29. juli 2014 | At have have |
Efter to dage med købepizza og en tredje med henholdsvis havregryn og havregrød til aftensmad syntes jeg, at vi trods alt pakkerodet skulle have aftensmad med lidt mere omtanke. Jeg tog i haven efter salat og tomater. Nabo Ejnar på 90 var i sin have. Han var ved at klippe toppen af kartoffelplanterne, fordi – sagde han – så undgår man, at der trækker skimmel ned i kartoflerne. Der var jeg allerede bagud, tænkte jeg og besluttede på stedet, at kommer der skimmel, så gør der det.
Han havde også trukket alle løgene op og lagt dem til tørre oven på jorden, for nu syntes han, de var store nok. Jeg besluttede på stedet, at vores løg sagtens kan tåle at blive lidt større. Selv om nogle af dem faktisk er temmelig store. Vi har bare ikke tid til at nusse i haven i disse dage.
Der bor en frø eller en lille tudse i redskabsrummet. Hver gang jeg kommer ind for at hente greb og spand til kartoffelopgravning, pusler det nede i nogle visne blade, og jeg råber “Huh!” Hvis frøen kunne, ville den sikkert også råbe huh! Jeg tror, vi bliver lige forskrækkede. Ja, jeg indrømmer det: jeg er ikke til padder og kryb. Hvis min arm var halvanden meter lang, kunne jeg nå greben uden at gå ind i rummet. Men jeg siger til mig selv, at tudser og frøer gerne må være der, for de spiser snegle, som jeg også synes er klamme. Jeg tænker bare, at den lille frø burde være uden for og ikke inde i det tørre skur. Måske kan den ikke finde ud, og jeg har nævnt for Morten, at når en af os – og ikke mig – kommer i haven, bliver den måske båret ud.
Der er vildt mange modne tomater nu, både cherry-, blomme- og almindelige, og jeg fik en god stor pose med hjem.
Og se så lige her, hvad jeg ellers tog i min kurv. Det blev et ovnfad med løg og rodfrugter, en salat med romaine, tomater og feta, og så med et par fiskefrikadeller til. Det var altså godt. Tak, have.
28. juli 2014 | den store bunke |
Alt for mange plastikbøtter, ja. Cykellygter fra forrige årti. Julebreve fra de sidste 15 år – og i denne sammenhæng er det vel positivt, at samlingerne år for år er blevet mindre og mindre. Et helt livs bøger. Brætspil som ingen længere spiller. Stofrester – til det der patchworksengetæppe, som jeg skulle sy i de lange vinteraftener. Som aldrig kommer, – i stedet kom Candy Crush.
Jeg pakker, og ind i mellem er det svært at beslutte, fra hvilket hjørne jeg skal gribe det an. Men det er også lidt sjovt. Drengene pakker også, sorterer og smider ud. Der dukker ting op, som vi havde glemt, og vi udveksler historier.
Nu er det mandag, og jeg tager igen luft ind og går i gang. Først skuffen med cykellygter, dolke og noget, jeg syede i folkeskolen. Det var hvad jeg lige fik øje på, da jeg kastede et blik ned i den. Lutter ting, jeg nok ikke får brug for resten af ugen og derfor roligt kan pakke ned.
Velkommen til mit hjem, som i denne uge ser sådan ud over det meste. Dette er hjørnet, hvor fyrretræsmøblerne nyder den sidste herskabsluft, inden de sættes i kælderdepot. R.I.P.
Skabet til højre er i øvrigt til salg. Det stammer fra min fasters svigerforældres sovekammermøblement og er monsterrummeligt med fire solide hylder i 120 cm bredde. Det er også gammelt; min faster fylder 99 til efteråret, og skabet tilhørte generationen før hende. Nogen interesserede købere derude?
26. juli 2014 | den store bunke |
Nu er det snart. At jeg flytter. Jeg har lige taget hul på to ugers ferie, og når de er gået, har jeg boet et andet sted i en uge. Der er formodentlig lige så meget kaos i mine rum på det tidspunkt, som der lige nu er på vej til at blive i de nuværende gemakker, men i det mindste er der håb om, at det er et kaos på retur.
Jeg gik i gang i morges med at lave plads til de fyldte kasser. Den næste uge går jeg og pakker og bryder ned og smider ud. Undervejs vil der være en masse overvejelser, når jeg støder på ting, som måske, måske ikke skal med. Ting som vi ikke får brug for, ting som jeg er flyttet rundt med, som har betydet noget for mig og som jeg har ment, at jeg ikke kan leve uden. Måske kan jeg nu. Måske rydder jeg ud med hård hånd. Og måske er der noget, jeg alligevel vil fortryde og fiske tilbage og putte i en kasse.
