14. november 2015 | At have have |
Kolonihaven er så småt lukket ned for i år. Der er ikke flere afgrøder at høste. Årets sidste rucola er plukket – midt i november, og det er sådan set en pæn udnyttelse af sæsonen. Kapillærkasserne er tømt for tomatplanter, plantesække, jord og vand, og de sidste tomater er hjembragt, grønne såvel som rødmende. De der har en snert af rødt er lagt i vindueskarmen til yderligere rødgørelse, og de grønne er syltet. Min mor syltede grønne tomater, og jeg husker det egentlig ikke som noget fantastisk, men mine smagsløg kan sagtens have ændret sig, og det skal i hvert fald prøves. Der er yderligere rige muligheder for at mindes årets haveglæder: Vi har spinat og grønne bønner i fryseren; det samme gælder hindbær og blåbær, og der er kartofler og rødbeder i en flamingokasse på balkonen. Store fine løg i en anden kasse.
Så mangler vi bare at tømme toilettet og køre havemøblerne på lossepladsen. Vi gad ikke sætte dem ind – jeg arbejder mere efter devisen “Brug i 18 år og smid væk”.
Hvad har HAVEN sæson III bragt og hvad kan vi vente i sæson IV? Tid til evaluering.
Gulerødder er aldeles ude af repertoiret. Alle tre år har jeg sået gulerødder. Alle tre år har jeg høstet gulerødder og lagt dem i en spand med sand til vinteropbevaring. Alle tre år har de været fyldt med orm, og vi er endt med ikke at bruge dem. Jeg har smidt dette års høst i kompostbeholderen, gemt sandet og svoret ved mine grønne fingre aldrig at så gulerødder igen. Husk det!
Grønne bønner er kommet på programmet for at blive. Jeg har aldrig brudt mig om grønne bønner og har faktisk været på vippen til ganske enkelt at påstå, jeg ikke kan lide dem. Men Lasse såede bønner i haven i år, byggede et klatrestativ til dem og fik en rigtig fin høst. Snittet i stykker på en centimeter og blancheret i halvandet minut smager de fantastisk i en salat. Pralbønnerne gav også fint og var flotte, men skal de sås næste år, skal vi lave noget andet mad end bønne-spinat-rissuppe af dem. Vi var ikke for alvor begejstrede, det var vi ikke. Og de gav rigeligt luft i maven hos nogle.
Hvidløg viste sig at være noget, man sætter året før. De blev sat samtidig med zittauerløgene, men undervejs fortalte nogen mig, at de først giver udbytte året efter, at de er sat. Dermed er de nu stort set de eneste beboere i køkkenhaven.
Jordbærplantagen og hindbærbedet er fordoblet i areal. Bær, bær, bær. Jeg ser frem til næste år.
Piletræet er fældet. Der var ikke langt fra tanke til handling, da beslutningen var taget. Bedsteven med motorsav fældede det, og jeg solgte brændet for en flaske vin. Sikke meget lys, luft og næring græsplænen har fået. Det var en god beslutning. Måske ryger der et par selvsåede og forvildede ahorntræer næste år.
“Vi skal have ryddet bedet foran huset” fortsætter i sæson IV. Det er åbenbart ikke sådan lige at tage sig sammen til at rydde et bed. For tredje sommer i træk prioriterede vi noget andet. Jeg plejer at bruge det som eksempel på, at jeg ikke tillader nogen ting i haven at stresse eller presse mig. Det bliver, når det bliver. Men det skal helst være næste år, for da arver jeg alle min mors georgineknolde, og jeg har tænkt, de skal i dét bed. Eller et andet sted.
Ukrudtet vandt i 20-meterløb på havegang. Der var cirka én eftermiddag, hvor hele havegangen var sirlig og alt ukrudt luget væk. Så tog naturen magten igen. Nogle voksne må gøre noget.
Mere grill. Mere vin. Flere gæster. Dét er et vigtigt forsæt. Vi vil have flere sommeraftener med ild i den mexicanske pejs, vin på bordet og gode mennesker omkring os. Hold os fast på det.
3. oktober 2015 | At have have, den store bunke |
Oktoberudsigt. Med fugleklat, som vi er åbentsindede nok til at se uden om.
Udsigten er god, både fra køkkenet og meteorologisk. Jægersmanden er taget på premierejagt i konsortiet og vender hjem senere på dagen med gyldne oktoberskovsoplevelser, som kan opveje den tomme vildtpose, der altid er risiko for. Fra teenageværelset er der stille. Jeg har sovet så længe, som jeg kunne, og som jeg altid trænger til efter en række hverdage, hvor vækkeuret er stillet til 05.50. Og 05.55. Og 06.00, hvor jeg står op. Jeg har fået morgenmad og kaffe og har ikke flere liv tilbage i Candy Crush. I aften har jeg en frivilligtjans på Paletten, hvor Thorbjørn Risager spiller blues/soul/rootsrock. Det skal nok blive godt og svedigt.
Men nu. Det er havevejr. Det er tid at tage kontaktlinserne på, putte plugs i ørerne – lige nu hører jeg Anna Grues Judaskysset – og tage i kolonihaven. Jeg har en overordnet ide om, hvad jeg vil lave. Det er noget med at trække en række rødbeder op af jorden og finde vinteropbevaring til dem. Gøre det samme med en række gulerødder, som til gengæld nok ryger direkte i komposten. Jeg er temmelig sikker på, at der er sorte ormespor i samtlige rødder, og lad det så være det endelige argument for at droppe gulerødder i køkkenhaven herefter. Tre sæsoner har gjort det. Vi. Gider. Ikke. Rodgnaskere. Vi gider i hvert fald ikke ulejligheden med at skaffe dem et hjem.
