28. september 2020 | den store bunke |
I lang tid har denne bogstavtavle hængt på min køkkenvæg. Budskabet, som jeg selv har fundet på, holder jeg fast ved. De snakke, der opstår når man sidder flere om et måltid, gør godt på mange planer, og man går næsten altid derfra med noget, man ikke vidste i forvejen.
Imidlertid spiser jeg oftest alene, og sommetider synes jeg, mine egne ord på tavlen rækker lidt tunge ad mig. Vendt positivt kan man sige, at jeg holder en pause med at blive klogere ad den vej. Derfor har jeg bestemt mig for, at skriften på væggen godt kan skiftes ud med mellemrum. Ord og bogstaver har jeg jo nok af. Eller … ikke alle bogstaver. Der fulgte et meget udansk bogstavsæt med tavlen, så jeg kan ikke skrive noget med æ, næsten ikke noget med å og kun lidt med ø. Og kun hvis jeg tager komma og punktum til hjælp. Hvad jeg gør.
Lige nu vurderer jeg, hvor længe denne opbyggelige note skal opmuntre mig.
26. september 2020 | den store bunke |
Lad os bare sige, at jeg var glad for, at udleveringsstedet var bemandet.
Jeg havde lovet at hjælpe ældste søn med at flytte. Min rolle var blandt andet at møde op på fraflytteradressen med en flyttetrailer. Det er mange år siden, jeg har været ansvarlig for at leje trailer, og i den tid har man lavet om på alt. Det hele foregår eksempelvis via en app.
For flere uger siden bookede jeg traileren og installerede appen på min telefon. Alt var således klar. Og dagen kom.
Kør til udleveringsstedet og find din trailer var første trin. Det gjorde jeg. Min trailer havde nummer 3. Så langt så godt.
Gennemgå traileren var næste trin. Tag et foto af fronten. Tjek traileren for fejl. Men for at kunne se, om alle lygter virkede, var jeg jo nødt til at montere traileren på bilen, mente jeg.
Første tur ind til en medarbejder: “Jeg kan ikke låse hængelåsen op?”, “Nej, det gør du først, når du har gennemgået proceduren.” Ud igen og igennem alle trin, Er den rengjort?, Har den synlige skader?, Er sikkerhedswiren intakt? osv. og til sidst Afmonter låseboksen.
Traileren på bilen, og så gik jeg i gang med at tjekke lys. Venstre blinklys virkede ikke.
Anden tur ind til medarbejderen: “Venstre blinklys virker ikke!”, “Nej, jeg kan godt se, den er mærket med en periodisk fejl på lyset, men der er ikke så meget, jeg kan gøre ved det.”, “Men er der så en anden trailer, jeg kan få?”. Søgen i systemet: “Ja, nummer 4 er ledig, jeg ændrer det lige, så hvis du genstarter appen, kan du tage den i stedet for”. Ud igen, af med nummer 3, hen til nummer 4, tage et billede af fronten, tjekke om traileren var rengjort, havde synlige skader, havde intakt næsehjul og sikkerhedswire. Men jeg kunne ikke aktivere hængelåsen.
Tredje tur ind til medarbejderen: “Jeg kan ikke låse den op med appen!”. Medarbejderen med ud og låse op med sin telefon, hjælpe med at sætte traileren på bilen OG tjekke lygterne. Venstre blinklys virkede ikke. Jeg vidste positivt, at det ikke var min lånte bil, der havde fejl, for den har for ganske nylig kørt med fuldt funktionsdygtig trailer. Men der var ikke så meget, medarbejderen kunne gøre, for den sidste trailer på stedet, nummer 5, var ’til reparation’. Det så mest ud til at betyde, at den bare holdt der og ikke skulle udlejes. Så jeg bestemte mig for, at det var rigtig fint, at nummer 4, som nu sad på bilen, i det mindste kunne blinke til højre. Jeg gennemgik min kommende rute i hovedet og konstaterede, at den hovedsageligt bestod af højresving, så jeg lagde låseboksen i bagagerummet, takkede medarbejderen for god og udvidet service og kørte af sted.
