24. juni 2019 | den store bunke |
Når jeg kommer ned af trappen om morgenen, er det dét her, jeg ser. Sommetider – på alle tider af dagen – stiller jeg mig lige her og nyder synet. Her var ryddet og råt i to måneder, mens der blev skiftet rør og bygget op igen, men nu er stuen tilbage. Det er så godt.
Jeg er vild med vores stue med dens blanding af nyt og gammelt, det vi hver især har bragt med os og det vi har anskaffet sammen. Selve rummet er også særligt. Stort og åbent med masser af luft og lys og med terrassen og haven lige uden for – så tæt på, at man kan sidde inde og næsten være ude.
Jeg havde ikke tænkt over det før, men vi har faktisk en klatrevæg herinde. Ganske vist kun befolket af små væsener, som aldrig kommer videre.
Og når det er midsommer med vidunderligt vejr, kan vi lave vores eget sankthansblus i båltårnet og nyde sommeraftenen og hinandens ypperlige selskab med havens grønne frodighed som baggrund.
Vi har simpelt hen truffet heldige valg – af hus, have og hinanden.
21. juni 2019 | den store bunke |
Jeg er alene hjemme. Lidt senere skal jeg hente Morten fra et udenbys arrangement, jeg ved ikke helt hvornår. Han ringer, når det er. Indtil da går jeg planløst rundt, ser det ud til. De få småting, jeg havde sat mig for at gøre, har jeg fået til side – at plante en rød og en grøn basilikum ud i krukker, sætte en vask i gang, vande blomster og afstemme budgettet, og når vaskemaskinen er færdig, er der tøj at hænge til tørre. Jeg har spist. En skive rugbrød med det sidste leverpostej var, hvad jeg kunne finde. Jeg har undersøgt, om vi har noget lækkert liggende. Det har vi ikke. Alt er støvsuget. Ingen kager. Ikke noget chokolade.
Men. Jo.
Vi har is i fryseren. Jeg ved, der er to vaffelis. To. To er ikke noget godt antal, når vi er to til daglig, og jeg er én nu. Hvis jeg spiser en af dem nu, vil der også kun være en næste gang, nogen har lyst til noget.
Det bedste vil faktisk være, at jeg når at spise dem begge to, inden jeg skal ud at køre.
15. juni 2019 | den store bunke |
Jeg har været i ældresektoren i dag. Det er bare en anden måde at sige, at jeg kørte til Fyn og besøgte min mor. Jeg tog nogle billeder. Ikke af hende, for det bryder hun sig ikke om, men af motiver, jeg forbinder med hende. Da jeg senere så dem igennem, gik det op for mig, at de alle sammen viser noget, der er ikke er mere.
Det er lidt forstemmende at få øje på et tema, der viser at fortiden var bedre, men samtidig er det en præcis afbildning af nutiden.
Her er avisen, som der ikke bliver læst meget i længere, fordi den ellers så trofaste abonnent ikke mere ser godt nok til at trække nævneværdig viden ud af spalterne. Jeg tilbød ikke at læse højt i dag, fordi en hurtig skanning af Nordfynsopslaget viste, at dagens lokale nyheder ikke ville være af interesse. Hvilken 93-årig behøver at skulle bekymre sig om, at to nordfynske vandboringer er lukket, fordi der er konstateret farlige stoffer over de tilladte værdier?
Her er Familiejournal, hvor der hverken bliver læst føljetoner eller løst krydsogtværs mere. Det har ellers været verdens bedste hjernetræning for et gammelt menneske, der i et langt liv har været en rigtig dygtig krydsordløser. Hun holdt op omtrent samtidig med, at min datter Laura begyndte som krydsordskonstruktør hos Aller, hvor hun konstruerer netop de opgaver, som mormor kunne lide at løse, eksempelvis Vise ord på dette opslag. Hvis man vender det positivt og poetisk, kan man sige, at mor har givet krydsordsstafetten videre til barnebarnet. Ser man omvendt på det, vedligeholdes abonnementerne på både avis og ugeblad kun, fordi erkendelsen af ikke at komme til at læse og løse mere er for endegyldig og for smertelig.
Så længe jeg kan huske, har der været en nummerskuffe under telefonen i mine forældres hjem. Jeg ved ikke, hvad sådan en hedder, men det er en håndskrevet minitelefonbog. Man trykker på et bogstav og trækker en liste ud, hvor man har skrevet telefonnumrene på folk med dette begyndelsesbogstav. Skuffen står der stadig, men nu er den fuld af numre, der ikke eksisterer mere, fordi abonnenterne enten er døde eller har skilt sig af med fastnettelefonen. Jeg er selv repræsenteret med et telefonnummer, jeg ikke har haft i flere år. Under alle omstændigheder er de fleste navne og numre skrevet med min fars ulæselige håndskrift med kuglepensblæk, der er falmet i tidens løb. Men nummerskuffen skal ikke væk, for den har altid været der.
Billedet øverst viser det fødselsdagsvejr, der kunne blive til en anden gamling, flaget. Det var elendigt kørevejr, og jeg synes egentlig også, Valdemarsdag havde fortjent bedre. Det var i øvrigt i Familiejournal, jeg som niårig for første gang læste om Dannebrogs 750 års jubilæum og slugte hele fortællingen om Estland og Valdemar Sejr og flaget der faldt fra himlen og siden har kunnet skyde fra hoften med datoen 15. juni 1219.
12. juni 2019 | den store bunke |
Hvis der var lidt bjerge i horisonten og en vidtstrakt dal med vinmarker og cypresser i forgrunden, kunne det her såmænd godt være en udsigt fra nogens feriebalkon under sydligere himmelstrøg, mens samme nogen fordrev tiden med sudoku og rosé, indtil vejret kom på bedre tanker.
Hvad det ikke er.
Det kunne også være udsigten fra førstesalen ud over forstædernes grønstruttende parceller gennem fugtmættede regntåger, mens man spekulerer på, om der mon er gået en pakning oppe i skylaget.
Hvad det er.
På plussiden finder sandet på terrassen selv vej ned i fugerne.
På minussiden går vi nok (heller) ikke en aftentur i dag.
I morgen gør vi det.
Nok.
