7. maj 2014 | Maleblog |
Dette indlæg er en del af regnbuebloglegen.
Lilla er den sværeste af regnbuefarverne. Ligesom orange indgår den ikke i nogen faste udtryk. Rød forekommer ifølge ordnet.dk i 26 faste udtryk, fx blive rød i hovedet, en rød reje, se rødt, få røde ører. Gul tegner sig for 19, fx det gule legeme, gult kort, gule ærter. Grøn giver hele 30, fx grønne afgifter, grønt bevis, på den grønne gren, grøn bølge. Blå indgår i 21 faste udtryk, stadig ifølge ordnet, fx blå bog, blåt øje, ud i det blå, blå mandag. Og orange har i det mindste fået lov til at betegne smagen af appelsin.
Men lilla? Det er bare en farve, oven i købet en farve, der skal forklares gennem to andre farver: en farve mellem rød og blå som fx syrener; rødlig violet.
Min mor bryder sig ikke om lilla, og jeg er vokset op med en forestilling om, at det ikke er en nobel farve, men en farve, man skal være forsigtig med, hvorimod man aldrig går fejl af blå, som går til alt og i alle sammenhænge. Jeg fornemmede, at der var noget vildt og anarkistisk over lilla, hvilket jo da i den grad bekræftedes i de søgende 70’ere. En af mine skolekammerater malede sit kælderværelse orange på to vægge og lilla på to andre. Det var vildt. Og ret grimt i eftertanken. Senere forbandt man pædagoger med det eneste lidt faste udtryk, jeg har kunnet komme i tanker om: den lilla ble.
Jeg syede lilla velourveste med applikationer og tehætter i lilla patchwork til mine veninder og strikkede sokker og bomuldstrøjer i lilla striber. Min lillakvote blev udnyttet.
Det var også Whoopi Goldberg i Farven lilla, filmen fra midtfirserne, baseret på Alice Walkers roman.
Lilla kom for at blive. Der er lilla tøjstykker i min garderobe. Flotte dyblilla neglelakker. Smykker. Nogle af dem er faktisk mine konfirmationssmykker, som jeg godt kan finde på at bruge af og til.
Hvis man billedgoogler lilla, kan man finde dette udsnit. Mange blomster og en smule blomkål.
Konfirmationssmykker med lilla, sølv og tin.
2. maj 2014 | Maleblog |
Dette indlæg er en del af regnbuebloglegen.
Skulle jeg have haft vanskeligheder ved at finde emnet til ugens farvede indlæg, kunne jeg bare åbne mine (blå) øjne og se mig omkring i eget hjem. Blåt har bemægtiget sig overherredømmet. Blåt er så meget sidste år. De sidste seksten år, faktisk. Og blåt kører på sidste sæson.
Det begyndte med, at familien voksede. Barn tre udløste behovet for en sofa mere, og vi afsøgte brugtmarkedet – ja… det var Den Blå Avis – og fandt sofa og lænestol. De har fulgt mig siden.
År senere overtog jeg den blå futon fra nogle venner, hvis hund havde mere end svært ved at forstå, at futonen ikke var en stor hundekurv, når nu den var så nem at komme op på. De købte en sofa i stedet, og jeg blev futonejer. Den har fulgt mig siden. Konstruktionen er treleddet, den kan lægges fladt ned som seng, foldes som en sofa og endelig som en chaiselong som på billedet.
Om nogle måneder flytter Morten og jeg sammen, og mine polstrede blå kommer i sofahimlen. Armlæn og hynder er sønderslidte, bunden er slap, – kun en ombetrækning kan gøre dem noble igen, og den er ikke nødvendig, når en anden har en sofa at tage med. Futonen kommer med, men dens blå er tyndslidt – og det er ikke så mærkeligt, for det er 25 år siden vennerne købte den. Tiden er kommet til nyt betræk, og det bliver ikke blåt.
