28. februar 2018 | den store bunke |
I aften er det syv år siden min far døde, og derfor er 28. februar – den sidste vinterdag – altid en dag, hvor jeg mindes og sender ham tanker. Hvor end han er. Jeg er ikke religiøs på den måde. Jeg har ikke brug for at tro på, at hans sjæl er et sted. Minderne om ham findes der, hvor jeg er. Min mors minder om ham er hos hende, og sådan lever han videre hos dem, der kendte ham og holdt af ham.
Billedet her er fra den sidste juleaften, han var med. Man kan godt se, han er gammel og lidt afpillet, men man kan også se, han stadig har sit gode lune, drikker øl og er ved at fyre et eller andet vittigt af til mor, måske noget om at være et par gamle nisser, der skal hænge fast på det billede. To måneder senere døde han, uden at der forud havde været særlige tegn på, at det skulle være lige dén dag. Han havde været en gammel mand længe, de sidste halvandet år kunne han ikke så forfærdelig meget og havde hjemmehjælp fire-fem gange om dagen, – til at komme i seng og komme op igen, blive vasket, få skiftet kateder og den slags, som hverken kunne eller skulle belaste mor. Men han læste avis, så nyheder, fulgte med i verdens gang og var for det meste klar i hovedet.
Han var næsten 94, og den aften i februar gav organismen ganske enkelt op. Det var en mandag, og jeg havde været hos dem i weekenden, hvor jeg tilbragte en del tid med at organisere en masse ting på deres loft, som de ikke skulle have med, når de flyttede i en mindre bolig kort efter. Far nåede ikke at flytte med, og det var nok meget godt, for den gamle landmand var egentlig ikke meget for at skulle rykkes væk fra udsigten over de marker, han havde dyrket og levet på i næsten tres år. Måske er der en højere sammenhæng dér, måske valgte han selv at lukke ned, jeg ved det ikke.
At jeg var der den weekend har givet mig en dyb ro og en følelse af at have fået sagt ordentlig farvel. Jeg vidste jo ikke, det var sidste gang vi sås, men jeg er ikke efterladt med noget, jeg ikke fik sagt til ham, eller ærgrelse over, at jeg ikke fik besøgt ham nok. Jeg har en grundfølelse af, at alt faldt på plads på den rigtige måde i rette tid, og jeg er dybt taknemmelig for det.
På dette billede er far noget friskere at se på. Han er også kun 86 her. De gode fynske gener.
27. februar 2018 | den store bunke |
Det sner sidelæns!
Jeg kan se det i lyset omkring gadelygterne, når jeg kigger ud. Og vores gode gænge med at gå aftentur …. ja, vi SKAL jo ikke. Så den er sat i bero i dag. “Det er livsfarligt”, er vi enige om og er rykket sammen om brændeovnen.
Det har altså ikke været sådan virkelig voldsomt i vores område, snevejret. Altså, det har sneet, det blæser, og der ligger en del sne, men solen har også skinnet i dag, og det hele er vist noget værre i de sydligere egne. Alligevel er der ingen grund til unødig udgang. Når vi nu HAR tændt op, og her er dejligt varmt i stuen. Folk og fæ bliver inde i aften.
Her.
26. februar 2018 | den store bunke |
Og hvis jeg blev ved med at sige op ad bakke og ned ad bakke og op ad bakke og ned ad bakke, blev det snart et citat fra børnebogsklassikeren Mis med de blå øjne – om katten der drog ud for at finde landet med de mange mus.
Men det var ikke Mis, det var os, der i går tog ud til Ødalen, der ligger lige øst for Viborg, og gik op og ned igen og igen. Man skal ikke lade sig narre af et navn, der indeholder ordet ’dal’. Der er bakker! Og hvis man bliver ved med at gå op, så snart man er kommet ned, bliver der ekstra mange af dem.
Vi træner jo. Vi går en lille tur næsten hver dag, bare for at holde ben og fødder øvede, og i weekenderne prøver vi at få gået en længere tur. Når vi kommer til Utah i maj, vil vi sikkert være glade for, at fødderne er blevet vant til at gå. Og så regner jeg i øvrigt med, at alle vores småture herhjemme sætter os så meget i pagt med naturen, at vi bliver de første til at rapportere forårets ankomst.
Det er ikke endnu, kan jeg fortælle.
I går havde vi uldent tøj på i mange lag, men da vi sluttede af med at sidde på den blå bænk højt over Bruunshåb Gamle Papfabrik og nyde udsigten, sneg kulden sig straks og grundigt op gennem knoglerne. Solen skinnede så flot, men det var såååå kooooldt.
Det er ikke sikkert, billedet viser særlig tydeligt, at vi var kommet højt op. Men jeg lover, at vi var. Ellers har jeg i hvert fald sundhedsappen på min telefon som backup. Over en ikke voldsomt lang strækning: 63 etager!! Hva’beha’r!!
