Dengang med akillessenen
En torsdag aften i starten af november 2004 spillede jeg badminton med nogle kolleger i en gymnastiksal i Viborg. Jeg havde spillet mig til en spinkel føring i første sæt i første kamp, da jeg hørte et flop. Som af hårdt gummi. Jeg kiggede først efter, om sålen var gået af min sko. Det var den ikke. Men jeg kunne ikke gå. Det gjorde ikke ondt, men jeg kunne ikke få min fod til at modtage signaler. Efter at jeg havde siddet lidt og ventet på stadig ikke at kunne gå, blev vi enige om, at jeg hellere måtte på skadestuen.
Lang historie kort. Akillessenen var revet over. Den aften tilbragte jeg på Viborg Sygehus, mens jeg ventede på at blive syet sammen. Jeg kunne ikke andet end at ligge og se fjernsyn. Det var netop den aften, hvor et fyrværkerilager i Seest skød sig selv af, og derfor har jeg, når jeg siden har glemt hvornår jeg nu lige havde den ting med akillessenen, nemt kunnet google mig til datoen.
Dagen efter blev jeg syet sammen og sendt hjem til otte uger på krykker, de første fem uden overhovedet at måtte støtte på benet. Det var barske uger på mange måder, men det hele gik. Jeg boede alene med børnene og var en ret vigtig voksen i husstanden. Men gode venner købte ind for mig på skift, børnene hjalp derhjemme – og opdagede, hvor meget en mor egentlig går og gør. Jeg lånte min bil til en ung kollega, ”Her har du nøglen, Fie, bilen er din de næste otte uger, men du skal hente mig hver morgen og køre mig på arbejde”. Det var en god aftale.
Der er mange detaljer om bøvlet, jeg har glemt, og det er sikkert godt. Jeg har ingen mén udover et langt ar og et tyndere højreben, der aldrig får så veludviklet en lægmuskel igen. Men benet kan præcis det samme som det venstre.
Jeg tænker stort set aldrig på det mere. Men så blev jeg alligevel mindet om episoden, da jeg i læsningen af min mors dagbøger, som jeg stadig er i gang med, nåede til november 2004.
Fredag 5. november: Hen under aften ringede Birgitte. Hun havde ødelagt akillessenen på sit højre ben og skal gå ved to krykkestokke i otte uger, så det er en besværlig tid hun går i møde. Det var sket torsdag aften, hvor hun spillede badminton.
Lørdag 6. november: Jeg ringede lørdag formiddag til Birgitte om hun ville have min hjælp, hun sagde ja tak. Så jeg fik Mogens til at bestille togbillet til om eftermiddagen. Han kørte mig til banegården til 15.31-toget til Viborg. Jeg ankom til Birgitte ved godt halv 7 tiden, tog en taxa fra banegården. Knud måtte selv passe hus herhjemme, hvad han ikke var ked af.
Søndag 7. november: Kørte for Birgitte i hendes bil til bureauet for at hente en kompeauter, heldigvis er der en elevator i bygningen. Hun lavede en hel masse forarbejde. Det varede godt 2 timer, inden vi kørte tilbage til hjemmet.
Ole kom med børnene aften. Lasse var dårlig, havde kastet op dagen før, men var bedre, men hostede meget. Der var mange der ringede for at høre Birgitte, hvordan det gik. Én tilbød at tage Birgitte med på arbejde, så blev jeg fri for at køre. Jeg fik hele huset støvsuget, mens hun arbejdede på apparatet eftermiddag.
Mandag 8. november: Lasse havde det ikke så godt, han hostede stadig, så Birgitte tog ham med på arbejde. Jeg støvede lidt af, både oppe og nede, og vaskede gulv i gangen og køkkenet og trapperne både til loft og kælder, så hun kunne bruge dem siddende.
Laura gjorde rent i begge badeværelser, da hun kom hjem fra skole. Jeg synes Birgitte er god til at få tingene til at fungere, også sig selv, når hun kun må bruge ét ben. De to store børn er gode til at hjælpe hende.
Jeg gik til banegården eftermiddag, at hente den billet, som Birgitte havde bestilt til mig, så vidste jeg vejen dertil til næste dag.
Tirsdag 9. november: Jeg gik hen på banegården til toget der gik 9.31 og var i Odense 12.43. Sine kom og hentede mig.
Søde mor! Søde børn! Søde venner! Og tænk at det er femten år siden.
