Den gyldne tornado er løjet af

Det er mig, der er tornadoen. Mens himlen brændte, stormede jeg rundt herhjemme og ordnede praktiske projekter.

Det er nemlig det, lyset gør. Får folk i sving. Selv efter at jeg – efter arbejde og efter indkøb – havde gjort kylling og grøntsager i stand til et par timers ophold i Römertopfen i ovnen, var der stadig lys nok i verden til, at jeg gad gøre rent i begge badeværelser og støvsuge ovenpå.

Og det var mens jeg befandt mig på husets førstesal, jeg kiggede mod vest og så solen gøre sig virkelig umage med at omfavne samtlige skyer på vejen ned.

Det var godt gjort.

Nu er det mørkt, og det er længe siden, jeg også er faldet til ro.

Gult lys

Det tippede for nogle dage siden, måske en uge eller halvanden.

Det tidspunkt hvor man pludselig opdager, at det er blevet lysere om morgenen, når man skal af sted. Og lidt efter er det også næsten lyst, når man står op.

Mærkeligt nok sker det altid helt pludseligt. Fornuften ved godt, at det kommer snigende hen over januar og februar, men hjertet opdager det lige på én gang. Hov! Nu er lyset kommet tilbage.

Samtidig kommer lysten til at tage grene ind og lade knopperne springe ud inde i varmen. Sidste år opdagede jeg, at der er en kæmpestor forsythiabusk på fællesarealet lige ud for vores gavl. Hidtil har jeg hentet forsythia helt ude i kolonihaven, men i år har jeg bare været ti skridt uden for matriklen efter grene.

Og se, nu er der også lys indenfor.

Udgivet i den store bunke - Tagget med , , , - Skriv en kommentar.

Bøgens udspring

6. maj. Hvad er det nu, den dato altid får mig til at tænke på? Jo, folkeskolen. Måske i sjette klasse. Vi havde biologi med fru Pedersen, og emnet var … ja, måske noget med fotosyntese og osmose. Har man egentlig det i pensum i underskolen? Havde vi det i halvfjerdserne? Jeg må jo have det et sted fra, og det er i min erindring forbundet med en bestemt lærer og en bestemt klassekammerat, som jeg kun havde på den skole, jeg gik på til og med syvende klasse.

I hvert fald blev der spurgt: Hvornår springer bøgen ud? Min skolekammerat svarede friskt med en humoristisk vinkel på det faktuelle: 6. maj klokken to.

Det tossede er, at det gjorde den. Ikke lige på det klokkeslæt, men i starten af maj var det helt forventeligt med nyudsprungne bøgetræer på de lune steder. Ikke før. Ikke dengang.

Og nu, næsten halvtreds år senere, sker det op til to uger tidligere. Er det ikke vildt?

Det var bare det.

Og fordi bøgen springer ud så tidligt, har jeg ikke engang nået at tage et billede af det.

 

Sol og sø

Sådan ser en første solskinsdag efter helårsregn ud.

Efter mange dage i bil var jeg i dag på cykel på arbejde. Og da jeg kom hjem igen, fejrede jeg, at min Londonbelastede lilletå ikke gør ondt mere (det tog en uge!), ved at snøre vandrestøvlerne og gå en tur i omegnen. Det blev til fire raske kilometer.

Søudsigt og sol i øjnene gør glad.

En smertefri tå gør dobbelt glad.

Blæsten kan man ikke få at se

Hvis man kunne se blæsten, hvis den for eksempel var grøn eller blå, eller hvis den var en hyrdehund, for eksempel en border collie, kunne jeg følge med i, hvordan den bar sig ad med at drive de visne blade sammen lige netop dér. Bunken har været uforanderlig det meste af vinteren. Lige netop den facon, lige netop dér i hjørnet af terrassen, lige uden for stuevinduerne har blæsten valgt, at det er et prima sted at samle alle de blade, træerne tabte i efteråret. Blæsten ved ikke, at træerne ikke vil bruge dem igen.

Jeg skal heller ikke bruge bladene, men har valgt ikke at flytte bunken endnu. Vindstrømmene flytter den bare tilbage igen.

Og så vil jeg også godt vente til foråret, så det er lidt rarere at gå udenfor. Foråret er lige om hjørnet, har jeg hørt. I næste uge, har jeg hørt. Hvor jeg har noget ferie, jeg skal have brugt inden udgangen af april.

Det her billede er taget ud af stuevinduet, og man kan se, at der er flere projekter derude. Oliventræet skal flyttes over i en ny krukke – som ikke er revnet. Jeg venter til det bliver lidt lunere.

Det kan også være, blæsten lige ordner det.