Bøgens udspring

6. maj. Hvad er det nu, den dato altid får mig til at tænke på? Jo, folkeskolen. Måske i sjette klasse. Vi havde biologi med fru Pedersen, og emnet var … ja, måske noget med fotosyntese og osmose. Har man egentlig det i pensum i underskolen? Havde vi det i halvfjerdserne? Jeg må jo have det et sted fra, og det er i min erindring forbundet med en bestemt lærer og en bestemt klassekammerat, som jeg kun havde på den skole, jeg gik på til og med syvende klasse.

I hvert fald blev der spurgt: Hvornår springer bøgen ud? Min skolekammerat svarede friskt med en humoristisk vinkel på det faktuelle: 6. maj klokken to.

Det tossede er, at det gjorde den. Ikke lige på det klokkeslæt, men i starten af maj var det helt forventeligt med nyudsprungne bøgetræer på de lune steder. Ikke før. Ikke dengang.

Og nu, næsten halvtreds år senere, sker det op til to uger tidligere. Er det ikke vildt?

Det var bare det.

Og fordi bøgen springer ud så tidligt, har jeg ikke engang nået at tage et billede af det.

 

Sol og sø

Sådan ser en første solskinsdag efter helårsregn ud.

Efter mange dage i bil var jeg i dag på cykel på arbejde. Og da jeg kom hjem igen, fejrede jeg, at min Londonbelastede lilletå ikke gør ondt mere (det tog en uge!), ved at snøre vandrestøvlerne og gå en tur i omegnen. Det blev til fire raske kilometer.

Søudsigt og sol i øjnene gør glad.

En smertefri tå gør dobbelt glad.

Blæsten kan man ikke få at se

Hvis man kunne se blæsten, hvis den for eksempel var grøn eller blå, eller hvis den var en hyrdehund, for eksempel en border collie, kunne jeg følge med i, hvordan den bar sig ad med at drive de visne blade sammen lige netop dér. Bunken har været uforanderlig det meste af vinteren. Lige netop den facon, lige netop dér i hjørnet af terrassen, lige uden for stuevinduerne har blæsten valgt, at det er et prima sted at samle alle de blade, træerne tabte i efteråret. Blæsten ved ikke, at træerne ikke vil bruge dem igen.

Jeg skal heller ikke bruge bladene, men har valgt ikke at flytte bunken endnu. Vindstrømmene flytter den bare tilbage igen.

Og så vil jeg også godt vente til foråret, så det er lidt rarere at gå udenfor. Foråret er lige om hjørnet, har jeg hørt. I næste uge, har jeg hørt. Hvor jeg har noget ferie, jeg skal have brugt inden udgangen af april.

Det her billede er taget ud af stuevinduet, og man kan se, at der er flere projekter derude. Oliventræet skal flyttes over i en ny krukke – som ikke er revnet. Jeg venter til det bliver lidt lunere.

Det kan også være, blæsten lige ordner det.

Brrrr … koldt!

Nogle tror, alt er godt, bare man har paraply og kuffert med sig og ellers er moderigtigt klædt i høj flip, grøn frakke og rundpuldet hat. Andre kan godt mærke, man skal skynde sig at få en tyk frakke på over sin tweedjakke og sine plusfours. Måske en skindhue også.

Det blæser udenfor, det er råt, og vi har ikke fået tændt op i brændeovnen i dag. Jeg har svøbt mig ind i noget blødt tøj og et tæppe, og aftenspadsereturen er droppet uden nævneværdig overtalelse. Vindstødene kaster sig omkring gavlen og får det til at lyde, som om taget løfter sig om lidt. Jeg håber da, at alle tagsten er forsvarligt forankret.

Det er jo slet ikke usædvanligt midt i marts, at det er så bidende koldt. Men der har altså været år, hvor det hele så lidt mere forårsagtigt ud på denne tid. For eksempel var der lysende krokus i kolonihaven 15. marts for to år siden. Vel var det også koldt dengang, men sådan som det er i dag, har jeg overhovedet ikke lyst til så meget som at tænke på at være i haven. Jeg har ellers ferie i hele påskeugen og havde sådan set forestillet mig at få gravet det stykke køkkenhave, jeg ikke nåede i efteråret. Det vil sige hovedparten af køkkenhaven. Det kan være, det bliver bedre til den tid. Det kan være, godt med tykt tøj kan gøre det. Sammen med hårdt spadearbejde.

I dag bliver det i hvert fald tæppe og skutten sig.

Forresten går Tintins bukser til knæet plus fire tommer. Det er derfor, bukser med den længde hedder plusfours.

Going loco in the colo…

Jeg indrømmer det gerne: Det er en letkøbt omskrivning af titlen på Four Tops’ gamle hit Loco in Acapulco, men jeg står ved den, også fordi der er sådan et lækkert genbrug af bogstaverne i loco til colo, som selvfølgelig refererer til kolonihaven.

Så behøver jeg heller ikke udpensle det mere, vel?

Jeg har været en lille smule skør i kolonihaven i dag. Mest bare tosset med forår og solskin. Alt det, der har været sat lidt på hold derude på grund af travlhed med flytning og konfirmation sammenholdt med det alt for kolde vejr, har jeg nu fået indhentet. Det meste af det, jeg vil så, er sået; der mangler kun rødbeder og bønner, som gerne vil vente på lidt højere jordtemperatur, ligesom squash- og hokkaidoplanterne og årets nyhed aubergine ikke tør blive plantet ud, så længe meteorologerne truer med nattekulde.

Men jeg turde godt fylde plantekasserne med tomater, agurker og peberfrugt. Jeg har sagt til dem, at de skal varme hinanden, hvis det bliver koldt om natten. Så skal det nok gå.

Det her er dét tidspunkt i hele havesæsonen, hvor jeg er sikker på, at det er mig, der har overtaget. Siden vil det blive et kapløb mellem mig og ukrudt, og på et tidspunkt vil ukrudt stikke af. Ukrudt vinder ALTID! Sådan er det bare, og jeg ved det.

Men lige nu… der er det mig.