Du er fuld af fis, have!

Når jeg tager ud i kolonihaven, ved jeg aldrig, hvad jeg får lavet, før jeg har lavet det. Jeg kan have planlagt, at jeg vil gøre noget specifikt, men når jeg tager derfra, er jeg tit kommet til noget helt andet – og er ikke engang begyndt på det, jeg kom derud for. Fordi jeg lige får ideer, når jeg går der.

Sådan gik det til dels også i dag.

I går var batteriet til plæneklipperen dødt, så der tog jeg løg op i stedet for at slå græs, og havde batteriet med hjemme til opladning. Derfor var planen plænen i dag. Og sådan blev det.

Derefter havde jeg flere overvejelser. Grave løgstykket igennem og sætte jordbærstiklinger? Luge grundigt? Grave kartofler op?

Så kom jeg til at tænke på tagrenderne. Hvornår havde jeg egentlig sidst renset dem? Og hvordan så de mon ud efter al den regn? Fyldt med birkeblade og snask?

Frem med stige og gummihandsker og i gang. På forsiden af huset var det ret nemt, bare snasket, og jeg kunne uden besvær grave renderne fri og spule igennem. Fint.

På bagsiden af huset er der lidt mere ufremkommeligt, og der har indtil for få uger siden stået et gammelt tjørnehegn, som nu er fjernet. Det har taget alt lys og luft fra huset og især har det drysset ned i tagrenden, som var decideret fyldt med jord, fordi det er mange år siden nogen har renset den. Jeg har i hvert fald aldrig været der.

Det var sådan set bare at manøvrere stigen på plads og vippe jorden ud over kanten med gummihandskebeklædte klør fem. Værre var det med nedløbsrøret. Der sad en prop, som jeg ikke kunne spule ud med haveslangen. Jeg endte med at afmontere hele røret, skille det ad og vippe en meter jordcylinder ud. Nu fungerer det.

Jeg følte mig både dygtig og ansvarlig.

I morgen gør jeg noget andet. Eller tredje.

Yndlingsgul

August måned bringer min yndlingsbuket. Gyldenris og solhat. Gule skønheder, hvis forskellighed passer perfekt sammen og giver det allerfineste sensommerlys i stuen. Selv navnene er smukke og klæder hinanden.

Min til alle tider yndlingsblomst er ellers solsikke. Den er bare en mere eksklusiv gæst i mine vaser, fordi jeg sjældent får købt solsikker, og hvis jeg endelig har sået nogle i haven, nænner jeg ikke at plukke dem. Solsikke er ophøjet og særlig, og jeg er ydmygt beundrende, når jeg har dem.

Men så er der heldigvis andre skønne, gule blomster, og lykkeligvis en stor rigdom af dem på mine jorder. I samtlige af mit voksenlivs haver har der stået solhat og gyldenris, og i flere tilfælde faktisk ikke så meget andet. Så var august velkommen. De to sammen er en pragtkonstellation af tyngde og lethed, og i min kolonihave er der lige nu en overflod, som jeg henter en ny buket hjem af, så snart den forrige begynder at vride kronbladene og drysse gult støv.

Heldige mig.

Plaster på ballonsåret

Vi kom ikke i luften i fredags. Allerede tidligt på formiddagen kom der en mail fra ballonskipperen, der meldte ’uegnet flyvevejr’. Det kan være svært at forstå, hvordan det kan være SÅ entydigt så mange timer før planmæssig afgang, når vejrudsigten ellers lover fint og tørt vejr, og når det nu var så fredeligt om aftenen, i hvert fald i Viborg. Men som vi alle sammen ved – i hvert fald os der har sunget børnesange – blæsten kan man ikke få at se, og muligvis har skipper stukket en finger i vejret og mærket hvirvelvinde i flyvehøjde.

Vi vil da også langt hellere til vejrs i egnet flyvevejr, så nu skal vi have kastet et nyt lod i kurven. Det kan snildt blive aflyst flere gange, og måske bliver det først næste år. Heldigvis gælder billetten et par år endnu.

