31. december 2016 | den store bunke |
Som man siger. Ved I, hvad et faldereb er? Det er en trappe, man hænger på ydersiden af et skib, så man kan gå om bord eller fra borde. Skibet hedder 2016, og vi er ved at sætte foden ned på kajen.
Indtil videre sidder jeg nu bare i sofaen og føler mig virkelig, virkelig voksen, fordi alt er under kontrol og kun venter på at blive eksekveret. Jeg skal i bad – var ude at løbe fem kilometer i formiddags (nævner jeg helt tilfældigt), og alt hvad vi skal have med til nytårsaften, skal bare pakkes sammen og ned i bilen. Vi har desserten med, og den har alle muligheder for at blive glamourøs. Blandt de ingredienser vi har haft mellem hænderne er en liter vodka og to rødbeder. Da jeg for lidt siden ringede og ønskede mine to ældste godt nytår, så vi ikke behøver at kæmpe med overbelastede sms-netværk i nat, og jeg beskrev desserten med så få ord jeg kunne (hvilket vil sige tyve-tredive stykker), var de begge to stille et halvt sekund, inden de sagde …wuåååw eller …hold da op! Hvis jeg husker at tage billeder i aften, kan det være jeg i morgen beriger en læserskare på kvalmestadiet med fotos og fremgangsmåde.
Her er altså fredeligt. Morten var tidligt oppe og tager nu en førfestlur. Lasse er lige stået op og dermed klar til at feste hele natten med sine venner og bagefter trimle hjem i seng her i midtbylejligheden. Vi andre kan også spadsere hjem fra vores fest. Det er i hvert fald ikke afstandens skyld, hvis vi ikke kan.
Jeg gad vide, hvordan konditionerne er om et år. Sofaen står i hvert fald et andet sted. I et hus omkring fire kilometer sydpå fra, hvor jeg sidder nu. Lasse er sandsynligvis flyttet hjemmefra og måske lige stået op i en helt anden by. Måske diskuterer vi med et 14-årigt pigebarn, der vil til nytårsfest i alt for lidt tøj sammen med nogle venner, vi ikke kender. Måske vil vi hellere sidde hjemme og åbne champagnen klokken 23 for at være sikker på at nå at få den drukket (faktisk havde jeg et af mit livs fineste nytårsaftener på den måde for tyve år siden). Måske er vi blevet helt usandsynligt rige. Eller tynde. Måske har jeg prøvet at flyve i ballon. Måske alt muligt andet, som jeg ikke kan forudse. Om et år ved vi det.
I dag hviler vi i det, vi er i netop nu. Og i aften fester vi.
Godt nytår!
30. december 2016 | den store bunke |
Året hvor jeg tog form som en Kählervase. Hvis jeg tog en hvid kjole med brede guldstriber på, ville man ikke kunne se forskel på mig og jubilæumsvasen fra forrige år.
Men hey – ingen andre end jeg selv bekymrer sig tilsyneladende om min vægt, så det drejer sig egentlig bare om at anskaffe en stor nok stribet kjole.
Året hvor jeg løb 266 kilometer. Mere end sidste år, mindre end næste år.
Og hey – så rendte jeg ikke i vejen for nogen.
Året hvor jeg spildte et helt års parkeringslicens til Viborg midtby, fordi nogle tåber to uger inde i året skar mine dæk op, så jeg ikke siden har turdet parkere så meget som et sekund mere nede i parkeringskælderen. Farvel, 1250 kroner til ingen nytte.
Men hey – om tre måneder flytter vi i hus med dobbelt carport, så jeg skal end ikke overveje at købe parkering fra nu af.
Året hvor jeg indkasserede en parkeringsbøde (tyve meter fra parkeringspladser, jeg har licens til!!) og en fartbøde.
Men hey – jeg kunne sagtens have fået flere bøder, hvis jeg var blevet opdaget.
Året hvor jeg udgav 137 blogindlæg og overvejede at sætte mig for at skrive et dagligt indlæg hele næste år. Det bliver ved overvejelsen, for allerede på fredag og tre dage frem ved jeg, at jeg ikke får det gjort, fordi jeg er i Landet Uden Internet ( = hos min mor).
Og hey – alle vil hellere læse noget, jeg har lyst til at skrive, end noget jeg skal skrive.
Året hvor der skete så meget andet. Præcis som de fleste år.
28. december 2016 | den store bunke, Heldige mig |
Måske er det blevet en tradition, at jeg får noget med bogstaver i julegave. Jeg er i hvert fald den helt rigtige modtager så. Jeg elsker bogstaver. Både typografi og anvendelse. Både hvordan bogstaver ser ud, og hvad de kan bruges til.
