Vi har handlet på nettet, og man har sendt os en ugle. Vi håber, den er lige så magisk som uglerne i den Harry Potterske troldmandsverden.
Den skal holde røverfuglene væk fra krydderurter og blomsterkrukker på terrassen. Det indlysende, som flere har foreslået os, er at anskaffe en rovfugledrage. En silhouet af en rovfugl, som er fæstnet med en snor til en pind, og så kaster vinden den rundt, som om der flyver en farlig dræberfugl rundt. Det skal nok holde spurve og duer væk.
Det er bare ret dyrt, sådan et sæt med fugl og teleskopstang. Men man kunne også få en ugle, så vi. Den har et fjedrende hoved, som vinden kan få til at virre. Så bliver fuglene bange og tør ikke stjæle salvien og timianen. Tror vi. Håber vi.
Duer den?
Vi ved det ikke helt endnu. Den kom i dag. Den ser måske en lille smule … syntetisk ud. Måske er der ikke så meget schwung over den, som det virkede til den sene aften, vi så den i webshoppen og klikkede den hjem. Men den kan faktisk godt sådan ligne lidt en farlig kat, der sidder på bænken og venter på bytte, mens den koldblodigt virrer lidt med hovedet. Eller i hvert fald en ugle, der gør det.
Nu må vi se, om den forskrækker nogen. Der har i hvert fald ikke været nogen fugle og stjæle, efter at vi tøjrede den til bænken. Vi har set et par gråspurve sidde et stykke derfra og undre sig. Men ingen i krukkerne. Så indtil videre konkluderer vi, at den virker.
UGLE MOD FUGLE!!
Hvad der sker, når jeg planter nye krydderurter, ved ingen. Udover at uglen skræmmer, som vinden blæser. Se selv.
For en uge siden så vores krydderurtekrukker på terrassen sådan ud.
Nyplantet salvie, esdragon og timian – og purløg og noget tørt rosmarin fra sidste år. Spæde og sprøde og lovende for dejlig mad med krydderurtedrys hentet lige ind fra krukkerne.
Men.
I løbet af ugen konstaterede jeg, at de ellers så søde gråspurve i gården og de store dumme duer klipper og plukker i vores fine planter. De bruger det simpelt hen til at bygge rede med. Aromareder er åbenbart the shit i år. Nedenfor bænken ligger alle de halve blade, de ikke lige fik med. Når spurvene gør det, bliver jeg irriteret. Når duerne gør det, bliver jeg decideret gal. Jeg vil ikke ha’ duer i mit miljø!
I ugens løb har vi snakket drivhusmuligheder, konstruktioner med trådnet i stedet for glas, færdigkøbt eller hjemmelavet. Krydderurter vil vi have. Men vi vil have dem for os selv. Fuglene kan finde deres redemateriale et andet sted. Især duerne. Vi bygger et flueskab, gør vi. Mod fugle.
I dag ser krydderurtekrukkerne sådan ud. Se bare. Raseret salvie, afplukket esdragon og slet ingen timian. Jeg har set en fed due sidde og trone oven i den sorte krukke, indtil jeg kom farende ud og skramlede med mentale grydelåg. Purløg vil de så åbenbart ikke have. Stærkt græs er åbenbart ikke trendy i år.
Topmålet af uduelighed er det her.
Vores fine blåblomstrende balje, som søde gæster gav os. Den fede due har siddet blomsterne flade. Ihjel, sikkert. Seriøst, hvad gør vi? Man må jo ikke skyde med haglgevær i midtbyen.
