“Prøv og hør, vi gør lige noget andet …” #2

Forestil dig at vågne om morgenen med denne udsigt og total stilhed.

Og gå i seng samme aften med dette billede på nethinden – og ørerne fyldt med alle de lydindtryk, der følger med.

USA er kontrasternes land, og skal jeg være helt ærlig, synes jeg, at Las Vegas er et forfærdeligt sted. Money talks, siger man – og i Vegas RÅBER de. Døgnet rundt. Selvfølgelig var kontrasten forstærket af de foregående dage, som vi havde tilbragt i naturen og i søvnige småbyer langt væk fra alting. Men jeg var tilpas med, at vores ophold i Las Vegas begrænsede sig til trekvart døgns transit inden hjemrejsen, og at vi nøjedes med at gå en lille runde ud og kigge på byens hyr og uhyrligheder, inden vi gik omkuld i hotellets gigantiske senge.

Og heldigvis er det de mange enestående naturoplevelser, der har bidt sig hårdest fast i hukommelsen. Øjne og krop husker i fællesskab. Stroppeturene var ind i mellem heftige, men det var altid anstrengelserne værd.

Læs første turfortælling her.

Fossil Creek var den længste trail, vi gik. 20 km i alt. Øde, gruset, gyldent og forholdsvist letgået. Og i de inderste kløfter gemte sig grønne vandbassiner og fossende vandfald.

Fossil Creek ved Camp Verde, Arizona

Turens sidste trail er den, der for altid vil være prentet i min hukommelse og stå som rejsens højdepunkt. På alle planer. Superstition Mountains øst for Phoenix. Helt eksakt var vores mål en markant top, der kaldes Flatiron, fordi dens karakteristiske form ligner et strygejern, der står på højkant. Jeg synes mere, den ligner stævnen på en mægtig supertanker. Tusind højdemeter skulle vi op, nærmest lodret sine steder. Det var de passager, som Niels Ole kaldte momenter. Aldrig udfordringer, selv om det var det, de var.

Flatiron ender i en bred platform, som åbner et formidabelt udsyn til alle sider og ud over Phoenix, som er USA’s sjettestørste by. Denne platform var vores mål, og her skulle vi overnatte. Det betyder selvsagt, at meget skal slæbes med op. Soveposer, liggeunderlag, aftensmad og morgenmad, masser af frugt og energibarer – og i alt 160 halvliters vandflasker. Plus os selv. Der var onde udfordringer – nej, momenter – til alles ben, og hold da op, hvor vi sled og svedte. I 37 graders varme i fem timer. Men ved fælles hjælp, slid og tid kom vi alle sammen op. For pokker, vi havde nogle seje fyre i flokken, som løftede og bar helt ekstraordinært – og lidt til. Respekt! Og tak.

Og så sad vi deroppe. Med millionbyen for vores fødder, mens solen gik ned – og dét går stærkt på de kanter. Så var det mørkt, og det var en fantastisk oplevelse at tilbringe natten på det sted og i det selskab, godt begravet i soveposen. Ikke mindre fantastisk var det at vågne til den udsigt, ud over hele verden – næsten.

Nedklatringen krævede koncentration og tog også lang tid, men den var knapt så hård som opstigningen. Og det var lidt godt, at Flatiron var sidste tur, for det tog nogle dage, inden det holdt op med at stikke i lårmusklerne og værke i armene.

Men kroppen og de gamle ben holdt, og sikke en rejse, vi har været på!

Det kan godt være, vi må af sted igen. Vi fik jo ikke Utah …

Flatiron, Superstition Mountains, Phoenix, Arizona.

“Prøv og hør, vi gør lige noget andet …” #1

Vi har haft en helt, helt fantastisk tur i det sydvestlige USA og er vendt hjem, topbegejstrede og fuldstændigt mættede af ubeskrivelige indtryk. Vores billeder indfanger kun en brøkdel af de storslåede naturscenerier, vi har set med vores øjne, og vores ord kan aldrig beskrive de oplevelser, vi har følt og mærket på vores krop, så andre forstår det.

Man skal faktisk have været der selv.

Vi har gået fem vidt forskellige trails i løbet af de seks vandredage, vi har overnattet ude to gange. Det har været smukt, råt og stort. Vi har set uendelige vidder, gået i smalle kløfter med majestætiske røde klipper højt til begge sider, vandret i golde ørkenlandskaber, der pludseligt åbenbarede smaragdgrønne bassiner og fossende vandfald. Vi har klatret op af umenneskeligt stejle stigninger, haget os fast i stenblokke og passeret stikkende krat på vejen op til de højeste toppe for at nyde overvældende udsigter og blussende solnedgange.

Vi har været i Arizona. Og lidt i Nevada.

Vi har faktisk overhovedet ikke været i Utah, som planen ellers var. Det var noget med, at vejret var bedre sydpå, og vi ville hellere have nogle gode varme vandredage end trækkes med skydække og ærgerligt vejr, og der var altså større sikkerhed for godt vejr i Arizona. Sagde Niels Ole, som arrangerede turen, og han besluttede løbende, hvor vi skulle videre hen, når én trail var tilbagelagt. I virkeligheden lagde han sig nok først fast på i flyet derover, om vi skulle køre sydpå eller nordpå fra Las Vegas, hvor vi landede.

