31. december 2015 | den store bunke |
Stormen havde sat spor ude ved jagthytten. En mægtig fyr var væltet omkuld og havde taget en lille birk med sig, hvis eneste fejltrin var, at den havde stillet sig lidt for tæt i ly af den store. Under de to rødder var der blevet en hule så stor, at man næsten kunne bo i den. Jeg gik ind i rodhulen, og Astrid råbte op i skræk, at dét må man aldrig gøre, for man ved aldrig, om den lige “klapper tilbage, og så siger det bare ’småkage’!!!” Det har hun jo ret i, og det er godt at vide, at hun har hørt efter, hvad de voksne har sagt, men lige det her træ lå nu fuldstændigt stabilt og udgjorde absolut ingen småkagetrussel.
Faktisk viste det sig, at faren lå på den anden side af rodklumpen. Mit ben gik igennem, da jeg klatrede rundt oppe ved stammen, og så hang jeg der som Ronja Røverdatter, da hun trådte igennem den snedækte skovbund og taget på rumpenissernes hule, og de hængte vuggen med Lille gossen på hendes støvle, der hang ned fra loftet. Det her, I ved:
Men tænk alligevel, at jeg har så lange ben. Billedet viser det jo tydeligt.
Og tænk alligevel, at det var mig der havde så travlt med, at Astrid ikke skulle tage sit nye tøj på i skoven, for “man ved aldrig lige, hvor beskidt man bliver”. Næ.
30. december 2015 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten, Over aftensmaden |
“Hvordan får man egentlig viklet plastik hele vejen rundt om de store læs halm på marken?
“Hvis jeg skulle være dranker, og jeg kun måtte vælge én ting, så ville jeg nok vælge gin-tonic”.
Årets mandelgave var blød og ikke-spiselig. Man kan derfor ikke sige, at ’mandelgaven er i Lene’, men man kan sige, at ’Lene er i mandelgaven’.
29. december 2015 | den store bunke |
Hver gang vi spiser hos min mor og har flere tallerkener i brug – det er især til julefrokost med sildetallerkener, falder jeg i svime af beundring og forundring over mig selv. Så har vi nemlig de hæklede mellemlægsservietter i brug. Som JEG har hæklet i tidernes morgen, da jeg var en stor pige. Jeg kan ikke datere det præcist, og jeg kan sagtens været gået fra barn til teenager i løbet af den tid, det har taget. For der er tolv stykker. Tolv, alligevel…!! Teenager, alligevel!! Tænk, at jeg kunne. Tænk, at jeg gad. Tænk, at jeg havde tid. Farvevalget kan man diskutere. Har jeg selv valgt meleret skriggrønt, mon? Eller har jeg fået det stukket i hånden, fordi mor havde det? Eller var det, fordi det passede til vores Orkidé-spisestel? Hvem har lige fundet på, at jeg skulle hækle mellemlægsservietter til tolv? Mor? Mig selv? Fine er de i hvert fald, og der bliver passet godt på dem. De ryger direkte tilbage i plastikposen i skuffen efter brug.
Gad vide, hvor jeg har lagt hækletalentet.
28. december 2015 | den store bunke, Over aftensmaden |
En aften før jul kom vi af en eller anden grund, som har fortonet sig i en uvis fortid, til at snakke om Carmina Burana over aftensmaden. Det havde vi tre fuldstændigt forskellige indgangsvinkler til.
Det var Morten som bragte emnet på bane, og jeg kan ikke huske hvorfor, men det var noget med en koncert med Carl Orffs store musikalske værk. Jeg gav mig straks i kast med en lang beretning om den romerske digter, som var den oprindelige forfatter af de latinske tekster (Den del går jeg let hen over her, for i dag har jeg googlet og fundet absolut intet, der underbygger min teori. De middelalderlatinske tekster er derimod samlet i Tyskland i 1200-tallet. Men jeg bidrog trods alt med en portion generel information om klassisk romersk digtning).
Mortens vinkel var som sagt det vældige orkesterværk, så han fandt det frem og begyndte at spille det for os andre. Lasse udbrød efter få toner: “Hey, det er X Factor!”
Og således blev vi alle tre beriget og lærte noget nyt den aften over maden.
23. december 2015 | den store bunke |
Jeg tror vi er at være der. Vi kan godt gå i gang nu. Med jul.
Alle er færdige med at købe julegaver. Noget mangler at blive pakket ind, og en enkelt gave når frem i sidste øjeblik ad en tosset omvej, fordi jeg var kommet til at skrive rigtigt bynavn, men forkert postnummer. Jeg havde længe ventet i spænding på, at pakken overhovedet blev sendt af sted fra et lager i Sverige. Det blev den i aftes, og det var først da jeg track-and-tracede forsendelsen i dag, det gik op for mig, den var på vej til 8000 og ikke 8800. Den bedste løsning var at krybe til korset og sende gavemodtageren selv ind og hente den i postbutikken i Aarhus – med strenge ordrer på ikke at åbne den. Det gode er, at hun NÅR at få den.
Vi har købt ind. Vi skal ikke engang holde juleaften selv, men der skal jo forberedes alligevel. I flere uger har vi vidst, at vi skulle sørge for vinen til juleaften, halvdelen af maden til frokosten 1. juledag, al mad til hele 2. juledag og bidrage med en ret til frokosten 3. juledag. Så kunne vi jo godt have ordnet det i bedre tid, men nu blev det altså sådan, at klokken 13.30 i dag drog vi på handel. Med tre indkøbssedler. En til juledag, en til andenjuledag, og en med det, vi generelt manglede. Sjovt nok stod der vin på dem alle tre. I supermarkedet hilste vi på en bekendt, som kun gik med en lille kurv. Han skulle bare have det sidste, sagde han, “Men selv om det bare lige er det sidste, ender det altid med at koste tusind kroner alligevel”. Vi kiggede ned i vores propfyldte vogn og tænkte, vi skulle være glade, hvis vores “det sidste” kunne fås for tusind kroner. Ved kassen spurgte Morten for sjov, om jeg ville betale, så skulle han nok gå i kiosken og købe rom. Ja, hvis du betaler min tandlægeregning, svarede jeg raskt, og så grinede vi lidt ad det. Jeg gik i kiosken, og Morten skulle have valgt tandlægeregningen.
Jeg har vasket bilen. Selv om min mor ikke ser så godt længere, kunne hun sagtens lige finde på at kunne se, hvor beskidt min bil er, når hun skal hældes ind i den. Men nu er den ren som et barnligt julesind.
Mortens firma kan snart lukkes ned for et par dage eller i hvert fald sættes på slummer. Det trænger han til efter nogle travle uger. Det gør Klokkeblomst, hans hjælpende fe, som er mig, også.
Vi har fået julekort, kalenderlyset er nået til vejs ende, det samme er det første adventslys, Lasse har støvsuget, der er lagt vasketøj sammen, vi har æblegløgg, som jeg fik af den kollega, som jeg har nisset på hele december uden at blive gættet, og vi har frisk kuller til aftensmaden.
Alting, tjek, altså.
Alle sammen: Glædelig jul. Tjek.