Man kan vel også holde blå time, selv om møblerne har en anden pigmentering.
23. april 2014 | Maleblog |
Dette indlæg er en del af regnbuebloglegen.
Ha. Bare ved at se overskriften vidste I, hvad det handlede om, ikke?
Det er et af de slogans, som er gået ind i os, indarbejdet i folkesjælen gennem mange år og ved hjælp af mange markedsføringskroner. I kunne også se det på de krøllede parenteser.
Tyve grønne. Ved I, hvad det er? I min barndom og ungdom var vi ikke i tvivl. I den bog, vi brugte, når vi bestilte varer hos købmanden – kontrabogen – skrev mor godt nok tyve blå i stedet, for min far røg North State, og den pakke var blå. De grønne var Cecil.
Der er formodentlig ikke ret mange, der længere associerer grønt med cigaretter. Nu tænker de på øl.
Jeg tror, jeg sætter et par grønne på køl.
14. april 2014 | Maleblog |
Dette indlæg er en del af regnbuebloglegen.
# Gamle Gule Badedragt
Det er ikke så mange måneder siden, min yngste søn nærmest nægtede at tro på, at jeg ejer en badedragt. Jeg kan egentlig godt forstå det. Til sommerferiebadning og -solbadning har jeg haft andet badetøj, og det er længe siden, jeg var en haj til at tage i svømmehallen med børnene. Faktisk har jeg aldrig været en haj. Jeg er heller ikke en vandhund. Men jeg har en badedragt.
I 1991 (må det have været) skrev min daværende kæreste (senere ægtemand og børnenes far) og en medstuderende hovedopgave på Journalisthøjskolen. Jeg var nyuddannet reklametegner og hjalp dem med låne et tekstbehandlingsanlæg af en bekendt, så de slap for at sidde med skrivemaskinen, og senere satte jeg deres opgave op som en avis, så det så lidt smart ud at aflevere. Som tak gav de mig en gul badedragt. Jeg gætter på, at det var kæresten mere end kammeraten, som havde interesse i, at jeg blev så svømmefrisk at se på.
Yngsten har senere ved selvsyn konstateret, at der findes en badedragt i min garderobe. Jeg havde den i hvert fald på, da vi i efterårsferien på Kreta var på dykkerudflugt. Men det er ikke sikkert, han har lagt mærke til det, selv om jeg lyste som en sol over Middelhavet.
# Gamle Gule Cykel
Jeg fik cyklen til min 40 års fødselsdag. Nej, det gjorde jeg faktisk ikke. Jeg fik et billede af den. Vi var nemlig på ferie i Norge, og cyklen kunne ikke komme ubemærket med i feriebagagen. Det er den samme mand, som står bag dette køb. Han har aldrig været bange for farver. Snart bliver cyklen 15 år, og jeg bruger den næsten hver dag. Den har været i bedre form, men det er med den som med så mange andre af mine ejendele: De får lov at blive gamle hos mig. Der er spor efter beslag fra to barnestole, som har siddet henholdsvis på stangen og bagagebæreren, og spor efter beslag til den cykeltrailer, jeg også har trukket rundt med, så jeg kunne transportere alle tre børn i ét vogntog. Kæden bør snart have olie, og den røde strimmel om saddelpinden er fra engang, hvor en anden lånte cyklen og skulle have sadlen højere. Med den røde tape kunne vi se, hvilken højde den skulle sættes ned til bagefter. Og tapen sidder jo godt der.
Badedragten hedder Speedo, og cyklen hedder Eternity. Jeg synes, det er gode navne.
* Gamle Gule er også navnet på en børnebog fra 1970, en af de utallige bøger fra Bogbussen, jeg pløjede mig igennem. “Hunden Gamle Gule er en uundværlig hjælp for den 14-årige Travis og hans nybyggerfamilie”, googler jeg mig til, og det passer meget godt med det, jeg husker.
