31. maj 2016 | den store bunke |
Overmod – og overtrædelse af færdselsreglerne – betaler sig ikke. På min løbetur her til aften krydsede jeg Ringvejen. Ja okay, det var sådan lidt uortodokst skråt over vejen mellem to lyskryds, men jeg havde selvfølgelig sikret mig, at der ikke var biler i nogen af retningerne, og vi ved jo alle sammen – i hvert fald vi løbere, at kan vi undgå at stå og vente ved en lyskurv og bare lade løbeuret og benene rende uden pauser, så vi får den helt præcise kilometertid til Endomondo og de sociale medier, så foretrækker vi da det.
Så faldt jeg. Klask, knæet og hånden i asfalten lige, da jeg havde krydset midterrabatten. Jeg nåede at kigge ned og se noget helt tyndt lyst snoreagtigt ved foden og tænke, at snørebåndet måske var gået op. Knæklask, altså, og hurtigt op igen, dels fordi jeg jo ikke kunne ligge der midt på kørebanen og sunde mig, dels på grund af hvis-jeg-skynder-mig-at-lade-som-ingenting-var-der-nok-ikke-nogen-der-så-det-fænomenet. I sikkerhed på fortovet konstaterede jeg, at begge snørebånd var bundet rigtig fint, og der var heller ikke noget at se ude ved midterrabatten, der kunne have fældet mig.
Så jeg tror simpelt hen, at kosmos var efter mig, fordi jeg brød færdselsloven. Eller vejdirektoratet eller færdselspolitiet eller nogle andre, der har mandat til at sende fangarme op fra asfalten og slå dem om lovbryderiske løbeankler.
Nu har jeg hul på knæet. Så kan jeg måske lære at følge reglerne. Eller at løfte fødderne.
30. maj 2016 | den store bunke |
Jeg ved simpelt hen ikke, hvordan jeg kom til at tænke på det her. Normalt er jeg jo god mod både børn og dyr. Jeg var heller ikke som sådan ond i dette tilfælde. Men nogen skulle have en lærestreg, og så var det nok lige tæt nok på radiatoren. Og der var en femårig med stor retfærdighedssans som publikum.
Altså, vi havde en kat. Den hed Andrea. Det var Laura, der havde navngivet den (Hvis det bliver en hunkat, skal den hedde Andrea, og hvis det bliver en hankat, skal den hedde Hans Peter. Det kunne faktisk have været lidt sjovt, hvis vi havde fået en en hankat, har jeg tit tænkt på.). Nå, som halvvoksen killing begyndte Andrea at udforske sine jagtinstinkter og tog sine byttedyr med ind gennem kattelemmen. I begyndelsen fandt vi indtørrede regnorm på gulvet i stuen om morgenen (klamt men dog indtørrede), senere gik den over til at tage frøer med ind (jeg bryder mig ikke om frøer. De hopper uforudsigeligt). Så kom en dag, hvor den tog en mus med ind. To gange. Første gang fik vi den ud, men så kom den igen ind med musen i gabet. Jeg greb fat i nakkeskindet på katten og kastede den til side. Selv lidt bange for musen. Mus piler uforudsigeligt. Det var så der, jeg kom til at slynge katten ind i radiatoren. Stor fejl. Det er fjorten år siden, og Lasse nævner det stadig ind i mellem som Mors Utilgivelige Handling. Tilgivelse for formodet kattemishandling er åbenbart en mangelvare her i huset.
Men katten tog altså ikke skade. Og musen viste sig i øvrigt at være en rotteunge. (Sagde rottefængeren, som jeg tilkaldte et par dage efter, fordi jeg havde set en rotte udenfor, og vi så viste ham den døde mus, som lå udenfor).
Kattens sidste bedrifter, inden vi flyttede fra huset med kattelemmen, var at invitere et par solsorte med hjem. Sådan en solsortedødskamp giver forrygende mange fjer spredt i hele stuen, kan jeg afsløre. Solsort nummer to flaksede skræmt rundt i alle vinduer, og jeg måtte rende ind og hente hjælp hos naboen til at få den indfanget og lukket ud. Jeg har det nemlig meget stramt med løse fugle. De flakser så uforudsigeligt.
Så flyttede vi, og det næste hus havde ikke kattelem. Katten blev lukket ud og ind, og det passede mig helt fint, at den måtte fortolde ved indrejse. Det var også godt for katten. Der var nogle meget store jernradiatorer i det hus.
29. maj 2016 | At have have |
Jaaaaa! Hokkaidohøsten er nær!
28. maj 2016 | den store bunke |
Denne lørdag kræver to forskellige præsentable looks. Først til fernisering i eftermiddag (“Kan jeg ikke godt tage denne her (falmede kjole, som jeg har haft på i to dage) på til ferniseringen? Det er jo mere sådan casual her i eftermiddag…”. Den lange pause, inden min kæreste fik formuleret sit svar, indikerede tydeligt, at det skulle jeg selvfølgelig selv bestemme, men han syntes nok alligevel noget andet.). Og så er der festmiddag i aften.
Jeg lyttede til min kloge kæreste og var pæn i sommerkjole fra Desigual i Barcelona og høje sandaler fra Rom. Det var så bare lidt for koldt til det udendørs arrangement i eftermiddag. Blå tæer gør ikke noget godt for sandaler fra Rom.
