Dengang med akillessenen

En torsdag aften i starten af november 2004 spillede jeg badminton med nogle kolleger i en gymnastiksal i Viborg. Jeg havde spillet mig til en spinkel føring i første sæt i første kamp, da jeg hørte et flop. Som af hårdt gummi. Jeg kiggede først efter, om sålen var gået af min sko. Det var den ikke. Men jeg kunne ikke gå. Det gjorde ikke ondt, men jeg kunne ikke få min fod til at modtage signaler. Efter at jeg havde siddet lidt og ventet på stadig ikke at kunne gå, blev vi enige om, at jeg hellere måtte på skadestuen.

Lang historie kort. Akillessenen var revet over. Den aften tilbragte jeg på Viborg Sygehus, mens jeg ventede på at blive syet sammen. Jeg kunne ikke andet end at ligge og se fjernsyn. Det var netop den aften, hvor et fyrværkerilager i Seest skød sig selv af, og derfor har jeg, når jeg siden har glemt hvornår jeg nu lige havde den ting med akillessenen, nemt kunnet google mig til datoen.

Dagen efter blev jeg syet sammen og sendt hjem til otte uger på krykker, de første fem uden overhovedet at måtte støtte på benet. Det var barske uger på mange måder, men det hele gik. Jeg boede alene med børnene og var en ret vigtig voksen i husstanden. Men gode venner købte ind for mig på skift, børnene hjalp derhjemme – og opdagede, hvor meget en mor egentlig går og gør. Jeg lånte min bil til en ung kollega, ”Her har du nøglen, Fie, bilen er din de næste otte uger, men du skal hente mig hver morgen og køre mig på arbejde”. Det var en god aftale.

Der er mange detaljer om bøvlet, jeg har glemt, og det er sikkert godt. Jeg har ingen mén udover et langt ar og et tyndere højreben, der aldrig får så veludviklet en lægmuskel igen. Men benet kan præcis det samme som det venstre.

Jeg tænker stort set aldrig på det mere. Men så blev jeg alligevel mindet om episoden, da jeg i læsningen af min mors dagbøger, som jeg stadig er i gang med, nåede til november 2004.

Fredag 5. november: Hen under aften ringede Birgitte. Hun havde ødelagt akillessenen på sit højre ben og skal gå ved to krykkestokke i otte uger, så det er en besværlig tid hun går i møde. Det var sket torsdag aften, hvor hun spillede badminton.

Lørdag 6. november: Jeg ringede lørdag formiddag til Birgitte om hun ville have min hjælp, hun sagde ja tak. Så jeg fik Mogens til at bestille togbillet til om eftermiddagen. Han kørte mig til banegården til 15.31-toget til Viborg. Jeg ankom til Birgitte ved godt halv 7 tiden, tog en taxa fra banegården. Knud måtte selv passe hus herhjemme, hvad han ikke var ked af.

Søndag 7. november: Kørte for Birgitte i hendes bil til bureauet for at hente en kompeauter, heldigvis er der en elevator i bygningen. Hun lavede en hel masse forarbejde. Det varede godt 2 timer, inden vi kørte tilbage til hjemmet.
Ole kom med børnene aften. Lasse var dårlig, havde kastet op dagen før, men var bedre, men hostede meget. Der var mange der ringede for at høre Birgitte, hvordan det gik. Én tilbød at tage Birgitte med på arbejde, så blev jeg fri for at køre. Jeg fik hele huset støvsuget, mens hun arbejdede på apparatet eftermiddag.

Mandag 8. november: Lasse havde det ikke så godt, han hostede stadig, så Birgitte tog ham med på arbejde. Jeg støvede lidt af, både oppe og nede, og vaskede gulv i gangen og køkkenet og trapperne både til loft og kælder, så hun kunne bruge dem siddende.
Laura gjorde rent i begge badeværelser, da hun kom hjem fra skole. Jeg synes Birgitte er god til at få tingene til at fungere, også sig selv, når hun kun må bruge ét ben. De to store børn er gode til at hjælpe hende.
Jeg gik til banegården eftermiddag, at hente den billet, som Birgitte havde bestilt til mig, så vidste jeg vejen dertil til næste dag.

