26. april 2017 | den store bunke |
Jeg lagde vejen forbi Blodbanken for at afgive en af årets 2-3 portioner á 450 ml 0 RhD pos, drikke en brik appelsinjuice, spise et lillebitte kvadrat Ritter Sport (mit Knusperkeks, FYI) og læse i Danmarks Royale Ugeblad om Prins Felix’ store dag, Ugens Kjole og andre vigtige kulørte sager, som jeg har forsømt at følge med i. Så plejer vi at hygge os sammen i en halv times tid, imens vi føler os mægtigt samhørige, Blodbanken, Billed-Bladet og jeg, fordi vi har samme initialer.
I dag ville sygeplejestuderende Klaus gerne have lov at teste en ny staseslange og bede mig om at udfylde et spørgeskema, sagde sygeplejersken ude i forrummet, da vi gennemgik det skema, jeg ligesom alle andre donorer skal udfylde, inden jeg bliver lukket ind til tappebriksene, køleskabet og de royale nyheder. Ville jeg være med til det?
Det ville jeg gerne.
“For jeg går ud fra, at det hjælper dig, og at det ikke gør ondt på mig”, sagde jeg muntert til Klaus, da han kom anstigende med sit spørgeskema, “… men jeg ved faktisk ikke, hvad en staseslange er!”. Det synes jeg egentlig godt, de kunne have lagt ud med at forklare, for jeg troede til at begynde med, at det var en ny type af de slanger, der transporterer blodet ned i posen, som skulle kunne noget særligt. Og så er det den rem, man strammer om overarmen for at få blodet til at rulle lidt raskere ud. Den har da ikke noget med en slange at gøre! Det er en rem. Og hvor den sædvanlige har spænder til at stramme remmen ind med, var testtypen dels en engangsmodel, og dels blev den spændt og løsnet uden spænder. Den fungerede skam fint, og jeg skulle i store træk bare svare på, om den nev mig i armen. Helt anonymt. Det var let.
Men hvem pokker af almindelige mennesker med eller uden konto i Blodbanken kender ordet staseslange?
Over aftensmaden udbredte jeg mig om det nye ord, jeg havde lært, og spurgte triumferende de andre, om de vidste, hvad en staseslange er.
“Ja, det er jo den slange, man spænder om overarmen”, sagde Morten prompte.
Almindelige mennesker??
Hairy og scary…
24. april 2017 | At have have, den store bunke |
Såeeh, jeg slog græs sidste tirsdag, og hvad skete der så? Blev jeg hentet af et rumskib fra en fjern galakse, så dét er forklaringen på, hvorfor jeg så brat forsvandt fra jordens overflade, også kaldet Grevindens residens?
Næ.
Mit jordiske hylster har været her hele tiden, men når man inden for ti dage både flytter hele sit hjem og starter på nyt arbejde, er konsekvensen et liv helt og aldeles uden rutiner. Fuldstændigt. Ingenting er som det plejer, der er ingen etablerede måder at gøre noget på, jeg ved ikke hvor lang tid det tager at komme nogen steder hen, hvilket badeværelse det er mest bekvemt at bruge til hvad om morgenen, hvilke nye logins jeg skal bruge til hvad, hvilke nye procedurer jeg allerede har glemt igen, hvordan jeg kommer fra A til B i firmadomicilet, hvornår vi får tømt de to allersidste flyttekasser, så flyttemanden kan hente hele stakken, hvad vi overhovedet skal have der, hvor flyttekassestakken er nu.
Forleden morgen trak jeg cyklen ud af skuret for at cykle på arbejde med en skinnende glorie på, konstaterede at verden var uforholdsmæssigt sløret, fordi jeg havde glemt at tage kontaktlinser på – det var ikke blevet en veletableret rutine i mine nye omgivelser (dét med at have to badeværelser!), satte cyklen ind igen, fordi jeg så ikke ville kunne nå at cykle, monterede kontaktlinser, satte mig ind i bilen og konstaterede, at brændstofstanden var så lav, at jeg end ikke vidste, om jeg overhovedet kunne nå hen til tanken, nåede hen til tanken og valgte naturligvis den defekte stander, der ikke ville tage mit kort i hverken første, andet eller tredje forsøg, så jeg måtte ind og hente en medarbejder i butikken, tankede og sneglede mig igennem morgentrafikken, som også er ny for mig i dén retning, jeg skal, og overvældende på dét tidspunkt. Jeg er ikke sikker på, om jeg nåede frem til tiden. Det gjorde jeg vist ikke.