Weekenden er i øvrigt fløjet af sted med blæst, fester og gæster – et storslået sølvbryllup i lørdags, og Mortens familie til fælles fødselsdagsfejring (hurra for Morten i går og mig for en måned siden) hos os, og jeg er som sædvanligt startet ugen med at have sovet for lidt. Det er blevet lidt en standard her efter sommerferien, synes jeg. Faktisk har jeg lige fra i formiddags vidst, at jeg bare styrede hen imod sofa og sæsonpremiere på ’Kender du typen?’, og at alle skulle være glade, hvis jeg udrettede bare en smule kreativt og produktivt i løbet af dagen.

Alle kan heldigvis roligt være glade.

Og vi er tæt på Steffensen, Glad og Møldrup, såee … Hej hej.

Varm luft over Midtjylland i morgen

Må jeg låne et par fingre? De skal helst være krydsede. Det gælder vejrudsigten for Gjern i morgen aften.

Jeg har i mange år ønsket mig at flyve i luftballon. Jeg kan ikke huske, hvor langt tilbage jeg har haft den drøm, men det stod i hvert fald på min ønskeseddel, da jeg fyldte 50. Dengang fik jeg masser af gode gaver og oplevelser, men varm luft var ikke iblandt.

For 6-7 år siden ferierede vi i Søhøjlandets feriecenter i Gjern – Dayz hed det vist dengang, og her overværede vi forberedelserne til en ballonflyvning, som nogle heldige asener skulle ud på. Det er herfra, disse billeder stammer. Jeg nævnte, at jeg ville ønske, det var mig, der skulle i luften.

Og tænk, så FIK jeg en ballontur i fødselsdagsgave, da jeg fyldte 60. Det var Morten, der havde hørt efter, husket og planlagt. Et gavekort med en hjerteformet ballon, kun lidt fotomanipuleret, pakkede jeg ud i Amsterdam. Det gælder for to, så jeg har selvfølgelig spurgt, om han ikke vil dele oplevelsen med mig. Og vi har booket til i morgen aften. Med det aktuelle vejrlig bliver der næppe tale om at flyve ind i solnedgangen, men bare det ikke regner, og bare det ikke blæser for meget, skal vi nok komme af sted. Jeg har næsten ikke turdet glæde mig, og forhåbentlig jinxer jeg det ikke ved at skrive om det. Men det er altså derfor, vi lige skal ordne noget tørvejr sammen, er vi enige om det? Og se, hvad vej vinden blæser.

Så.

I morgen er det forhåbentlig mig, der står i sivkurven sammen med 11 andre, der heller ikke ved, hvorhenne de lander.

Og bliver det ikke i morgen, bliver det heldigvis bare en anden dag. Men kryds lige fingre for aftenvejret over Gjern og omegn, ikke.

Ja tak

“Har vi lyst til at grille mine jatak-kongerejer med nye kartofler til?”, spurgte jeg Morten i en sms midt på eftermiddagen. Det er cirka det tidspunkt, vi ofte får vendt, hvem der tager ansvar for aftensmaden. Lige så tit er der radiotavshed, og så må vi improvisere, når vi begge er kommet hjem. Vi er aldrig blevet sådan helt gode til at få taget madplaner alvorligt.

I dag følte jeg lidt, det var min tur, for i går modtog jeg ved samme tid en besked med ordlyden “Jeg skal nok fikse maden i dag”, og den førte til lækker squashsuppe med rødspætteruller. Jeg var ikke presset i forhold til, at det skulle være lækkert, bare at det skulle være.

Svaret på det indledende spørgsmål var selvfølgelig … ja tak.

For nogle uger siden sprang jeg på et af de tilbud, hvor en butik på sin Facebookside udbyder et begrænset parti et-eller-andet til en favorabel pris. Man skriver ja tak i en kommentar og angiver, hvor mange man gerne vil hente i butikken – og det gør man så. Hvis det for eksempel er en stor pose store rejer, og man er mig, smider man dem i fryseren til en passende lejlighed.

I dag.

Omkring kolonihaven og grave en passende mængde kartofler op, og så lige røre en dip af creme fraiche, mayonnaise, hvidløg, salt og peber, lidt Dijonnaise og citronsaft, sætte en anden til at grille, – så er aftensmaden fikset.

Så fejrede vi med et glas vin, at vi kunne spise på terrassen. Det må man gerne på en tirsdag aften, der er den anden vellykkede arbejdsdag efter sommerferien.

Ja tak til det.