Tirsdag 9. november: Jeg gik hen på banegården til toget der gik 9.31 og var i Odense 12.43. Sine kom og hentede mig.

Søde mor! Søde børn! Søde venner! Og tænk at det er femten år siden.

Jeg fandtes og findes

Som den yngste i en søskendeflok på tre deler jeg formodentlig skæbne med mange andre 3’ere, der ikke har fået den samme fotomæssige opmærksomhed som vores ældre søskende. Vi er født ind i familier, som allerede havde fuld fart på, da vi kom, og tiden til at skrive lange fortællinger i ’Barnets Bog’ og rette kameraet i vores retning var tydeligvis sluppet op ved barn nummer to.

Vores familiealbum slutter med tre billeder af mig i barnevogn. Derefter holdt far og mor åbenbart op med at fotografere. Siden fik størstebror kamera, og familiebillederne fra jeg var to-tre år er derefter havnet i hans fotoalbum. Som befandt sig på hans værelse, hvor der ikke automatisk var adgang for lillesøster.

Nu har jeg imidlertid fundet et bevis på, at jeg også eksisterede mellem jeg var et halvt år og tre år gammel. På billedet ses vi tre børn og vores farfar på terrassen hjemme på gården. Der vokser vinranker mellem dannebrogsvinduerne på stuehuset, og den mindste tulle på farfars knæ er altså mig. Jeg fandtes.

Baggrunden for at billedet er dukket op er dog uendelig trist. Min bror, den mellemste i vores flok, ham der sad på det andet knæ dengang for næsten tres år siden, er død. Blandt andet derfor har jeg været stille på bloggen i hele januar. Det kræver megen mental energi på mange planer at skulle håndtere et nærtstående dødsfald og et bo for anden gang på få måneder. Jeg er stadig i gang med at bearbejde, både ting og tanker, imens mit eget liv heldigvis går videre.

Og det var midt i al denne oprydning, at det lille foto pludselig lå mellem nogle af hans papirer og gjorde mig helt glad.

Hvor mange bøger kan man lytte på et år?

Der kører en Mofibo-kampagne i øjeblikket, hvor Cecilie Frøkjær spørger tilfældige (som om!) mennesker, hvor mange bøger de tror, man kan nå at lytte på et år i den tid, man prøver på at falde i søvn. Det kan de selvfølgelig ikke gætte – svaret er angiveligt 12 –, og det ER altså også et mærkeligt spørgsmål med en uendelig løs elastik. Hvorfor skal man lytte, mens man prøver på at falde i søvn; hvem måler det; hvordan defineres prøve-at-falde-i-søvn-tid, og er man ikke nødt til at lytte lange passager igen, hvis man nu faktisk faldt i søvn?

Prøv i stedet at spørge mig, hvor mange bøger jeg har læst i løbet af 2019. Det kom vi til at snakke om forleden. Eller hvor mange jeg har lyttet, for store søn hævder hårdnakket, at det ikke er at læse, når man gør det med ørerne. Det er det for mig. Jeg synes, jeg læser, uanset om jeg bruger synet eller hørelsen. Og jeg har læst 48 bøger i 2019. Det er helt vildt, faktisk.

Her på bloggens forside lægger jeg altid et billede af min aktuelle bog under en rubrik, jeg kalder ’Lige nu i ørehøjde’ – som en analogi til ’Lige nu i øjenhøjde’. Den har jeg også – til de bøger, jeg læser på dén måde. Der er bare sjældent nogen i gang.

Men min samling af forsidebilleder til det formål giver mig et fint bibliotek over alle de fortællinger, jeg har taget til mig. Den samlede liste for alle mine lytteår rummer cirka 250 titler. Det er et godt bibliotek at kigge i, når jeg bliver spurgt, om jeg har læst den eller den bog. Tit kan jeg nemlig ikke huske, hvad jeg har læst, men så kan jeg lige se det der.

Hvornår lytter jeg? Altid. Når jeg kører bil, også på de korte ture til og fra arbejde, når jeg cykler, når jeg går, når jeg gør rent, når jeg laver mad, når jeg bare tuller rundt.

Men aldrig, når jeg prøver at falde i søvn.