Vi havde det SÅ sjovt i aftes! Jeg er pjattet med de afstikkere og omveje, samtalerne kan tage, når vi sidder ved spisebordet. Én kaster en overvejelse ud, en anden griber den og tilsætter en ide, og den tredje fører den i mål. Vi er et godt hold.
I morgen kan man stå tidligt op og se naturfænomenet rød måne, som er noget med månen i jordens skygge og lys, der brydes, når det rammer jordens atmosfære, og reflekteres i alle retninger, undtagen den røde farve, som tager en anden vej og kan ses hernede fra på en speciel måde. Principperne i det kan jeg ikke gøre præcist rede for, men der findes formodentlig beskrivelser på nettet. Der er i hvert fald folk, der forsøger at finde information i disse dage. Jeg kan se øget trafik til et bestemt indlæg her på bloggen. Det går sådan her til: Folk tænker: Jeg vil vide mere om det der med månen. De skriver ’Rød måne’ i søgefeltet og får tilbudt en række links. De klikker på et af dem og kommer hertil.
De havde nok ikke regnet med at komme til Solens Rige.
Jeg kan tænke mig, at verden gerne vil vide, hvordan vores gadeudsmykning klarer sig i det tilstundende efterår.
Her er de aktuelle tidender fra nærmeste hold: Blandet.
Paraplyforbistring
Paraplysandwich
Jeg har opdaget, at Fredrik Backman blogger, og nu læser jeg fast med. Han er ganske enkelt underholdende, og jeg griner tit højt.
Fredrik Backman er den svensker, som har skrevet romanerne En mand der hedder Ove og Britt-Marie var her. Jeg kan anbefale begge. Hvis I ikke har læst dem, så gør det. Især Ove har gjort lykke her i huset. Først lyttede jeg og anbefalede den til Morten. Han startede på den over bilens højttaler, mens han og Astrid var på sommerferietur. Hun var dengang ti år og lyttede med, blev grebet og fik siden lydfilerne lagt ind på sin mobiltelefon. Hun har nok hørt bogen fire eller fem gange nu og griner stadig højt over udvalgte – mange! – passager. Sagt på en anden måde: Det er en bog skrevet for voksne, men den kan altså også nydes af børn. Der er død og sørgelige ting i den, men også masser af humor og fremfor alt fine beskrivelser af relationer imellem mennesker, og det hele giver mulighed for at få snakket om livet og om at agere i det.
Begge romaner er indlæst af Thomas Gulstad, og han gør det godt. Grevindens faste læsere ved, at man kan være uheldig med lydbogsindlæsere, men her er der ikke noget at komme efter.
Tilbage til Backmans blog. Her skriver han akkurat lige så underspillet morsomt med stærke strejf af sarkasme, som han gør i sine bøger, om sine hverdagsbetragtninger, oplevelser, familie, tanker og omgivelser. Dette replikskifte med konen, som han ikke altid synes forstår ham, er en af mine favoritter. Og denne betragtning om børneopdragelse.
Fredrik Backman skriver selvfølgelig på svensk, og det skal man jo kunne læse for at finde mening i skriverierne. Men så svært igen er svensk ikke, og man bliver jo kun bedre, hvis man øver sig. Jeg synes i hvert fald, det er et besøg værd.
Kolla in honom.
For længe, længe siden blev vi stillet en gang rengøring i udsigt af ejendomsadministrationen. Da lejligheden ovenpå blev gennemrenoveret, kom håndværkerne undervejs til at prikke hul i vores loft, så vi i en periode dagligt kom hjem til små pudsbunker på gulvene, og stukken slog revner. Nogle andre håndværkere kom til at glemme at proppe et sløjfet vandrør til, inden de åbnede for vandet, hvorefter der i løbet af kort tid plaskede temmelig meget vand ned i Lasses værelse. Det ene med det andet. Vi måtte kompenseres med noget rengøring, når hele renoveringen var overstået, lovede værten. Da lejligheden ovenpå var færdig, blev vores lofter repareret. Det involverede både murere og malere, som tydeligvis ikke var hyret til også at gøre rent efter hvirvlende stukstøv.
Vi har indløst rengøringskortet. I dag har der været professionelle kittelfolk i vores hjem. Vi kunne tydeligt se det, for samtlige billeder hang skævt, da vi kom hjem. Det er et smart visitkort at efterlade. “Så kan de se, vi har tørret billederne af…”. Man kan også se det på gulvet. Fnugfrit og rengøringsmiddelduftende. Vi er glade.
Se! Rent.
