8. april 2019 | At have have, den store bunke |
Jeg har jo døjet noget med de kropslige konsekvenser af min havegravning sidste weekend. Der har været dage, hvor jeg har haft konstant ondt i højre balde, og nætter, hvor jeg er vågnet hver eneste gang, jeg ville vende mig. Alt sammen på grund af uvant, ensidigt arbejde, helt bogstaveligt.
Det er naturligt for mig at sætte venstre hånd på håndtaget, træde spaden ned med højre fod og løfte den fortrinsvis med højre arms kræfter. Men da jeg som barn og ung hakkede roer hjemme på markerne, kunne jeg ubesværet skifte mellem højre- og venstregreb på hakkejernet. Mest for at blive jævnt solbrændt, ganske vist, men pointen er, at jeg var i stand til at spejlvende.
I går lagde jeg et foto med dette motiv på de sociale medier ledsaget af teksten: “I dag spejlvender jeg sidste søndag. Jeg gør det samme som jeg gjorde for en uge siden, bare med venstre hånd forrest og venstre fod på spaden. Målet er at smadre venstre side af kroppen til samme niveau som højre, der har smertet hele ugen. Så udligner det ene det andet, og alting vil være i balance. Er min teori. Spørg mig på tirsdag – den grusomme andendag, om teori trumfer praksis.”
Det er tirsdag i morgen. Indtil videre tyder alt på, at teorien holder. Jeg sover om natten, og jeg har ikke ondt, og det ser ikke ud til at blive værre. Minus gange minus giver plus. Det er bevist ved deduktion.
Jeg er endda så overbevist, overstadig og muligvis overmodig, at jeg godt kunne finde på at tage en pose havetøj med i morgen og afslutte arbejdsdagen med at udfordre selveste andendagen med spaden ved hånd og fod.
Venstre, vel at mærke.
31. marts 2019 | At have have |
Mit aldrende legeme værker. Det har været en weekend i bevægelse.
Det værste ved at have en kolonihave – og husk, der ER flest gode ting! – er, at karma kommer efter dig om foråret for det, du ikke når om efteråret.
Jeg nåede ikke at grave urtehave, inden vintersæsonen og vandforsyningen lukkede sig og blev lukket. Nu kommer foråret drønende direkte ud af vinterhiet. Og enhver ved, at før frø og knolde kan komme i jorden, skal jorden være klar – og forholdsvis fri for ukrudt. Det lider jeg under nu.
Både lørdag og søndag har jeg været derude og gjort så meget, som jeg synes, min krop kan holde til. Det er såmænd ikke på grund af alder, den er lidt mørbanket nu, det er bare fordi jeg ikke bevæger mig så meget til hverdag. Og sol og vind og alt det pjat gør ansigtet og øjnene trætte.
Jeg gik derude og tænkte på min mor. Hun har sagt hele sit liv, at hvis hun ikke var blevet landmandskone og skulle holde hus og lave mad (som hun hader-hader-hader!), ville hun have været indretningsarkitekt. Hun elskede at flytte om, og vi vidste aldrig, i hvilken ende af stuen telefonen, sofagruppen eller fars skrivebord stod, når vi kom hjem fra skole.
Jeg tror mere på, at hun skulle have været anlægsgartner. Lige så lidt som hun har brudt sig om arbejdet i køkkenet, lige så glad har hun været for at gå i haven. Der flyttede hun også om – på bede, stauder og buske, og byttede sig til nye blomster og planter fra venner og bekendte, og jeg kender ikke mange, der ved så meget om haveplanter og navnene på dem, som hun gjorde. Hun satte en ære i at holde hele den store have på gården ren og fri for ukrudt. Den var hendes frirum og store glæde, og selv da hun var blevet alene og flyttede i et lille andelsrækkehus, passede hun haven og lagde fliser til terrasse. Da var hun 86.
Jeg skriver i datid, for nu er interessen forsvundet. Nu vil hun helst have, at møblerne står hvor de plejer, og hun er ret ligeglad med, om det er spiræa eller sommerfuglebusk, der står uden for vinduet. Når man bliver gammel, forsvinder mange af de færdigheder, man har tilegnet sig gennem et helt liv, og tit sker det i omvendt rækkefølge. Sidst ind, først ud.