Samtidig har Morten haft en omfattende arbejdsopgave, som jeg også har været involveret i, og så er der forberedelserne til Astrids konfirmation på lørdag. Desuden har jeg fået ny telefon, som skulle sættes i gang, og forleden aften crashede harddisken på min bærbare Mac. Det var ikke så godt, hverken i forhold til førnævnte store opgave eller konfirmationsforberedelserne. Morten er den rolige af os, når den slags sker, og det var ham, der – selv om han var lige så udmattet som jeg – sad oppe googlende og nørdende det halve af natten og endte med at sætte ny harddisk i og genetablere al software, så jeg stort set kunne fortsætte hvor jeg slap, da jeg stod op næste morgen. Han er fantastisk!
“Det bliver bedre i næste uge!”, messer vi til hinanden, når vi kigger op fra skærmene eller passerer hinanden på vej i forskellige retninger, mens vi undlader at se på inventarkaos i husets kroge. Og det gør det. Det er faktisk allerede begyndt. Toppen af presset forsvinder. Vi bliver hele tiden bedre til at bo i vores hus. Jeg har lige hentet de spisebordslamper, vi bestilte for et par uger siden, og en af os sætter dem op. Nyt job tegner godt. Det bliver bedre vejr. I går lagde jeg kartofler og satte løg i kolonihaven og slog græsset derude, og solen skinnede, som billedet viser.
Flere data er det ikke nødvendigt at lagre. Det skal nok gå.
18. april 2017 | At have have |
Vi er blevet et par med to græsplæner og behov for et par plæneklippere.
Til kolonihaveplænen er vi godt hjulpet med en overdrevet god batteridrevet grøn sag, men vi var skidt kørende på nytilkommet rækkehusplæne, og derfor var aftalen blevet, at vi skulle arve min mors plæneklipper med tilhørende genopladelige batteri. Ved påskebesøget hos mor hentede vi maskinen og erstattede den i skuret med vores aflagte håndskubber fra kolonihaven, for at min bror i det mindste har noget at slå græs med, indtil mors gamle hus bliver solgt. Det var også en del af aftalen.
Mens vi har gået og flyttet og huseret inden døre, og det i øvrigt har regnet og regnet og regnet og sneet, er græsset gået hen og har groet sig godt til. I dag var det solbeskinnet tørvejr, da jeg kom hjem med behov for noget fysisk udfoldelse, så jeg trak Ulven på græs.
Den var ikke meget for det. Så højt mosblandet græs er åbenbart ikke noget, den plejer at blive budt. “Jeg vil ikke, jeg vil ikke”, peb den. “Jeg går op og lægger mig”, tudede den, når vi kom til en særligt svær bane, og hvert andet øjeblik dånede den. Jeg var ubønhørlig og startede den ufortrødent hver gang, men midtvejs fik den mig ved at spille den ultimative trumf: Rød lampe i batteriindikatoren. Hvad?! Ulven kan ikke engang klare en hel græsplæne? Verdens mindste græsplæne (næstmindste. Dens gamle hjemmebane er trods alt mindre) må slås over to dage?
Jeg satser på tørvejr i morgen også, for lige nu ser vores plæne ud som hovedet på en, hvis hårtrimmer er gået i stykker midt i en klipning (jeg har set det ske, og det klæder ingen!).
Jeg overvejer situationen. Måske har jeg fået katten i sækken. Det kan godt være, jeg kommer til at ønske mig håndskubberen tilbage. Vi må se.
Græsset i kolonihaven er heller ikke slået endnu. Jeg må snart derud og se, hvor slemt det er. Men der har vi heldigvis den grønne sag, som er overlegen på alle måder, endda med to batterier at skifte med. Og jeg ved, hvor begge er. Det kan man ikke bare gå ud fra efter en flytteproces.
Men Ulven … tsk tsk, hvad stiller vi op med den?
17. april 2017 | den store bunke |
Påskedagene er næsten slut. Jeg har haft fri i sytten dage. Eller fri og fri, det er ikke en helt korrekt gengivelse af fakta. Lad os sige det på den måde, at jeg så godt som ikke har forladt min aktuelle bopæl for andet end indkøb af dagligvarer, så vi kunne få næring og energi til al den pakken i kasser og pakken ud af kasser.
