Udpluk #25

  • Vi var til et arrangement i forbindelse med Aarhus festuge. Publikum var overvejende unge og yngre mennesker, og jeg tænkte spontant: “Hold op, hvor er der meget krøllet hår i verden!”
  • Jeg gik i gågaden inde i byen og passerede min tandlæge, som lyste op og hilste med et smil. Jeg er alligevel lidt imponeret over, at hun under sit arbejde inde i en åben mund får lagret hele patientens ansigt – og genkender mig på gaden, hvor jeg endda havde munden lukket.
  • Bliver mere og mere irriteret på min aktuelle lydbogsoplæser, som flere gange har forvirret mig med at sige ’desikkel-hus’ med tryk på sik. Det er en stil inden for kunst og arkitektur, kunne jeg regne ud fra sammenhængen, men jeg kunne simpelt hen ikke afkode ordet. Og han bliver ved – der er åbenbart mange af den slags huse i Stockholm. Nu er det gået op for mig, at det handler om epoken fin de siècle, som er tendenserne omkring år 1900. Nogen må lære den mand at udtale det ’dø sjægle’, så der ikke kommer støj i mine fintfølende ører.
  • I min blodbank har de hængt en seddel op, hvor der står, at man skal spørge om lov, før man fotograferer, og at man aldrig må kunne se cpr-nummer på billederne. Er det blevet en ting at tage billeder, når man er i blodbanken?
  • Mens jeg blev tappet, spurgte laborant 1 ud i lokalet, om der var nogen, som ville have mere at drikke. Laborant 2, som var ved at ordne min blodpose, spøgte: “En kop kaffe ville ikke være så ringe”. Laborant 1 vendte sig mod os, kiggede mig direkte ind i øjnene og sagde beklagende: “Åh det kan jeg desværre ikke klare”. Det var ikke MIG!
  • Har bagt kager med tema til kollegakageklubben, hvor det er min tur til at sørge for kage. Temaet er Tilbage til rødderne med undertitlen Havens afgrøder klædt i glade 70’erfarver. En squashkage med chokolade – brun – og hokkaidocookies – orange. Først og fremmest minimerer jeg madspild og forbrug ved at bruge hjemmedyrkede ingredienser og rammer således også direkte ned i den aktuelle tidsånd.
  • Tænk at det er 18 år siden dén 11. september.

Hej, det er vinduespudseren, jeg kommer ud til dig nu

Et ukendt nummer viste sig i displayet på min telefon, og jeg tog samtalen.

“Hej, det er vinduespudseren, jeg kommer ud til dig nu”, sagde en stemme, jeg ikke kendte.

Mange tanker i mit hoved. Har vi glemt? Er der åbent? Vi plejer at låse lågen op, så vinduespudseren kan komme ind i haven og pudse vinduerne på den side af huset. Der plejer at komme en sms forud.

“Åh, vi må have misset det…”

“Men er du ikke derude?”

“Nej, jeg er på arbejde. Vi plejer jo at låse op, så I kan komme ind, men…”

Her gik cirka tre ting op for mig: At det ikke plejer at være mig, men Morten, som vinduespudseren kommunikerer med. At stemmen ikke lød lokal. At han blev ved med at kalde mig Pia.

Samtidig gik noget op for ham:

“Er det ikke Frederiksberg Yoga?”

Han havde trykket et enkelt ciffer forkert, viste det sig, og vi ønskede hinanden en god dag.

Nu funderer jeg over to ting:

  1. Det er egentlig utroligt, det ikke sker oftere. Kombinationen af store menneskefingre og små taster.
  2. Hvornår kommer vores egen vinduespudser egentlig?

Peddersen og Findus – livets referenceramme

Hele to gange i de seneste dage har Peddersen-universet været referencen i samtaler, jeg har haft.

Jeg taler naturligvis om Sven Nordqvists vidunderlige billedbøger, som jeg læste højt mange gange, da mine børn var små.

I forgårs var det i en snak om grævlinges farlighed, at jeg hentede min indre Da Findus var lille og forsvandt frem og insisterede på, at grævlinge altså ikke er til at spøge med. Tænk bare på tegningen af lille Findus’ røde og forgrædte øjne, da han bliver fanget i en papkasse med en puslende grævling udenfor. Så bange han er!

Det er heller ingen spøg at ramme en grævling på landevejen. Det er som at køre ind i en sten. Meget kompakte dyr. Det var egentlig det, samtalen startede med. Men farlige rovdyr er de også. Jævnfør Findus.

Og i dag kørte vi forbi en lillebitte sø, hvor der sad en lystfisker, og jeg funderede over, om søen overhovedet var stor nok til brugbare fisk. Så refererede Lasse til en Peddersen-historie, hvor de var nødt til at fange små fisk først for at få madding til at fange de store fisk, i deres tilfælde gedder.

Jeg elsker, at mine børn også som voksne har Peddersen og Findus som referenceramme.

Senere på dagen var jeg inde i en boghandel og konstaterede, at bøgerne ikke er så stor en del af standardsortimentet, som de var for tyve år siden. Men der var heldigvis et par stykker. Ikke historien med grævlingen og heller ikke Pandekagekagen, som er en anden af mine favoritter. Men Rævejagten med det uhyrlige fyrværkeri og Ud i det blå med Peddersen var der, og Stakkels Peddersen, hvor Peddersen er i det sorteste humør, og Findus med alle sine skøre krumspring endelig får ham lokket med på netop en fisketur, som altid gør så godt for sjælen.

