Det er lige nu, ukrudtet i kolonihaven sætter af og sætter i sprint, så jeg er efterladt på hælene, mens jeg i slowmotion griber ud efter skuffejernet. Fra nu af er der kun én vinder i kampen om bar jord.
Jeg accepterer det og bøjer mig i støvet – eller den mudrede muld – i respekt for, at ukrudtet også i år fandt det perfekte tidspunkt at lægge sig i front. Jeg kan tage kampen op, og jeg gør det, men jeg ved bare, at jeg herfra kun kan formå at rydde op efter ukrudtets hærgen, ikke forebygge dets indtrængen.
Men jeg siger som den sorte ridder i Monty Python og de skøre riddere, efter at han har fået hugget både arme og ben af og står tilbage som en torso med hoved: Come back, I can still bite!!
Og i snorlige rækker mellem det grønne bunddække lover kartofler og løg, pastinak og spinat trods alt en pæn høst. Bønnerne er kommet op og skal snart til at sno sig op ad klatrestativerne, og rødbeder og grønkål står fint. Det skal nok blive godt.
Et par meter over jorden overvejer det trefamiljede æbletræ, som vi plantede i fjor, hvordan det skal møde efteråret. Guldborg og Rød Ananas har valgt kun at stille op med hver to skravlede deltagere, mens Discovery har sat et indtil videre stærk hold ind i kampen om æblegrøden. Vi er spændte.
Vi er også spændte på de vækster, der er under tag og bag store vinduer. Tre slags tomater og to slags agurker har snart nået loftet, og nu skal de snart til at vise deres værd. Tænker jeg bare! Peberfrugt og aubergine når næppe de samme højder, men har alligevel lagt an til frugter, så forskellige de end er.
Kom nu bare videre, vi venter jo, og salatskålen er erklæret for åben!
På øverste linje på den lønseddel, jeg lige har fået fra min arbejdsgiver, står ordet Gage.
Første gang, jeg mødte det ord, var i tegneserien ’Busser og Blondie’, der var trykt i ugebladet Hjemmet. Blondie var en køn hjemmegående amerikansk husmor, og Busser var hendes mand, der hver dag sov så længe, at han måtte styrte ud af døren for at nå hen på kontoret til tiden. Hvad han lavede derhenne, fremgik ikke helt klart, men meget tit havde Busser planer om at gå ind til chefen for at bede om gagepålæg…
Gagepålæg…?? ’Pålæg’ vidste jeg hvad var, men ’gage’ var ikke et ord, vi nogensinde brugte hjemme på gården. Jeg tror heller ikke, vi sagde ’kontor’. Hvorfor skulle vi dét? Det lå uendelig fjernt fra vores verden.
Jeg havde ingen som helst idé om, hvad Busser skulle inde hos chefen.
Da jeg i sin tid blev skilt, var der den gevinst ved det, at jeg tabte en hel masse kilo. Den følgevirkning var jeg glad for, men jeg vil trods alt ikke anbefale nogen en skilsmisse bare for at tabe sig. Der er for mange ærgerlige bivirkninger ved den slankekur, og kun én fordel. Men den var der så også.
Den sidegevinst, der er ved at have feriehund, er, at vi bliver mere fortrolige med nærområdets stisystemer og stikveje på tre uger, end vi ville have været uden hund, når vi aften efter aften traver kvarteret tyndt på lufteturene.
Hmm…
Kom det nu egentlig ikke til at lyde, som om 1) jeg umiddelbart sidestiller skilsmisse og hundepasning, og 2) det er slemt at passe hund? Ingen af påstandene er imidlertid tilsigtede eller afspejler min holdning.
Sommetider får man bare noget udover det egentlige, som man slet ikke havde tænkt på, og som viser sig at være en fordel, og selv om aftenturene med hunden stadig kan tælles på én hånd, har de allerede givet en effektiv forståelse for kvarterets opbygning, som vi ellers ikke ville have fået, fordi vi normalt bare har travlt med at komme ud af området til andre steder.
Jeg kan godt lide Facebooks funktion På denne dag/On this day, hvor man bliver mindet om, hvad man har skrevet, uploadet eller på anden måde været involveret i på selvsamme dato for år tilbage. Så kan jeg hygge mig med at svælge i, hvor sjov og klog, jeg var, og hvad jeg har valgt at delagtiggøre omverdenen i. Ren ananas i egen juice!
For otte år siden skrev jeg om morgenen: “skal til dimission på efterskolen i dag. Har et par hundrede kilometer til at træne forståelseogoverbærenhedmedtristteenager og lave Kleenexdepoter i bilen. Det gik hurtigt, dét år..!” og et halvt døgn senere: “har hjembragt en mascaraplettet datter med bjerge af bagage. Fornøjelsen er helt på min side…”
Og netop i dag for syv år siden lænede jeg mig op ad den dagsaktuelle debat om, hvorvidt bekymrede forældre skal lade deres børn stå på egne ben på festival.
Jeg er ikke så blødhjertet, når de først er af sted. Selvfølgelig tænker jeg på dem og holder øje med vejrudsigten, men jeg regner da med, at de kan klare sig, og at de og kammeraterne passer på hinanden.
Min yngste søn på 20 år befinder sig netop nu i en camp i Roskilde. Med ham har jeg aftalt, at han sender mig en sms i ny og næ, som bekræfter, at han lever. Det er mere, end jeg åbenbart forlangte af storesøsteren for syv år siden, da hun var 17 år, men det lever han nok med. Indtil nu har jeg fået tre enslydende beskeder: “I live”.
Sankthans kom og gik. Folk fejrede midsommer i varmt og regntæt tøj, for dansk vejr er lunefuldt omkring den tid, hvor lyset vender.
Vi var slet ikke ude i vejret den aften, og det var en yderst bålfattig sankthans for os i år. Jeg havde travlt med at blæse min 20-årige bagover med gode råd og ’Har du husket…?’ lige indtil det øjeblik, hvor jeg satte ham og hans festivalbagage af hos en af de kammerater, han skulle følges med til Roskilde Festival. Eller faktisk indtil det øjeblik lige før, jeg satte ham af, hvor han bad mig stoppe strømmen af gode, men fuldstændigt overflødige spørgsmål. Et knus, hej-hej, og så af sted med ham. I går modtog jeg den første af de aftalte daglige – i hvert fald jævnlige – sms’er med den korte, men fuldt tilstrækkelige ordlyd ’i live’.
Fredag var også den dag, feriehunden ankom med madpakke og sovegrej. Hunden er en breton og skal være hos os i tre uger, mens familien holder oversøisk sommerferie. Det er lidt som at have små børn igen, når hun et par gange hver nat tager trappen op og står med næsen mod soveværelsesdøren og spørger, om vi da ikke synes, hun skal ind til os. Det synes vi ikke. Hun er til gengæld som god jagthund velafrettet og går lydigt ned i kurven igen, når hun får at vide, det er dét, hun skal.
Ingen jagtopgave er for lille for pligtopfyldende Malou. For eksempel er det vigtigt at vogte på en halvdød hveps på dørtrinnet, også selv om det tager en hel formiddag.
