22. september 2019 | den store bunke |
I denne weekend har vi klippet hækken omkring både hjemmematriklen og kolonihaven, trimmet buskads og gjort ved, og mine arme, ben og normalt upåagtede muskler værker efter at have klippet, kravlet, revet og luget, og i aften har jeg en frivilligtjans på Paletten, hvor Ghita Nørby, Michala Petri og Lars Hannibal optræder med ’musikalsk magi og eventyrstemning’, og det glæder jeg mig til …
Så.
I dag vil jeg blot berige jer med et enkelt tomattip. En nem og hurtig måde at halvere cherrytomater på. Morten gør sådan, og nu gør jeg det også sådan.
Læg tomaterne på en tallerken.
Læg en tallerken ovenpå og find en lang, skarp kniv, for eksempel en savtakket brødkniv.
Pres let ned på tallerknerne og skær med kniven imellem dem.
Vupti, så er der halve tomater.
Og hvad kan man bruge halve tomater til? Jo, læg dem i et ovnfast fad med skærefladen opad, kværn salt og peber over, drys med sukker, giv en rigelig sjat af din bedste olivenolie og bag i ovnen ved 200 grader i 20-30 minutter, så har du søde, syrlige himmerigsmundfulde, der passer til alt.
17. september 2019 | den store bunke |
Vi har set den fineste lille teaterforestilling, “Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon”, om det der sker, når mennesker har modet til at kigge op og møde verden. Tre skuespillere får med helt enkle virkemidler, en fantastisk tekst og en eminent timing publikum til at danne egne billeder, og når forestillingen er slut, har man næsten glemt at trække vejret.
Det var uovertruffet, magisk og smukt.
Bagefter havde vi købt billet til noget, de kaldte “Suppe og samtale”. I vores egne hoveder havde vi egentlig bare sikret os aftensmad og ikke gennemskuet konceptet, men der lå altså mere i det fra arrangørens side. Forestillingen spillede også dagen før, og jeg læste en anmeldelse i den lokale avis, hvor jeg var blevet opmærksom på, at publikum skulle inddeles i grupper på tre for at samtale om et givet emne. Jeg var altså forberedt på, hvad der skulle ske, men også forberedt på at være langt uden for min komfortzone. Jeg er dårlig til – og uinteresseret i – small talk, og jeg er virkelig ikke tilhænger af at få udstukket en rolle, som jeg forventes at udfylde. Jeg vil hellere snige mig ud i skyggerne i kulissen og betragte.
Men det skulle man så. Morten og jeg holdt os sammen, for to af de tre i samtalegruppen måtte godt kende hinanden, og så kom der en tredje hen til os, som vi ikke kendte. Alle skulle bruge et øjeblik på at tænke på et menneske, som i vores barndom havde fået os til at kigge op, måske bare i et øjeblik åbnet vores øjne, for noget, for verden, for os selv (min udlægning af opgaven, jeg husker den ikke ordret), gjort indtryk, og det skulle vi så fortælle hinanden om, snakke om og måske se efter fællestræk.
Det var ikke så enkelt, men det blev faktisk til en fin lille samtale, som igen åbnede nye øjne, ledte os i uforudsete retninger og fik os alle tre til at kigge op. Noget vi ikke ville have oplevet, hvis vi ikke var blevet puffet ud i det og udfordret. Jeg er helt stolt over at have deltaget i det. Og så viste det sig alligevel, at jeg kendte kvinden, vi samtalede med, af navn gennem fælles bekendte, og så supplerede vi med en snak om det og dem også.
Og så var der suppe. God, varm og nærende, og således var der føde til både ånd og krop på den fineste tirsdag aften.
11. september 2019 | Udpluk |
- Vi var til et arrangement i forbindelse med Aarhus festuge. Publikum var overvejende unge og yngre mennesker, og jeg tænkte spontant: “Hold op, hvor er der meget krøllet hår i verden!”
- Jeg gik i gågaden inde i byen og passerede min tandlæge, som lyste op og hilste med et smil. Jeg er alligevel lidt imponeret over, at hun under sit arbejde inde i en åben mund får lagret hele patientens ansigt – og genkender mig på gaden, hvor jeg endda havde munden lukket.
- Bliver mere og mere irriteret på min aktuelle lydbogsoplæser, som flere gange har forvirret mig med at sige ’desikkel-hus’ med tryk på sik. Det er en stil inden for kunst og arkitektur, kunne jeg regne ud fra sammenhængen, men jeg kunne simpelt hen ikke afkode ordet. Og han bliver ved – der er åbenbart mange af den slags huse i Stockholm. Nu er det gået op for mig, at det handler om epoken fin de siècle, som er tendenserne omkring år 1900. Nogen må lære den mand at udtale det ’dø sjægle’, så der ikke kommer støj i mine fintfølende ører.