Flytningen gik fint, og jeg drejede ganske rigtigt mest til højre. Da det hele var overstået, og jeg kom tilbage til udleveringsstedet, som nu var konverteret til indleveringssted, tog jeg traileren af bilen og gik i gang med returneringsproceduren på appen: Er traileren rengjort til næste lejer?, Er næsehjulet intakt?, Er sikkerhedswiren intakt? osv. og Er låseboks og hængelås påmonteret? Men jeg kunne ikke sætte hængelåsen på, fordi den af en ukendt grund var lukket, og jeg kunne ikke åbne den. Så:
Fjerde tur ind til en medarbejder: “Jeg kan ikke låse den her op?”. Medarbejderen åbnede hængelåsen med sin telefon. Ud igen, låsen på, rapportere defekt venstre blinklys på traileren, tage et foto af lygten, farvel og tak for i dag.
Inden jeg kørte derfra, nåede der at indløbe kvittering for returnering og en besked Er du tilfreds med vores app?
Jeg svarede bare ja.
24. september 2020 | Udpluk |
- Jeg prøver at finde positive aspekter ved Covid-19-situationen. Jeg har forsøgt med ’Man bruger færre penge’. Det er bare ikke rigtigt. Muligvis er det ikke virussens skyld.
- Mit sportsur har udviklet invasive menneskelige træk og er begyndt at give mine præstationer karakter. Undervejs på løbeturen udstødte det et bip og vurderede min indsats som ’Nogenlunde’ … jamen, tak, jeg syntes ellers lige, det gik godt.
- Flere gange hver dag flyver et hold ænder ind i haven og gnasker samtlige nedfaldsæbler. Det er en god deal. Tak, Team Gråand, I er et effektivt og skattet renovationshold.
- På lørdag skal min søn flytte, og jeg skal finde en gammel kernekompetence frem: Kunsten at køre med trailer uden at være nødt til at bakke. Man glemmer heller aldrig at kunne cykle, vel?
- Som barn var min fulde postadresse Birgitte Sørensen, Kærsenggaard, Uggerslev, Fyn, Danmark, Europa, Jorden, Mælkevejen, Universet. Det var åbenbart ikke til at vide, om nogen fra en anden galakse eller et andet univers kunne finde på at skrive til mig.
16. september 2020 | den store bunke |
Jeg er dobbelt så gammel som de fleste af de kolleger, jeg sidder sammen med. Jeg sidder i afdelingens content team, som var den mest dækkende betegnelse, da funktionerne skulle navngives. Holdet består af tekstforfattere (sådan en er jeg) og PR & SoMe-medarbejdere, og lige ved siden af os sidder online teamet, som også er forholdsvis unge mennesker. Vi er en broget flok, som har det både sjovt og godt med hinanden. Og jeg er altså ældst. Meget ældst.
I dag fangede mine ører, at der blev talt om hashtags. De kolleger, der arbejder med husets Instagram- og Facebookprofiler, snakkede om nogen, der “havde brugt hashtags helt forkert”, og “som man gjorde i begyndelsen”. Jeg spidsede ører, dels fordi jeg generelt synes noget om det meste og er rigtig god til at blande mig i samtaler, der egentlig gik meget godt uden mig, og dels fordi jeg blev nysgerrig efter, hvordan man efter deres mening bruger hashtags rigtigt, og om jeg selv har gjort mig skyldig i forkert og tåbelig brug. Jeg er jo et præmieeksemplar fra boomer-generationen og er ikke vokset op med sociale medier. Man kan nemt komme til at gøre noget latterligt, fordi man troede det var smart og hipt.
“Jo altså, du bruger bestemte hashtags, hvis du vil ind i loopet og findes af dine følgere”, forklarede én, og en anden gav som eksempel på forkert brug sit eget første IG-opslag fra en koncert, hvor han i billedteksten havde tilføjet hashtagget Stigbrækkedearmen. “Det giver jo ingen mening”, sagde han om sit unge, naive jeg, og det syntes vi heller ikke, det gjorde.
