8. juli 2019 | At have have |
I kolonihaven er der grænser for vækst. Det står ikke knaldgodt derude i år, synes jeg. Harerne spiser min kål og efterlader afgnavede bladribber i grønkål og broccoli, og det er sikkert også dem, der har kappet en af squashplanterne. Der er kommet én bønnespire, og pastinakkerne er slet ikke kommet op. Duerne har spist ribsene, og jordbærrene så jeg aldrig noget til. Hindbær og taybær giver ikke rigtigt noget. Tomat- og agurkeplanter er i misvækst, og jeg forventer mig ikke noget af dem.
Men noget er der da, som gror. Der er blomster, græsplænen er ved at springe i lupinskov, og salaterne står fint. Det samme gør løg, og jeg har spist nye kartofler med hvidløgsmayonnaise på rugbrød til aften og følt mig rig.
Hjemme i rækkehushaven har jeg spottet og foreviget små grønne oaser af liv, som øjet kan hvile på, og sjælen glædes over. De kommer her. Lad os glæde os sammen og enes om, at jeg trods alt har fingre med et grønt skær.
11. februar 2016 | At have have, den store bunke |
I dag var dagen, hvor der slog spirende forår ned i mig. Det var lyset, der gjorde det. Når himlen klokken fem om eftermiddagen stadig ser sådan ud og der altså fra nu af stadig er dagslys tilbage, når jeg vender hjem til min borg fra udenbys arbejdsdonteri, så længes jeg.
Jeg længes efter grønt. Jeg længes efter, at urteburet rummer liv og ikke bare visne rester af noget, jeg ikke længere kan skelne navn og anvendelse på. Var det virkelig den overfrodige mynte der til venstre, som gav fylde til mægtige mojitos en sommeraften i fjor? Og rosmarin og salvie, esdragon og timian, som vi måtte bure inde, fordi fuglene barberede det ned til korte stilke? Nu værdiger hverken de eller jeg det et blik. Jeg vil have, at det skal være grønt og frodigt igen. Og fra i dag tror jeg igen på, at foråret kommer. Når det kommer. Først skal der vistnok være frost og kulde igen. Men det kommer. Og så bliver det godt.
Hortensiaerne har aldrig mistet troen. Aldrig givet op. De er ellers virkelig blevet behandlet dårligt. Ignoreret. De blev købt til fødselsdagspynt i kolonihaven for to et halvt år siden af en 50-årig, der holder meget af hortensiaer, og siden fik de lov til at passe sig selv i deres midlertidige, permanente plastikpotter. De stod oversete i et vildtvoksende bed gennem to somre og vintre, fordi vi til stadighed ikke fik ryddet det bed, hvor de skulle plantes. På “vi ved ikke, om I overhovedet bryder jer om os, men vi er her, og vi tilgiver jer og elsker jer alligevel”-måden satte de igen og igen nye skud og overlevede. Sidste sommer hentede jeg dem hjem på altanen, hvor de siden har stået endnu mere ubeskyttede – dog i lerpotter, men alligevel – igennem vinter og frost og storm. Urokkelige mens havestolene er føget omkring dem. Og nu er de på vej igen.
Håbet er grønt.
Det skal NOK blive forår.
