27. juni 2016 | At have have |
Mors georginer blomstrer i min have nu. Hun vil ikke have besværet med dem længere, så i efteråret fik jeg tre knolde, omhyggeligt mærket, så jeg kunne tage hensyn til farve og højde, når jeg satte dem i jorden. Jeg har gemt mærkesedlerne, så jeg kan videreføre omhuen til efteråret.
Aiiij, de sorte fingre!
Aiiij, det bed! Fredløs, bregner og skvalderkål har rottet sig sammen og overtaget bedherredømmet.
Snerler. Vinder. Altid.
12. marts 2016 | At have have |
Dette her er en løbetrøje. Det kan den i hvert fald bruges til. Det er den faktisk allerede blevet brugt til. Min søde kæreste købte den med hjem til mig fra sin skiferie i Norge, og jeg er både fin og glad i den. Ikke hurtig. Fin og glad.
En af dens gode egenskaber er, at den er af uld. Fineste merinould, og det betyder, at den vil holde mig varm, når jeg om lidt lader den være mit inderste af mange lag og tager ud i kolonihaven og ligner en, der er ved at gøre haven forårsklar. Det er noget med at beskære noget hindbærbusk, som nok skulle have været beskåret i efteråret, og fjerne nogle visne staudetoppe og se, om der gemmer sig noget forår nedenunder. Det er også noget med at drikke kaffe (note to self: husk at tage vand med, thi der er næppe åbnet for den centrale hane endnu) og skridte matriklen af og tænke innovative tanker om kommende afgrøder og vurdere, om der skal være kartofler her eller der, mens jeg tygger på et halmstrå. Eller en vissen staudetop.
Jeg kiggede lige til de allerallersidste rester af sidste års høst. Kartoflerne har tilsyneladende fulgt et og andet instinkt. De bittesmå gnallinger, som kun egnede sig til at blive til brunekartofler og derfor aldrig blev brugt, fordi ingen orkede hverken at skrælle eller pille, har fået storhedsvanvid og vil være avlskartofler! De vil i jorden? Men så siger vi måske dét. De kan få et ydermandat og komme i en siderække, når jeg engang skal lægge kartofler, så kan de få lov at bevise deres værd.
Der er jo tid nok til at beslutte, om der skal være kartofler her eller der, for temperaturen er endnu ikke til underjordiske gerninger, men i en ulden norsk undertrøje kan man udholde at skridte matriklen af både på kryds og tværs, mens der fostres overjordisk kloge tanker i øverste etage.
11. februar 2016 | At have have, den store bunke |
I dag var dagen, hvor der slog spirende forår ned i mig. Det var lyset, der gjorde det. Når himlen klokken fem om eftermiddagen stadig ser sådan ud og der altså fra nu af stadig er dagslys tilbage, når jeg vender hjem til min borg fra udenbys arbejdsdonteri, så længes jeg.
Jeg længes efter grønt. Jeg længes efter, at urteburet rummer liv og ikke bare visne rester af noget, jeg ikke længere kan skelne navn og anvendelse på. Var det virkelig den overfrodige mynte der til venstre, som gav fylde til mægtige mojitos en sommeraften i fjor? Og rosmarin og salvie, esdragon og timian, som vi måtte bure inde, fordi fuglene barberede det ned til korte stilke? Nu værdiger hverken de eller jeg det et blik. Jeg vil have, at det skal være grønt og frodigt igen. Og fra i dag tror jeg igen på, at foråret kommer. Når det kommer. Først skal der vistnok være frost og kulde igen. Men det kommer. Og så bliver det godt.
Hortensiaerne har aldrig mistet troen. Aldrig givet op. De er ellers virkelig blevet behandlet dårligt. Ignoreret. De blev købt til fødselsdagspynt i kolonihaven for to et halvt år siden af en 50-årig, der holder meget af hortensiaer, og siden fik de lov til at passe sig selv i deres midlertidige, permanente plastikpotter. De stod oversete i et vildtvoksende bed gennem to somre og vintre, fordi vi til stadighed ikke fik ryddet det bed, hvor de skulle plantes. På “vi ved ikke, om I overhovedet bryder jer om os, men vi er her, og vi tilgiver jer og elsker jer alligevel”-måden satte de igen og igen nye skud og overlevede. Sidste sommer hentede jeg dem hjem på altanen, hvor de siden har stået endnu mere ubeskyttede – dog i lerpotter, men alligevel – igennem vinter og frost og storm. Urokkelige mens havestolene er føget omkring dem. Og nu er de på vej igen.
Håbet er grønt.
Det skal NOK blive forår.
20. januar 2016 | At have have, Heldige mig |
Solen skinnede insisterende over sneglitrende marker, da jeg kørte hjem fra arbejde, og jeg kom sådan til at savne kolonihaven. Der er selvfølgelig langt fra et vinterfrosset Narnia til forårsdage med frøposer og flisejern og endnu længere til spinathøst og sommerhat.
Men kun i virkeligheden. I tanken er der ikke. Jeg kørte omkring haven i håb om at nå at fange lidt nedgående sol på sneklædte grene og trippe lidt rundt på en uberørt isknitrende plæne.
Jeg nåede det ikke helt. Solen var næsten forsvundet, da jeg svingede ind ved have 44, og et par harer havde allerede taget tripningen. Men det var godt at være der et par minutter, se til at alt var i orden og drømme lidt om forår og denne sæsons afgrøder.
Jeg tror, jeg vil sætte grønkål i år. Det kan endda blive stående til næste vinter og glæde mig, hvis jeg skulle blive grebet af akut havesavn en frostklar januardag i 2017.
2. maj 2015 | At have have, Heldige mig, Hørt og set i forbifarten |
Jeg fik den fineste kompliment. På vej i kolonihaven på cykel med lydbog i ørerne passerede jeg en kvinde, der gik med en hund. Jeg hørte, hun råbte noget efter mig, og jeg stoppede op og slukkede for litteraturen.
”Dit hår er så smukt!”, gentog hun.
Jeg vidste godt hvem hun var. Og alligevel ikke. For mange år siden passerede vi hinanden på en sti. Jeg var på vej ned ad bakken med min førstefødte i klapvogn, hun på vej opad, trækkende med en cykel med to børn på. “Hvad hedder du?”, spurgte drengen. Jeg svarede, og han kvitterede med sit og sin lillesøsters navne og uddybede “Det er mig, der er (drengenavnet)”. “Hvis du skulle være i tvivl”, sagde kvinden smilende.
Siden har hun og jeg i mere end tyve år været på hilsefod, når vi har mødt hinanden i bybilledet. Bare hej og et smil, uden nogensinde at tale med hinanden. Førend i dag. Vi fulgtes ad de hundrede meter hen til haven, og stod lidt og snakkede, inden vi fortsatte hver til sit.
Det er ikke ret tit, man får komplimenter fra fremmede om hår og udstråling og det indtryk, man ellers kan gøre på andre. Eller ret tit, jeg selv uddeler roser til folk, jeg ikke kender. Man skulle gøre det noget oftere. Det gør glad.
Apropos ingenting og alting er her et billede af dét lykkelige øjeblik på året, hvor HELE flisegangen i haven er luget.