25. februar 2018 | den store bunke |
Til jul fik min mor en bog om Lise Nørgaard. Rigmor, som er en af de andre beboere i mors enhed på plejehjemmet, havde bogen om kronprinsen. Nu er de begge to færdige med deres bøger og har byttet. Rigmor har taget smudsbindet af sin bog, mens den er udlånt. Det synes hun er bedst. Måske for at skåne smudsbindet og lægge det om bogen igen, når hun får den tilbage.
Men min mor vil jo ikke være årsag til slitage på kronprinsebogen, mens den er i hendes varetægt. Så nu har hun bundet den ind i avispapir, fortalte hun mig. For ’jeg kan jo stadig huske fra skoletiden, hvordan man gør’.
’Men mor, det smitter jo af. Det er tryksværte …’
’Men det er en MØRK bog!’
’Jamen, dine hænder. Du får sorte fingre, når du sidder med den …’
’Ja, de kan da vaskes!’
Jeg har tit klaget over, at min mor tager bekymringerne på forskud og ser problemer, hvor der ingen er. Men jeg skal da lige love for, at hun havde bestemt sig for, at det her IKKE er et problem. Til gengæld var hun voldsomt begejstret for at have LØST et problem med sin opfindsomhed.
Jeg skal ikke være den, der siger mere. Lad os bare håbe, at Frederik ikke er blevet alt for sort i hovedet, når bogen skal retur.
22. februar 2018 | den store bunke |
Da jeg kogte ris til aftensmad, hentede jeg ris og salt inde foran fjernsynet i stuen, hvor køkkenskufferne står.
Når jeg skal hjemmefra, tager jeg min frakke, som hænger på en bøjle i vindueskarmen i stuen, og mine sko står på en reol lige foran tørretumbleren i baggangen.
Under køkkenbordet, hvor krydderi- og melskufferne plejer at sidde, er der hul – helt ned i gulvet. Selve karosseriet til skufferne står på højkant i stuen, og ovenpå det hviler den skuffe, vi har stanniol, madpapir og plastikposer i. I den skuffe står i øvrigt også sukkerstrødåsen, som også er blevet helt forvirret i alt det kaos og har valgt en fremmed skuffe.
I entreen er der ikke andet end et hul i gulvet og en affugter, og derfor er overtøj og sko placeret lidt rundt omkring.
Men hey, lækken er stoppet! Der løber ikke længere 300 liter vand i døgnet ud i undergrunden, som der har gjort siden april. Eller – vi ved ikke, hvor længe vandet og vores penge er fosset ud under huset, men vi ved, at siden vi overtog huset, har vi brugt 90 kubikmeter vand mere end normalt for en husstand som vores. Og så er jeg bare ved simpel hovedregning nået frem til et gennemsnit på 300 liter i døgnet. Der kan være gået hul i rørene for færre måneder siden, og så har det daglige udslip selvfølgelig været større. 90.000 liter vand er meget. Især når man ikke rigtigt har brugt det til andet end at holde fundamentet fugtigt.
Men nu er hullet lappet. Hullerne. Der var faktisk tre huller, og det sidste viste sig som et springvand i entreen. Morten sendte mig statusvideoer, mens jeg var på arbejde og han var hjemme med vvs-manden. Efter hul nummer to var beskeden: “Tivoli Teglmarken meddeler: Nyt hul fundet. Nyt hul lappet. Trykprøve negativ.” – og jeg vidste ikke, om det sidste var godt eller skidt. Jeg mener– en positiv graviditetsprøve kan jo godt være noget negativt, og omvendt. Uden sammenligning, i øvrigt.
Men her var negativ ikke godt. Der var stadig en læk, og entregulvet blev hugget til mere pulver. Og så sprang fontænen – og blev lappet.
Og dét er godt!
Nu skal det tørre lidt, inden køkkenskabet sættes ind igen, så ris og mel og krydderier kan være lige ved hånden igen, og køkkenet kan ligne sig selv.
Entreen? Ja, det er en anden historie. Vi undgår ikke at skulle skifte alle husets rør ud. ALLE, blev der sagt. Og forestil jer lige, hvor omfattende en operation dét er! Derfor skal entregulvet ikke lappes, for det – og en hel del andet – skal alligevel snart brækkes op. Så nu dækker vi det bare af, og så er resten som nævnt en anden historie. Et andet forsikringsselskab. En anden finansiering. En anden fortælling om bøvl.
Den kommer der nok mere om.
Jeg vil bare for en stund hvile øjnene på de forsythiagrene, jeg hentede i kolonihaven i går. De springer nok snart ud og spreder forårsforhåbninger. Luftfugtigheden burde i hvert fald være høj nok.
