8. juni 2017 | Betragtninger |
Når et menneske med sit udseende eller sin væremåde får dig til at tænke på et andet menneske, er det ALTID bedst at sige, at ’xx minder mig om yy’ frem for ’xx ligner yy’.
’Ligner’ bygger på en forestilling om, at I ser det samme, og den, du taler med, kan til hver en tid bare sige: Næ!, hvis han ikke synes, xx ligner yy.
’Minder mig om’ er subjektivt, og INGEN i hele verden kan modsige, at du kommer til at tænke på yy ved at se xx!
Bare et godt tip. Selv tak.
Theresa May minder mig i øvrigt om Moster Gudrun, som vi overtog kolonihaven efter.
30. juli 2016 | Betragtninger, den store bunke |
Når man kaster et blik op i højre hjørne af sin bog (eller ned, hvis man er Windowsbruger) for at se, hvad klokken er.
Når man kører forbi en meget grøn mark og tænker at der er farvejusteret lige rigeligt i Photoshop.
Når man leder efter sin pung og tænker “Jeg må google den”.
18. oktober 2015 | Betragtninger |
Vi var kommet lidt sent af sted til en aftale og vurderede i enighed, at det var bedst, at en anden end jeg kørte bilen. Ellers ville vi ikke nå det til tiden.
Jeg har arbejdet med at få tanken til at ligge ordentligt. På den ene side er jeg tilfreds med at være en, der kører pænt. På den anden side er det lidt … aarhh… ikke at være frisk nok.
31. januar 2015 | Betragtninger |
Sommetider kan man lige så godt opgive at prøve at regne ud, hvordan ting er gået til.
Engang, jeg hentede børn i børnehaven, rev kraven på min jakke en ørestik ud, lige da jeg var stået ud af bilen. En lille guldkugle. Jeg ledte og ledte på asfalten, men fandt den ikke og ærgrede mig meget. Jeg havde fået ørestikkerne i gave.
En uge senere fandt min mand den i sin strømpe.
31. december 2014 | Betragtninger |
Hvis jeg ikke fotodokumenterer og instagrammer og facebooker den nytårsdessert, som vi har trænet til i et par dage, og som nu er ved at gøre sig færdig i fryseren og bare mangler ’det sidste’… hvis jeg ikke gør dét, kan vi så tro på, at den eksisterer?
17. november 2014 | Betragtninger |
Da jeg havde fået børn, og de var groet lidt til, virkede det i nogle år rigtigere at holde jul hjemme i stedet for at tage hjem til bedsteforældrene på skift.
Jeg gik fra at være en, der blev holdt jul for, til at være en, der holdt jul for børnene og de gamle. Jeg blev lidt voksen lige der.
Man behøver ikke blive ved med at gøre det samme, bare fordi man er begyndt. Nu overlader jeg det glad til min storebror at være den voksne, der holder jul for børn og gamle. Og for jævnaldrende. Så bliver det nemlig den allerhyggeligste juleaften.