Jeg har ransaget min hukommelse – og mine profiler – for min egen færd på sociale medier, og det ser vistnok ikke helt galt ud. Jeg holder mig #ungmeddeunge, og det værste er muligvis det her.
5. september 2020 | den store bunke |
En af de gamle dyder, strikning, er blevet populær igen. Det har den for så vidt været længe, jeg oplever bare, at det er en støt voksende trend, som alle aldersgrupper har taget til sig. De unge kvinder i min familie er også i gang, og nogle af dem er startet helt fra bunden og har lært sig det gennem digitale tutorials og facetime-konsultationer med deres mor. De startede med firkantede karklude og enkle halstørklæder og er fortsat med forholdsvist avanceret strik til dem selv og omgangskredsens babyer.
“Skal du ikke strikke noget, mor?”, har min datter spurgt flere gange, når hun begejstret vandt nyt land, mens jeg stadig sad og dimsede med mine elektroniske gadgets. Men jeg lader mig ikke sådan diktere, og det skal munde ud i noget brugbart – jeg gider ikke bare strikke formålsløst og for at få tiden til at gå. Og på det tidspunkt havde jeg ikke noget behov for hjemmestrik.
Jeg har strikket virkelig meget i mit liv. I den landbokultur, hvor jeg voksede op, gjorde vi den slags. Mor og mormor strikkede, hæklede, syede og broderede, og jeg lærte det fra helt lille. Jeg var seks år, da jeg blev medlem af en strikkeklub. Der var langt mellem legekammeraterne på landet, og man tog dem, der var. Jeg kan stadig genkalde mig, hvor smigret og stolt jeg var, da Bodil fra Hedengaard, som var 13 år, og Alfreds Else på ni spurgte, om jeg ville være med i deres strikkeklub. Så sad vi tre der på Elses loftsværelse med skråvægge og nørklede. Jeg kan ikke huske, hvad de store piger strikkede, men jeg strikkede et halstørklæde til min bamse. Ti masker retstrikning frem og tilbage i blåt garn.
Siden har jeg strikket flere mere ambitiøse halstørklæder, mange, mange sweatre og sokker til mig selv og alle, der ville have, og også til nogle, der ikke havde ønsket sig det. Jeg har også syet, hæklet og broderet. Og så har der været en meget lang periode, hvor jeg ikke har lavet den slags håndarbejde.
Mine jævnaldrende veninder strikker igen, men jeg har så altså ikke taget den. Endnu.
For nylig blev jeg opmærksom på en lokal strikkecafé. Et mødested, hvor man kan komme en aften om ugen og sidde sammen om strik, snak og en forfriskning. Det er meget uforpligtende, man behøver faktisk ikke noget håndarbejde, man må gerne bare være der, og man behøver ikke engang at komme til tiden, siger Rikke, der arrangerer det. Men det er en mulighed for et hyggeligt, socialt samvær og en anledning til at snakke med nogle andre, end man plejer.
Den mulighed bestemte jeg mig for at gribe, og så måtte jeg have et strikketøj med som adgangsbillet. Så kunne jeg både vurdere, om selskabet var noget for mig, og om jeg skulle tage strikning op igen. Jeg gravede dybt i den garnkurv, som jeg trods alt har bragt med mig gennem hele livet, og fandt alle strømpegarnsresterne frem. Mange rester, mange farver, mange minder om hvem der fik de sokker, der gav de pågældende rester. Heldigvis var der en del garn i samme kvalitet og tykkelse, og heldigvis var der stadig strikkepinde i depotet, efter at datter og svigerdatter har været der.
Så jeg drog til strikkecafe med åbent sind og en pose meget spraglet garn. Det blev en hyggelig aften og måske en ny tradition. Jeg strikkede en halv sok og gjorde mig klog på en hel del. Mon ikke jeg kommer igen.
Siden har jeg strikket sokkerne færdige. De blev sære og meget halvfjerdseragtige i farvesætningen, men det var hvad der kunne blive til, og de kan blive et par dejlige gæstesokker. Selv vil jeg i hvert fald ikke gå med dem.
Men nu er jeg i gang.
Og så skal jeg jo have et nyt projekt …