Selv om jeg selvfølgelig havde glædet mig til Utah, fungerede det godt, og vi var fuldstændigt trygge ved stort set ikke at vide, hvad næste træk ville være, eller hvor vi skulle sove, spise eller gå. Og selv om vi havde vidst det, kunne planerne sagtens blive ændret fra det ene øjeblik til det næste. Vi blev ret vant til “Prøv og hør, vi gør lige noget andet”. Og det var fint.

Utah, Arizona … naturoplevelser fik vi til fulde. Jeg har aldrig oplevet noget magen til, og jeg ville aldrig have kunnet forberede mig på de oplevelser, jeg fik. Hverken strabadserne eller belønningerne for anstrengelserne. Noget af det var godt nok hårdt, og jeg er egentlig glad for, at jeg gik ind til det uden at kende omfanget af de kræfter, den sejhed og råstyrke, jeg skulle mobilisere undervejs.

Vi kørte altså mod syd og bevægede os i området Kingman, Flagstaff, Sedona og Phoenix sydøst for Las Vegas. Vi gik følgende trails:

Turtlehead Peak, Red Rock Canyon, Nevada.
Aspen Peak, Hualapai, Arizona.
West Fork Trail, Oak Creek Canyon, Arizona
Fossil Creek ved Camp Verde, Arizona
Flatiron, Superstition Mountains, Phoenix, Arizona.

Her kommer en lille billedkavalkade, og ja, det er kun en fattig genspejling af, hvad mine øjne har set. Men det findes derovre og kan opleves, hvis du kommer på de kanter. Og det er for resten også kun første halvdel af dokumentationen. Resten kommer en af dagene. Du kan nemlig heller ikke rumme det hele på én gang.

Værsågod at drømme.

Turtlehead Peak

Aspen Peak

West Fork Trail

Èt skud i bøssen

Hvorfor har vi ikke kørt vores biler ind i carporten? Hvorfor er de bare smidt lige ude foran?

Ja, det skyldes jo, at når bukkejagten går ind om onsdagen, og jægeren tager på udlandsrejse om fredagen, er der ikke levnet ham mange muligheder for at stå op midt om natten og sætte sig ud i et tårn inden daggry og vejre jagtlykke, – får han ram på noget, skal der jo også være tid til slagtning.

Der er faktisk kun en enkelt dag at gøre rigtig godt med. Jægeren drog ud i morges med årvågne øjne og sigtekornet indstillet på buk. Og ramte. Bum.

Dyret hænger i carporten.

Derfor.

Brug øjnene. Kig op, når du går.

Sådan sagde Birtes bedstemor altid, fortalte Birte, da hun og jeg var i kibbutz sammen for mange, mange år siden. Og selv om det er næsten lige så mange år siden, jeg sidst har set Birte, havde hendes bedstemor fat i noget. Man ser bedst, når man bruger øjnene.

Billederne her er taget med to dages mellemrum. På billedet til højre er syrenerne sprunget helt ud og står som kraftfulde hvide lys og udsender deres karakteristiske stærke duft.

Sikke en fart naturen har på lige nu! Det hele pibler op og frem, og med den fart skal det nok lykkes ALT i køkkenhaven, også ukrudt, at stikke af fra mig, mens jeg er i Utah.

Og dér var mit stikord: Nu er der ikke mange dage til. Jeg glæder mig til det hele. Når vi efter første flyskift flyver ud af Europa, er resten nyt for mig. Jeg har ikke prøvet så lang en flyrejse før, jeg har aldrig været i USA, jeg har ikke … ja, der er meget at nævne. Men jeg HAR prøvet at vandre og sove i telt og lade være med at vaske mig i en uge, og det glæder jeg mig også til.

Den hjemmeværende er ved at blive instrueret i at holde hus, mens vi er væk. Det indebærer blandt andet at slå græs, vande blomster og udvise sund fornuft – listen er ikke ret lang, og ingen har grund til at føle sig overlistet.

Vi gør selvfølgelig også, hvad vi kan for at efterlade det hele i orden. Jeg har for eksempel sørget for, at kolonihaven er så i orden, som den nogensinde bliver. Det er lige NU, det gælder om at nyde synet af stort set intet ukrudt.

Kig ned et øjeblik og værs’go’ og nyd.

Typen uden rygrad

Jeg gik til kolonihaven i dag. Altså gik, som i spadserede, som i vandrede på mine fødder de fire kilometer. Altså lod både bil og cykel stå hjemme, tog ranselen på ryggen – med madpakke og andre fornødenheder – og tilbagelagde strækningen til fods.

I kolonihaven gjorde jeg dejlige ting som at slå græs, luge, drikke kaffe, plante hokkaido- og squashplanter (fra nu er nattefrost lyst i band!) og beundre mit værk.

Bagefter vandrede jeg hjem igen. På vejen gik jeg ind i en butik og købte 2 kilo mel og et stort stykke ost, for det manglede vi hjemme, og sådan en type er jeg, at jeg tænker på den slags. Jeg købte også lidt sødt til gåturen, for det trængte jeg til.

Det viser sig, at jeg er typen, der når at kværne tre chokoladebarer, inden jeg gror en rygrad.