Stille dage, men der ER liv

Billedet ovenfor viser meget tydeligt, hvorfor man ikke skal lade lukkede væskefyldte beholdere, for eksempel flasker og dåser med dyrebare dråber, stå ude i frostvejr. Væsken har ikke plads til at udvide sig. Her har vandet i sin nye faste form ganske enkelt valgt at bevæge sig oven ud af baljen. Man kan hævde, at fuglene, som den lækre forfriskning egentlig var tiltænkt, ikke har meget glæde af det i denne form, men jeg kan se ud af mine vinduer, at de klarer sig alligevel.

Det er stille dage her. Jeg arbejder hjemme, og da jeg er eneste menneske på matriklen, er det ikke hver dag, jeg siger noget. Og jeg snakker altså ikke med fuglene! Jeg arbejder fra 8 til 16, holder frokost- og kaffepauser med samme intervaller som på udekontoret, går en tur, når jeg har lukket arbejdscomputeren, henter brænde ind, fordi hjemmearbejde kræver noget mere brænde i ovnen end udearbejde, holder mit hus rent, får varm mad hver dag, strikker, læser, ser fjernsyn. Jeg har set to sæsoner af The Crown og har aldrig googlet så meget om britisk politik, Commonwealth og kongehuset som i den seneste tid. Ind i mellem ses jeg med de få, jeg har i min boble, og vi spiser, snakker og spiller spil. Det er guld værd, for at ingen af os løber alt for meget sur i, hvilken ugedag det er. Af og til gribes jeg af voldsom kuller, ligesom de fleste andre sikkert gør i denne tid. Men det går over igen, og jeg kan godt se, at jeg på mange måder er heldigt stillet, og at det nok ikke kræver så meget af mig at ’holde fast’. Men verden må gerne snart blive almindelig igen.

I dag har jeg haft Teams-møde med mit team, med både mikrofon og kamera, så i dag har jeg sagt ord og haft øjenkontakt. En udadvendt dag. Desuden har jeg fået indkaldelse til tandlægeeftersyn om fire uger, og det er lige før jeg glæder mig til det. Den slags har jeg lige godt aldrig før opfattet som et højdepunkt, men isolation gør åbenbart mærkelige ting ved en.

I dagens pauser holder jeg øje med fuglene i haven. Flest skovspurve, solsorte og husskader, men jeg har også set blåmejser, musvitter og en enkelt bogfinke. Og ænder.

Ænderne er åbenbart et helårs oprydningshold. I efteråret landede ænder hver dag i haven og gnaskede nedfaldsæbler, og nu gnasker de tilsyneladende nedfaldskerner. I hvert fald ser det ud til, at der er gode ting at finde under fodertemplet, hvor de mindre fugle sviner med maden og spilder foder ud over kanten uden at bekymre sig om madspild. Godt for ænderne.

Redekassen er beboet af et par skovspurve. I efteråret tømte jeg kassen for det rederi og roderi, de havde slæbt ind i løbet af sommeren. Jeg gjorde det i en god mening, for selv synes jeg jo, det er rart at få skiftet sengetøj i ny og næ. Men den holdning delte fuglene ikke, for de begyndte straks at flyve nyt byggemateriale ind. Jeg ved ikke, om de sover i kassen, men så er den da klar til nyt yngel, når de er. Hver formiddag har de stadig travlt med strå og dun. Dyrebare materialer. Forleden så jeg, at først fløj den ene fugl ud og kort efter den anden, og et lille hvidt dun flagrede med. Straks dykkede begge fugle ned efter dunet, der landede i sneen. Den ene fik fat i det og bragte det op i kassen igen. Imponerende. Det kan godt være, de er ligeglade med at spise pænt, men boligindretningen er seriøst vigtig.

Hver formiddag klokken halv elleve låser mine genboer deres hoveddør efter sig og spadserer ud på tur. De er pensionister og synes sikkert, det er vigtigt fastholde visse rutiner i hverdagen. Det gør jeg tilsyneladende også, siden jeg får holdt strække-ben-pause på så faste tidspunkter, at jeg kan konstatere andres regelmæssighed.

Vel er der stille, men der ER liv i forstæderne.

Type 0 – dagens portion samtale

Det er et halvt år, siden jeg gav blod sidst, og i dag havde jeg en aftale i blodbanken igen. Det kombinerede jeg med dagens gåtur og en dosis snak.

Jeg arbejder hjemme for tiden, og inden jeg gik af sted, havde jeg kun talt en enkelt gang i telefon samt vekslet nogle ord med et blomsterbud, som var kommet af sted med en forkert adresse. Blomsterne var ikke til mig, men i det mindste kom der lyd ud af min mund, da jeg dirigerede leverancen i den rigtige retning.

Så jeg var det muntre, talende indslag, mens jeg lå på briksen med kanylen, som en forsigtig praktikant havde fået lov til at stikke i min arm, og afgav 450 ml sundt, rødt brændstof. Jeg fik blandt andet afklaret, hvordan de har tænkt sig, at man skal kunne drikke sin juice med mundbind (det må man godt, hvis alle de andre holder afstand imens) og kringlede mig to stykker chokolade, fordi jeg både havde hørt én sige “Bounty” og en anden “Noget mørkt”, da de blev spurgt til deres chokoladeønsker, og personalet åbenbart syntes, jeg virkede som én, der ikke gerne gik glip af noget, de andre fik. Der blev også talt om blodtyper og mundbind og virusmutationer og praktikantens oplæring, så det var en helt festlig eftermiddag, hvor jeg fik afløb for en portion ophobet taletrang.

Nu er jeg hjemme, må snart fjerne vattotten fra albuehulen og skal huske at drikke lidt ekstra væske og tage det roligt, mens kroppen går i gang med at regenerere strømmen i blodbanerne. Ikke som dengang for halvandet årti siden, hvor jeg efter en tapning tog i byen og endte med at besvime på dametoilettet på Jacobs BQ i Vestergade i Aarhus. Det var jo ikke så godt, men det var dengang, man gerne måtte både gå i byen og forsamle sig med en masse mennesker, og derfor var der nok af søde folk, der tog sig af mig. Og heldigvis havde jeg tapningen at give skylden; jeg havde ikke engang drukket særligt meget.

Man skal tage sit blod alvorligt, skal man.

I aften hedder det derfor cola, sofa og ild i brændeovnen, og i morgen er det vildt spændende, hvilke uventede samtaler, der tilflyder mig.