mortens familie til fælles fødselsdagsfejring (hurra for Morten i går og mig for en måned siden) hos os, og jeg er som sædvanligt startet ugen med at have sovet for lidt. Det er blevet lidt en standard her efter sommerferien, synes jeg. Faktisk har jeg lige fra i formiddags vidst, at jeg bare styrede hen imod sofa og sæsonpremiere på ’Kender du typen?’, og at alle skulle være glade, hvis jeg udrettede bare en smule kreativt og produktivt i løbet af dagen.

Alle kan heldigvis roligt være glade.

Og vi er tæt på Steffensen, Glad og Møldrup, såee … Hej hej.