De ældste jordbærplanter kan graves op og smides i komposten. Rabarberne bliver måske flyttet. Det store bed foran huset, som for tredje år i træk ikke er blevet “ryddet hen over sommeren” kan … ryddes. Jeg kan starte på vintergravningen, så det ikke – igen – bliver den, jeg skal starte med til foråret. Måske får jeg gjort halvdelen af det, jeg har i tankerne. Måske mindre. Bemærk, at jeg skriver ’kan’, ikke ’skal’. Der skal jo også være tid til at fundere og tænke kloge tanker, drikke kaffe og bare sidde i terrassekrogen og kigge ud over jorderne og føle mig rig. Og spise den madpakke, jeg laver. Nu.
Ha’ en gylden lørdag.
16. juli 2015 | den store bunke |
Ha. Sjovt. Jeg tager lige et billede. Fedt. Jeg tager lige et billede. Det her skal jeg huske. Jeg tager lige et billede. På den måde kan der samle sig meget skrammel og sært sammen i løbet af en dag. I dag hentede jeg det her fra kamerarullen.
Jeg øver mig i at lytte til Knausgaard igen. Han behersker sit sprog elegant, suverænt og stærkt billedskabende. Det er smør for øregangene, men det kræver stor koncentration.
I kolonihaven så jeg, at agurkedyrkningen har båret frugt. Det er miniagurker, men i close up er de mega. Gode og sprøde er de også.
I en af de andre haver har nogen fået nok og har sat et skilt op. Ryt så op efter jær! Venligst, altså.
Der var jordbær med hjem. Så var der aftensødt igen. Man skal huske at dokumentere det, ellers kan ingen være sikre på, at det findes.
Store søn tager snart på ferie og skiftede profilbillede i går. Til det her. Med hashtagget #Rhodosklar. Ømt billede. Han var knapt tre år og meget glad for sit grønne snorkelsæt. Det var også hans snarrådige løsning en dag, jeg bagte klatkager. Der kom rigeligt røg i køkkenet, og han udbrød glad: “Jeg henter lige mine dykkerbriller”.
Så var der ikke mere.
14. juni 2015 | At have have |
Hvad lavede hun?
Fingerlugede en hel masse ukrudt.
Hvad lavede de andre?
Kørte grene væk. Fem trailerfulde krone af det piletræ, der blev fældet tidligere på ugen.
Hvad blev hentet af venlige mennesker?
En trailerfuld brænde fra den nederste del af piletræet.
Hvad såede hun?
Spinat
Hvilke urtesager er kommet op?
Gulerødder, rødbeder, løg, dild, icebergsalat, grøn romainesalat, rød romainesalat, rucola.
Hvilke er ikke kommet op?
Pastinak, persillerod, spinat
Hvad drak hun?
Kaffe
Hvad spiste hun?
En (1) Oreo, en halv Snickers
Hvad hørte hun?
Gillian Flynn: Mørke Steder
Var det en god dag?
Yep!
10. juni 2015 | At have have |
Sådan noget kan jeg nemt finde på at blive spurgt om.
Det er sjældent, folk spørger mig om noget med byens fodboldhold, eller om jeg har været på kræmmermarked fornylig. Men haven. Den er der næsten altid en samtaleåbner gemt i.
Og går det så godt?
Ja, det gør det.
Afgrøderne spirer og gror. Salaterne har det fint, kartoflerne ser lovende ud, jordbærrene blomstrer, gulerødderne kan skelnes fra det omgivende ukrudt. Det samme kan ikke siges om pastinak, persillerod, spinat, hvidløg og rødbeder. Spirerne bliver nødt til at blive lidt større, inden jeg kan se, hvilke grønne vækster der ikke giver noget spiseligt og skal rykkes op.
Tre hokkaidofrø i vindueskarmen spirede pludselig, blev store og er plantet ud. Der skal snart sås en række spinat mere. To slags tomater og to slags agurker skyder i vejret inde i havestuen.
Piletræet smed alle sine rakler, da det stormede. Et tykt tæppe over græsplæne og køkkenhave. Vi havde aftalt, at det skulle fældes. Piletræer er dygtige til hurtigt at blive store og skyggefulde, men også til at tage lys og næring fra alle andre vækster i nærheden.
Vi havde aftalt, at det skulle væk i år. Over et par øl og noget hyggeligt sammen med en god ven, der har en motorsav. Vores gode ven kom forbi med saven og lagde træet ned i fine bunker, før vi nåede at stille øl frem. Nu har vi heldigvis hyggen til gode.
Det øverste af træet ligger dér. Det skal vi jo så have kørt væk. Inden hækken skal klippes, i hvert fald.
Lasse har bestemt sig for at dyrke bønner. Pralbønner og stangbønner. Nu tror vi på, at jordtemperaturen er blevet så høj, at bønnerne ikke mistrives eller får svamp, og nu er de sået. Han har bygget et ’korthus’, bønnestagerne kan klatre på. Nu er det bare at vande og vente. Jeg tror, arbejdsfordelingen bliver sådan, at jeg vander, og han venter. Når bønnerne bliver høstet, er det også hans opgave at spise dem.
