25. december 2019 | den store bunke |
Det her er mit juletræstæppe. Det har været i familien så længe, jeg kan huske. Faktisk kom vi samme år, tæppet og jeg.
Min mormor har syet det, og det forestiller mit verdensbillede. Jeg er ikke sikker på, at mormor har tænkt det sådan, da hun broderede, men som lille pige var jeg aldrig i tvivl om, hvem figurerne er. Her er mine to ældre brødre og jeg. Det passer fint med størrelsen og virkeligheden.
Her er vi også. Drengene vil ikke have mig med i legen. Det stemmer også fint med de faktiske forhold. Til gengæld er der altid en kat i nærheden af os.
Disse to har jeg bestemt er vores mormor og morfar. Nok fordi de virker for gamle til at være mor og far.
Og dem her. Skøjtepigen og skiløberen. De passer ikke til nogen i den nærmeste familie, så de blev i min bevidsthed min ældste fætter og ældste kusine, der allerede var voksne, da jeg var barn.
Det er bare simple korssting og enkel fladsyning på groft hessian. Men hvor har der ligget mange pakker på det. Tres års magi og fortryllelse, hede ønsker der gik i opfyldelse, enkelte skuffelser og masser af overraskelser. Det har ikke været i brug hvert eneste år, men det er slet ikke færdigt med at bære gaver.
24. december 2019 | den store bunke |
Vi er der. Det er blevet juleaften. Eller indtil videre juleaftensdag. Juleaftensdags formiddag.
Kalenderlyset er brændt ajour, godt og vel endda. Der er bagt ekstra småkager, gavepakkeriet er meldt klar og juleglæden det samme. Jeg er mild og god, og forude venter kirkegang og jul med nære og kære.
Glædelig jul til hver og én og hele verden!
18. december 2019 | den store bunke |
Engang havde jeg en sort cashmeretrøje, som jeg var så glad for, at jeg sled huller på albuerne og fik trevlede ribkanter. Laura havde en magen til, som hun ikke brugte, så hun spurgte om jeg ville overtage den. Det ville jeg gerne, og ved næste besøg i København fik jeg den med hjem. Jeg tror vi skal et år tilbage.
Siden er den forsvundet. En dag gik det op for mig, at jeg kun havde én, nemlig den hullede, og jeg tænkte, at jeg nok havde smidt den forkerte ud. Kasseret den nye og beholdt den gamle. Det var jo virkelig dumt, og jeg har aldrig fortalt det til Laura.
I aften havde jeg fat i vores store kuffert, og da jeg åbnede den, var der noget blødt klemt op i et hjørne. Jeg troede først, det var Mortens halstørklæde, selv om han vist slet ikke har et sort halstørklæde, og hvis han havde, havde det nok egentlig aldrig været ude at rejse i lige dén kuffert. Men så havde halstørklædet ærmer. DET VAR TRØJEN!
Jeg kan ikke afgøre, om den aldrig har været ude af kufferten efter Københavnerturen, eller om jeg har haft den med andre steder hen siden.
Men at finde den igen var næsten som at få en ekstra julegave.
16. december 2019 | den store bunke |
Det meste af dagen har jeg haft denne udsigt og lyden af slagregn på ruden. Gråt i gråt og vådt i vådt og aldrig lysere end dette. Det gode var, at jeg ikke skulle ud, for det var på ingen måde vejr til andet end at sidde indenfor og vende den anden kind til.
Den eksotiske pynt? Ja, den vandt jeg i pakkespil i starten af december, og det var her, den bedste placering var.
Et andet lyspunkt er, at jeg har fået vinterdæk på min bil. Min søde og dygtige kæreste ordnede det i går. I tørvejr. Lille Hviden kan nemlig sagtens holde på tværs i carporten. Måske løftede han den derind, jeg så ikke mellempositionerne.
Til alle dem, der har været bekymrede, altså: Jeg kører vintersikkert.
Dimsen, der stikker op fra bunden af billedet, er toppen af troldhaslen. Som jeg ikke har fået klippet endnu.
15. december 2019 | den store bunke |
Det ligger tit i luften, at vi skal være varsomme med at placere aftaler og arrangementer i december, for “der er jo så meget i december”. Altså, hvad? Hvad er alt det meget, der er i december, hvis man netop undgår at lægge noget der? Hvis julefrokosterne er i november og januar.
Da børnene var små, er det da rigtigt nok, at der kunne være tre gange julearrangementer i børnehaven og skolen i december. Men det der traditionelt har presset mig er de andre forberedelser. Pynt, dekorationer, gaveindkøb, planlægning. Uden grund, selvfølgelig, for det er jo altid gået fint.
I år er jeg ikke i nærheden af travl. Det er måske den mest tjekkede december i nyere tid. Adventslysene blev lynhurtigt kastet sammen et par dage efter, at vi kom hjem fra Costa Rica; minimalistisk og med plads til udvikling, men eksisterende. Jeg har pyntet op. Jeg har bagt småkager. Stort set alle gaver er i hus eller på vej, og de er pakket ind. Portvinen, som er det eneste vi skal medbringe til juleaften, står og venter. Vi har en julefrokost herhjemme i julehelligdagene, som vi skal have købt ind til, men vi ved nogenlunde, hvad der skal på bordet, og det skal man da for pokker heller ikke købe to uger før. Kalenderlyset er ajour og brænder netop nu på den femtende. Jeg kan egentlig bare læne mig tilbage og nyde.
Det er præcis sådan noget, man ikke gider høre om, hvis man selv er et sted med stress og pres. Men opfat det endelig ikke som pralende juleoverskud. Det skyldes jo bare det sted, jeg er i mit liv. Med voksne børn, der klarer sig selv og ikke behøver min hjælp til julehejs. Ingen børnebørn, der skal passes eller inviterer til bedsteforældredag i børnehaven. Det at min mor takkede af betyder 10-12 julegaver mindre at sørge for, både dem hun skulle have og dem hun skulle give.
Og når jeg remser op, hvor godt det går, kommer jeg da også helt i tvivl. Kan det virkelig være rigtigt? Har jeg i virkeligheden glemt noget?
Jeg tror det ikke. Jeg tror, det ER sådan fredeligt. I dag er min opgave bare at vælge rækkefølgen af avislæsning, læsning, chokoladedrikning, adventslysetænding og brændeindhentning, og om jeg skal sidde ved køkkenbordet eller i sofaen og kigge ud på juleregnen.
Glædelig 3. søndag i advent.