For som den opmærksomme læser godt ved, er vi flyttet, og den flytning er, hvad jeg har brugt mine sytten “fridage” til. Det har flasket sig, har det, og jeg har været god til at nøjes med at være i dét, jeg aktuelt skulle have fokus på. Først sluttede jeg mit gamle arbejde af. På en god måde, synes jeg selv, ved at være til stede og koncentrere mig, så længe jeg var der. Derefter flyttede jeg opmærksomheden fuldstændigt over på det, der havde med vores flytning at gøre, og jeg har ikke tænkt på ret meget andet siden, og det har været virkelig godt at kunne være 100 procent til stede i den proces. Vi er langt, men der er længere. Stablen af tømte kasser nærmer sig maksimum, – mens jeg sidder og skriver, er Morten i gang med at tømme de sidste 3-4 kasser. Det betyder ikke, at alt er på plads nu, slet, slet ikke. Der er endda temmelig meget, der bare har fået midlertidigt opholdssted, så vi lige kan få et overblik over, hvad der skal være plads til. Men er det alligevel ikke ret sejt sådan at få klappet 108 kasser sammen på ni dage? Og det var dét, de sytten hjemmedage kunne. Tak for dem.
Og nu hvor påskedagene går på hæld, retter jeg sigtet mod det næste. I morgen starter jeg på et nyt job. Jeg glæder mig og jeg er spændt. Det er vildt. Vildt godt. Og flere ord vil jeg ikke knytte til det lige nu. Jeg skal bruge dem i morgen, når jeg vandrer rundt og hilser på 200 eller deromkring nye kolleger.
I påskedagene fandt vi heldigvis også tid til en lille smule udgående aktivitet, idet vi besøgte gamle koner. Mor torsdag og svigermor søndag, og på den måde nåede vi også at få opfyldt kagekvoten.
Begge mine forældre har fødselsdag i april, og det har næsten altid været sådan, at én af dem har haft fødselsdag i påsken. I år er ingen undtagelse, selv om fødselaren selv ikke er blandt os længere, i hvert fald ikke i fysisk form. I dag er det 100 år siden, min far blev født i en lille flække på Vestfyn som nummer to i en børneflok på fem. Hundrede år, mand! Han døde for seks år siden, men jeg har sendt ham mere end én kærlig tanke i dag. Jeg tror, han ville have været tilfreds med, hvor jeg er i mit liv lige nu.
Altså måske ikke specifikt den del, der handler om, at jeg nu går ind og smider mig i sofaen, tænder for fjernsynet og sukker veltilpas ved tanken om en ganske fin veloverstået påske.
16. april 2017 | den store bunke |
Nogle af jer læser sikkert med her på domænet på tablet eller smartphone. Højst sandsynligt. Det er sikkert bare mig selv, der er en kende old school og synes, jeg får den flotteste bloggerbuket med mig hjem ved at bruge computeren. Sådan er vi forskellige.
Men altså.
Til større glæde og fornøjelse for jer, der stadig har gode øjne eller veltilpassede læsebriller og derved kan stilles tilfreds med en relativt lille skærm, har jeg ladet Morten tage sin værktøjskasse med ind i selve bloggens motorrum og regere derinde, som han ville. Det er han nemlig god til, og det er den slags, han tjener sin hyre ved. Og dét kommer i sidste ende også mig til gode, skal I huske.
Vi har længe talt om, at bloggen skulle mobiloptimeres. Man skal gribe i egen barm, tage sin egen medicin, feje for egen dør, og hvad de forskellige talemåder ellers siger, men det er ofte det sidste, man får gjort, fordi så meget andet kommer i første række.
Nu er det imidlertid sket. På denne påskesøndag. Morten satte foden ned og insisterede på, at nu skulle det være, rykkede i relevante håndtag og voilá: Grevinden er blevet responsiv. Det betyder, at siden tilpasser sig den enhed, du læser på, hvad enten det er tablet, mobil eller computer.
Jeg håber, det gør læsningen lettere. Til gengæld lover jeg, at jeg fortsat og til stadighed gør mig umage med at skrive noget, der er værd at komme efter. Og at jeg snart laver en ny header i stedet for den gule balkon i Vestergade.
Hvis noget mod forventning ikke fungerer, eller hvis du har idéer til at gøre Grevinden på tredje endnu mere favnende og tilgængelig, så siger du lige til, ikke?