Det er ikke så mange år siden, hun stadig kunne artsbestemme alle blomster i både sin egen og min have. Langt flere end jeg selv nogensinde har kunnet navnene på. Men langsomt er den evne smuldret, og nu kan hun ikke ret mange navne mere. Og mener i øvrigt, at sådan har det altid været, og at det er min svigerinde, der er god til planter.
Jeg forsøgte at høre efter og suge viden til mig, dengang hun kunne lære fra sig, og noget er da også hængt ved. Men noget haveorakel bliver jeg aldrig. Jeg synes bare, det er rart at have have.
Det bliver sikkert endnu rarere, når jeg får mig gravet igennem hele det grønne lag af planter, der dækker jorden nu, og som har navne som mælkebøtte, senegræs og skvalderkål. Det er ikke vækster, som havde været der, hvis det var min mor, der havde haft ansvaret i sine velmagtsdage.
Og NU: sofa!
25. marts 2019 | den store bunke |
Læg mærke til, hvor stor forskel der på ’Har kasseret’ og ’Er kasseret’. Det er heldigvis det første, der er tale om her. Den aktive variant. Og det er tøj, jeg har kasseret.
Jeg har ryddet ud i lidt af den dødvægt, jeg er flyttet rundt med i flere år. Tøj der sådan set er godt nok og alligevel for umoderne, for småt, forkert. Tøj med historier og håb. Fortællinger om hvordan det havnede hos mig, og håb om at jeg måske engang kommer i det igen.
Det gør jeg ikke, og nu er det væk.
En hel sæk fyldte jeg, da jeg raskt, målrettet og hårdhjertet swipede tøj til venstre, hvis jeg må bruge sådan et moderne billede om noget så umoderne som mine skuffers indhold.
I morges lagde jeg sækken ind i min lille bil, hvor den fyldte det meste af bagsædet, og efter arbejde kørte jeg omkring genbrugspladsen og dumpede den i rette container. Væk er den.
Jeg er spændt på de næste dage, uger og måske måneder. Selv om det meste er tøj, jeg ikke har brugt i uendelige tider, skal det nok passe, at jeg pludselig savner noget af det og pløjer skuffer og skabe igennem i jagten på noget, som jeg ikke kan huske, jeg har smidt ud. For det plejer jo at være der. Det har nærmest altid været der.
Jeg er ikke så god til at skille mig af med noget. Garderoben er slanket, men det ligger lidt tungt med lettelsen.
Foto: Mariehøne på tærsklen til forår. Det er sæson for at lufte ud og skabe gennemtræk. Også i garderoben.
26. marts 2017 | den store bunke |
Solskin lokkede mig i kolonihaven i går. Havenaboen (hvis fornavn jeg i fire år ikke har kunnet komme i tanker om, men jeg kunne hendes mands navn) gik og ryddede op sit drivhus, og følgende samtale fandt sted over hækken: Mig: Hvad er det nu, du hedder? Jeg plejer at kalde dig fru Ivan, men det er jo ikke helt retfærdigt. Nabo: Jeg hedder Elly. Og nu er jeg så også nødt til at spørge, hvad du hedder. Mig: Jeg hedder Birgitte, og min kæreste hedder Morten. Elly: Nå ja, for jeg kunne godt huske, at han hedder Balle, så jeg plejer at kalde dig fru Balle … Godt at vi ikke længere behøver at kalde hinanden ved vores mænds navne, når det nu er os, der oftest er i haverne.
Elly og Ivan havde lagt kartofler aftenen før. Det skyldtes, fortalte hun, at hendes familie altid snakker så meget om, hvornår man får kartoflerne i jorden. Det er et stort og vigtigt emne, og alle vil være først. Og nu skulle de være sammen med familien i her i weekenden, og så ville de kunne snakke med. Tænk engang: VI har altid følt os lidt presset af dem, som var så tidligt ude med at få ting gjort – og så er det, fordi DE er presset af nogle andre.