Der vil være minder, som jeg kommer til at dvæle ved, og som jeg ikke kan dele med nogen, fordi det kun er mig, de betyder noget for. Der skal være tid til også at gå rundt om mig selv i små cirkler og blive lidt trist over nedbrydningen.
Jeg er flyttet så mange gange i mit liv – dette er vist min fjortende flytning, at jeg ved, det rammer mig undervejs. Til gengæld ved jeg også, at så snart alt gods og løsøre er båret ind i den nye bopæl, ændrer grundstemningen sig. Så bliver tristessen afløst af forventning og glæde, når opbygningen går i gang.
Det går langsomt i dag. Det er varmt. Men jeg er i gang. På listen over, hvad de nummererede kasser indeholder – et velafprøvet system, som tidligere flyttehjælpere har anprist – er der noteret to enheder. Og det er jo mere end ingen. Stigereolerne er ved at blive tømt og skilt ad, og jeg ved bare – og lover, at det er sidste gang i mit liv, at ABC-reolerne kommer til at stå i privaten. De er velkomne i loft- og kælderrum til opbevaring af den dødvægt, som kommer med, men ikke i den højloftede beboelse.
En plads midt på stuegulvet er reserveret til det, der skal køres på genbrugspladsen i morgen, når Morten kommer hjem. I dag er han taget væk, så jeg kan danne mit overblik, uden at han også går i små cirkler rundt om mig – og uden at jeg er nødt til at gå i større cirkler, fordi han står i vejen. Det er knagende godt tænkt.
Og nu til kasse nummer tre. Den kommer til at indeholde stort set det samme som de to første og de næste mange: et lag bøger og noget let øverst, eventuelt dyner og dunjakker, indtil dyner og dunjakker slipper op.
Følg med i den rasende spændende flytteføljeton…
21. juli 2014 | den store bunke |
Mine klipklapper er stået af. Muligvis har de ligget og hvisket om det på skohylden og lavet en pagt og svoret en troskabsed.
På vej gennem gården kom jeg til at sparke den ene hæl mod en kantsten. Så knækkede sålen. Nåmmen, så kan jeg da også lige kigge efter et par nye klipklapper, når jeg går gennem byen, tænkte jeg.
Og så, netop da jeg trådte over dørtrinet ind til en skobutik, knækkede remmen på den anden sko, og jeg måtte gå videre på barfodet hippiemaner.
Så kan man da ikke få en tydeligere manifestation fra sådan et par sko. De vil ikke mere.
20. juli 2014 | den store bunke |
Når man har fødselsdag lige midt på sommeren, kan man komme til at fejre dagen de mest eksotiske steder, der ligger langt fra hverdagen.
Som for eksempel, da jeg blev 26 på sprogskole i Volgograd. Eller da jeg fyldte 46 i en bus på vej hjem fra Kroatien. Min 40 års fødselsdag fejrede vi i en hytte i Telemark i Norge (jeg fik et billede af min nye gule cykel). Min 33 års fødselsdag endte på Thisted Sygehus, hvor jeg fødte mit første barn samme aften. Jeg fyldte 39 i Broagerland, da familien lå i campingvogn. Sidste år var det sådan her.
I år – i går – var det mest en arbejdsdag. Der var rundstykker til morgenmad, og Morten inviterede os ud at spise om aftenen. Drengene og mig. Troede jeg. Men tænk, så stod svigerdatter der pludselig også, hvilken glæde! Og ældstebarnet var også inviteret, men skulle ud og fejre sin egen fødselsdag. Helt hemmelige havde de været med det, alle sammen… Det var en dejlig aften.
Imellem morgenmaden og aftensmaden flyttede vi Mortens jordiske gods fra hans nu tidligere lejlighed til et midlertidigt depot, hvorfra det om to uger skal flyttes til vores nye lejlighed. Det. Var. Varmt. Vi var fem stærke og seje jyder – og så mig (ja, jeg er da også stærk og sej, men jeg er jo ikke jyde), og vi svedte om kap. Men alt gik planmæssigt, og det hele kunne nærmest mirakuløst stables ind i et kælderrum, hvor vi ikke regner i kvadratmeter, men i kubikmeter. Der er stablet fra gulv til loft fra hjørne til hjørne, og der kan ikke være så meget som et kosteskaft mere.
I dag har vi gjort den gamle lejlighed ren. Hele dagen. Min udsigt har været noget ensformig. Jeg havde køkkentjansen med fryser, ovn, fedtede overskabe og den slags. Det er bare at starte i den ene ende og arbejde sig igennem det. Ovre i hjørnet på elkedlen sidder Martin Greis og læser Verdens Vinter højt for mig.
Sidst på eftermiddagen var jeg i kolonihaven for at hente kartofler og salat til aftensmaden. Og hvor er det dejligt at se, at haven kan klare sig selv og gro mad, selv om vi ikke har tid til at være der så meget for tiden.
