For lidt siden gik jeg gennem gågaden. Undervejs passerede jeg tre unge kvinder arm i arm. Den ene var japaner. Med mundbind. I Viborg? På gågaden, hvor der ingen biler er?! Hun kan selvfølgelig have dårlig ånde og vil bare skåne omgivelserne.
Der kan gemme sig så meget bag det, man umiddelbart ser.
Selv gik jeg med en Sport 24-plasticpose fuld af frossent rådyr.
Ikke fordi der er noget i vejen med Toyotaen. Ikke lige nu.
Men jeg og nogle andre damer skal til Karup i aften, og det er mig der skal køre. Sindrig køreplan er udarbejdet – Jeg henter dig klokken dét, og bagefter henter jeg dig klokken dét. Med andre ord har jeg et transportansvar, og når jeg så på vejen hjem fra arbejde lige finder det nødvendigt og betryggende at cykle ned i parkeringskælderen, hvor bilen står, og køre den indre checkliste:
Den har luft i hjulene
Den har intakte ruder
Den har intakte sidespejle
Alt ser ud til at sidde fast på den,
så skyldes det en lang fælles historie med både en gammel bils skavanker og bøllebank ad flere omgange i parkeringskælderen.
Ligesom når min mor lige undersøger, om nogen har stjålet hendes benzin siden sidst hun var ude at køre, og bedst kan lide at parkere, så hun kan holde øje med bilen fra sit stuevindue.
Toyotaen havde det godt i dag, og måske trænger jeg bare til en garage.
Min badmintonmakker har meldt forfald i et par måneder på grund af udenbys arbejde. Jeg har inviteret den 15-årige som stand in, og han er frisk. I aften er første gang.
Egentlig er jeg (som hver eneste mandag) ramt af måske-gider-jeg-ikke og har mere lyst til at synke dybt ned i sofaen med fjernsyn, bog, iPad, te, noget. Men jeg kan ikke få ham til at være ugidelig uden at afsløre mig selv. Prøvede allerede i morges, da jeg konstaterede, at det måske kunne have pyntet på ham med et bad. “Det gør jeg i aften”, sagde han. Mig: “Ja, der er jo badminton”. Han (med glad stemme): “Ja?!”. Da jeg kom hjem fra arbejde, forsøgte jeg igen med noget viskaljospillebadmintoniaften og gav ham alle muligheder for at være modvillig. Uden held. Han vil vist gerne spille. Og det bliver bestemt også dejligt bagefter.
Hvor kom bobminton fra? Det er et ord, der har lagret sig i en af de inderste hjerneskuffer, siden vi havde en postkasse i 4. eller 5. klasse. Den blev tømt en gang om ugen, og siden sidste tømning havde vi vredet vores tiårige hjerner for at finde på noget at skrive til hinanden i små sammenfoldede breve. I et af dem, jeg fik, havde Kim tegnet to badmintonspillende børn – formodentlig sig selv og mig – og skrevet “Syntes du ikke det er sjovt at spille bobminton?”
Jeg vil faktisk lige så gerne spille bob i aften.
Jeg har brugt dagen på at bringe en række ting i orden. Ja, bringe i orden er fællesnævneren for de meget forskellige opgaver, jeg har streget på todolisten.
Først og fremmest har jeg sendt den første pakke af sted til højskolen. Det viste sig, at den 20-årige havde glemt at få Højskolesangbogen med. Sikke noget. Men det er bragt i orden; snart kan hun synge af karsken bælg. Og vendingen “den første pakke” betyder ikke nødvendigvis, at der følger flere. Jeg er ikke så god til sådan noget.
I går kom Morten med en skijakke til mig. Den var fin. Og godt med stor. I dag byttede jeg den til størrelsen mindre. Og købte skibriller, nu jeg var der. Er nærmest klar til uge 7 nu.
Jeg bliver ikke væk på pisterne.
Så har jeg limet. Den ene del af det fine porcelænssalatsæt, som den 15-årige havde med hjem til mig fra Italien sidste sommer, faldt på gulvet i aftes og gik i to stykker (og tre bittesmå). Øv. Så var vi nødt til at tage vores mulemunde på lidt.
Nå. Men vi fik da afklaret, at det er lavet af porcelæn.
Og nu er det limet med ekstra stærk vandfast superlim. Man kan næsten ikke se det, og jeg håber, det holder.
Sidste weekend efterlod den 18-årige et par revnede cowboybukser på spisebordet. Jeg forstod godt opfordringen. Det var ham, der engang sagde “Jeg kan godt lide, du er sådan en mor, der kan reparere ting”. Klog strategi.
Symaskinen har været fremme, og da den nu alligevel var dét, genmonterede jeg et bændel, der havde sluppet sit tag i et dynebetræk.
Nu vil jeg heller ikke bringe mere i orden i dag! Bruseniche, skur dig selv.
Her er et billede af den gode kylling, som Römertopfen lavede til os i går.
Det her er, hvad den 20-årige flyttede hjemmefra med. Plus en cykel. Nu hvor jeg har set størrelsen på det garderobeskab, hun er blevet tildelt på højskolen, ved jeg, at det kommer til at virke absolut hjemligt: stoppet til bristepunktet.
Det er en lidt mærkelig dag. I dag for præcis 4½ år siden kørte jeg hende på efterskole, men denne gang føles det mere for alvor. Hun kommer nok ikke hjem og bor i tre år bagefter.
Luften på højskolen emmede af forhåbninger og forventninger. Der var vel cirka hundrede unge sådan lige omkring 20 år, formodentlig blevet færdige med gymnasiet i fjor eller året før. Fælles for dem er, at de er der, fordi de har valgt det, og de har sikkert knoklet for at skrabe pengene sammen til det. Det er herredyrt.
De tider er ovre, hvor unge arbejdsløse fik lov til at tage på højskole af deres kommune og endda fik penge med.
“Man gik bare ned og sagde “Jeg har ikke noget arbejde, og der er jo heller ikke rigtigt noget at få, så jeg kunne godt tænke mig at komme på højskole”, og så sagde de “Det er da en god ide; – hvor mange penge vil du have med?””, fortalte hendes far, som var på højskole i starten af 80’erne. På den måde var der selvfølgelig også en hel del skæve og uheldige eksistenser, som blev placeret på højskoleophold mere eller mindre mod deres vilje; så var de af vejen et stykke tid.
De første to uger på min datters skole er alkohol ikke tilladt. Det var aldrig gået i firserne. ”Næh, vi var vel fulde allerede den første dag”, sagde hendes far.
Jeg er spændt på hendes vegne, men jeg ved, at hun får det godt. I dag sender jeg mange tanker i hendes retning, – nu sidder de sikkert i deres bogrupper og drikker kaffe og urtethe (det er jo en højskole) og lurer lidt på hinanden og tænker, at alle de andre ser enormt kloge og kunstneriske og musikalske ud. Og pæne.
Jeg syntes også, de virkede både kloge og pæne og søde. Men jeg ved, at hun er det.
Og for nogle af dem er dagen i dag begyndelsen på venskaber for livet.
Er det så sært, jeg sidder og sukker lidt?
