26. januar 2022 | den store bunke |
Efter mange, mange lange overvejelser og kommen-fra-det-igen har jeg vovet mig ud i mit første soloabonnement på en måltidskasse. Jeg kan godt lide fisk og har valgt Skagenfoods pescetarkasse til tre dage – to måltider med fisk og en grøntsagsret til den tredje dag – indtil videre med levering hver anden uge.
Det er jo ikke til at sige, om leverandøren rammer plet i forhold til, hvor meget jeg spiser. Et granvoksent menneske med fysisk arbejde har brug for mere mad, end jeg har, så jeg var spændt på, hvordan mængden af ingredienser ville være, om jeg ville stå med madspild eller ganske enkelt foræde mig. Men jeg har kastet mig ud i det, ser det an og vil løbende evaluere mit abonnement.
Jeg startede faktisk med at blive lidt rystet, da jeg pakkede den første levering ud. Der var dobbelt portion af begge slags fisk, det har nok været en fejl, der ikke gentager sig, men min første tanke var, at “jeg kan da uMUligt spise syv rødspættefileter og næsten 400 gram lange …” Og grøntsagerne … de kan jo ikke levere en halv butternutsquash og et halvt blomkålshoved, så der var en hel af hver. Ligesådan med pasta og ris, der var i pakninger til flere end mig. Der måtte blive oceaner til overs, når jeg havde lavet mine tre måltider til én, tænkte jeg og var allerede ude i, at det var en dum investering.
Men heldigvis fik jeg det vendt. At have for meget mad skal jo aldrig give nedtur, så jeg lagde halvdelen af hver type fisk i fryseren til senere og faldt til ro.
Efter andendagen er jeg allerede klar til at evaluere.
Det er både hyggeligt og hurtigt at lave retterne, og maden smager hammergodt. Det vidste jeg godt i forvejen, for jeg har tidligere fået måltidskasser fra Skagenfood, men det er dejligt, at det stadig er sådan.
Der er rigeligt, og i går var jeg temmelig mæt hele aftenen. I dag har jeg kun spist halvdelen af det, jeg har tilberedt, så resterne bliver til aftensmad i morgen, og så trækker jeg den sidste ret til dagen efter.
Og prisen? Jae, jo færre personer kassen er til, jo højere bliver kuvertprisen selvfølgelig. Kassen her til tre dage koster 322 kr., regn selv enhedsprisen ud. Men når jeg har lavet alle tre måltider, hvoraf det ene rækker til to dage – og jeg ved endnu ikke, om den resterende ret også gør, står jeg tilbage med en halv pakke pappardelle, 100 g ris, en halv butternutsquash, et halvt blomkål, tre forårsløg, det meste af et hvidløg, tre rødspættefileter og 175 g lange/mørksej. Det kan jeg da snildt lave til yderligere to-tre gange aftensmad, og så er det jo lige pludselig til en endda meget fornuftig pris.
Og der er som sagt rigeligt. Det kommer til at kræve øget kalorieforbrænding. Jeg er ved at erkende, at jeg bliver nødt til at lægge noget mere bevægelse ind i min hverdag – og det vælger jeg også at se som noget positivt!
Hjem fra arbejde, gå en lang tur og SÅ hjem og lave aftensmad. Hvordan lyder dét?
19. januar 2022 | den store bunke |
Det er blevet in at strikke, og det er populært at mødes med andre om det. Den gryde er jeg også faldet i. Jeg fik behov for at finde nye fællesskaber, mødes med mennesker, have noget at forlade mit hjem for, noget at ’gå til’. Og jeg hørte om en lokal strikkecafé.
På det tidspunkt strikkede jeg ikke engang, så det var faktisk dét, der fik mig i gang med strikning igen. Noget skulle jeg jo have med første gang, så jeg startede med at grave i min garnbeholdning og strikkede et par usædvanligt grimme sokker. Efterfølgende har jeg mest strikket pæne ting.
Under alle omstændigheder er strikkecaféen blevet en hyggelig tradition. Et uforpligtende samvær med mennesker, jeg ellers aldrig ville have mødt. En lokal café åbner dørene en aften om ugen, og så kan man bare komme og sætte sig. Det er vist i øvrigt blevet omdøbt til krea-café, for man må selvfølgelig nørkle med hvad som helst. Men jeg og dem, jeg efterhånden fast sætter mig sammen med, strikker eller hækler eller broderer. Jeg kendte dem ikke i forvejen, vi ses kun dér, men snakken kommer ret vidt omkring i løbet af det par timer, det varer.
Sidst snakkede vi om, hvor svært det mon er at strikke efter en engelsk opskrift, hvad ret og vrang egentlig hedder på engelsk (knit og pull), hvem der kan lide Anthon Bergs spiritusfyldte chokoladeflasker, om man skal læse hele strikkeopskriften igennem før man går i gang med et projekt eller bare gå i gang, hvor meget af influencernes virkelige liv man ser på de sociale medier, om et broderet bogmærke dronningen har designet, om håndbold, om vaccinations- og teststrategier, om vores børn, sommerhuse, om fælles bekendte det viser sig at vi har, om at falde i søvn på sofaen sidst på eftermiddagen og meget andet, jeg har glemt igen.
17. januar 2022 | den store bunke |
Engang i folkeskolen på 9. eller 10. årgang spurgte vores dansklærer Grethe klassen om, hvor meget vi læste. Altså ud over skolepensum. Fordybelse i rigtig litteratur. Det gik lærerne også op i dengang. Jeg tror nok, hun havde satset på blandt andet mit svar, for jeg var det, man kaldte en læsehest, og havde siden jeg forstod alfabetet læst alt, hvad jeg kom i nærheden af. Men det var så lige i en periode, hvor frilæsningsbøger ikke havde min højeste prioritet, i hvert fald svarede jeg kækt, at jeg ikke læste, fordi “jeg synes, det tager alt for meget tid”…!
