27. oktober 2020 | den store bunke |
Som nogle læsere vil vide, tog jeg for nylig strikning op. Jeg blev opmærksom på en lokal strikkecafé, og da strik var en væsentlig faktor i det fællesskab, måtte jeg selvsagt have noget håndarbejde med. Først fandt jeg restegarn frem fra gemmerne og strikkede et par sokker, og derefter strøg jeg direkte til et noget mere ambitiøst projekt og gik i gang med en cardigan. Sådan en syntes jeg nemlig, at jeg manglede. Selvtilliden fejlede ikke noget, for jeg har strikket meget, da jeg var barn og yngre. Jeg valgte PetiteKnits Ingen-dikkedarer-cardigan.
Og nu er den altså færdig. Og vellykket. Og i dag havde jeg den på.
Men når selv chefen – mand, på min egen alder – kommenterer og spørger, om det er den, jeg selv har strikket, skal jeg måske overveje, om jeg muligvis er kommet til at flashe projektet lige rigeligt på de sociale medier, med garnnøgle- og efterårsblade-emojis i den helt rigtige nuance.
Det kan egentlig godt være.
Så dette er sidste procespip om min nye lækre, bløde hjemmestrikkede cardigan i den smukkeste rustrøde farve. Punktum.
8. oktober 2020 | den store bunke |
Vi har en kageturnus i min afdeling på arbejde. Det er frivilligt at være med, og de der står på planen skiftes til at have kage med. Det styres enkelt med et excelark med navne og datoer, så vi ved lang tid i forvejen, hvornår vi kan nyde (oftest) og hvornår vi skal yde (sjældnest). Nogle mener, de ikke kan holde til at spise så meget kage og vil derfor ikke være med i ordningen. Men det er faktisk ikke en betingelse for at være med, at man spiser noget. Man må gerne yde uden at nyde. Det er også sket.
Der er kun et eneste kriterium for det man medbringer: Bare det er kage. Det betyder, at man helt selv må bestemme, om man køber bagerens bedste, bager selv eller får sin mor eller sin mand til det. Bare det er kage. Flødeboller er for eksempel ikke kage. Og ingen bliver ugleset for deres valg.
Det var min tur i dag. Jeg kan godt lide at bage, så jeg vælger for det meste noget hjemmebagt og tit noget, jeg ikke har prøvet før. Så er det lidt mindre mit ansvar, om det bliver godt, for jeg følger jo bare opskriften, og så kan vi sammen vurdere, om det er en opskrift, der er værd at gemme.
Jeg var derfor lige så spændt som de andre på, hvordan kagen smagte i dag.
Den var god. “Frisk, syrlig og sød på samme tid”, sagde én, og det er vel den bedste bekræftelse, at flere kolleger tog to gange og efterfølgende bad om opskriften. Den er i øvrigt fra Spis Bedre og hedder en stor del af ingredienslisten: Citronkage med hindbær, flødeost og mandler. Jeg supplerede med blåbær, fordi supermarkedet kun havde halvdelen af de hindbær, jeg skulle bruge.
Succes, altså.
Og nu skal jeg have en aftensnack af de rester, der trods alt var.
5. oktober 2020 | Udpluk |
- Kommer håndtrykket tilbage? Jeg ved det ikke. Ikke i samme omfang som før, i hvert fald, og dermed bliver det endnu sværere at få lært et ordentligt, fast håndtryk. Omtalt i det syvende punkt i dette gamle indlæg fra for godt fire år siden, da yngsten stadig boede hjemme.
- Hele selvsamme gamle liste over, hvad vi talte om over aftensmaden, understreger i øvrigt, hvorfor det var sådan en sand påstand, jeg indtil for nylig havde stående på min bogstavtavle.
- I relation til et andet punkt på listen kan jeg afsløre, at jeg ikke savner at måtte kramme. Jeg er ikke et kramme-til-højre-og-venstre-menneske, og nu kan jeg slippe, uden at det bliver akavet.
- Jeg er træt af udtrykkene ’… under coronaen’ og ’… på grund af corona’ i almindelighed og i særdeleshed af konsekvenserne af bemeldte virus. Alt det vi ikke kan, og nærmest har vænnet os til, at vi ikke kan.
- Men jeg vil godt ud at rejse. Og ikke kun til tilladte Grækenland og Italien med mundbind. Jo, det vil jeg også gerne – bare uden mundbind, men jeg har to brændende ønsker til destinationer, som jeg sådan ønsker snart kunne gå i opfyldelse. Jeg vil besøge min kusine i Belgien og min veninde i Australien, og begge steder er totalt no-go uden udsigt til ændringer.
- Jeg har været til MUS i dag. Og man skal huske, at man ikke må sige MUS-samtale, fordi s’et står for samtale. Så ville det jo være medarbejderudviklingssamtale-samtale. Det gik øvrigt fint. Jeg udvikler mig, som jeg skal, var vi enige om.
- Sofaen kalder.
