26. februar 2020 | At have have |
Så derfor vil jeg snart skifte coverfoto på min Facebook-profil.
Ja, dét var da noget af en forandring, tænker den sarkastiske læser måske. Men hør nu. I ret lang tid har jeg haft denne storblomstrende kolonihaveidyl som coverbillede, og det er altså ikke bare, fordi digital forandring fryder, at jeg nu tænker på at skifte ud.
Jeg er faktisk ved at nå dertil, hvor jeg skiller mig af med hele kolonihaven.
Vi overtog haven for syv år siden. Eller Morten gjorde. Da boede vi ikke engang sammen endnu, men i hver sin lejlighed i Viborg, og vores første fælles investering var et campingtoilet. Nogle år senere flyttede vi sammen i en anden lejlighed, dog med stor terrasse, men stadig var kolonihaven vores skønne mulighed for udeliv, haveglæde og ikke mindst hjemmedyrkede grøntsager. Det var mest mig, der udfoldede min indre gartnerske, og jeg var glad langt ind, hver gang jeg gik ind af havelågen derude. Og jeg bragte stolt avlen hjem. Jeg har fotograferet og skrevet utallige indlæg om kolonihaven lige fra starten af bloggens levetid, og ingen har vel kunnet være i tvivl om, hvor glad jeg har været for denne perle midt i byen.
Da vi købte hus med have for tre år siden, spurgte mange, om vi så ville beholde kolonihaven. Dengang var svaret et ja. Vi ville jo gerne dyrke grøntsager stadigvæk, og en køkkenhave anlagde jo ikke sig selv. Den nye have skulle være nydehave, og kolonihaven skulle fortsætte som ydehave. Så måtte tiden vise, om balancen forrykkede sig.
Og nu er vi der, hvor det tipper. For meget yde, for lidt nyde. Inden længe kommer besværet til at overstige glæderne ved kolonihaven. Mens vi har boet i hus, er vi ikke en eneste gang taget ud i kolonihaven for bare at være der, grille, drikke vin og have gæster. Det kan vi lige så godt gøre hjemme, hvor vi bor. Men jeg har stadig dyrket grøntsager derude, sået og høstet, eksperimenteret med afgrøder og tilbragt lange weekenddage med havearbejde – i harmoni med verden og mig selv. Og NYDT det.
Men efter at Lasse er flyttet hjemmefra, har vores husholdning og madvaner ændret sig. Det er blevet mere loose og spontant, og vi har slet ikke brug for så meget, som jeg traditionelt har dyrket i kolonihaven. Faktisk kan det godt være bøvlet at få brugt al den spinat og grønkål, alle de kartofler, løg, bønner og rødbeder, som jeg har hentet med hjem.
Og så skal man jo ikke.
Jeg kan jo bare have lidt salat og hvad vi nu har behov for i et højbed herhjemme. Og måske et lille drivhus til tomater og agurker også. Så slipper jeg også for hele tiden at være bagud med at få gravet kolonihaven til vinter og inden såtiden.
Så derfor.
Beslutningen er taget. Det blev til syv dejlige sæsoner, og nu er det tid at sende Hyldehaven Ambiorix videre. Så skal vi bare have den solgt – og kender du nogen der drømmer om sådan et paradis midt i Viborg, siger du bare til.
Og så skal jeg have fundet et andet pænt coverfoto.
23. februar 2020 | den store bunke |
Vinden er usynlig, og blæsten kan man ikke få at se.
Jo, man kan. Hver ENESTE gang, det blæser mere end friskt, tager vinden den havestol, som på billedet mangler ved havebordet, og slynger den over til pælen, hvor vi endnu ikke har fået monteret et fuglefoderbræt. Altid den stol først.
Hvis stormen fortsætter, følger stolen ved siden af efter og lægger sig tæt op ad den første.
Det har aldrig stormet så meget, at vi ved, om den tredje stol i rækken kan finde lægge sig på linje.
Men der står #3 i overskriften, fordi det er tredje gang, jeg finder på at bruge den samme overskrift. Her og her.
