Tre på rad hos fotografen, nu i farver

For nyligt dukkede et lille sorthvidt foto op, som havde ligget i min brors papirer. Det er et af de meget få billeder af mig som helt lille – barn nummer tre i flokken bragte åbenbart så meget ståhej med sig, at der ikke også kunne blive tid til at fotografere.

Nu har vi ryddet yderligere op, og jeg fandt endnu et foto, nu i farver. Motivet var dog ikke nyt for mig. Det stammer fra den eneste gang, jeg i min barndom var med hos en professionel fotograf, og der fandtes dels nogle små farvefotos som dette, som sikkert er blevet delt ud til bedsteforældre, gudforældre og andre muligvis interesserede, dels enkelte forstørrelser i sorthvid.

Jeg har selv arvet det lille farvefoto fra serien, som mor gik med i sin pung i årevis, hvorfor det både er slidt i hjørnerne og krakeleret i overfladen. Og så har jeg haft det hængende i en lille ramme på væggen i nogle år, hvilket har falmet farverne til ukendelighed. Det var kvaliteten åbenbart ikke beregnet til.

Derfor var det faktisk helt dejligt at se det igen med friske farver og friske øjne. Man kan diskutere, hvorvidt vi er fanget i vores bedste øjeblik. Muligvis er det min skyld. Under alle omstændigheder har fotografen noteret på bagsiden, at Dette billede egner sig fortrinlig til forstørrelse. Det blev nu ikke den variant, man valgte.

Historien er – har jeg fået fortalt, jeg er selvfølgelig for lille til at kunne huske noget – at jeg var nærmest umulig at få til at blive siddende på bænken. Fotograferingen har nok været lagt i god tid til at kunne give fotografierne i julegave, så jeg har vel været godt et år gammel, 16 måneder måske. Jeg ville hen og undersøge kameraet, har mor fortalt. Derfor har den ældste på otte fået besked på at lægge den ene arm rundt om den lille og holde godt fast, og samtidig klemme den femårige bror fast med den anden – og i øvrigt smile til fotografen. At dømme efter retningen, vores blikke går i, har der også været en assistent, der har forsøgt at aflede opmærksomheden og berolige os.

Helt naturligt og afslappet blev det ikke. Men vi er i hvert fald nyfriserede og har vores fine, strikkede tøj på med butterfly og krave.

Da jeg var barn, skummede vi fløden

Det er rigtigt, det gjorde vi.

Mælk og fløde i kartoner var noget, de havde hos de af mine skolekammerater, der boede i selve landsbyen, for de var nødt til at købe deres mælk hos købmanden. Bybørnene vidste selvfølgelig godt, hvor mælken rigtigt kom fra, for så tæt var de alligevel på kildens udspring, og der var flere gårdbørn i klassen.

Jeg var et af dem, og købemælk fik jeg først et forhold til, da jeg flyttede hjemmefra.

Da jeg var barn, var det sådan her: Om aftenen – efter malkningen, og inden tankbilen kom efter mælken – hentede vi mælk i mælketanken. Tre liter. Hver aften var der nogen (primært min mor og senere, da jeg fik armkræfter, mig), der gik ned i malkerummet med er lerfad som det på billedet og et litermål og øste mælk op fra tanken tre gange og bar tilbage. Fadet stod i bryggerset natten over med et trælåg på. På køl? Nej, det brugte vi ikke, for det forstyrrede flødeprocessen, og så varmt var der da heller ikke i bryggerset.

Næste dag var fløden steget op og havde samlet sig på overfladen af mælken, og så skulle den skummes. En opøseske blev trukket forsigtigt hen over overfladen, så den kun liiiige fangede flødelaget. Man skulle passe godt på ikke at få plumret for meget rundt med skeen, for så stak al den gode fløde af ned i mælken igen, og mor blev utilfreds med éns indsats, for vi skulle jo bruge fløden til jordbærgrøden, rødgrøden og fars øllebrød. Især det sidste. Far spiste kun fløde på sin øllebrød, aldrig mælk. Det var også den fløde, vi brugte til flødeskum, og var der kommet mælk i, kunne den ikke piskes stiv. Derfor.

Den skummede mælk (som jo ikke blev til skummetmælk, bare fordi den blev skummet – jeg er vokset op på fuldfed sødmælk fra røde køer!) kom i køleskabet i kander og var til havregryn, grød, frugtgrød, tørst og hvad man ellers bruger mælk til. Tre liter var det daglige forbrug al den tid, jeg kan huske.

Sådan var det, da jeg var barn. En anden gang skal vi måske høre om rygeosten.