24. april 2017 | At have have, den store bunke |
Såeeh, jeg slog græs sidste tirsdag, og hvad skete der så? Blev jeg hentet af et rumskib fra en fjern galakse, så dét er forklaringen på, hvorfor jeg så brat forsvandt fra jordens overflade, også kaldet Grevindens residens?
Næ.
Mit jordiske hylster har været her hele tiden, men når man inden for ti dage både flytter hele sit hjem og starter på nyt arbejde, er konsekvensen et liv helt og aldeles uden rutiner. Fuldstændigt. Ingenting er som det plejer, der er ingen etablerede måder at gøre noget på, jeg ved ikke hvor lang tid det tager at komme nogen steder hen, hvilket badeværelse det er mest bekvemt at bruge til hvad om morgenen, hvilke nye logins jeg skal bruge til hvad, hvilke nye procedurer jeg allerede har glemt igen, hvordan jeg kommer fra A til B i firmadomicilet, hvornår vi får tømt de to allersidste flyttekasser, så flyttemanden kan hente hele stakken, hvad vi overhovedet skal have der, hvor flyttekassestakken er nu.
Forleden morgen trak jeg cyklen ud af skuret for at cykle på arbejde med en skinnende glorie på, konstaterede at verden var uforholdsmæssigt sløret, fordi jeg havde glemt at tage kontaktlinser på – det var ikke blevet en veletableret rutine i mine nye omgivelser (dét med at have to badeværelser!), satte cyklen ind igen, fordi jeg så ikke ville kunne nå at cykle, monterede kontaktlinser, satte mig ind i bilen og konstaterede, at brændstofstanden var så lav, at jeg end ikke vidste, om jeg overhovedet kunne nå hen til tanken, nåede hen til tanken og valgte naturligvis den defekte stander, der ikke ville tage mit kort i hverken første, andet eller tredje forsøg, så jeg måtte ind og hente en medarbejder i butikken, tankede og sneglede mig igennem morgentrafikken, som også er ny for mig i dén retning, jeg skal, og overvældende på dét tidspunkt. Jeg er ikke sikker på, om jeg nåede frem til tiden. Det gjorde jeg vist ikke.
Samtidig har Morten haft en omfattende arbejdsopgave, som jeg også har været involveret i, og så er der forberedelserne til Astrids konfirmation på lørdag. Desuden har jeg fået ny telefon, som skulle sættes i gang, og forleden aften crashede harddisken på min bærbare Mac. Det var ikke så godt, hverken i forhold til førnævnte store opgave eller konfirmationsforberedelserne. Morten er den rolige af os, når den slags sker, og det var ham, der – selv om han var lige så udmattet som jeg – sad oppe googlende og nørdende det halve af natten og endte med at sætte ny harddisk i og genetablere al software, så jeg stort set kunne fortsætte hvor jeg slap, da jeg stod op næste morgen. Han er fantastisk!
“Det bliver bedre i næste uge!”, messer vi til hinanden, når vi kigger op fra skærmene eller passerer hinanden på vej i forskellige retninger, mens vi undlader at se på inventarkaos i husets kroge. Og det gør det. Det er faktisk allerede begyndt. Toppen af presset forsvinder. Vi bliver hele tiden bedre til at bo i vores hus. Jeg har lige hentet de spisebordslamper, vi bestilte for et par uger siden, og en af os sætter dem op. Nyt job tegner godt. Det bliver bedre vejr. I går lagde jeg kartofler og satte løg i kolonihaven og slog græsset derude, og solen skinnede, som billedet viser.
Flere data er det ikke nødvendigt at lagre. Det skal nok gå.
28. august 2016 | At have have |
Sikke en umanerligt veldisponeret fordeling af sol og regn i den her weekend. Lørdagssol og søndagsregn. Man kan også sige, at vi har været umanerligt gode til at disponere vores gøremål i forhold til vejret, og så lyder det lidt, som om det er os, der har været kloge og dygtige.
Hvilket vi også har.
I hvert fald dygtige.
Vi havde planer om at sætte alt ind på at få klippet hækken i kolonihaven lørdag. Helhjertet. All in for hæk. Og det gik godt med det. Blandt andet. Om morgenen kom jeg endda til at vågne så tidligt, at jeg fandt på at løbe en tur. 5,5 km tidligt morgenløb, kalder Endomondo det, og det lyder helt vildt overskudsagtigt. Der var også pænt.
Ved middagstid tog vi alle tre i haven. Lasse havde fået til opgave at flytte kolonihavens køleskab, en opgave, der involverede graveske, spade, sand, sten, spand og muskler. Køleskabet er en mælkejunge – hjemme på gården hed sådan én en transportspand, og vi tænkte vi var smarte, da vi gravede den ned inde i huset. Det har bare vist sig, at varmen i rummet (gennemsigtigt tag = meget varmt) trækker ned i metallet, og temperaturen nede i jungen kommer aldrig under 15 grader, og det er bare ikke godt nok til at holde sodavand og vin køligt. Den skulle i stedet omplantes til husets nordside, ungdommen blev sat i sving, og det gjorde han godt. Måske har han også lært nogle gode, brugbare tricks i processen.
Jungen er gravet op, og hullet skal dækkes igen.
Der skal graves et nyt hul et andet sted, og det skal også have en sirlig afdækning med sand og sten. Den efterfølgende opgave ligger på mig: at grundluge skvalderkål og snerler, så det vedbliver muligt at komme til ’brønden’ efter kolde drikke.
Hækken blev klippet, og se, det blev godt.
Årets kartoffelhøst er god og tilfredsstillende, en flamingotønde er fyldt halvt op med gyldne knolde, og der går et pænt stykke tid, inden vi behøver skrive kartofler på indkøbssedlen igen. Det er sådan noget, jeg godt kan lide.
