8. juli 2019 | At have have |
I kolonihaven er der grænser for vækst. Det står ikke knaldgodt derude i år, synes jeg. Harerne spiser min kål og efterlader afgnavede bladribber i grønkål og broccoli, og det er sikkert også dem, der har kappet en af squashplanterne. Der er kommet én bønnespire, og pastinakkerne er slet ikke kommet op. Duerne har spist ribsene, og jordbærrene så jeg aldrig noget til. Hindbær og taybær giver ikke rigtigt noget. Tomat- og agurkeplanter er i misvækst, og jeg forventer mig ikke noget af dem.
Men noget er der da, som gror. Der er blomster, græsplænen er ved at springe i lupinskov, og salaterne står fint. Det samme gør løg, og jeg har spist nye kartofler med hvidløgsmayonnaise på rugbrød til aften og følt mig rig.
Hjemme i rækkehushaven har jeg spottet og foreviget små grønne oaser af liv, som øjet kan hvile på, og sjælen glædes over. De kommer her. Lad os glæde os sammen og enes om, at jeg trods alt har fingre med et grønt skær.
1. april 2016 | den store bunke |
Eftermiddagens solskin indbød til at drikke en kop kaffe på terrassen. Når det sker, kan det gå to veje for mig: Jeg kan blive distraheret af et eller andet, så kaffen står og bliver kold, eller jeg kan synke ned i en stol i en solstråle med noget gadgetværk eller et bundt kloge tanker og få nydt kaffen. I dag gik det til adspredesiden. Jeg fik øje på ynkelighederne i urteburet og gav mig til at pille vissenpindene af. Timians krukke er frostsprængt og skal skiftes ud. Purløg spirer igen, det samme gør estragon og måske salvie, det er ikke helt til at afgøre endnu.
Mynten er et kapitel for sig. Mynte er umulig at styre. Den sætter lange, lange underjordiske rødder, og hvis man ikke holder den i en afgrænset beholder, overtager den verdensherredømmet. Jeg har engang haft et helt krydderurtebed, hvor mynte udråbte sig selv til konge og undertvang alle de andre mere fredsommelige gevækster. Denne her holder jeg både i krukke og i bur, men jeg kan se, den har vildskaben intakt. Det virker som om den har drønet sine lange underjordiske udløbere rundt og rundt og rundt nede i potten for at finde et sted at slippe ud og indtage verden. Men der er lukket. Der er ingen smuthuller.
Men det er derfor, det er hele vejen rundt langs kanten, de små grønne skud pibler op. Og dét er tilladt!
Der er håb for sommerens mojitos.
11. februar 2016 | At have have, den store bunke |
I dag var dagen, hvor der slog spirende forår ned i mig. Det var lyset, der gjorde det. Når himlen klokken fem om eftermiddagen stadig ser sådan ud og der altså fra nu af stadig er dagslys tilbage, når jeg vender hjem til min borg fra udenbys arbejdsdonteri, så længes jeg.
Jeg længes efter grønt. Jeg længes efter, at urteburet rummer liv og ikke bare visne rester af noget, jeg ikke længere kan skelne navn og anvendelse på. Var det virkelig den overfrodige mynte der til venstre, som gav fylde til mægtige mojitos en sommeraften i fjor? Og rosmarin og salvie, esdragon og timian, som vi måtte bure inde, fordi fuglene barberede det ned til korte stilke? Nu værdiger hverken de eller jeg det et blik. Jeg vil have, at det skal være grønt og frodigt igen. Og fra i dag tror jeg igen på, at foråret kommer. Når det kommer. Først skal der vistnok være frost og kulde igen. Men det kommer. Og så bliver det godt.
Hortensiaerne har aldrig mistet troen. Aldrig givet op. De er ellers virkelig blevet behandlet dårligt. Ignoreret. De blev købt til fødselsdagspynt i kolonihaven for to et halvt år siden af en 50-årig, der holder meget af hortensiaer, og siden fik de lov til at passe sig selv i deres midlertidige, permanente plastikpotter. De stod oversete i et vildtvoksende bed gennem to somre og vintre, fordi vi til stadighed ikke fik ryddet det bed, hvor de skulle plantes. På “vi ved ikke, om I overhovedet bryder jer om os, men vi er her, og vi tilgiver jer og elsker jer alligevel”-måden satte de igen og igen nye skud og overlevede. Sidste sommer hentede jeg dem hjem på altanen, hvor de siden har stået endnu mere ubeskyttede – dog i lerpotter, men alligevel – igennem vinter og frost og storm. Urokkelige mens havestolene er føget omkring dem. Og nu er de på vej igen.
Håbet er grønt.
Det skal NOK blive forår.
5. juli 2015 | At have have |
Se lige, hvor fint krydderurterne har fået lov at stå, efter at de er kommet bag net og beskyttet for de glubske fugle.
25. maj 2015 | den store bunke |
Fuglekampen om krydderurterne, som vi uden at ville det blev hvirvlet ind i, og som er beskrevet her og her, sluttede ikke med anskaffelsen af vagtuglen. Vagtuglen virrede ikke nok med det vindblæste hoved; den sad på bænken og kom aldrig rigtigt på banen. Gråspurvene sked den et langt stykke og fortsatte med at plukke den før så frodige timian ned til rødderne. Ikke det mindste blad fik vi selv af den timian. Den er væk. Spist eller brugt som redebyggemateriale, hvad ved vi. Alt vi ved er : Øv.
Måske skræmte uglen duerne væk.
Måske.
Jeg siger det kun, fordi jeg ikke har noget konkret bevis på det modsatte. Vi har ikke set nogen duer sidde i det grønne, siden vi modtog uglen. Tvivlen må så komme uglen til gode.
Men noget andet måtte gøres for at redde glæden ved at kunne gå ud og hente krydring til aftensmaden. På landet, hvor salater og stauder trues af både harer og råvildt, kan folk finde på at hegne urtehaven ind. Skulle vi ikke kunne gøre det samme på en terrasse i første sals højde?
Så voila: Her er det nyeste kampvåben. Købt som kaninløbegård og snedigt ombygget af min fingersnilde værktøjsfører til et urtebur i to etager med integreret bænk. Nu krydser vi fingre. Jeg kan simpelt hen ikke se, hvad der skulle kunne gå galt med det. Hvordan fuglene skulle kunne komme ind. Jeg kan smage sejrens sødme. Og timian. Jeg har købt en pottefuld spurvelivret og sat ud for tredje gang. Denne gang i bur.
Uglen er kommet i skammekrogen. Der kan den stå, inden den måske ender sine dage med stækkede vinger i kolonihaven. Der har jeg nemlig konstateret, at nogen spiser de spæde rucolaspirer. Jeg tror, det er duer, og uglen har jo ikke bevist, at den ikke kan skræmme duer.
Så hvad siger I? Skal den have en chance til?
Mens vi hoverer på hjemmeadressen.
