31. december 2013 | Køkkenskriverier |
Jeg kastede mig ud i at bage nytårskransekagen selv. I kassen med Den Legendariske Småkagemaskine, som Morten havde hjemlånt fra sin bror, der normalt opbevarer den del af arven, befinder sig også bagerens kransekageforme.
Jeg kombinerede nogle opskrifter jeg fandt på nettet og rodede med monsterklistret marcipanmasse, smurte forme og dyppede dem i rasp for at kransekageringene skulle kunne slippe igen. Så langt så godt.
Herfra gik det ikke så godt. Der sad de så, kagerne. Fast i formene. Ikke faste i formen. De kunne ikke komme ud. Det var noget makværk.
Jeg lagde billedet på Facebook med teksten “Nå, men jeg skal også huske at købe kransekage…”. Så kunne nogen stille sig på mine skuldre og skryde over deres egne perfekte kransekager, og andre kunne trøste sig ved, at jeg er lige så dårlig en kransekagebager som dem. I hvert fald udløste det rekordmange likes fra uventede kanter og en række sjove kommentarer.
Men bagerdrengen er ikke sådan at vippe af pinden. Han finder muligheder, hvor der ingen er. Han insisterede på at vide, hvordan det smagte. For er smagen god, kan man bare skære dem til og dyppe i chokolade.
Så jeg har ikke købt kransekage.
Godt nytår!
28. december 2013 | Køkkenskriverier |
En af de køkkenfærdigheder, jeg føler mig mest udfordret i, er, når der står ‘puds mørbraden af’. Så vidt jeg har forstået, drejer det sig om at skære sener og fedtsnask af den. Men det er jo det, der holder den sammen? Beskrivelsen af det, jeg får gjort, kunne lige så godt være ‘trevl mørbraden op’.
Til dem, der skal spise med i aften: Undskyld, hvis jeg har skamskåret. Sovsen bliver god!
27. december 2013 | den store bunke |
Min mor delte ud af sine smykker denne jul. Hun kan ikke længere tåle metal mod huden, siger hun. Hun fik samtidig en ny perlekrans i julegave, så helt pyntløs bliver hun ikke.
Hun havde samlet sammen fra gemmerne og fremlagde – ja, jeg er fristet til at sige en perlerække af fine ting, forholdsvis nye og meget gamle. Dog ingen perler. Egentlig synes jeg, at jeg allerede har arvet nogle rigtig fine gamle smykker, som jeg er glad for, og jeg stod ikke lige og manglede noget. Men jeg fik alligevel noget historie og affektionsværdi med hjem.
Denne ring og armlænke fik min mor i konfirmationsgave i 1940. Hun fik en del smykker til sin konfirmation, og dette sæt er fint, synes jeg. Det har hendes storesøster også syntes, for mor fortalte, at de engang var uenige om et eller andet, og indtil spørgsmålet kunne blive afklaret, mente søsteren, at mor skulle sætte ringen og armbåndet som pant. Smart, søster! Havde mor vundet, kunne hun have fået lov at beholde sine egne smykker. Men lillesøster var også smart og gik ikke med på den deal. Der mangler en lås på armlænken, det får jeg min smykkepusher til at kigge på, og så kan jeg sagtens forestille mig at gå med det.
Historien om dette armbånd er lidt mere uklar. Mor mener, at det er hendes mormor, altså min oldemor, som var den første ejer. Noget med at have fået det et sted, hvor hun tjente. Jeg kunne sagtens digte en sød historie om et herskab, som var så glad for pigen, at de gav hende et fint smykke i gave, men jeg ved det ærlig talt ikke. Gammelt er det i hvert fald. Og fint. Det er nok lige det armbånd, som skal gå videre til min egen datter engang. Jeg kan ikke helt greje, hvilket metal det er. Det er let rødligt. Det kan min smykkepusher også få lov at kigge på.
26. december 2013 | den store bunke |
Jeg har julet og pakket gaver ud tre dage i træk. Det har det med at sprede sig over flere dage, når der er forskellige familiekonstellationer i spil, og man stadig gerne vil se på, mens gaverne pakkes ud. Jeg har nydt det. Men nu nyder jeg andenjuledag på tredjesalen med mig selv i det allerlaveste gear, jeg har kunnet finde. Det er også velsignet.
Jeg har fået fine gaver, og nogle er taget i brug. For eksempel sidder jeg og skriver på mit nye tastatur til iPad’en, mens jeg har den fedeste varme Fjällräven sweater og bløde, bløde hjemmefutter på, og jeg drikker dejlig Chaplon bjergblomstte af mit fine krus.
Imens synger Thomas Helmig for mig – han har nu været i huset længe – og adventslysene giver varme og stemning til avislæsning, sokkestrikning (Morten fik sokker, som slet ikke findes endnu), Wordfeud og en dag, hvor der ikke er andre pligter end at nyde.
Ahh.
23. december 2013 | den store bunke |
Den tristeste tekst, jeg kender, er fra den gamle sang Ind under jul: “Ind under jul, hvor er det trist, snefog og kulde og korte dage, sindet bøjer sig ned til sidst, véd ikke, hvor det skal modet tage. Mindre og mindre af dag det lyser, hjertet i kulde og mishåb gyser, kommer ej jul?
Så kan det da ikke blive mere mismodigt.
Sådan har jeg det ikke.
For nu er det jo vendt, det lys. Nu kommer julen. Jeg har juleferie og har drysset lidt rundt i dag og småpuslet med forskelligt hyggeligt. Og jeg er klar og glad og harmonisk. I aften har vi børnejulegavebyttespisning, for i år holder mine børn juleaften med farfamilien.
Jeg har fundet faster Ellens juleremse frem sammen med julestjernen fra Tenerife. De går godt med den sære rødkålsfarvede blomsterlysestage fra mit barndomshjem, buketten fra kærestejubilæet som står endnu, og tændte stearinlys i hele stuen.
Den hot-hot-hotte kylling skal snart i ovnen, og der er bagt boller til fryseren, så der også er noget at spise i juledagene, hvis en enkelt butik skulle finde på at holde lukket.
Glædelig lillejul.
