31. januar 2017 | den store bunke |
I starten af november efterlyste jeg i dette indlæg et stort skråskrifts-Æ, fordi hverken min mor eller jeg kunne huske, hvordan det ser ud.
Jeg fik nogle forslag, men nu har jeg faktisk fået løsningen fra hestens egen mule. Eller hånd. Eller hov. Blandt de ting, jeg hjembragte fra rydningen af min mors hus for nylig, var hendes håndskrevne opskriftbog. Den er påbegyndt, da man stadig skrev navneord med stort, og eftersom der er masser af æg og æbler og muligvis endda ærter i køkkenskriverierne, er der også masser af store Æer. Se bare. A med lille kæk krølle i den sidste nedstreg. Sådan skal den kringles.
Noget andet sjovt er det lille indforståede tegn i slutningen af anden linje ved æbledesserten. Hvor meget sukker tror I, æggeblommerne skal røres med?
Ja, jeg ved det godt. Jeg er vokset op med det.
25. januar 2017 | den store bunke |
Engang for længe siden var jeg ret ferm til at konstruere krydsogtværser. Nu har jeg fået en bestillingsopgave og er gået i træningslejr for at se, om jeg stadig kan.
Det ser ud til det. Lysende krans på seks bogstaver, dyrelyd på fire, to ens, alfabetets 19. bogstav, spændende på tretten bogstaver, indtil videre går det op både vandret og lodret.
Det er noget nemmere at lave i en tabel på computeren end dengang, jeg sad med blyant og lineal og bordet fyldt med viskelædersmulder.
Og det er morsomt på fem bogstaver.
24. januar 2017 | den store bunke |
Fistel… det er omtrent det grimmeste ord, jeg kan komme i tanker om. Det skulle da lige være kødgarn, som kunne slå det. Med fistel er det mest betydningen, der er væmmelig, selve ordet har en meget fin i-lyd, som trækker op i den samlede bedømmelse. Men dét, det dækker over…!
Jeg undgår ordet, hvis jeg kan, men jeg kunne ikke forhindre tandlægen og klinikassistenten i at stå og mumle det henne foran skærmen, hvor de inspicerede de røntgenbilleder, der lige var taget af mine kindtænder.
Jeg har et præmietandsæt, som for de fleste tænders vedkommende kun har været til glæde og fornøjelse for mig. Mit livs tandlæger har ikke høstet meget profit på dem. Bortset fra én enkelt farisæer. Min seksårstand, min minus 6. Den har været en bandit. Et tidligt hul med en fyldning, der har skullet renoveres mere end én gang, senere en truende revne, der krævede en grundig forebyggelse og en porcelænskrone, og som kronen (!) på værket endte det med en rodbehandling i sommeren 14.
I dag ved et ordinært tandeftersyn bekræftede tandlægen, hvad jeg godt selv har bemærket gennem det seneste halve år: Der er noget rod dernede. Tanden har noget i lommen. Det murrer og går i udbrud. Der er en ventil – det var den, de mente, da de sagde f-ordet, men vi skal ondet til livs, og i første omgang er det en penicillinkur. Den kostede 35 kroner. “Ja, tandlægeregningen er nok lidt større”, sagde apoteksassistenten, da jeg råbte højt af glæde over den lave pris. Hun er en klog og klartseende kvinde med sans for fakta.
Nu ved verden lidt om mine tænder, og sådan ser de ud. Det giver vel sig selv, hvor synderen sidder. Jeg satser på, at der ikke bliver mere at sige om dem.
23. januar 2017 | Udpluk |
- Når Morten er på flerdagesjagt i Sverige, står det lysende klart, hvem det egentlig er, der reder vores seng hver morgen.
- Det står ligeledes klart, hvem der i hans fravær skal lave aftensmad hver eneste dag.
- Fordelen er, at det gode sofahjørne altid er ledigt.
- Hverken internetforbindelsen, Sonos eller andre vitale installationer har gjort knuder, mens kongen af it har været bortrejst.
- Han kommer hjem i dag, men først efter at jeg har plantet mig tungt i hjørnet.
- Han får nok alligevel travlt med at pakke ud. Alt jægersmandens camouflageoutfit med orange strejf. Og måske gaver til mig.
- Jeg glæder mig til at få ham hjem.
- Og noget helt andet:
- Kan Dokk1 i Aarhus ikke nok udtales Dokk-ét? Det troede jeg i starten, den hed, og jeg kan ikke vænne mig til at sige Dokken. Det kan godt være, vi selv må bestemme, hvad vi kalder den, men jeg helst have, at en tydelig voksen bare tager en beslutning.
22. januar 2017 | den store bunke |
Det er helt fantastisk, hvad det har gjort af godt for min mor at flytte i plejebolig. Hun er tilpas og tryg i visheden om, at hjælpen er nær, hvis hun har brug for den. Hun sover bedre om natten af samme grund. Efter de første to uger med nye mennesker og nye rutiner at lære er hun ved at finde sit ståsted i den blandede flok af beboere i Hus 3, hvor hun befinder sig i den friskeste fjerdedel.
Jeg tør næsten ikke skrive det af skræk for at jinxe miraklet. Men det er samtidig for godt til at holde hemmeligt.
Forleden snakkede mor og jeg om grunden til, at hun sover så meget bedre det nye sted end det gamle, og vi tror begge, at det skyldes, at alle bekymringerne er lagt over på nogle andres skuldre. Alt det, som hun i sin alenehed har været bekymret over, gruet for og har fået til at vokse sig stort uden nogen at drøfte det med og uden nogen til at trække hende tilbage til virkeligheden, er væk. Om hun gled i badet, om hun huskede at slukke for kogepladen, om det var vejr til at vove sig ud at købe ind, om skraldecontaineren blæste omkuld, om madleverandøren ringede på mens hun var på toilettet, om det var glat på vej ud til postkassen efter avisen.
Det meste er ikke længere aktuelt, resten er der personale til at håndtere. Og når man bor i en lejlighed på et plejecenter har man den perfekte balance mellem socialt og privat. Mor går hen og spiser i fællesrummet til alle måltider, får sig en snak med dem, der vil og er i stand til at snakke, hvorefter hun går hjem til sig selv og læser avis, løser krydsord og ser fjernsyn, som hun plejer at gøre. Alt sammen med det sikkerhedsnet, der er i, at “pigerne” kun er et kald væk.
Jeg håber med alt, hvad jeg har af kærlig karma, at hun får en række gode år der, for det er et godt sted. Det er en stor omvæltning, men gevinsten er større.
Den sidste formiddagskaffe i det gamle hjem.
Installeret i nyt hyggeligt sofahjørne, nærmest en kopi af stuen det forrige sted.
“Du kan sige til din mor, at hun roligt kan flytte på plejehjem”. Den anden dag ringede datteren af en kone fra mine forældres gamle omgangskreds. Ida har været næsten døv i flere år, og derfor foregår kommunikationen gennem Idas døtre. Nu ville hun gerne vide lidt om, hvordan mors flytning var gået. Datteren fortalte, at Ida er ringe nu. Udover den mistede hørelse ser hun heller ikke længere ret godt, men hun vil ikke på plejehjem. Og det anbefalede mor så, at hun roligt kunne gøre.
Bedre forsikring om, at vores mor trives, kan vi næsten heller ikke få.
