31. januar 2016 | den store bunke |
Hvor var det godt, vi lod oldefars kuglespil gå på besøg hos mors ældreaktivitetskammerat Hans Åge. Det var næsten gårsdagens bedste halve time. Læs her, hvorfor det overhovedet var sat i værk.
Jeg fyldte bilen med søn, mor, rollator og kuglespil og kørte ad små, snirklede veje. Hans Åges kone lukkede op, da vi ringede på, og inde i stuen sad han selv. Fysisk lidt hæmmet og halvsidigt lammet efter en blodprop for nogle år siden, men det grundgladeste menneske, jeg længe har mødt. Han var SÅ glad og taknemmelig over, at vi var kommet og havde det meget omtalte kuglespil med. Det var ikke helt som det, han havde spillet på i et sommerhus ved Kerteminde som 14-årig; det havde været noget med en fjeder og lød lidt mere som en forløber for flippermaskinerne. Fruen i huset havde også kendt til et kuglespil som barn, men det havde været et med stof på.
Imidlertid kendte begejstringen næsten ingen grænser. Hans Åge var gammel tømrer og nærstuderede sagligt oldefars (eller oldefars snedkers) arbejde. Det var i orden, lod det til. Og så spillede han. Den ene blykugle efter den anden sendte han af sted med sin krogede finger – han havde besvær med at håndtere den medfølgende træstøder – og jublede, når kuglerne gik i et hul og gav gevinst, og råbte op i skuffelse, når de endte nede i bunden. Han kunne være blevet ved længe. Lige én kugle mere, og én til – og endnu én … Vi kender det jo godt.
Samtidig skulle der snakkes. Konen og mor havde ikke hilst på hinanden før, og der var nysgerrig interesse begge veje. Hvem, hvad, hvornår, hvor længe. Og mor og Hans Åge skulle lige vende deres fælles onsdage i ældrecenteret. Det var tydeligt, at de to er nogle af de friske hoveder, der følger med i alting og interesserer sig for det. Tydeligt at de er en slags åndsfæller, og ikke mindst, at de kan lide hinanden. Som Lasse sagde til mig bagefter, var det sjovt at se, hvordan mormor livede op ved at være ude blandt andre og viste en anden social side af sig selv. Vi er ikke vant til at se hende i andre sammenhænge end familiekredsen.
Jeg ville så gerne have taget billeder af de tre gamle og af Hans Åge, der begejstret sendte kugler af sted, men jeg kunne ikke rigtigt komme af sted med det uden at spolere øjeblikket en lille smule, så jeg nøjedes med at lægge et mentalt bogmærke og huske billedet.
30. januar 2016 | den store bunke, Køkkenskriverier |
De her kager, ikke? De hedder jo rutebiler. Man kalder dem også chokolademarengs. Og nu tror I måske, at dét er dét. Så har de ikke flere navne. Men det har de. På Fyn hedder de stribede hankatte. I hvert fald på fortids-Fyn. Barndoms-Fyn. Min mors Fyn. Det udtales cirka sådan her: striwet’ haj’kat’.
Jeg ved ikke, hvad de har med katte at gøre. Det er vel efter samme ulogiske logik, som når vi kaldte franske vafler for øretæver. Og klatkager for elefantører.
Men altså, på Fyn spiser de katte.
29. januar 2016 | den store bunke |
Min mor på 89 går til aktivitet om onsdagen. Der kører taxaer rundt og samler de gamle sammen og sætter dem af til nogle timers samvær i kommunens ældreaktivitetscenter. Hver dag samles de ind, men min mor nøjes med en enkelt dag om ugen. Det er en lige tilpas aktivitetskvote for hende. Hun kommer ud og får et skud andre indtryk end Familie Journalens krydsogtværser og rejsen ud til postkassen efter den daglige avis, og de andre dage i ugen kan hun nyde roen og trummerummen derhjemme.
Mor er et menneske, som snakker meget, og med årene er munden begyndt at løbe hurtigere og hurtigere, i takt med at resten af hende er blevet langsommere. Tit kan ikke engang hendes hjerne følge med til det tempo, ordene kommer ud i. Men det betyder, at hun er god til at komme i snak med alle onsdagsmenneskene. Nogle kender hun fra gamle dage og genser dem nu i aktivitetscenteret, andre er nye bekendtskaber, men som regel kan de finde fælles bekendte. Sådan er det, når man har boet på den samme egn i mere end en menneskealder. Samværet og snakken og den fælles fortid er berigende for alle. I hvert fald for mor.
Nogle af dem følges hun med i taxaen til og fra, fordi de bliver samlet op i samme by. Forleden fortalte hun om Hans Åge, som også er med om onsdagen. Af en eller anden grund var snakken for et stykke tid siden faldet på en særlig type hjemmelavet trækuglespil, som Hans Åge engang havde spillet, og mor havde fortalt, at hun havde haft sådan et, som hendes morfar havde snedkereret. Det ville Hans Åge godt nok gerne se, men hun måtte fortælle, at hun faktisk ikke vidste, hvem af hendes børn, der havde det nu.
For nogle dage siden havde Hans Åge igen nævnt kuglespillet, og da jeg bagefter talte med hende i telefonen, spurgte hun mig, hvem af os har det. Og det har jeg. Jeg skrev om det her. Men kunne jeg så ikke tage nogle billeder af det og sende hende print, som hun kunne vise Hans Åge en eller anden onsdag, spurgte hun. For ligefrem at få selve spillet tilbage og tage det med i taxaen og få det fragtet tilbage til mig efterfølgende … det virkede alligevel både skørt og uoverkommeligt.
