25. februar 2019 | At have have, den store bunke |
Søndag morgen startede jeg med at remse op, hvad jeg syntes, vi skulle have til side i løbet af dagen. Og tænk engang, jeg havde vinklet det hele af, da dagen var omme.
Nå nej, der blev ikke gjort rent på badeværelserne. Men de løber jo ingen steder. Det punkt havde ikke afgørende høj prioritet.
Men ellers fik vi
- aftalt menu og indkøbsliste til jagtmiddag hos os på lørdag. Konsortiets fire jægersmænd med koner og kærester samles til den årlige treretters med jæger-og-samler-tema. Jeg er sikker på, det bliver både godt og lækkert – og i hvert fald hyggeligt.
- bestemt fødselsdagsgave til den af arvingerne, som fylder 25 i næste uge. Så siger jeg ikke mere om det!
- bestilt logi til sommerens storbyfamilieferie, hvor vi i anledning af min runde fødselsdag samler alle vores unge. Det bliver Amsterdam, og det var virkelig rart at få det lagt fast. Det bliver hverken lettere eller billigere, jo længere vi venter. Nu kan jeg roligt bare glæde mig. Og det gør jeg.
- støvsuget hele huset. Der var klar forskel på før og efter, det er altid tilfredsstillende. Det er derfor, man altid skal vente så længe som muligt.
Til sidst fik jeg både motion, frisk luft og masser af lydbog, da jeg spadserede ud til kolonihaven og tilbage igen, 8,5 kilometer i alt. Jeg skulle hente grønkål og lige tjekke, om der var ressourcer at satse på til middagen på lørdag. Det er der, og så var det i øvrigt så dejligt vejr med forårsluft, at det var lige før, jeg fik lyst til at grave køkkenhaven. I hvert fald er det helt klart noget, jeg kan gøre, hvis det bliver godt vejr en anden dag…
Jeg gik hjem med rygsækken fuld af gode sager. Tænk at kunne hente grønkål, lidt broccoli, et lillebitte romanesco-kålhoved, pastinakker, rødbeder og skorzonerrødder fra sin kolonihave i februar. Sikke en rigdom!
En del af det spiste vi til aften sammen med Mortens lækre dådyrfilet med mandelcrunch.
Jeg kunne lide alt ved den søndag.
11. februar 2018 | den store bunke |
Det var de første ord, jeg sagde, da jeg vågnede i morges og tjekkede, hvad klokken var. Hold da op! For det var ikke engang morgen længere. Uret viste 11.05! Vi kan stadig!
Vi var til jagtmiddag i går. Hele konsortiet med fruer til flerretters menu med gode vine og snakkesaligt samvær. Det var en god aften, og vi var først hjemme i seng henad tre. Så ved vi jo bare af erfaring, at efter sådan en aften vågner vi lige så tidligt, som vi plejer, enten fordi vi skal tisse eller bare fordi vi plejer. Selv om det netop kunne være dejligt at sove et par timer længere og nyde, at vi ikke har planer om udgående aktiviteter.
Jeg var da også vågen for at forrette ved halv otte-tiden, og jeg nåede da også at tænke øv.
Men det lykkedes åbenbart alligevel at sende systemet i slummer igen. Vi stod op halv TOLV og spiste noget, vi jo ikke rigtigt kunne kalde morgenmad. Siden har det bare været den hyggeligste dag med ild i brændeovnen og tullen rundt og vinter-OL og alt og ingenting.
Men 11.05! Det er alligevel imponerende.
11. februar 2017 | den store bunke |
Ville man kalde dagens vejr, hvis man var i et tysktalende land og havde klumpstøvler og lange plader på fødderne.
’Solglimmer’ kalder jeg det og kniber øjnene sammen mod lyset og glæder mig over denne lørdag, hvor jeg…
… er på vej fra
brunch hos Søster Lagkage med Morten og Lasse, – noget vi aldrig har gjort før, selv om vi bor lige midt i caféland. Nu gjorde vi det, og det var hyggeligt.
