31. januar 2014 | den store bunke |
Jeg kommer fra Fyn, og en kagemand er lavet af brunsviger. Vi fik ganske vist ikke meget bagerbrød, da jeg var barn, for brød og kager er noget, man bager selv, men så meget ved jeg da. I det hele taget er fødselsdagskage brunsviger. Og kagekoner er noget, man først opfandt senere. Det hedder en kagemand, og den er lavet af brunsviger.
Da jeg læste i Aarhus, havde jeg studiejob i en bagerbutik, og første gang jeg skulle udlevere en bestilt kagemand til en kunde og var ude i bageriet for at hente den, var jeg ved at synke i jorden af skam. For bageren havde gjort en fejl og lavet en kagemand af wienerbrød!!! Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg bestemte mig for at lade som ingenting. Med is i maven og sten i ansigtet satte jeg kassen på disken. KUNDEN OPDAGEDE IKKE FEJLEN…!
Det gik op for mig, at sådan gør man i Jylland. Jeg var rystet.
En kagemand er lavet af brunsviger. Punktum.
28. januar 2014 | den store bunke |
Jeg har sådan en dejlig hue. Den har så mange gode egenskaber. En af dem er, at folk altid smiler så venligt til mig, når jeg pakker mit hoved ind i råhvid, ulden, hjemmegjort kabelstrik med kvast. Jeg bilder mig ind, at jeg ser lidt sød ud. En anden god egenskab er den fornemmelse af virkelig varm vinterpåklædning, den giver. – Kom an, fimbulvinter, jeg har hue på!
Egentlig strikkede jeg den til min datter. Hun gik aldrig ret meget med den, og med tiden overtog jeg den selv. Måske hænger hendes afvisning sammen med det faktum, at den er lii-i-ige stor nok. Fire masker mindre havde gjort underværker. Den sidder ikke sådan helt rigtigt fast. Når jeg drejer hovedet for at holde øje med de andre ude i trafikken, drejer huen med, men ikke altid med tilbage. Hvor sødt er dét? Og praktisk?
Det betyder også, at det blæser ind under ribkanten. Lige ind i ørerne. Og endnu mere, hvis det ene øre grundet ovenstående er kommet lidt ud i det fri.
Men altså, med fire masker mindre havde antallet jo ikke passet med kabelmønsteret…
Jeg må se at få et tykkere hoved.
27. januar 2014 | den store bunke |
1 Uldne leggings
2 To par strømper
3 Skiundertrøje
4 Ulden kjole
5 Tørklæde
6 Støvler
7 Tyk uldsweater
8 Skibukser
9 Vinterparka
10 Ulden hue
11 Skihandsker
Det var jeg monteret i, da jeg cyklede på arbejde i morges. Jeg frøs også kun en lille smule i et bådformet parti fra øjenbryn til overlæbe. Der er ingen billeddokumentation, for jeg kan ikke operere kamera med skihandsker på.
Delene 1 til 6 er fortsat monteret, men kontoret er ekstra mandagskoldt, kollegerne gnider hænder og har draperet sig i udvalgte stykker overtøj. En enkelt forsøger at håndtere sin mus med handsker på. Jeg overvejer at geniføre mig effekterne 7 til 11 i numerisk rækkefølge.
Så er jeg også klar til fyraften.
26. januar 2014 | den store bunke |
Jeg har stadig et checkhæfte. Ja, det har jeg. Jeg bruger sjældent checks, det var mest, da børnene gik i folkeskolen, og der jævnligt skulle bestilles skolemælk. Så var det nemmest at skrive en check på beløbet og lægge i konvolutten i stedet for at fumle med at finde lige penge i kontanter. Men jeg har altså stadig muligheden.
Da Dankortsystemet brød ned i sidste uge og det meste af en dag efterlod landet i vildrede og med indskrænkede betalingsmuligheder, var også jeg spændt på, om vi dog kunne få aftensmad, for jeg havde ingen kontanter. Men så kom jeg i tanker om den check, jeg altid har i min pung – til hvis jeg pludselig skal købe noget et sted, hvor de ikke tager kort.
Systemet kom op at køre igen, inden jeg nåede til kassen i supermarkedet, så der var slet ingen panik.
Søn arbejder i butik, og senere skrød jeg over, hvor smart det er af mig altid at kunne lave penge selv, og så spurgte jeg ham, om han overhovedet vidste, hvad han skulle stille op, hvis nogen kom med en check.
“Vi tager ikke imod checks”, sagde han. “Vi siger til kunderne: Der er en bank lige overfor.”
… Hvad?
25. januar 2014 | den store bunke |
I 2012 blev Egtvedpigens tøj stjålet. Det var nu bare en kopi, – det originale befinder sig på Nationalmuseet. I dag blev Egtvedpigens nye tøj præsenteret. Det har taget 215 timer at fremstille det, og det har kostet halvtreds tusind kroner.
Jeg håber ikke, hun bliver skuffet, men det ligner fuldstændigt hendes gamle tøj.
Og noget der undrer mig: Hvem i alverden stjæler hendes tøj? Og hvorfor? Og så en kopi? Det er lidt det samme som dengang, en kopi af guldhornene blev stjålet. Hvorfor dog?
Bortset fra det var det da et friskt snoreskørt, hun havde.