7. april 2014 | Maleblog |
Dette indlæg er en del af regnbuebloglegen.
Lampen over køkkenspisebordet hos mine forældre har, så længe jeg kan huske, været to orange halvkugler, den største som den øverste skærm og den lille omvendt nedenunder pæren. Ikke så meget opmærksomhed om den. Dens funktion var og er at lyse ordentligt over måltidet.
Og lige på delen med ordentligt lys syntes min mor ikke, at den slog til. Altså det med at sætte en 60 watt pære i og så dække den til med en emaljeret blikskål, der dæmpede lyset, det var da noget pjat. Og spild af energi. Så min praktiske mor tog en hvid plastiksildespand, lavede hul i bunden til pæren og i siderne til ophænget og erstattede den lille halvkugle med den. Således havde vi i mange år rigtig godt lys over spisebordet.
Nu er den lille skål heldigvis tilbage på sin plads, og lampen ligner igen det, den er: en Flowerpot.
Hvordan Verner Pantons Flowerpot overhovedet er havnet i huset, har jeg ingen anelse om. Mine forældre har aldrig været design- eller arkitekturinteressede. De havde pæne og gode kvalitetsting, købte sjældent noget skrammel og ville gerne betale, hvad det kostede for ordentligt kram, men de er aldrig gået efter tidens store designere.
Jeg gætter på, at det er gået til sådan her: De har trængt til en ny lampe over spisebordet og er taget op til Bjarke, elektrikerforretningen i nabolandsbyen, hvor vi købte alt vores lys og elektronik. Så har han lige fået en leverance af den nye Flowerpot. Den er designet i 1968, så det passer meget godt. De har syntes, den var pæn, og købt en orange. Det var tidens farve, og måske har det været den eneste, der var at få. Verner Panton er fra Fyn, det har måske talt ekstra for købet. Bjarke har måske oven i købet talt varmt for lampen. I hvert fald kom den med hjem. Den hang i køkkenet på gården, og den hang i køkkenet i aftægtshuset, hvor mine forældre flyttede hen, da størstebror og svigerinde overtog gården.
Da min mor for tre år siden skulle flytte i en mindre og mere ældrevenlig bolig, var der meget indbo, hun ikke skulle have med, og børnebørnene fik lov at gå nogle runder og ønske sig ting, de måske kunne få lov at arve. Flere af dem skrev “den orange lampe i køkkenet” på deres liste. Men nej, den var ikke til udlodning på det tidspunkt. Køkkenlampen skulle hun da have med.
Så nu hænger den i et andet køkken i et vidunderligt clash af stilarter sammen med bakkebånd og almueskab. Og alle andre end mor ved, hvilken skat hun ejer.
1. april 2014 | Maleblog |
Dette indlæg er en del af regnbuebloglegen.
Jeg har flere gange forsøgt mig som kræmmerske. Først på bagagerumsmarked i Horsens sidste sommer, hvor det meste af sortimentet var Lauras jeg-rydder-ud-i-skabet-inden-jeg-flytter-hjemmefra-tøj. Begrænset succes. Ingen af os er fødte sælgere.
Siden har jeg af og til sat ting til salg på en lokal Til salg-side på Facebook. Også med begrænset succes som følge af en uheldig kombination af mit manglende salgstalent og det faktum, at jeg tilsyneladende tiltrækker uheldsramte købere.