… er på vej til
årets jagtmiddag på mit stambadehotel i Næsbydale med gode mennesker og god mad i gode omgivelser. Nu er vi raden rundt i jagtkonsortiet; første gang, jeg var med min jægersmand til jagtmiddag, var det også hos Mogens. Hvis vi ikke godt vidste det i forvejen, ville vi nu kunne regne ud, at vi har været kærester i over fem år.
14. februar 2016 | At have have, den store bunke |
Her er ruten, man tager, når man søndagsordner efterladenskaber.
Der skete det, at vi på sengekanten blev ringet op af kassereren i kolonihaveforeningen. Hun ville lige minde os om, at det var ved at være oppe over at få betalt årskontingentet, og så ville hun godt høre, om vi kom i dag og betalte.
Derfor gik min rute først til en pengeautomat. Vores haveforening er nemlig ikke digital. På nogen måde. Ikke noget onlinehokuspokus. Intet hjemmesidepjat. Der er ikke engang en mail, man kan skrive til. Når man skal betale, bærer man pengene hen til kassereren. I kontanter. Så får man en håndskrevet dagsdatokvittering, og sådan er det bare, og det kan ikke ændres. Er der meddelelser til havefolket, for eksempel invitation og dagsorden til generalforsamling og præmiefest, bliver der rullet et stykke papir sammen og proppet i det postrør, som hænger på indersiden af havelågerne. Basta.
Vi kan aldrig helt huske, hvornår man skal betale kontingentet. Sidste år var vi for tidligt på den, og i år var vi åbenbart tæt på at komme bagud. Hvornår er det egentlig, spurgte jeg, da jeg stod i mit løbetøj hos kasserersken i dag og netop havde modtaget den klargjorte håndskrevne kvittering. ”Ja, det er fra den femogtyvende januar til den femtende februar, og det står også i loven. I har jo et lovhæfte”, sagde hun, mens jeg tænkte på, hvor vi mon har gemt de vedtægter, som vi åbenbart ligger inde med. Men altså, mellem den femogtyvende januar og den femtende februar. Det husker vi fra nu af. Og det virkede, som om det er bedst at bringe hende pengene i starten af perioden. Der er jo ingen grund til, at kassereren skal sidde og vente i tre uger og til sidst alligevel føle sig nødsaget til at ringe og minde os om det, vel?
Lettet, både på samvittigheden og på pengefronten (selv om det faktisk er latterligt billigt at leje grønne sommerglæder) løb jeg videre for at hente en bil, som vi efterlod i nat efter årets jagtmiddag i jagtkonsortiet. Det er noget med tre retters menu af velovervejet og veltillavet hjemmeskudt, hjemmedyrket, hjemmeplukket, hjemmealtmuligt og dertil velvalgt og velsmagende vin. Efter det kører man ikke hjem. Både på grund af omtalte vin og fordi man efter al den mad har virkelig, virkelig godt af at komme ud og spadsere i nattekulden.
Her stopper den dokumenterede rute. For herefter kørte jeg hjem og lavede intet andet end at lytte lydbog, sidde i en solstråle og spille Candy Crush og bage et overdrevet stort bjerg af boller. Som jeg nu skal smage på.
Meget, meget fin søndag.
27. februar 2014 | den store bunke |
Jægersmændene med ledsagere samles til jagtmiddag en gang om året. Værtsskabet går på omgang, og næste gang er det hos os. En af jægerne havde en ny kæreste med sidste år. Ulla hed hun. Det kan være en udfordring at være ny i en sammentømret flok, men jeg synes, at jeg året før, hvor jeg var ny, havde gjort hvad jeg kunne for at tage presset fra alle nye i al fremtid ved at trække en træls østers ved forretten, brække mine indvolde ud på badeværelset lige efter desserten og blive fragtet hjem i en taxa af min stolte kæreste. Ulla kom ikke i nærheden af at gøre mig kunsten efter sidste år.
Nu nærmer vi os vildtmiddagen, selskabet er ved at blive kaldt sammen, og i går forlød det, at ’Ulla nu hedder Vibeke’.
Min første forvirrede tanke i forsøget på at forstå oplysningen var: “Har hun været ved numerolog??”
Bagefter fattede jeg, at det var hele mennesket, som var blevet et andet.