Ja, det var mig, der sagde det. Mig der snakkede hele tiden. Mig der som lille og lidt større konstant satte ord og bogstaver sammen og skilte dem ad igen, digtede historier og slugte alle Bogbussens og skolebibliotekets hyldemeter.
Indtil lige i den periode, hvor Grethe spurgte. Jeg kan tydeligt huske det, og hvorfor jeg svarede sådan. Det tog jo meget tid at læse bøger. Når man læste, kunne man jo ikke andet. Hvis jeg lå med næsen i en bog, kunne jeg ikke bruge den samme tid med et kreativt projekt i hænderne. Tegne, lave papirklip, strikke, hækle, brodere, sy tøj, tømre noget sammen i huggehuset. Og det ville jeg også gerne. Og kigge efter drenge og køre på knallert.
Siden kom jeg efter det med læsningen igen, også selv om det stjal tid fra noget andet. Åh, hvor har der været mange år, hvor vi kun kunne håndtere én aktivitet ad gangen.
Men så kom lydbøger!
Sidste år lyttede jeg til 69 bøger, mens jeg strikkede fem trøjer, en hue og fem par strømper, gjorde rent, kørte bil og vandrede 1.200 kilometer.
Det skulle mit 16-årige jeg bare have vidst. Så havde Grethe ikke tabt skuffen den dag.
16. januar 2022 | den store bunke |
Sommetider er det de enkleste tankesæt, der giver den allerstørste tilfredsstillelse. Det handler det her om.
Jeg har ladet nogle hengemte og i lange perioder glemte smykker få nyt liv ved at iscenesætte deres bestanddele på en anden måde, og det er faktisk kommet bag på mig, hvor glad den simple proces har gjort mig.
Fortællingen bag lyder sådan her. Gennem firserne var min daværende kæreste turleder i Grønland et par måneder hver sommer, fortrinsvis i Sydgrønland, hvor jeg også selv var med på en vandretur fra Narsarsuaq til Narsaq i 1986. Stor oplevelse, i øvrigt. Senere havde han også enkelte ture i Diskobugten. Jeg kan ikke huske, hvornår han havde nuummit-ørestikkerne med hjem til mig, blot at det havde han. Det må have været i slutningen af firserne eller lige omkring 1990.
Bjergarten nuummit var blevet fundet i Nuuk-området i 1982. Den er sortbrun, og i naturen adskiller den sig ikke fra andre mørke bjergarter. Det særlige ved stenen er, at de farvede reflekser først fremkommer ved polering, og i årene efter fundet blev der etableret slibeværksted med guldsmed og stenslibere i Nuuk. Fortællingen var allerede dengang, jeg fik ørestikkerne, at det var en helt ny smykkesten, man var begyndt at bruge.
Imidlertid var ørestikkerne indfattet, som man gjorde det dengang, i nikkelholdigt sølv. På samme tid var man ellers begyndt at bruge det, der blev omtalt som ’hospitalsstål’, til smykker, for det havde vist sig, at rigtig mange af de billige smykker, vi havde råd til at købe, indeholdt nikkel, som fik vores ører, halse, fingre og håndled til at klø. Derfor var vi begyndt at interessere os for alternativer, og her var kirurgisk hospitalsstål det nye sort.
Den trend havde ikke ramt værkstedet i Grønland, og det betød, at jeg havde svært ved at bruge de flotte øresmykker, jeg var blevet så glad for. Jeg tog dem kun på, når jeg skulle være rigtig fin, og efter et par timer med dem havde jeg røde ører.
Og så har de ligget i skabet i over tredive år.
Sidste efterår var jeg i København, hvor jeg så udstillingen Dinosaurernes konge på Statens Naturhistoriske Museum. En flot udstilling – formidlet på 2021-måden. På museets førstesal er der en mineralsamling. Den er formidlet, som man gjorde for halvtreds år siden, med uendelige rækker af montreborde med glaslåg ud fra devisen “okay, vi har 43 eksemplarer af dette mineral – her er de!”. Jeg siger ikke, at det er en kedelig udstilling (jo, det siger jeg), for materialet er sådan set interessant nok, det er bare formidlingen, der kunne trænge til en opdatering.
Nok om det. Jeg var der længe nok til at komme i tanker om mine hengemte nuummitter og blive enig med mig selv om, at det var synd og skam, at de bare lå og lå. At de også trængte til en ny formidling.
Så for at gøre en allerede lang historie kun lidt længere tog jeg ørestikkerne ind til min guldsmed og spurgte “Hvad kan vi?”. Hun tegnede en ring, hvor de to sten skulle sættes ned i sølvskåle omgivet af sølvkugler i tre forskellige størrelser, og hvor selve ringen blev tykkere nedad som kontrast til dekorationens tyngde. Det design kunne jeg aldrig selv have udtænkt. Helle Norup er dygtig! Jeg betænkte mig ikke et øjeblik, sagde bare “Sæt i gang – og sig, hvornår jeg kan hente den”.
Så her er den. Min fantastiske ring, som ingen andre har magen til, som har hele sin historie med, som passer lige ind i tidens opfordring til at bruge det man har i stedet for at anskaffe nyt, som rummer personlige minder. Som er så smuk.
Og som gør mig så glad og tilfreds, når jeg tager den på.