Mens vi talte, googlede jeg mig frem til mandens adresse og telefonnummer – ud fra mors væverier om, hvad han måske kunne hedde til efternavn, og hvilke veje de kørte ad, når taxaen hentede ham –, og jeg foreslog, at jeg tog spillet med næste gang, jeg besøgte hende, og så kunne vi måske bruge en halv time på at køre om og vise det til ham. Hvis hun syntes.
Dét syntes hun i hvert fald. Endda så meget, at hun stort set var parat til at ringe til ham med det samme og fortælle om planen. Det fik jeg vistnok talt hende fra. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvornår det kunne blive. Men jeg mærkede, at mit forslag vakte begejstring på flere planer: Dels ville hun ærligt gerne imødekomme mandens ønske om at genopfriske gode ungdomsminder, dels er hun ægte stolt af spillet og vil gerne vise det frem.
Og heldigvis behøver den gode ide ikke at vente ret længe på at blive ført ud i livet. I morgen kan hun ringe. For i morgen kommer Lasse og jeg på besøg. Med kuglespil i bagagerummet. Lad os håbe, at Hans Åge er hjemme og vil modtage gæster til legetøjsfremvisning, så alle kan få fred i sindet.
Meget mærkelig mission.
26. januar 2016 | den store bunke |
Jeg har fortalt om dengang jeg poserede som fotomodel til min egen fødselsdagsinvitation, her, og om dengang jeg var croquismodel, her.
Men det er skam ikke de eneste højdepunkter i min modelkarriere. Der er mere. Se bare her.
Engang manglede det lokale dagblad nye gravid-arkivfotos til at drysse som illustration til artikler om børnetal, fødselsstatistikker, forældreskab og den slags stof. Jeg var gravid, barnets far var redaktionssekretær på avisen, og derfor blev det mig og min mave, der stillede op til fotoshoot. Det var tre måneder før fødselsterminen, og maven var egentlig slet ikke stor nok til at virke overbevisende højgravid. Jeg måtte gøre mig umage med at strutte ekstra med den, husker jeg. Hvad jeg ikke har gjort mig umage med er mærkerne fra strømpebukserne. Tydelig ribstrik dér på maveskindet. Der kunne fotoafdelingen godt være trådt i karakter med noget billedbehandling, synes jeg.
Jeg har gemt en af de gamle aviser. Den dag i januar for nitten år siden havde avisen et tema om “Generation planlægning”, og jeg optræder både i forsidehenvisningen og inde i bladet. En af artiklerne handler endda om mig og min lille – voksende – familie. Det havde jeg fuldstændig glemt. At jeg lige der ikke bare var et foto fra arkivet.
Måske ligger jeg stadig i avisens fotoarkiv, men det er meget længe siden, at jeg har illustreret noget som helst om gravide, og det kan jeg godt forstå. Det er en forfærdelig grim og meget uddateret buks, jeg har ladet mig forevige i.
Og tiden er godt og vel forpasset til at byde mig til for nye fotos til arkivet.
24. januar 2016 | Køkkenskriverier |
Hvor er det overskudsagtigt, er reaktionen sommetider, når folk hører, at der altid er hjemmebagte boller i vores fryser. Men det er det nu ikke. Det er bare en rutine på linje med støvsugning. Måske bager jeg endda oftere, end jeg støvsuger. Jeg kan også bedre lide det, og jeg er kraftigt hjulpet af min barndoms køkkenven, Master Mixeren. Æggegul pragt og kraft fra 1950erne. Den kan ikke lave små portioner. Røreskålen rummer 8 liter, og jeg er nødt til at starte med mindst en liter væske for overhovedet at nå op til dejkrogen. Og så plumper jeg ingredienser i efter mit humør og skuffernes indhold, men sjældent efter opskrift. Vand, gær, hvedemel og salt er der altid i, og ellers kan det være kogte kerner, groft mel, durummel, valnøddekerner, olie, honning, tykmælk, kartoffelmos. Hvad jeg nu synes. I med det og Ballerup i gang. Mindst et kvarter arbejder den. Jeg laver ikke noget imens, og på den måde er det verdens nemmeste ting. Sådan her foregår det.
Det her er sent i aftes. Pladre ting i røreskålen og dreje knappen.
Dejen fylder ikke alverden, men den er blød og æltet godt og længe.
I morges var den hævet helt op til kanten.
Skrabe dejen ud, ælte lidt mel i og dele i passende stykker.
Antallet går altid op med fire, for det har jeg det godt med. Hmm. Det virker sært, når jeg skriver det. Men sådan er det. 12 eller 16 boller på en plade. De har fin luft omkring sig til at begynde med.
Tre timer senere – mens jeg har haft det rart med søndagsavisen og alt muligt andet – er de dobbelt så store.
Lidt senere, efter 210 grader varmluft i 15 minutter, én plade ad gangen, ser de sådan her ud.
Og det var dét. Jeg brugte et kvarter i aftes på at lave dejen, et kvarter i morges på at forme bollerne, og senere satte jeg plader i ovn, stillede stopuret og byttede plader ud med passende mellemrum. Alt imens jeg foretog mig andre ting. Det kræver ikke meget overskud, det kræver bare, at man er hjemme. Langt de fleste boller kommer i fryseren, og hver aften tager vi nogle stykker ud, så der er til madpakker og hjemfraskole-sulten næste dag.
Dem her er der hakkede valnøddekerner, durummel og lys sirup i udover basistingene. De er lette og luftige med en god skorpe, fordi jeg sprøjtede vand ind i ovnen med vandforstøveren, da jeg satte pladen ind.
Nogen var hurtige til at prøvesmage.