#1 Rød
Satte Lasses skibukser til salg. En kvinde ville gerne købe, og vi aftalte, at jeg lagde en pose med bukserne uden for min entredør sammen med en konvolut, som hun kunne lægge pengene i og smide ind gennem brevsprækken, når hun hentede et par dage efter. Om tirsdagen. Men så nemt var det alligevel ikke. Tirsdag kom den første besked: Undskyld jeg ikke har hentet dem endnu, men har et sygt barn. Skal nok få dem hentet en af dagene. Fredag kom den næste besked: Er det i orden det først bliver på mandag ved middagstid, at jeg kommer og henter dem, min datter er syg. Den følgende tirsdag kom den tredje besked: Undskyld jeg ikke har fået dem hentet endnu, men min datter er stadigvæk syg, har mulighed for at hente dem i morgen formiddag. Næste dag kom den fjerde besked: Hej, endnu engang undskyld, men kunne ikke nå det i dag, måtte på sygehuset med min mor, hun blev opereret i en hånd. Kan hente på fredag omkring kl.13.30. Skibukserne blev faktisk hentet den fredag, og jeg fik mine 75 kroner. Tolv dage efter at handelen blev aftalt.
#2 Rødere
Satte en tæppebanker til salg til 10 kroner. Det var der hurtigt en, der gerne ville give. Kort efter ville en anden gerne give 15 kroner, hvorefter den første påpegede, at der ikke stod mindstepris i annoncen, men bare at prisen var 10 kroner, og derfor kunne der ikke være tale om en budrunde. Det overraskede mig, at tæppebankeren overhovedet kunne sælges, og jeg ville da gerne have set, hvor høj prisen kunne blive, men tænkte samtidig, at jeg ikke havde lyst til at lægge hoved til øretæver, fordi jeg ikke havde forstået reglerne, så jeg lod den gå til den første for en tier.
Det var en søndag, vi aftalte, at jeg lagde tæppebankeren uden for min entredør sammen med en konvolut, som hun kunne lægge pengene i og smide ind gennem brevsprækken, når hun hentede den. Imidlertid kunne hun først hente i løbet af ugen, fordi hun ventede på at få sin bil tilbage fra værkstedet. Om fredagen mindede jeg hende om, at hun ikke havde hentet tæppebankeren, og hun skrev: Det er sguda rigtigt! Den havde jeg helt glemt, kan jeg hente den på fredag? Der skal jeg nemlig til Viborg igen? Jeg indvilligede i det, og næste fredag sidst på eftermiddagen skrev jeg og spurgte, om hun så hentede den. Hun skrev: Undskyld jeg har helt glemt at skrive, jeg vil gerne hente den på mandag hvis det kan lade sig gøre? Jeg idiot troede at det var i dag vi fik penge… Jeg trak vejret og skrev ok, men hvis hun ikke hentede mandag, solgte jeg til en anden. Det kunne hun sagtens forstå og takkede og undskyldte igen. Mandag skrev hun: Undskyld, men jeg kan først komme til Viborg i morgen… Undskyld ulejligheden mange gange…
Dagen efter solgte jeg tæppebankeren til en anden helt uden om internettet. For 15 kroner. Seksten dage efter at den første handel blev aftalt.
#3 Rødest
Den næste historie er længere. Jeg satte et pulsur til salg. Der meldte sig hurtigt en køber, og jeg skrev at jeg ville sætte kassen uden for min entredør sammen med en konvolut, som hun kunne lægge pengene i og smide ind gennem brevsprækken, når hun hentede den. Jeg beskrev, hvor det var. Hun skrev: Årh det finder jeg aldrig! Vi kan ikke mødes et sted? evt ved xxx-forretning? Det var om fredagen, og jeg skulle noget dagen efter, så jeg svarede, at det tidligst kunne blive om søndagen, eller jeg kunne tage uret med på arbejde mandag, så kunne hun hente det der. Hun skrev: Jamen hvad med onsdag? Jeg skal jeg til læge med min datter kl 09? Jeg svarede, at jeg var på arbejde på det tidspunkt, og forklarede, hvilken vej hun skulle gå til min lejlighed fra xxx-forretning, som hun først havde foreslået vi kunne mødes ved. Så kunne hun bare hente pakken ved min entredør. Okay jeg prøver onsdag er det okay? Det svarede jeg ja til.