Her kommer jeg. Klokken er 8.44, og jeg er på vej til Fyn for at besøge min mor. Men vanen og fortabelse i tanker har fået mig til at køre samme vej ud af byen som hver morgen, når jeg skal på arbejde. Men denne dag skal jeg en anden vej. Så jeg drejer fra og kører ad veje, hvor jeg sjældent kommer ellers, for at ramme opkørslen til hovedvejen sydpå. Pludselig får jeg en fotovognsblitz lige i synet – hvor unfair at stille en vogn lige dér mellem skolen og bageren. Jeg kaster et hurtigt blik på speedometeret og konstaterer, at det ikke er voldsomt meget for meget, jeg har kørt. Men det er jo byzone, og jeg ved fra tidligere, at det er procenter, der tæller, og så er der offerfonden, og rækker overskridelsen til et klip (mere) i kørekortet, og hvad er bødetaksterne egentlig? Udregninger og overvejelser og ærgrelse fylder rigtigt meget på resten af køreturen.
To ting bidrog væsentligt til ærgrelserne: For det første sætter jeg altid en makshastighed på bilens indbyggede fartkontrol, når jeg kører ude på landevejene, men har kun sjældent gjort det i byzone. Men det skal jeg da til! For det andet kom jeg kun på det sted den morgen, fordi jeg kørte forkert. Det var dumt.
I morges fik jeg besked, om at Rigspolitiet havde lagt noget i min eboks. Usportsligt hurtigt, tre dage efter forseelsen. Sigtelse, et link til fotoet, hvis jeg gerne ville se det, bødeforlæg, at betale på en angivet konto inden tredive dage.
Hvordan kan man blive glad for dét? Fordi bøden kun er på tusind kroner og ikke femtenhundrede, som jeg havde forventet. Optur! Og ikke en klink til offerfonden og intet klip i kortet.
Og hvis der gemte sig mere bitterhed i episoden, har jeg nu blogget det sidste væk.
For 18 år siden ved denne tid på denne dag vejede jeg 75 kg og var gået både tre dage over tiden og glip af min fars 80 års fødselsdag fire dage før, fordi jeg belært af to tidligere kvikfødsler ikke turde rejse ret langt hjemmefra. De to større søskende var født syv og ni dage før termin, og jeg var gået ud fra, at det var sådan, jeg gjorde, når jeg fik børn. Men dette barn gik imod ’plejer’. Først fire dage efter terminen behagede det ham at ankomme til verden. Til gengæld gik det hurtigt. Midt i TV-Avisen startede veerne, 21.55 tjekkede vi ind på sygehuset, og 22.23 var han født. Jeg har bladret i fødselspapirer og jordemoderrapport og aet billederne af den lille brunøjede dreng, som kom ind i vores liv den aften. Vores og samtidig helt sin egen.
Det er vildt, at han er 18 i morgen. Myndig. “Må man alt nu?”, spurgte han forleden. Det sagde jeg altså nej til.
Nu skal jeg til at være sådan en, der ’har voksne børn’.
Min mor er sommetider som en åben bog. Eller rettere som at få en bog læst højt.
Jeg spurgte, om hun var hjemme på torsdag, og om hun ville have besøg af mig. Hun svarede, at min bror havde været forbi og havde taget georgineknoldene med hjem for at lægge dem i blød, for de var så tørre, og så ville min svigerinde komme og plante dem, men det behøvede jo ikke at være på torsdag, og onsdag havde hun (mor) bestilt kørsel for at komme til lægen, og så var der et arrangement på aktivitetscenteret på fredag – men det var jo heller ikke torsdag. Og hvad skulle hun servere for mig?
På det tidspunkt i tankestrømmen havde hun endnu ikke svaret på, om jeg måtte komme torsdag. Jeg fik bare alle mellemregningerne. Alt det der gik igennem hendes hoved, og som var blevet udløst af mit spørgsmål.
Lidt som at se bladskærermyrerne i Randers Regnskov: Man kan følge hele arbejdsgangen i detaljer, men det finder sted i et lukket system, som man kan betragte gennem glas, men man har ikke nogen indflydelse på det, og det bemærkes ikke indefra, at der er tilskuere.
Det er tilsyneladende genetisk betinget, og en time efter at jeg havde talt med min mor, begyndte jeg selv at svare på et spørgsmål med at ridse de overvejelser op, som det gav mig.
Jeg tager over til min mor på torsdag. Jeg tror, hun endte med at sige, at jeg var velkommen.