Læs dem alle sammen for dine børn eller børnebørn! Ingen børn bør vokse op uden Sven Nordqvists fantastiske tegninger og finulige fortællinger.

Udpluk #24

  • Det blev heller ikke i dag, vi kom på ballonfærd. Første gang vi havde booket, sendte ballonskipper om formiddagen en mail og bekendtgjorde, at flyvningen om aftenen var aflyst på grund af uegnet flyvevejr i området. Så bookede vi en flyvning i dag, og skipper sendte en aflysningsmail i formiddag. Nu har vi booket en ny tur om et par uger. Men vi ved ikke, om vi bare har fået en ny penneven.
  • Jeg sidder og ser et program, der handler om mennesker, der har vundet den store gevinst. Harry fra Danske Spil tager ud og giver gratis rådgivning til nyslåede millionærer. Jeg håber, at Harry får en ordentlig løn.
  • Dav, det er Birgitte, Ellas datter, kan min mor tage telefonen i dag?” – I flere år har jeg ringet til min gamle mor hver eftermiddag. Nu kan jeg ikke længere regne med, at hun er oppe eller nærværende, så nu starter jeg gerne med at ringe til personalet på plejehjemmet og forhøre mig om situationen. Ligger hun i sengen, vil det bare være en pine at lytte til en telefon, der ringer, uden at være i stand til at tage den. På den måde skrider den kendte verden umærkeligt dag for dag. Umærkeligt og mærkeligt.
  • Med i programmet om millionærer er der også en mand, der har haft en karriere inden for fødevarebiologi, især med fokus på purløg. “Kærlighed til purløg skaffede mig mit første arbejde”, siger han. Det er noget af det særeste, jeg har hørt. Trods milliongevinsten fortsætter han med purløgeksperimenterne hjemme i køkkenet.
  • Vores æbletræ passer overhovedet ikke sit arbejde ordentligt i år. Æblerne rådner på træet, falder ned på græsset og rådner videre. Vi samler dem sammen og smider dem på komposten, når vi er nødt til at slå græs. Når det overhovedet er tørt nok til at slå græs. Og så starter det forfra. Der er virkelig mange æbler i år. Og jeg har måske spist syv.
  • Der er også virkelig mange squash i kolonihaven i år. Vi får meget varieret mad for tiden. Med squash. Men ved I hvad det gode er? At haren-eller-hvem-det-nu-var kappede den anden plante i forsommeren, så der i det mindst kun er én squashmaskine. I øvrigt kan jeg godt lide squash.
  • Sidste gang jeg skrev ’Udpluk’ – i juni, nævnte jeg, at næste investering skulle være nye havestole. Bare så ingen behøver at spekulere mere over det: Det skete.

Lyden af stilhed

I dag holder vi det stille. I hvert fald først på dagen.

Det kan godt være, jeg er fyldt tres, men jeg er ikke holdt op med at fylde musikoplevelser i mit liv, og i denne weekend har de lagt sig i en smule overflod. Derfor lader vi op imellem oplevelserne i dag.

I går var der Fyrværkerifestival i Viborg – otte musiknavne over 12 timer og 17.000 stykker publikum. Og til i aften købte vi for et stykke tid siden i kådhed og en smule tankeløshed billetter til en dobbeltkoncert med Mads Langer og Tina Dickow i Musikhusparken i Aarhus. Derfor stener vi søndagen væk, indtil vi skal i gang igen.

Det var en virkelig fed dag i går. Der var to scener, hvor der blev spillet skiftevis. Alt det vi gerne ville se var koncentreret på den ene scene, placeret i et kæmpestort mastetelt, så der holdt vi os. I rækkefølge var det Saveus, Johnny Madsen, Tina Dickow og Magtens Korridor, og det lykkedes os at være på forreste række – helt fremme ved hegnet – til alle fire koncerter. Da Saveus spillede, var der næppe andre end mig oppe foran, der var fyldt tres. Ved den næste koncert var der næsten ikke nogen, der IKKE var. Ved de to sidste var det ret blandet.

Vi fik fire store – og meget, meget forskellige oplevelser. Højdepunktet for mig var Tina Dickow med band, skarpt fulgt af … nej, der er ingen grund til at liste op; der var energi og nerve i det hele, og det var supergodt.

Da vi gik op til festivalen, havde jeg – helt ud af ingenting – introen til Carpark Norths Transparent and Glasslike på hjernen, måske fordi de spillede på Fyrfest sidste år. Da vi var på vej hjem i nat, spurgte Morten, hvad jeg nu havde kørende i hovedet. Uden tøven svarede jeg Lorteparforhold, uden at man skal lægge noget i dét. Nu må vi se, hvilket lydtæppe jeg kommer hjem med sent i aften.

I øvrigt kan jeg konstatere, at vippen med benet i takt til musik af telefonens sundhedsapp opfattes som skridt. I går gik jeg således lidt over fire kilometer fremad og rytmetrampede cirka seks kilometer på stedet.

Ha’ en dejlig søndag. Min er stille, både hvad angår lyd og fremdrift.