Fordi vi skal bruge april på at flytte, bliver det en havesæson, hvor vi i første omgang kun bruger tid på det allernødvendigste. Jeg lader for eksempel bunkerne af visne blade ligge der, hvor de har valgt at lade sig blæse hen i løbet af vinteren, men nu har jeg indkøbt læggekartofler og stikløg og de fornødne frøposer, og jeg har gravet et stykke jord, som jeg ikke nåede i efteråret, og som var bulet og trampet godt sammen af gartneren, der har lagt vores fine nye havegang.
I går fik vi leveret firs flyttekasser, så nu er der intet til hinder for, at vi går i gang med at pakke ned. Det er i øvrigt kun to tredjedele af de kasser, vi har bestilt. Vi har heldigvis fantastiske flyttehjælpere, som godt ved, hvor meget jordisk gods vi har, fordi de også hjalp os med at flytte for mindre end tre år siden. Det er noget med Vi løfter i flok og Sammen er vi stærke…
I går var vi igen nødt til at gå på vinbar, fordi der skulle være fremvisning af lejligheden. Vi mødte vores ven ejendomsadministratoren, da vi trådte ud på gaden, og vi snakkede om flyttesynsdato. Vi sagde, at vi lige skulle have gjort rent i lejligheden først. “Lad nu være med at gøre for meget ud af dét; der skal jo alligevel gøres i stand”, sagde administrator. Den indstilling synes jeg godt om.
Nu lader det til, at der ikke skal være flere lejlighedsfremvisninger. Det par, som så på den i går, har skrevet kontrakt og er taget hjem til København for at pakke. Vi er glade, fordi det kan være svært at holde lejligheden præsentabel, mens vi går og pakker ned, men vi er kede af, at vi ikke behøver at gå på vinbar mere.
Jeg fik forventet post fra Rigspolitiet. Og blev helt glad! Der var ingen klip i kort, og bøden var under halvdelen af det beløb, jeg mentalt allerede havde sat af til den. Fedt!
Fordi jeg kan passe mindre og mindre af mit tøj og efterfølgende tilskyndet af det her, har jeg besluttet, at der ikke er nogen grund til, at jeg tager mere end én portion af aftensmaden. Det er der sådan set ikke nogen grund til at snakke mere om. Men det skader nok heller ikke at bevæge sig, så jeg har også brugt søndagen til at løbe en tur i en skov. Det var op ad bakke. Og ned. Der var pænt, og der duftede af forår.
12. marts 2016 | At have have |
Dette her er en løbetrøje. Det kan den i hvert fald bruges til. Det er den faktisk allerede blevet brugt til. Min søde kæreste købte den med hjem til mig fra sin skiferie i Norge, og jeg er både fin og glad i den. Ikke hurtig. Fin og glad.
En af dens gode egenskaber er, at den er af uld. Fineste merinould, og det betyder, at den vil holde mig varm, når jeg om lidt lader den være mit inderste af mange lag og tager ud i kolonihaven og ligner en, der er ved at gøre haven forårsklar. Det er noget med at beskære noget hindbærbusk, som nok skulle have været beskåret i efteråret, og fjerne nogle visne staudetoppe og se, om der gemmer sig noget forår nedenunder. Det er også noget med at drikke kaffe (note to self: husk at tage vand med, thi der er næppe åbnet for den centrale hane endnu) og skridte matriklen af og tænke innovative tanker om kommende afgrøder og vurdere, om der skal være kartofler her eller der, mens jeg tygger på et halmstrå. Eller en vissen staudetop.
Jeg kiggede lige til de allerallersidste rester af sidste års høst. Kartoflerne har tilsyneladende fulgt et og andet instinkt. De bittesmå gnallinger, som kun egnede sig til at blive til brunekartofler og derfor aldrig blev brugt, fordi ingen orkede hverken at skrælle eller pille, har fået storhedsvanvid og vil være avlskartofler! De vil i jorden? Men så siger vi måske dét. De kan få et ydermandat og komme i en siderække, når jeg engang skal lægge kartofler, så kan de få lov at bevise deres værd.
Der er jo tid nok til at beslutte, om der skal være kartofler her eller der, for temperaturen er endnu ikke til underjordiske gerninger, men i en ulden norsk undertrøje kan man udholde at skridte matriklen af både på kryds og tværs, mens der fostres overjordisk kloge tanker i øverste etage.