Om onsdagen lå uret der stadig, og jeg skrev og spurgte hvorfor. Hun skrev: Det må du undskylde jeg ku ikke finde det jeg var inde i flere opgangen men uret var der ikke. Jeg spurgte efter andet forslag. Senere samme dag skrev hun: Hej undskyld har haft en syg datter, jamen ku vi evt mødes et sted? Skal til læge med hende igen tirsdag formiddag så der er jeg nede i byen. Jeg svarede igen, at jeg var på arbejde på det tidspunkt, og efter ti-tolv beskeder frem og tilbage nåede vi frem til, at jeg tog uret med på arbejde den følgende tirsdag, så ville hun hente det der inden en anden aftale, hun havde i byen. Hun fik mit nummer, så hun kunne ringe, hvis hun ikke kunne finde det.
Dagen før skrev hun: Hej Birgitte min kæreste skal til job samtale i århus i morgen så han skal bruge bilen 😐 kan du ta den med på arbejde torsdag? Så kan jeg hente den når jeg har været inde og træne kl ca 12. Jeg tager det med torsdag, svarede jeg. Torsdag skrev hun: Bilen er igen igen i stykker. Må jeg ha lov og overføre pengene til dig nu? Og så hente den i weekenden når bilen er lavet. Jeg udtrykte min medfølelse over, så uheldig hun var, og skrev at i weekenden var jeg ikke på arbejde, men i min kolonihave. Jeg forklarede havens beliggenhed og gav hende mit kontonummer. Hun skrev: Min mor bor i det kvarter ved kolonihaverne så det kender jeg da:)) ja så uheldig møg bil. Måske jeg kan hente mandag? Jeg overføre li om lidt. Jeg bad om hendes mors adresse, for så kunne jeg stille kassen med uret derhen, når jeg havde registreret pengene på min konto.
Søndag skrev hun: Adressen er Xxxxxvej 8 bare kom den i postkassen næste gang du skal i din kolonihave jeg overførte fredag du kan ikke se det før efter weekenden. Jeg skrev at kassen nok ikke kunne gå i postkassen, men så ville jeg bare ringe på eller stille den ved døren. Hun skrev: Der er 2store hunde derinde skal jeg ikke bare hente den i morgen kl 12efter mødregruppe. Eller tirsdag så du kan se pengene er gået ind. Jeg svarede at jeg tog uret med på arbejde mandag. Jeg var efterhånden så træt af handelen, at jeg ikke gad vente på at sikre mig, at pengene var landet på min konto. Det sidste skrev jeg ikke.
Mandag kl 11.30 skrev hun: Hej Birgitte jeg sidder li ved lægen med min datter og venter på og komme til. Vi havde tid kl 11 men er stadig ikke kommet ind. Håber at komme til snart! Undskyld men jeg bliver lidt forsinket er det ok? Eller har du snart fri? Jeg svarede at jeg var der længe endnu. Klokken 12.15 skrev hun: Jeg får min kæreste til og hente det er det ok? Vi venter stadig på og komme ind (han kan kører hjemme fra om ti min ). Jeg svarede at det bestemte hun selv, jeg var der jo. Hun skrev: Tak skal du ha. Han hedder Xxxxx, og ringer når han er der. Et kvarter senere ringede kæresten, han stod ude på parkeringspladsen, og jeg gik ud med kassen med pulsuret. Han gav mig 70 kroner, og jeg spurgte desorienteret, om hun ikke havde overført penge. Nej, det nåede hun ikke, sagde han.
Jeg stillede ikke flere spørgsmål. Jeg var kommet af med uret og havde kontanter i hånden. Jeg havde faktisk afsluttet handlen. Sytten dage efter, at den blev indgået.
# Evaluering
Jeg forstår ikke helt, hvorfor folk er så vilde med at sætte ting til salg i det forum. Der var en, der fortalte mig, at hun havde solgt så meget derinde, at hun og manden nu havde seks tusind kroner ekstra til deres tur til New York.
Det varer eddermame længe, inden jeg får råd til at rejse til New York.