Og så kom Ida og Sven Erik med kage, og vi drak kaffe og grillede bøffer og drak vin og tændte bål i den mexicanske stenovn og havde det prima til langt ud på aftenen.
Og i morges vågnede vi til regn og behøvede overhovedet ikke at være udenfor, for det havde hele tiden været meningen, at søndagen stod på indesysler. Jo, vi var lige ude i kolonihaven for at vaske op og hente en bil, men ellers passede vejret også i dag perfekt til det, vi skulle.
Er det ikke bare heldigt?
19. juni 2016 | den store bunke |
Føj, jeg er træt. Det skyldes to døgn fyldt med oplevelser og indtryk, frisk luft, snak og god mad. Jeg er faktisk næsten for træt til at fortælle, at jeg har
• set ældstebrors revy i Søndersø på Nordfyn – han skriver tekster, laver kulisser og er på scenen. Han er selvfølgelig bare en ud af et stort hold, men vi kommer på grund af ham, og det var også forrygende i år.
• kørt fra syd til nord
• været på badehotel med jagtkonsortiet. Et af konsortiets fem jægerpar har købt Næsbydale Badehotel syd for Løgstør og driver café og B&B, samtidig med at de sætter de forsømte bygninger i stand. Sommerfesten plejer jægerne at holde i jagthytten øst for Viborg, men denne gang flyttede vi den til Limfjorden, og hvem ved, måske er en ny tradition født, for det var så hyggeligt og sådan nogle fantastiske omgivelser.
• tilbragt søndag eftermiddag i kolonihaven med at indvi ny batteridrevet plæneklipper (Senegræs! Nu vinder vi!!), vende ryggen til mens en anden pillede en uheldig – fatalt uheldig – jordbærfristet solsort ud af fuglenettet, plukke jordbær, plukke salat, plukke blomster, plukke agurker, vande tomater, luge.
• vasket to maskinfulde tøj og hængt op
• bagt 48 boller
Det har været en skøn weekend. Nu er jeg så træt, at jeg nærmest er for træt til at gå i seng.
Og derude ligger Livø
29. maj 2016 | At have have |
Jaaaaa! Hokkaidohøsten er nær!
15. maj 2016 | den store bunke |
Når jeg viser billeder fra kolonihaven på Instagram er det tit med hashtagget #hyldehavenambiorix. Det er der en forklaring på. Morten overtog for fire år siden haven efter sin ekssvigermoster Gudrun, som efter ti år på lejekontrakten havde sat sit helt personlige præg på haven og huset.
Moster Gudrun købte kolonihaven i 2002, da hun kom hjem til Viborg efter tredive år som sprogrevisor i Bruxelles. Hun kom, nyuddannet i noget franskhalløj, derned i 1972 for at oversætte EF-traktaten, indmeldelsespapirerne, kan man kalde det, til dansk. Og blev hængende i tredive år. Hun boede på Square Ambiorix, og på skiltet her på kolonihavehuset er den mondæne Bruxelles-adresse forenet med havelivet på Hyldevej. Vi synes, historien om rødder og levet liv er så fin, så vi værner om skiltet og lader det sidde. Lampen ovenover lader vi også sidde, selv om den hverken har forklaring eller funktion. Den lyser ikke. Der er ikke strøm i huset.
Morten og Gudrun bevarede venskabet, også efter at han ikke længere var gift med hendes niece. De spiste frokoster, gik til koncerter og rejste sammen nogle gange. Hun var ikke helt begejstret, da jeg dukkede op på arenaen og tog ham, selv om hun skjulte det.
Det var imidlertid naturligt, at det var ham, hun lod haven gå videre til, da hun ikke længere magtede at holde den. Og jeg er så taknemmelig, for jeg elsker det sted.
Haven var virkelig tilgroet og ét stort sammensurium af små platforme og snoede gange kantet med sten, et lille hjørne med kartoffelforsøg, krukker, et hav af løgvækster og mange blomster, et vildt hindbærkrat, vildtvoksende røn, selvsåede ahorntræer, masser af ukrudt, alt sammen et resultat af Gudruns fantasi og blomsterbegejstring og til sidst de kræfter, der ikke slog til.
Vi har lavet det hele om. Vi startede med at rydde ud inde i huset, og udenfor skrællede vi hele det øverste lag have af – med Gudruns fine blomster und Alles – og startede helt forfra. Vi ville have græs på halvdelen, og resten skulle være køkkenhave. Så kunne vi altid regulere det med mere eller mindre græs, men det har nu vist sig at passe godt til vores behov med den fordeling.
Sådan så haven ud før, og sådan ser den ud nu. Den ene vej:
Og den anden vej.
Vi har også fældet et par træer, men der er stadig bede, som er uændrede og får lov til at vokse vildt, indtil vi får lyst til at lave om på det. Haven må aldrig blive en pligt og et pres. Aldrig. Er der noget, vi ikke når, ja, så når vi det bare ikke. Der skal også være tid til at drikke kaffe og bare nyde at være der. Jeg bliver glad i samme øjeblik, jeg åbner lågen. Det vigtigste for mig er køkkenhaven, ikke blomsterne, og jeg føler mig uendeligt rig, når jeg i høstsæsonen kører hjem med fyldte kurve til aftensmaden.
Gudruns præg findes stadig nogle steder i huset, og sådan må det gerne være. Jeg kan lide ting med historie, og jeg kan lide at kende historierne. Hun har besøgt os i haven et par gange, men nu er hun imidlertid desværre så plaget af demens, at hun næppe tænker på, at hun har haft en have. Hun savner den i hvert fald ikke.
Men hendes Hyldehaven Ambiorix lever og respekteres i et hashtag.