20. februar 2020 | den store bunke |
Førstesalen i vores hus ligner et arkiv for tiden. Det er alle min afdøde brors værker, der fylder, mens de er i transit. Jeg har stablet og bunket tegninger og illustrationer på stort set alle vandrette flader – også lidt af gulvet, og når jeg har tid, systematiserer og skanner jeg. Det tager faktisk ret meget tid. Efterhånden vil meget af det blive lagt ind på den Facebookside, vi har lavet for at gemme og vise hans mange forskellige produktioner. Illustrator Erik Sørensen, hedder siden. Følg frit med der.
Mens scanneren brummede i dag, kom jeg til at tænke på mit eget arkiv med alt det, jeg har gemt i tidens løb af indbydelser, sange og lykønskningskort. Der er faktisk også en hel del Eriksk.
Her er for eksempel vores forældres invitation til guldbryllup. Min bror lavede illustrationen ud fra deres bryllupsbillede.
Det her er kortet fra min daværende mands 30 års fødselsdag. Han fik en attachemappe i gave. Dengang ønskede man sig den slags.
Så fyldte jeg selv 40. Jeg husker ikke gaven, men kortet ledsagede muligvis en sum penge, så jeg kunne købe de inlinere, jeg ønskede mig.
Disse tegninger er fra mors og fars sang til ældstebrors og svigerindes bryllup og illustrerer, at invitationen til festen var en mystisk rebus, at brudgommen var landmand og i øvrigt var befalingsmand, da han var i militæret, at bruden dyrkede gymnastik, at hunden elskede hende, at de flyttede sammen i en kvistlejlighed, inden de overtog gården, at bruden havde fritidsjob på plejehjem, og at gommen spillede amatørteater.
Og her er er sangforside og sangskjulerpapfigur fra min yngste drengs konfirmation.
Jeg er heldigvis god til at gemme.
18. februar 2020 | den store bunke |
I torsdags var jeg på ARoS for at give museet et af min brors billeder. Bagefter drak jeg en kop kaffe på Café Casablanca. Casablanca er Aarhus’ ældste cafe, og jeg kom der en del for mange år siden, da jeg boede i byen. Der var ikke mange mennesker i torsdags, i hvert fald ikke på det tidspunkt. Jeg tog et billede, for der er faktisk ret fint derinde. Jeg opdagede først bagefter, at det var blevet en selfie. Se selv.
Læseren er måske mere optaget af, hvilket billede museet fik? Det var ikke et, Erik havde malet, men et ældre billede, malet omkring 1850 af Peder Holm, en lokal Aarhuskunstner, og motivet var Aarhus set fra nord. Bagpå havde min bror noteret, at billedet efter hans død skulle tilgå Aarhus Kunstmuseum. Det har han sikkert gjort allerede, da han købte det for 30 år siden, i hvert fald har det været før, museet kom til at hedde ARoS.
De har flere billeder af Peder Holm, blandt andet hænger der en lille gruppe med samme motiv – byen set fra nord og syd – i guldaldersamlingen, og de var meget begejstrede for at få endnu et, som passer så fint sammen med de andre. Og jeg er glad for, at vi har efterkommet min brors ønske.
Så nu er der al mulig grund til at tage på ARoS, når vi er i byen. Løbe et par omgange i regnbuen og se efter maleren på etagen nedenunder.
17. februar 2020 | den store bunke |
Sommetider er det de mindste glæder, der varmer mest.
Sidste uge var travl, og efter en dejlig weekend med gode venner i København – med mange skridt og megen oplevelse – er jeg nu nået til en afslappet mandag aften hjemme uden ret mange andre planer end at få læst søndagsavisen.
Jeg bestemte mig for at puffe lidt til hyggen ved at tænde op i brændeovnen. Og et lille mirakel traf mig. Trods blæst og rusk udenfor, der ofte giver slagvind og svagt træk i skorstenen, fik jeg tændt smukt og fængende op i første forsøg.
Ha!