Inden så længe ifører jeg mig en kjole købt i Berlin. Nu lyder det faktisk, som om jeg køber alt mit tøj i udlandet. Det er på en måde rigtigt, men det kommer bare til at lyde af mere, end det er. Det er nærmere sådan, at jeg ikke rigtigt interesserer mig for at gå i tøjbutikker, og derfor bliver det mest, når jeg er på ferie og sammen med nogen, der tager mig med i butikker. Kæreste, veninder eller børn. Og så kommer der ofte poser med hjem, tit med noget der ender med at være yndlingstøj. Men skoene, jeg stikker fødderne i i aften, er købt lige hernede på gågaden i Viborg.
Det arrangement, der kræver al den lørdagsstyling, er 4. Niels Bugge Cartoon Award. Det er en konkurrence for satiretegnere. Der er et tema, og der kommer bidrag fra hele verden, og de vurderes af en international jury. I år er der indsendt 1100 tegninger over emnet Utopia, og de tre bedste bliver kåret og fejret i dag.
På billedet byder Poul Nielsen velkommen. Han er initiativtager til Niels Bugge Cartoon Award, og sammen med sin kone ejer og driver han Niels Bugges Kro og Hotel, som er rammen om dagens arrangement. Stedet er i øvrigt et besøg værd, hvis man kan lide fantastisk mad og naturskønne omgivelser. De tre gule megablyanter på billedet er trofæerne til de tre vindere. Der følger vist også en skilling med. Men jeg gad nu godt bare have sådan en blyant. De er cool.
Nå, men jeg skal da også til at komme i festtøjet.
Redigering: De tre blyanter er IKKE præmier til vinderne. Det er mere underfundigt end det. De er gæstebøger og forlader ikke stedet. Vinderne får plaketter i guld, sølv eller bronze.
28. maj 2016 | den store bunke |
Temaet i dag har været gamle mennesker, der skal finde sig til rette i et liv. der er blevet anderledes.
Fire telefonsamtaler med min mor, en med ældstebror og en med områdelederen for hjemmeplejen i min mors kommune har jeg haft. Sådan er det ikke hver dag, men i dag var det nødvendigt. En 90-årig, der netop er blevet visiteret til hjælp til bad, rengøring og tøjvask, har brug for uendelig meget snak og mange gentagelser for at forstå, hvornår og hvordan alt det nye skal foregå. Det kommer jo under alle omstændigheder til at være anderledes, end hun plejer at gøre selv, og det i sig selv er svært at indstille sig på. Min mor er verdensmester i at opfinde bekymringer. Det har hun altid været, men det er taget til med alderen, og det stresser hende hele tiden at forsøge at skabe et overblik over noget, hun ikke kan forestille sig. Vi børn forsøger at forudse og fjerne kilderne til bekymring, men hun er altid lidt foran og bekymrer sig om ting, vi ikke havde forestillet os kunne give anledning til spekulation.
Der kommer hjemmehjælp om fredagen fra nu af, og fordi rutinerne ikke er kørt ind endnu, var der brug for så mange telefonsamtaler i dag. Dels kom hjemmehjælperen senere end forventet, og dels foretog hun sig mere, end vi havde regnet med var programsat i dag. Jeg ringede til områdelederen i hjemmeplejen, ganske enkelt for at høre, hvad der er noteret i deres system, at der skal gøres hvornår. Jo mere præcist jeg ved det, jo bedre kan jeg forklare mor det. Og gentage det, når hun har glemt det igen. Der viste sig at være en fejl i afdelingens indtastninger, hvilket var årsag til forvirringen i morges, men det fik vi rettet, og nu er frekvensen på de forskellige opgaver noteret korrekt. Det var en god samtale. Jeg blev klogere og kan formidle videre til mor med en ny vægt bag mine beroligende forsikringer, fordi det ikke bare er noget jeg tror, men noget jeg ved. Områdelederen blev også klogere, antager jeg.
Forhåbentlig bliver det en dag ren rutine for min mor, at der kommer nogen hver fredag og hjælper med personlig pleje, og hver anden fredag yderligere med tøjvask og rengøring. At nogen sommetider hedder Dorthe og sommetider Karin og sommetider noget helt andet. Jeg håber det.
Det er uendelig svært at forestille sig det tankemylder og det overarbejde, der konstant finder sted i en hjerne, der kæmper for at fastholde kontrollen og de indarbejdede rutiner af frygt for, at det hele ellers smuldrer. Det er ærgerligt og synd, at det er sådan, men det er nu vilkårene, og vi kan kun forsøge at mildne.
Det fylder selvfølgelig også meget hos mig konstant at være en lille smule i alarmberedskab.
Jeg krydser fingre for, at forandringerne glider godt ind i den nye gænge, og glæder mig over, at dagens sidste telefonsamtale trods alt handlede om en problemløsning, mor selv tog initiativ til: Hun har bedt ældstebror købe et ekstra tørrestativ inden næste fredag, til hvis nu der ikke er plads til både sengetøj og alt det andet på ét tørrestativ, når det hele skal vaskes på samme dag. Det er et initiativ, det er løsningsorienteret, og dét er stort.
Temaet “gamle og ensomme” fortsatte i aften, hvor Morten, Astrid og jeg så En mand der hedder Ove i biografen. Vi har alle tre læst bogen og haft store oplevelser med den. Ove forsøger også at finde mening og ståsted i tilværelsen via rutiner og regelrytteri. I virkeligheden bunder hans facon i de slag, livet har budt ham, både sorger og glæder. Filmen er præcis, som den skal være, Rolf Lassgård er fremragende som Ove, og alle de bærende karakterer er perfekt castede. Fortællingen er både sjov og rørende. Der var fugtige øjne i biografmørket, og også dét var, som det skulle være.
Se den, se den, se den!