Sidste jul fik jeg et typodarium. Det er næsten nået til det sidste blad og har været mig en fornøjelse hele året. Denne jul fik jeg ørehængere. Nej, der var hverken tale om fængende musik eller medrivende lydbog, men derimod øreringe lavet af taster fra gamle skrivemaskiner. Der medfølger endda et billede af, hvilken skrivemaskinemodel tasterne kommer fra. Jeg kan godt lide at få historien med, og jeg glæder mig meget til at hænge med ørerne og Erika 8-B’erne og skiftetasterne.
Det er FanTASTsmykker på Bornholm, som har specialiseret sig i at lave unikasmykker af gamle skrivemaskinetaster sat på sølv. Og det er Morten, som har fundet og kontaktet dem og ladet dem fremstille sådan en fin særlighed til mig.
Er de ikke fine? Er jeg ikke bare heldig?
23. december 2016 | den store bunke |
Rigspolitiet har sendt ny digital post, stod der i en sms i morges.
Så ved man jo godt, at der nok ikke er tale om et omsorgsfuldt Glædelig jul og godt nytår, og at den røde lampe, der blinkede så øjenskærende sidste fredag morgen, da jeg passerede byggepladsen ved sygehuset, nok ikke var Rudolfs røde tud.
Når Rigspolitiet sender breve, er det rudekuverter. Digitale rudekuverter. Indholdet i denne her kalder de en indfordring. Vedrørende vedlagte bødeforlæg bla-bla, noget om et samlet skyldigt beløb, fordi jeg ifølge færdselslovens bla-bla den 19. december 2016 kl. 07.16 som registreret ejer af personbil bla-bla har været ansvarlig for, at køretøjet blev ført ad bla-blavej med mindst 56 km/t, selv om hastigheden i tættere bebygget område ikke må overstige 50 km/t bla-bla. Og så er der to sider med hvis og hvis og bla-bla, og her er der fotos, hvis du vil se, hvordan du ser ud på vej til arbejde en mørk decembermorgen, og betal inden bla-bla.
Et rødt blink en tidlig morgen gør ikke noget godt for mit udseende, kan man tydeligt se. Jeg ser vild ud. En tydelig fartdjævel. Lige så tydeligt ser man den bule, bilen har bag højre bagdør. Dén gør det pludelige lys heller ikke noget godt for.
Vi havde gerne været den hilsen foruden, Lille Hviden og jeg.
Heldigvis var det kun tusind kroner. Det er jeg på en måde nødt til at være glad for. Sådan bliver man igen glad for en fartbøde.
21. december 2016 | den store bunke |
Jeg havde det lidt på fornemmelsen, og så fik jeg ret. Det hele løser sig.
Hvad løser sig? Ja, altså, at det bliver jul UDEN at jeg har været i hektisk panik på noget tidspunkt. Jeg har ikke engang været i nærheden af de røde kinder og det fjerne blik, jeg plejer at tage på de sidste ti dage før juleaften, fordi gaverne ikke køber sig selv, og alt det andet, man skal huske at nå, i øvrigt heller ikke selv tager ansvar for at blive gjort.
Af en eller anden grund er det gået anderledes i år. Jeg har spurgt Morten, om jeg ikke rigtigt nok har været flink og afslappet, og han sagde, at det syntes han. Jeg truede ikke engang.
Jeg har ingen som helst ide om, hvorfor det er gået så nemt.
Vi er også ajour med kalenderlyset. Tallet passer med de dage, der faktisk er tilbage at gøre godt med. Hov, jeg har vist ikke fået åbnet min lakridsjulekaldender i dag…?
… så er dét gjort. To kugler Peach Choc Coated Liquorice var det i dag. Jeg kunne lide det.
Gaverne – også dem jeg har påtaget mig at købe for min mor – er – stort set – pakket ind og forsynet med til- og frakort. Nå ja, jeg mangler at købe én. Det kan jeg ikke fortælle mere om. Måske ved jeg i virkeligheden ikke mere. Hvem ved? Det løser sig sikkert også. Der er stadig to købemulige dage tilbage.
Heldigvis er der KUN to købemulige dage tilbage. Det er kunsten: Start ikke så sent med at købe julegaver, at du ender i hyperventilerende julepanik, fordi du ikke kan overskue det. Start ikke så tidligt med at købe julegaver, at du har tid tilbage til sidst, så du falder i at overkøbe ekstra.
Jeg er måske blevet voksen.