- I min blodbank har de hængt en seddel op, hvor der står, at man skal spørge om lov, før man fotograferer, og at man aldrig må kunne se cpr-nummer på billederne. Er det blevet en ting at tage billeder, når man er i blodbanken?
- Mens jeg blev tappet, spurgte laborant 1 ud i lokalet, om der var nogen, som ville have mere at drikke. Laborant 2, som var ved at ordne min blodpose, spøgte: “En kop kaffe ville ikke være så ringe”. Laborant 1 vendte sig mod os, kiggede mig direkte ind i øjnene og sagde beklagende: “Åh det kan jeg desværre ikke klare”. Det var ikke MIG!
- Har bagt kager med tema til kollegakageklubben, hvor det er min tur til at sørge for kage. Temaet er Tilbage til rødderne med undertitlen Havens afgrøder klædt i glade 70’erfarver. En squashkage med chokolade – brun – og hokkaidocookies – orange. Først og fremmest minimerer jeg madspild og forbrug ved at bruge hjemmedyrkede ingredienser og rammer således også direkte ned i den aktuelle tidsånd.
- Tænk at det er 18 år siden dén 11. september.
9. september 2019 | Hørt og set i forbifarten |
Et ukendt nummer viste sig i displayet på min telefon, og jeg tog samtalen.
“Hej, det er vinduespudseren, jeg kommer ud til dig nu”, sagde en stemme, jeg ikke kendte.
Mange tanker i mit hoved. Har vi glemt? Er der åbent? Vi plejer at låse lågen op, så vinduespudseren kan komme ind i haven og pudse vinduerne på den side af huset. Der plejer at komme en sms forud.
“Åh, vi må have misset det…”
“Men er du ikke derude?”
“Nej, jeg er på arbejde. Vi plejer jo at låse op, så I kan komme ind, men…”
Her gik cirka tre ting op for mig: At det ikke plejer at være mig, men Morten, som vinduespudseren kommunikerer med. At stemmen ikke lød lokal. At han blev ved med at kalde mig Pia.
Samtidig gik noget op for ham:
“Er det ikke Frederiksberg Yoga?”
Han havde trykket et enkelt ciffer forkert, viste det sig, og vi ønskede hinanden en god dag.
Nu funderer jeg over to ting:
- Det er egentlig utroligt, det ikke sker oftere. Kombinationen af store menneskefingre og små taster.
- Hvornår kommer vores egen vinduespudser egentlig?
7. september 2019 | den store bunke |
Hele to gange i de seneste dage har Peddersen-universet været referencen i samtaler, jeg har haft.
Jeg taler naturligvis om Sven Nordqvists vidunderlige billedbøger, som jeg læste højt mange gange, da mine børn var små.
I forgårs var det i en snak om grævlinges farlighed, at jeg hentede min indre Da Findus var lille og forsvandt frem og insisterede på, at grævlinge altså ikke er til at spøge med. Tænk bare på tegningen af lille Findus’ røde og forgrædte øjne, da han bliver fanget i en papkasse med en puslende grævling udenfor. Så bange han er!
Det er heller ingen spøg at ramme en grævling på landevejen. Det er som at køre ind i en sten. Meget kompakte dyr. Det var egentlig det, samtalen startede med. Men farlige rovdyr er de også. Jævnfør Findus.
Og i dag kørte vi forbi en lillebitte sø, hvor der sad en lystfisker, og jeg funderede over, om søen overhovedet var stor nok til brugbare fisk. Så refererede Lasse til en Peddersen-historie, hvor de var nødt til at fange små fisk først for at få madding til at fange de store fisk, i deres tilfælde gedder.
Jeg elsker, at mine børn også som voksne har Peddersen og Findus som referenceramme.
Senere på dagen var jeg inde i en boghandel og konstaterede, at bøgerne ikke er så stor en del af standardsortimentet, som de var for tyve år siden. Men der var heldigvis et par stykker. Ikke historien med grævlingen og heller ikke Pandekagekagen, som er en anden af mine favoritter. Men Rævejagten med det uhyrlige fyrværkeri og Ud i det blå med Peddersen var der, og Stakkels Peddersen, hvor Peddersen er i det sorteste humør, og Findus med alle sine skøre krumspring endelig får ham lokket med på netop en fisketur, som altid gør så godt for sjælen.
Læs dem alle sammen for dine børn eller børnebørn! Ingen børn bør vokse op uden Sven Nordqvists fantastiske tegninger og finulige fortællinger.
